Spørgsmål fra læserne

I sit brev til hebræerne nævner apostelen Paulus „håndspålæggelse“. Taler han her om udnævnelse af ældste eller om noget andet? — Hebr. 6:2.

Uden at lægge os fast på en entydig fortolkning af dette kan vi sige at Paulus sandsynligvis talte om det at lægge hænderne på en anden for at give vedkommende del i åndens gaver.

Det er rigtigt at Bibelen nogle steder nævner håndspålæggelse i forbindelse med teokratiske udnævnelser. Moses ’lagde sin hånd på’ Josua da han udnævnte denne som sin efterfølger. (5 Mos. 34:9) Under den kristne ordning blev nogle kvalificerede mænd udnævnt ved at ældstebrødre lagde hænderne på dem. (Apg. 6:6; 1 Tim. 4:14) Paulus nævnte at man ikke burde ’være hurtig til at lægge hænderne på nogen’. — 1 Tim. 5:22.

Men Paulus skrev at de kristne hebræere skulle ’skynde sig frem til modenhed’ efter at de havde ’ladt grundlærdommen bag sig’. Han nævnte dét at ’lægge grundvold med sindsændring med hensyn til døde gerninger og med tro på Gud, med lære om forskellige former for dåb og om håndspålæggelse’. (Hebr. 6:1, 2) Kan man sige at ældsteudnævnelser hørte til grundlærdommen, eller grundvolden, og at en kristen skulle ’skynde sig frem til modenhed’ efter at være blevet udnævnt til ældste? Nej. Opgaven som ældste i menigheden er et mål som brødre der allerede er modne, kan stræbe efter og værdsætte når de har nået det. — 1 Tim. 3:1.

Det at lægge hænderne på andre blev imidlertid også brugt i en anden forbindelse. I det første århundrede forkastede Jehova det kødelige Israel som sit folk og valgte i stedet det åndelige Israel, menigheden af salvede kristne. (Matt. 21:43; Apg. 15:14; Gal. 6:16) Åndens mirakuløse gaver, såsom tungetale, var vidnesbyrd om at denne forandring havde fundet sted. (1 Kor. 12:4-11) Da Kornelius og hans husstand tog imod troen, blev den hellige ånd givet til disse nye troende, og det gav sig udslag i at de ’talte i tunger’. — Apg. 10:44-46.

Undertiden blev de mirakuløse gaver givet videre ved håndspålæggelse. Da Filip udbredte den gode nyhed i Samaria, blev mange døbt. Det styrende råd sendte apostlene Peter og Johannes dertil. Hvorfor? Vi læser: „Så lagde [disse to] hænderne på [de nydøbte], og de begyndte at modtage hellig ånd.“ Det må betyde at de modtog åndens gaver, og at virkningen af dette kunne ses. Det ved vi fordi Simon, der tidligere havde øvet magiske kunster, lagde mærke til helligåndens virke og begærligt prøvede at købe sig til denne evne, sådan at andre kunne få den hellige ånds mirakuløse gaver ved at han lagde hænderne på dem. (Apg. 8:5-20) Senere var der 12 mænd i Efesus der blev døbt. Vi læser: „Da Paulus lagde hænderne på dem, kom den hellige ånd over dem, og de begyndte at tale i tunger og at profetere.“ — Apg. 19:1-7; se også 2 Timoteus 1:6.

På baggrund af dette ser det ud til at Paulus i Hebræerbrevet 6:2 talte om det at lægge hænderne på nye troende for at give dem del i åndens gaver.