Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Det Jehova forudsiger, går i opfyldelse

Det Jehova forudsiger, går i opfyldelse

Det Jehova forudsiger, går i opfyldelse

„HUSK . . . at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort.“ (Esajas 46:9, 10) Sådan siger Jehova, den eneste der med usvigelig sikkerhed kan forudsige fremtiden.

Det er en kendt sag at mennesker ikke kan forudsige fremtiden. At Bibelen er en profetisk bog, burde derfor få alle sandhedssøgende mennesker til at undersøge om det er rigtigt at Gud er dens forfatter. Lad os se på nogle profetier i Bibelen som allerede er gået i opfyldelse.

Fortidige civilisationer

Gud forudsagde at Babylon ville blive udslettet for stedse og at Edom, Moab og Ammon også ville forsvinde for evigt. (Jeremias 48:42; 49:17, 18; 51:24-26; Obadias 8, 18; Zefanias 2:8, 9) At disse folkeslag ikke længere eksisterer som særskilte nationale grupper, bevidner nøjagtigheden af Guds profetiske ord.

Nu kunne nogen naturligvis påstå at enhver kan forudsige at en nation, hvor mægtig den end er, med tiden vil ophøre med at eksistere. Men dermed ser man bort fra den kendsgerning at Bibelen indeholder flere detaljer. Den fortalte for eksempel hvordan Babylon ville blive besejret. Bibelen forudsagde at mederne ville indtage byen, at soldaterne ville være ledet af Kyros, og at en vigtig del af byens forsvarsværker, floderne, ville være udtørrede. — Esajas 13:17-19; 44:27–45:1.

Bibelen har ikke i alle tilfælde forudsagt at et overvundet folk eller en overvundet nation helt ville ophøre med at eksistere. Da Gud forudsagde at Jerusalem skulle falde for babyloniernes hånd, udtalte han tværtimod at byen ville blive genopbygget, til trods for at babylonierne var kendt for aldrig at give deres fanger fri. (Jeremias 24:4-7; 29:10; 30:18, 19) Det gik i opfyldelse, og jødernes efterkommere eksisterer som et selvstændigt folk den dag i dag.

Jehova forudsagde også at verdensriget Ægypten ville blive overvundet, men at det „senere [ville] blive beboet som i gamle dage“. Med tiden ville den før så store verdensmagt „blive et ubetydeligt rige“. (Jeremias 46:25, 26; Ezekiel 29:14, 15) Og sådan gik det. Jehova forudsagde også at Grækenland som verdensmagt ville blive omstyrtet, men han sagde ikke på noget tidspunkt at denne nation ville ophøre med at eksistere. Hvad kan vi lære af at civilisationer virkelig er forsvundet i overensstemmelse med Guds profetier, og at andre hvorom han ikke forudsagde noget sådant, stadig findes? At Bibelens profetier er sande og troværdige.

Imponerende detaljer

Som tidligere nævnt fortalte Jehova meget detaljeret hvordan Babylon skulle falde. Ligeledes oplyste Ezekiels Bog at Tyrus skulle ødelægges, og at dens sten, træværk og støv skulle ’kastes i vandet’. (Ezekiel 26:4, 5, 12) Denne profeti blev opfyldt i 332 før vor tidsregning da Alexander den Store og hans hær brugte resterne af fastlandsbyen Tyrus til at bygge en dæmning ud til øbyen Tyrus, som han også erobrede.

Profetien i Daniel 8:5-8, 21, 22 og 11:3, 4 fortalte meget specifikt at „Grækenlands . . . første konge“ ville blive usædvanlig stor. Denne hersker ville blive fjernet mens han stod på magtens tinde, og hans rige ville blive delt i fire, men ikke tilfalde hans efterkommere. Mere end 200 år efter at denne profeti blev nedskrevet, viste denne mægtige konge sig at være Alexander den Store. Historiske kilder fortæller at han ville lide en alt for tidlig død, og at hans rige blev delt mellem fire af hans generaler — ikke hans efterkommere.

Nogle kritikere hævder at denne profeti må være skrevet efter at begivenhederne fandt sted. Men prøv at se nærmere på den førnævnte beretning i Daniels Bog. Anser man den for at være en profeti, er detaljerne bemærkelsesværdige. Men betragter man den som historie der giver sig ud for at være profeti, synes der så ikke at mangle en mængde detaljer? Hvis en bedrager som levede efter Alexanders død, ville forsøge at imponere sine læsere med en opdigtet profeti, hvorfor nævnte han så ikke at to af Alexanders sønner ville forsøge at opnå kongeværdighed efter faderens død, og at de i stedet ville blive myrdet? Hvorfor nævnte han ikke at det ville vare flere årtier før alle fire generaler ville sikre sig magten over forskellige dele af Alexanders rige? Hvorfor nævnte han for den sags skyld ikke navnene på den store konge og hans fire generaler?

De hårdnakkede men ubeviste påstande om at Bibelens profetier er nedskrevet efter at begivenhederne fandt sted, fremføres af dem der inden de undersøger beviserne, har besluttet at det er umuligt at forudsige fremtidige begivenheder. Eftersom de ikke vil anerkende Bibelen som Guds ord, er de tvunget til at forklare alt fra et rent menneskeligt, kødeligt synspunkt. Men Gud gav ved inspiration tilstrækkeligt med profetiske detaljer til at bevise at han er dens forfatter. *

Bibelens profetier er meget trosstyrkende hvis man tager sig tid til at grunde over hvordan de hver især er gået i opfyldelse. Vi tilskynder dig til at undersøge Bibelens profetier nærmere. Som en hjælp i denne forbindelse kan man bruge oversigten på side 343-46 i bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“. * Hvis du følger tilskyndelsen, så gør det med det mål at opbygge din tro. Løb ikke hastigt igennem stoffet. Tænk derimod med taknemmelighed over at alt hvad Jehova forudsiger, med usvigelig sikkerhed går i opfyldelse.

[Fodnoter]

^ par. 13 Flere argumenter for at Bibelens profetier ikke kan være skrevet efter at begivenhederne fandt sted, findes på side 106-111 i bogen Findes der en Skaber som interesserer sig for os?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 14 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Ramme/illustration på side 24]

GODE PRINCIPPER AT LEVE EFTER

Her er endnu en grund til eftertanke. Gud der så nøjagtigt har forudsagt hvordan verdensriger ville opstå og falde, er også ophav til Bibelens principper. Her følger nogle af dem:

Man høster som man sår. — Galaterne 6:7.

Der er mere lykke ved at give end ved at modtage. — Apostelgerninger 20:35.

Lykken afhænger af at ens åndelige behov dækkes. — Mattæus 5:3.

Hvis du anvender disse principper, kan du have tillid til at de vil vise sig at være sande.

[Illustrationer på side 22, 23]

Bibelen forudsagde at disse civilisationer ville forsvinde . . .

EDOM

BABYLON

. . . men ikke disse

GRÆKENLAND

ÆGYPTEN

[Kildeangivelser]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

WHO foto af Edouard Boubat

[Illustration på side 23]

Alexander den Store