Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er meningen med livet?

Hvad er meningen med livet?

Hvad er meningen med livet?

HVORFOR ER DET VIGTIGT AT KENDE SVARET? Der er næppe noget der virker mere nedslående og frustrerende end tanken om at livet ikke har nogen mening. Et menneske der har en klart defineret mening med livet, bliver derimod ikke så let slået ud. Neurologen Viktor E. Frankl, som har overlevet Holocaust, skrev: „Jeg vover at sige at intet i verden giver en så effektiv hjælp til at overleve selv de værste forhold som kundskaben om at der er en mening i ens liv.“

Der er dog forskellige og modstridende meninger om dette emne. Mange er af den opfattelse at den enkelte må finde sin egen mening med livet. Nogle af dem der går ind for evolutionslæren, tror slet ikke at livet har nogen dybere mening.

Den mest logiske måde at finde meningen med livet på er dog at rådspørge Livgiveren, Jehova Gud. Lad os se hvad hans ord siger om emnet.

Hvad Bibelen siger

Ifølge Bibelen havde Jehova Gud en bestemt hensigt med manden og kvinden da han skabte dem. Jehova gav vores første forældre følgende påbud:

1 Mosebog 1:28. „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“

Guds hensigt var at Adam og Eva og deres børn skulle gøre hele jorden til et paradis. Det var ikke meningen at menneskene skulle ældes og dø; heller ikke at de skulle skade miljøet. Men på grund af vores første forældres dårlige valg har vi arvet synden og døden. (1 Mosebog 3:2-6; Romerne 5:12) Det har dog ikke ændret Jehovas hensigt. Snart vil jorden blive et paradis. — Esajas 55:10, 11.

Jehova skabte os sådan at vi både fysisk og intellektuelt kan opfylde hans hensigt. Vi er ikke skabt til at kunne leve uafhængigt af ham. Læg mærke til Guds hensigt med os som den kommer til udtryk i følgende vers i Bibelen:

Prædikeren 12:13. „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“

Mika 6:8. „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“

Mattæus 22:37-39. „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“

Hvordan Bibelens svar giver indre fred

Hvis en kompliceret maskine skal virke efter hensigten, må den bruges til det formål og på den måde det var fabrikantens hensigt. Hvis vi skal undgå at skade os selv — både åndeligt, mentalt, følelsesmæssigt og fysisk — må vi ligeledes bruge livet i overensstemmelse med Skaberens hensigt. Tænk over hvordan det at kende Guds hensigt kan give os indre fred på følgende områder:

Når det drejer sig om at vælge værdier, har mange mennesker viet deres liv til at erhverve sig velstand. Men „de der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker,“ advarer Bibelen. — 1 Timoteus 6:9, 10.

De der elsker Gud højere end penge, vil derimod erfare hemmeligheden ved at være tilfreds. (1 Timoteus 6:7, 8) De forstår betydningen af at være flittige og ved at de er forpligtede til at sørge for selv at tjene til livets fornødenheder. (Efeserne 4:28) Men de tager også Jesu advarende ord alvorligt: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Mattæus 6:24.

De der elsker Gud, prioriterer derfor det at gøre hans vilje højere end deres arbejde eller stræben efter rigdom. De ved at Jehova vil tage sig af dem hvis de lader deres liv være centreret om at gøre hans vilje. Ja, Jehova føler sig ligefrem forpligtet til det. — Mattæus 6:25-33.

I forholdet til andre mennesker tænker mange først på sig selv. Grunden til den manglende fred i verden i dag er hovedsagelig at mange mennesker er blevet „egenkærlige“ og mangler „naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:2, 3) Når nogen skuffer dem eller er uenige i deres synspunkter, giver de luft for deres følelser med „harme og vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31) En sådan mangel på selvbeherskelse giver ikke indre fred, men vækker derimod splid. — Ordsprogene 15:18.

De der følger Guds bud om at elske deres næste som sig selv, er derimod „venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet [de] frit tilgiver hinanden“. (Efeserne 4:32; Kolossenserne 3:13) Selv når andre ikke behandler dem venligt, bestræber de sig for at efterligne Jesus, som ’ikke skældte igen’ når han blev skældt ud. (1 Peter 2:23) De er enige med Jesus i at det giver sand tilfredshed at gøre noget for andre, selv for nogle der ikke værdsætter det. (Mattæus 20:25-28; Johannes 13:14, 15; Apostelgerninger 20:35) Jehova Gud giver sin ånd til dem der efterligner hans søn, og denne ånd giver dem indre fred. — Galaterne 5:22.

Men hvordan kan dit syn på fremtiden give dig indre fred?

[Tekstcitat på side 6]

Man har brug for en klart defineret mening med livet

[Illustration på side 7]

Jesus lærer os hvordan vi får indre fred