Omsorg for uhelbredeligt syge

„Da jeg fik at vide at min mor var uhelbredeligt syg, nægtede jeg at tro det. Jeg gik i chok og kunne slet ikke acceptere at min elskede mor skulle dø.“ — Grace, Canada.

NÅR en nær ven eller slægtning får konstateret en dødbringende sygdom, bliver man dybt ulykkelig og ved måske ikke hvordan man skal reagere. Nogle spekulerer på om de skal fortælle patienten hele sandheden om hans eller hendes tilstand. Andre føler at de ikke vil kunne klare at se en de elsker, pines og måske miste sin værdighed på grund af sygdommens virkninger. Og mange er bange for at de ikke kan finde ud af hvad de skal sige og gøre når patientens sidste timer kommer.

Hvordan mon man vil reagere i en sådan situation? Og hvordan kan man vise sig som en sand ven og yde omsorg og støtte i en yderst vanskelig tid? — Ordsprogene 17:17.

En naturlig reaktion

Det er kun naturligt at blive ulykkelig når en man holder af, rammes af alvorlig sygdom. Selv læger der jævnlig konfronteres med døden, kan blive ængstelige — eller endda føle sig magtesløse — når de skal forsøge at dække døende patienters fysiske og følelsesmæssige behov.

Du vil måske også have svært ved at styre dine følelser når en du holder af, har stærke smerter. Hosa, en kvinde der bor i Brasilien, og hvis søster blev uhelbredeligt syg, siger: „Det er meget vanskeligt at være vidne til at en man elsker højt, har konstante smerter.“ Da den gudfrygtige mand Moses så at hans søster var blevet ramt af spedalskhed, råbte han  til Gud: „Jeg beder dig, helbred hende dog!“ — 4 Mosebog 12:12, 13.

Når vi bliver fortvivlede over at en vi holder af, er syg, skyldes det at vi er skabt i vor medfølende Gud Jehovas billede. (1 Mosebog 1:27; Esajas 63:9) Hvordan ser Jehova på menneskenes lidelser? Tænk på hvordan Jesus reagerede. Han genspejlede til fuldkommenhed sin Faders personlighed. (Johannes 14:9) Når Jesus så nogle der var ramt af sygdom, ’fik han inderligt ondt af dem’. (Mattæus 20:29-34; Markus 1:40, 41) Som nævnt i den foregående artikel i dette blad blev Jesus stærkt oprørt og „gav tårerne frit løb“ da hans ven Lazarus døde og han så hvordan familie og venner reagerede på dødsfaldet. (Johannes 11:32-35) Ja, Bibelen beskriver døden som en fjende og lover at både sygdom og død snart vil høre fortiden til. — 1 Korinther 15:26; Åbenbaringen 21:3, 4.

Forståeligt nok kan man få lyst til at give en eller anden — hvem som helst — skylden for at en man elsker højt, er blevet uhelbredeligt syg. Dr. Marta Ortiz, der har skrevet en afhandling om emnet omsorg for døende, giver imidlertid dette råd: „Lad være med at give andre — læger, sygeplejersker eller dig selv — skylden for patientens tilstand. Det vil kun gøre forholdet mere anstrengt og fjerne opmærksomheden fra det der bør være vigtigst: den uhelbredeligt syge patients behov.“ Hvad kan man rent praktisk gøre for at hjælpe en ven eller slægtning med at klare sygdommen og tanken om at han skal dø?

Se mennesket, ikke sygdommen

Det første man kan gøre, er at se bag om sygdommens udmarvende eller vansirende virkninger og i stedet fokusere på personen. Hvordan kan man gøre det? Sarah, der er sygeplejerske, siger: „Jeg tager mig tid til at se på fotos af patienten da han stadig var i fuld vigør. Jeg lytter opmærksomt når han fortæller mig om sine minder. Det hjælper mig til at  have patientens liv og historie i tanke og ikke kun fokusere på hans nuværende tilstand.“

Anne-Catherine, der også er sygeplejerske, forklarer hvordan hun ser bag om patientens fysiske symptomer. „Jeg ser patienten i øjnene og koncentrerer mig om hvad jeg kan gøre for at hjælpe,“ siger hun. I bogen The Needs of the Dying — A Guide for Bringing Hope, Comfort, and Love to Life’s Final Chapter siges der: „Det er normalt at føle sig rigtig dårligt tilpas ved synet af en elsket slægtning der er vansiret på grund af en sygdom eller ulykke. Det bedste man kan gøre under disse omstændigheder, er at se direkte ind i hans eller hendes uforandrede brune, grønne eller blå øjne.“

