Guds kærlighed ses i en mors kærlighed

„Kan en kvinde glemme sit diende barn så hun ikke har barmhjertighed med sit moderlivs søn? Selv disse kvinder kan glemme, men jeg, jeg glemmer ikke dig.“ — ESAJAS 49:15.

ET NYFØDT spædbarn der ligger trygt i sin mors favn mens hun ammer det, er indbegrebet af ømhed og kærlighed. En mor ved navn Pam siger: „Den første gang jeg holdt mit barn i mine arme, følte jeg en overvældende kærlighed og et dybt ansvar for dette nye, levende væsen.“

Selvom det synes indlysende, har forskere kunnet fastslå at en mors kærlighed har uvurderlig betydning for et barns udvikling. I en afhandling offentliggjort af Verdenssundhedsorganisationens program for mental sundhed, siges der: „Undersøgelser har vist at spædbørn som forlades og skilles fra deres mødre, bliver ulykkelige, deprimerede og til tider helt paniske.“ I samme afhandling nævnes en anden undersøgelse der har vist at børn som får kærlighed og opmærksomhed tidligt i livet, oftere har en betydelig højere intelligenskvotient end børn som forsømmes.

Alan Schore, der er professor i psykiatri på UCLA School of Medicine i USA, siger om betydningen af en mors kærlighed: „Barnets første forhold til et andet menneske, forholdet til dets mor, danner et mønster fordi dette forhold permanent former individets evne til at kunne håndtere andre følelsesmæssige forhold senere i livet.“

Sørgeligt nok kan depression, sygdom eller andre former for pres få en mor til  at forsømme sit barn eller endda „glemme sit diende barn“. (Esajas 49:15) Men sådanne tilfælde er undtagelsen snarere end regelen. Faktisk ser det ud til at mødre er programmeret til at elske deres børn. Forskere har fundet ud af at moderen under fødselen frisætter en øget mængde af oxytocin, et hormon som virker ve-stimulerende og senere spiller en rolle i mælkeproduktionen. Dette hormon, som både mænd og kvinder producerer, menes også at bidrage til en kærlig og selvopofrende væremåde.

Kærlighedens oprindelse

Ifølge fortalere for udviklingslæren opstod den uselviske kærlighed, som kærligheden mellem en mor og hendes barn, ved et tilfælde og blev bevaret ved naturlig udvælgelse fordi det bidrog til artens overlevelse. På hjemmesiden for tidsskriftet Mothering Magazine kan man for eksempel læse: „Den første del af vores hjerne der udviklede sig oven på den del der stammede fra krybdyrene, var det limbiske system, sædet for følelserne. Det er denne del af hjernen der bevirker at mødre og spædbørn knyttes sammen.“

Det er sandt når forskere siger at det limbiske system spiller en rolle i forbindelse med vores følelsesliv. Men synes du det lyder fornuftigt at en mors kærlighed til sit barn skyldes en tilfældig udvækst på en krybdyrhjerne?

Overvej en anden forklaring: Bibelen siger at mennesket blev skabt i Guds billede, det vil sige med evnen til at genspejle hans egenskaber. (1 Mosebog 1:27) Guds mest fremtrædende egenskab er kærlighed. Apostelen Johannes skrev: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for,“ som Johannes tilføjer, „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Læg mærke til at der ikke siges at Gud har kærlighed. Nej, der siges at Gud er kærlighed. Han er kærlighedens ophav.

Bibelen beskriver kærlighed på denne måde: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:4-8) Er det fornuftigt at tro at denne ophøjede egenskab er opstået ved et rent tilfælde?

Hvordan berører det dig?

Længes du efter at nogen viser dig den form for kærlighed som er beskrevet i den foregående paragraf? Det er ikke så underligt hvis du gør. Hvorfor ikke? Fordi vi er „Guds afkom“. (Apostelgerninger 17:29) Vi er designet til at give og modtage en sådan kærlighed; og vi kan være sikre på at Gud har dyb kærlighed til os. (Johannes 3:16; 1 Peter 5:6, 7) Som det fremgår af skriftstedet der er citeret i artiklens indledning, er Guds kærlighed til os stærkere og mere vedvarende end en mors kærlighed til sit barn!

Det er dog nærliggende at spørge: ’Hvis Gud er forstandig, mægtig og kærlig, hvorfor gør han da ikke en ende på alle lidelser? Hvorfor tillader han at børn dør, at folk bliver undertrykt og at jorden ødelægges som følge af dårlig ledelse og begærlighed?’ Disse relevante spørgsmål fortjener nogle fornuftige svar.

Uanset hvad agnostikere måtte mene, er det muligt at finde tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Millioner af mennesker i hundredvis af lande har allerede fået svar på sådanne spørgsmål ved at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Udgiverne af dette blad indbyder dig til at gøre det samme. Efterhånden som du får mere kundskab om Gud, ved at studere både hans ord og hans skaberværk, vil du forstå at Gud hverken er langt væk fra os eller umulig at lære at kende. Og du vil uden tvivl føle dig overbevist om at Gud „ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apostelgerninger 17:27.

[Tekstcitat på side 8]

Guds kærlighed til os er stærkere og mere vedvarende end en mors kærlighed til sit barn