Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Frygter du de døde?

Frygter du de døde?

Frygter du de døde?

HERTIL vil mange kort og godt svare: ’Nej, hvorfor skulle jeg det?’ De mener nemlig at de døde virkelig er døde. Men millioner af mennesker tror fuldt og fast på at de døde lever videre som ånder.

I Benin i Vestafrika tror mange for eksempel at de døde kan vende tilbage og dræbe nogle i deres egen familie. Folk sælger deres ejendele eller sætter sig i gæld for at betale for dyreofre og ceremonier der har til hensigt at formilde døde slægtninge. Nogle udøver spiritisme, der bygger på idéen om at noget i et menneske lever videre efter døden og kan kommunikere med de levende. Andre oplever frygtelige ting som de mener skyldes de dødes ånder.

Agboola, en mand der bor ved grænsen mellem Benin og Nigeria, kom ud for noget sådant. Han fortæller: „Der hvor jeg bor, er spiritisme en del af dagliglivet. Det er en tradition at vaske de døde ceremonielt for at gøre dem klar til åndeverdenen. Jeg samlede ofte den overskydende sæbe fra sådanne vaskninger og blandede den med nogle bestemte blade. Denne blanding smurte jeg på mit jagtgevær mens jeg højt sagde hvilket dyr jeg gerne ville skyde. Sådanne handlinger er meget udbredt, og de så ud til at virke. Men visse aspekter ved spiritismen var meget frygtindgydende.

Da to af mine sønner døde under mystiske omstændigheder, fik jeg mistanke om at en eller anden brugte spiritisme imod mig. For at finde ud af om det var rigtigt, tog jeg hen til en gammel mand som var kendt for sine spiritistiske kræfter. Han bekræftede min mistanke, og hvad der var værre, han sagde at mine sønner nu var i åndeverdenen og ventede på at blive tjenere for deres morder når han engang døde. Den gamle mand tilføjede at min tredje søn ville lide samme skæbne som de andre, og få dage senere var også denne søn død.“

Efter alt dette mødte Agboola John, som er et af Jehovas Vidner fra nabolandet Nigeria. John forklarede ud fra Bibelen hvad de dødes tilstand er. Den forklaring ændrede Agboolas liv. Måske kan den også ændre dit.

Lever de døde?

Hvem er bedst i stand til at svare på ovennævnte spørgsmål? Ikke mennesker, uanset deres ry. Jehova, den der har skabt alt liv „i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige“, kender derimod svaret. (Kolossenserne 1:16) Han skabte engle til at leve i åndeverdenen, og mennesker og dyr til at leve på jorden. (Salme 104:4, 23, 24) Alt hvad der lever, er afhængigt af Gud. (Åbenbaringen 4:11) Lad os derfor se hvad Guds eget ord, Bibelen, siger om døden.

Jehova var den første der nævnte noget om døden. Han advarede Adam og Eva om at de ville dø hvis de var ulydige mod ham. (1 Mosebog 2:17) Hvad indebar det? Jehova forklarede: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Ved døden nedbrydes legemet, det vender tilbage til støvet. Livet ophører.

Adam og Eva var med overlæg ulydige mod Gud og blev derfor dømt til døden. Men de var ikke de første der døde. Deres søn Abel blev slået ihjel af sin ældre bror, Kain, og døde altså før sine forældre. (1 Mosebog 4:8) Kain frygtede ikke at hans døde bror ville hævne sig. Men han frygtede hvad levende mennesker kunne gøre mod ham. — 1 Mosebog 4:10-16.

Mange hundrede år senere blev kong Herodes stærkt foruroliget da nogle astrologer fortalte ham at „jødernes konge“ var blevet født i hans rige. Besluttet på at udrydde den potentielle rival planlagde Herodes at dræbe alle drengebørn i Betlehem som var to år eller derunder. Men en engel advarede Josef og tilskyndede ham til at tage Jesus og Maria og ’flygte til Ægypten’. — Mattæus 2:1-16.

Da Herodes døde, sagde engelen til Josef at han skulle rejse tilbage til Israel, „for de der efterstræbte det lille barns sjæl [var] døde“. (Mattæus 2:19, 20) Engelen, som selv var en ånd, vidste at Herodes ikke længere kunne skade Jesus. Josef frygtede ikke den afdøde kong Herodes, men han var bange for hvad Herodes’ tyranniske søn, Arkelaus, kunne finde på. Sammen med sin familie slog Josef sig derfor ned i Galilæa, som ikke var under Arkelaus’ myndighed. — Mattæus 2:22.

Disse beretninger hjælper os til at se at de døde er ude af stand til at gøre noget. Men hvordan forklarer man da hændelser som dem Agboola og andre har været ude for?

„Dæmoner“, eller urene ånder

Som voksen kom Jesus i berøring med onde åndeskabninger. De genkendte Jesus og kaldte ham „Guds søn“, og Jesus vidste også hvem de var. De var ikke afdøde menneskers ånder. Jesus beskrev dem derimod som „dæmoner“, eller urene ånder. — Mattæus 8:29-31; 10:8; Markus 5:8.