Det skal indrømmes at dette kræver selvbeherskelse og beslutsomhed. Georges, en kristen tilsynsmand der ofte besøger uhelbredeligt syge, udtrykker det på denne måde: „Ens kærlighed til patienten må være stærkere end sygdommen.“ Hvis man fokuserer på personen og ikke på sygdommen, er det til gavn for både en selv og patienten. Yvonne, der har passet kræftramte børn, siger: „Tanken om at man kan hjælpe patienterne til at bevare deres værdighed, hjælper en til at klare deres fysiske svækkelse.“

Vær parat til at lytte

Nogle tøver måske med at kontakte en der er døende, også selvom de holder meget af vedkommende. Hvordan kan det være? De er bange for at de ikke kan finde ud af hvad de skal sige. Anne-Catherine, der for nylig plejede en uhelbredeligt syg ven, peger imidlertid på at tavshed har sin plads. Hun siger: „Man viser ikke kun omsorg gennem det man siger, men også gennem sin væremåde. Når man tager en stol og sætter sig, kommer tæt på den syge og tager hans hånd og giver tårerne frit løb når han fortæller hvordan han har det — er det alt sammen med til at vise at man holder af ham.“

Den syge har sikkert brug for at give udtryk for sine følelser — at kommunikere åbent og ærligt. Men i mange tilfælde er patienten opmærksom på at hans eller hendes slægtninge føler sig ilde til mode, og lader derfor være med at tale om alvorlige personlige anliggender. Velmenende venner og slægtninge undgår måske også emner der optager patienten, og skjuler måske endda relevante medicinske oplysninger for den syge. Hvad bliver resultatet af en sådan fortielse? En læge der har med uhelbredeligt syge patienter at gøre, forklarer at den indsats der skal til for at skjule sandheden, „optager energi så der ikke er overskud til den mere betydningsfulde proces med at tale åbent om sygdommen og se den i øjnene“. Hvis den syge ønsker det, skal han derfor have lov til at tale om sin situation og risikoen for at han dør.

Når Guds tjenere i fortiden stod ansigt til ansigt med døden, tøvede de ikke med at fortælle Jehova Gud om deres frygt. Da kong Ezekias i en alder af 39 år fik at vide at han skulle dø, gav han for eksempel udtryk for sin fortvivlelse. (Esajas 38:9-12, 18-20) På samme måde må man give uafvendeligt døende mennesker lov til at udtrykke deres sorg over at deres liv er ved at være forbi. De er måske kede af at der nu er visse personlige mål de ikke vil nå, såsom at rejse, at stifte familie, at se børnebørnene vokse op eller at tjene Gud i større omfang. Måske er de bange for at familie og venner vil holde sig på afstand af angst for at reagere forkert. (Job 19:16-18) Frygten for smerter, for at miste kontrollen over kroppens funktioner eller for at dø alene tynger dem måske også.

Anne-Catherine siger: „Det er vigtigt at man giver sin ven eller slægtning lov til at tale ud uden at afbryde, være fordømmende eller  bagatellisere hans frygt. På den måde kan man finde ud af hvad han inderst inde føler, og forstå hvad han ønsker, frygter og forventer.“

Forstå de grundlæggende behov

Patientens sørgelige forfatning, der måske er forværret af drastiske behandlingsmetoder og deres bivirkninger, kan forurolige én så meget at man måske glemmer et af patientens grundlæggende behov, behovet for at træffe sine egne beslutninger.

I nogle kulturer vil familien måske forsøge at beskytte den syge ved at skjule sandheden om vedkommendes tilstand, endda i en sådan grad at patienten ikke engang er med til at afgøre hvilken lægebehandling han eller hun skal have. I andre kulturer kan der opstå et andet problem. Jerry, en mandlig sygeplejerske, siger for eksempel: „De besøgende kan have en tendens til at stå ved sengen og tale om den syge som om han ikke længere var der.“ I begge tilfælde berøves patienten sin værdighed.

Et andet grundlæggende behov for patienten er håb. I lande hvor der er adgang til god lægebehandling, er håbet ofte nært forbundet med at finde en effektiv behandling. Michelle, der har hjulpet sin mor gennem tre udbrud af kræft, forklarer: „Hvis mor har lyst til at prøve en ny behandling eller en ny specialist, hjælper jeg hende med at finde oplysninger frem. Det er gået op for mig at jeg er nødt til at være positiv i mine ord, men samtidig være realistisk over for mig selv.“

Hvad så hvis der ikke er noget håb om at finde en behandling der hjælper? Husk på at en uafvendeligt døende patient har behov for at tale åbent om døden. Georges, den førnævnte kristne tilsynsmand, siger: „Det er meget vigtigt at man ikke lægger skjul på at døden er nært forestående. Det giver den syge mulighed for at planlægge nogle praktiske ting og forberede sig på at dø.“ Denne forberedelse kan give patienten en følelse af at få afsluttet tingene på en god måde og kan lindre hans angst for at komme til at ligge andre til byrde.

Det er naturligt at man har svært ved at tale om disse ting. Men åbne og oprigtige samtaler er en oplagt lejlighed til at give udtryk for sine dybeste følelser. Den døende vil måske gerne bilægge gamle uoverensstemmelser, sige undskyld eller bede om tilgivelse. Sådanne samtaler kan betyde at man får et nærmere forhold til den døende end man nogen sinde før har haft.

Omsorg i den sidste tid

Hvordan kan man vise omsorg for en der nærmer sig livets slutning? Førnævnte dr. Ortiz siger: „Lad patienten fortælle om sine sidste ønsker. Lyt opmærksomt. Forsøg om muligt at gøre det patienten ønsker. Hvis det er umuligt at opfylde ønskerne, så vær ærlig.“

Den døende føler måske et stærkere behov end nogen sinde for at få kontakt med dem der fylder mest i hans eller hendes liv. Georges siger: „Hjælp patienten med at komme i forbindelse med dem, også selvom samtalerne bliver korte fordi patienten er træt.“ Måske består kontakten bare i en telefonsamtale, men den giver alligevel mulighed for gensidig opmuntring og fælles bøn. Christina, en kvinde fra Canada der mistede tre nære slægtninge hurtigt efter hinanden, siger: „Jo nærmere de kom afslutningen på deres liv, jo større betydning fik deres kristne venners bønner.“

Skal man være bange for at patienten ser en græde? Nej. Hvis du græder, giver du faktisk din døende ven eller slægtning mulighed for at trøste dig. I bogen The Needs of the Dying siges der: „Det er en dybt rørende oplevelse at blive trøstet af en døende, og det kan have meget stor betydning for vedkommende.“ Hvis en der har modtaget megen omsorg fra andre, selv får lov til at trøste, vil vedkommende genfinde sin identitet som omsorgsfuld ven, far eller mor.

Det er naturligvis ikke sikkert at du har mulighed for at være hos din døende ven  eller slægtning. Men hvis du kan være hos patienten på hospitalet eller i hjemmet, så forsøg at holde ham eller hende i hånden lige til det sidste. I denne vigtige stund har du lejlighed til at udtrykke følelser som du måske sjældent har formuleret før. Lad ikke den manglende reaktion hindre dig i at sige farvel og give udtryk for din kærlighed og dit håb om at se ham eller hende igen i opstandelsen. — Job 14:14, 15; Apostelgerninger 24:15.

Hvis du bruger de sidste øjeblikke på en god måde, vil der sikkert ikke være noget du senere fortryder. Tværtimod kan mindet om de sidste øjeblikke fyldt med stærke følelser være til trøst for dig i tiden der kommer. Du vil have vist dig som en sand ven „med henblik på trængselen“. — Ordsprogene 17:17.

[Tekstcitat på side 27]

Det er til gavn for både dig og patienten at du fokuserer på personen og ikke på sygdommen

[Ramme/​illustration på side 29]

Vis respekt for patientens værdighed

I mange lande gøres der en indsats for at respektere uafvendeligt døende patienters ret til at dø i fred og med værdighed. Et skriftligt forhåndsdirektiv er et nyttigt redskab som hjælper andre til at respektere disse rettigheder og giver patienterne mulighed for at dø derhjemme eller på hospice.

Et forhåndsdirektiv tjener følgende formål:

• Det letter kommunikationen mellem læger og slægtninge

• Det befrier familien for den byrde at skulle træffe beslutninger

• Det mindsker risikoen for uønskede, nytteløse, ekstreme, kostbare behandlinger

Et virkningsfuldt forhåndsdirektiv skal indeholde følgende oplysninger:

• Navnet på den du har udnævnt til din fuldmægtig i forbindelse med lægebehandling

• De behandlinger du ønsker eller ikke ønsker hvis din tilstand viser sig uhelbredelig

• Om muligt navnet på en læge der kender til dine holdninger

[Illustration på side 26]

Fokuser på patientens liv og historie og ikke blot på hans eller hendes nuværende tilstand