Bibelen taler om ånder der er loyale over for Gud, og om ånder der har gjort oprør mod ham. Første Mosebog fortæller at Jehova, da han drev Adam og Eva ud af Edens Have, anbragte keruber, eller engle, øst for Edens Have for at forhindre nogen i at gå derind. (1 Mosebog 3:24) Det var formentlig første gang at ånder blev synlige for mennesker.

Nogen tid senere kom adskillige engle til jorden og iførte sig menneskeskikkelse. Jehova havde ikke påbudt dem at udføre nogen opgave på jorden. Men disse engle „forlod deres egen bolig“ i himmelen. (Judas 6) De havde selviske motiver og tog sig hustruer som fødte et bastardafkom kaldet nefilim. Sammen med deres oprørske fædre fyldte nefilim jorden med vold og andre former for ondskab. (1 Mosebog 6:1-5) Jehova tog sig af situationen ved på Noas tid at bringe en global vandflod over jorden. Vandene udryddede onde mænd og kvinder sammen med bastardafkommet. Men hvad skete der med de onde engle?

Vandfloden tvang dem tilbage til åndeverdenen. Jehova forhindrede dem dog i at vende tilbage til „deres oprindelige stilling“. (Judas 6) Bibelen siger: „Gud . . . skånede [ikke] de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og [overgav dem] derved . . . til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom.“ — 2 Peter 2:4.

Tartaros er ikke et bestemt sted; det er en fængselslignende, fornedret tilstand som begrænser disse udstødte engles aktivitet. Dæmonerne kan ikke længere materialisere sig, men de har stadig stor magt og indflydelse på folks sind og liv. De kan besætte både mennesker og dyr. (Mattæus 12:43-45; Lukas 8:27-33) De vildleder også folk ved at give sig ud for at være afdødes ånder. Hvorfor gør de det? For at afholde mennesker fra at tilbede Jehova på en acceptabel måde, og for at skabe forvirring med hensyn til de dødes tilstand.

Hvordan frygten overvindes

Agboola kunne se at Bibelen giver en logisk forklaring på hvad døden og ånderne er, og han forstod at han måtte øge sin kundskab. Derfor begyndte han at læse Bibelen og bibelsk læsestof sammen med John. Det trøstede Agboola at vide at hans sønner sov i graven og ikke ventede på at blive deres morders tjenere i åndeverdenen. — Johannes 11:11-13.

Agboola indså også at han var nødt til helt at afholde sig fra spiritistiske handlinger. Han brændte alle dem af sine ejendele der havde forbindelse med okkultisme. (Apostelgerninger 19:19) Nogle i området advarede ham om at ånderne ville reagere fjendtligt. Men Agboola var ikke bange. Han fulgte vejledningen i Efeserbrevet 6:11, 12: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, . . . for os er kampen nemlig . . . imod ondskabens åndemagter.“ Denne åndelige rustning indbefatter sandhed, retfærdighed, fredens gode nyhed, tro og åndens sværd, Guds ord. En sådan rustning er fra Gud, og den er meget stærk!

Nogle i Agboolas vennekreds og familie slog hånden af ham fordi han ikke ville deltage i skikke der havde tilknytning til spiritisme. Men i den lokale menighed af Jehovas Vidner fandt Agboola nye venner som tror på det Bibelen lærer.

Agboola ved nu at Jehova snart vil rense jorden for al ondskab og standse dæmonernes indflydelse for til sidst at udslette dem. (Åbenbaringen 20:1, 2, 10) Gud vil her på jorden oprejse „alle [dem] der er i mindegravene“. (Johannes 5:28, 29) Det vil indbefatte Abel, de uskyldige børn som kong Herodes dræbte, og millioner af andre. Agboola er overbevist om at hans tre sønner også vil få en opstandelse. De af dine kære som er døde, vil ganske givet også være blandt de opstandne. Alle de opstandne vil kunne bekræfte at de i tiden fra deres død til deres opstandelse har været fuldstændig uden bevidsthed — de har ikke haft kendskab til ceremonier der er blevet udført for deres skyld.

Du har ingen grund til at frygte de døde. I stedet kan du se frem til at blive genforenet med dem af dine kære som nu ligger i graven. Hvorfor ikke bruge den mellemliggende tid til at studere Bibelen og dermed få styrket din tro? Kom sammen med andre der tror på det Bibelen lærer. Hvis du har nogen som helst forbindelse med spiritisme, så bryd den øjeblikkelig. Beskyt dig mod dæmonerne ved at iføre dig „den fulde rustning fra Gud“. (Efeserne 6:11) Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig. De tilbyder gratis bibelkurser ved hjælp af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? *

Agboola frygter ikke længere de døde, og han har lært at modstå dæmonerne. Han siger: „Jeg ved ikke hvem der var skyld i at mine tre sønner døde. Men siden jeg er begyndt at tjene Jehova, har jeg fået syv børn til. Ingen fra åndeverdenen har nogen sinde gjort dem fortræd.“

[Fodnote]

^ par. 25 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 13]

Agboola frygter ikke længere de døde, og han har lært at modstå dæmonerne

[Illustration på side 12]

Kain frygtede ikke at hans døde bror ville hævne sig