Du må ikke glemme Jehova

NOGLE i forsamlingen havde før været med til noget lignende. Men for de fleste var det første og sidste gang de kunne gå tværs hen over bunden af en flod uden at blive våde. Umiddelbart forinden havde Jehova standset Jordanflodens vande. Nu gik millioner af israelitter i procession over flodlejet og ind i det forjættede land. Som det var tilfældet da deres forfædre 40 år tidligere gik over Det Røde Hav, har mange af dem der nu gik over Jordanfloden, sikkert tænkt: ’Jeg vil aldrig glemme det som Jehova her har udrettet.’ — Jos. 3:13-17.

Jehova vidste imidlertid at nogle af israelitterne ’hurtigt ville glemme hvad han havde gjort’. (Sl. 106:13) Derfor befalede han Israels leder, Josua, at tage 12 sten fra flodlejet og lægge dem det første sted israelitterne slog lejr. Josua forklarede: „Disse sten skal tjene som et minde for Israels sønner.“ (Jos. 4:1-8) Stenmonumentet skulle minde folket om Jehovas vældige gerninger og om hvorfor de altid loyalt måtte tjene ham.

Kan Guds folk i dag lære noget af denne beretning? Ja. Vi må heller aldrig glemme Jehova, men vi må blive ved med loyalt at tjene ham. Israelitterne fik også andre advarsler som vi i dag kan lære af. Moses sagde for eksempel: „Tag dig i agt for at glemme Jehova din Gud, så du ikke holder hans bud og hans lovbud og hans bestemmelser.“ (5 Mos. 8:11) Her forbindes det at glemme Jehova med bevidst ulydighed mod ham. Det er også en reel fare i vor tid. Apostelen Paulus advarede de kristne mod at vise det „samme eksempel på ulydighed“ som israelitterne i ørkenen. — Hebr. 4:8-11.

Lad os se på nogle begivenheder i Israels historie som understreger vigtigheden af ikke at glemme Gud. Vi vil også se på hvordan to trofaste israelitiske mænds eksempel kan hjælpe os til at tjene Jehova med udholdenhed og taknemmelighed.

Grunde til at huske Jehova

Gennem alle de år israelitterne var i Ægypten, glemte Jehova dem aldrig. Han „huskede sin pagt med Abraham, Isak og Jakob“. (2 Mos. 2:23, 24) Alt det han gjorde for at frigøre dem fra trældom, var i sandhed mindeværdigt.

Jehova havde ramt Ægypten med ni plager, og Faraos magere havde ikke haft magt til at standse dem. Alligevel trodsede Farao Jehova og nægtede at lade israelitterne rejse. (2 Mos. 7:14–10:29) Følgerne af den tiende plage tvang imidlertid den hovmodige hersker til at bøje sig for Guds vilje. (2 Mos. 11:1-10; 12:12) Med Moses som leder forlod israelitterne og en talrig blandet flok, måske i alt omkring 3.000.000 mennesker, Ægypten. (2 Mos. 12:37, 38) De var imidlertid dårligt nok rejst derfra før Farao skiftede mening. Han beordrede sine bevæbnede stridsvogne og sit rytteri — jordens mægtigste hær på det tidspunkt — at bringe de tidligere trælle tilbage. Men Jehova sagde til Moses at han skulle føre israelitterne hen til et sted som var klemt inde mellem Det Røde Hav og nogle stejle skrænter, et sted kaldet Pi-Hakirot der så ud til at være en blindgyde. — 2 Mos. 14:1-9.

Farao troede at israelitterne var gået i en fælde, og hans hære var lige ved at gå til angreb på dem. Men Jehova holdt ægypterne tilbage ved at placere en skysøjle og en ildsøjle mellem dem og israelitterne. Så kløvede Jehova Det Røde Hav og åbnede dermed en passage på havbunden med mure af vand i en højde af måske 15 meter på hver side. Israelitterne gik nu midt igennem havet på tør bund.  Inden længe stod ægypterne ved bredden og iagttog at israelitterne bevægede sig længere og længere væk mod den anden bred. — 2 Mos. 13:21; 14:10-22.

En klog hersker ville have opgivet forfølgelsen — men ikke Farao. Han havde en enorm selvtillid og fik derfor sine stridsvogne og sit rytteri til at forfølge israelitterne ud i havet. Ægypterne rykkede fremad med fuld fart. Men inden de nåede at hale ind på israelitternes bagtrop, fik deres vanvittige forfølgelse en brat ende. Pludselig ville ægypternes stridsvogne ikke længere køre! Jehova fik hjulene til at falde af. — 2 Mos. 14:23-25; 15:9.

Mens ægypterne kæmpede med deres ødelagte stridsvogne, nåede alle israelitterne over på den østlige bred. Moses rakte nu sin hånd ud over Det Røde Hav. Da lod Jehova vandmurene der havde skabt passagen, styrte sammen. Millioner af tons vand væltede ned over Farao og hans krigere så de druknede. Ingen af disse fjender overlevede, og israelitterne var frie! — 2 Mos. 14:26-28; Sl. 136:13-15.

Selv længe efter denne begivenhed var de omkringliggende folkeslag bange. (2 Mos. 15: 14-16) Fyrre år senere fortalte Rahab fra Jeriko to israelitiske mænd: „Der er kommet skræk for jer over os . . . For vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det Røde Havs vande foran jer da I gik ud af Ægypten.“ (Jos. 2:9, 10) Disse hedenske nationer havde ikke glemt hvordan Jehova udfriede sit folk — og israelitterne havde endnu større grund til at huske Jehova.

’Han værnede om dem som sin øjesten’

Efter overgangen over Det Røde Hav kom israelitterne ind i Sinajørkenen, „den store og frygtindgydende ørken“. Mens de vandrede på „tørstig jord hvor der ikke var vand“ — eller mad nok til så mange mennesker — tog Jehova sig af dem. Moses sagde: „[Jehova] kom og fandt [Israel] i et ørkenland, ja, i en tom, hylende ødemark. Så omgærdede han ham, drog omsorg for ham, værnede om ham som sin øjesten.“ (5 Mos. 8:15; 32:10) Hvordan tog Gud sig af dem?

 Jehova gav dem ’brød fra himmelen’, kaldet manna, som blev tilvejebragt mirakuløst og „lå . . . på ørkenens flade“. (2 Mos. 16:4, 14, 15, 35) Jehova bragte også vand frem „af den flinthårde klippe“, og hans velsignelse bevirkede at folkets kapper ikke blev slidt og deres fødder ikke svulmede op i de fyrre år de vandrede i ørkenen. (5 Mos. 8:4) Hvad kunne Jehova med rette forvente sig af dem til gengæld? Moses sagde til israelitterne: „Du [skal] vogte dig og tage omhyggeligt vare på din sjæl, at du ikke glemmer de ting du med egne øjne har set, og at de ikke viger fra dit hjerte alle dit livs dage.“ (5 Mos. 4:9) Hvis israelitterne med taknemmelighed huskede på Jehovas frelsesgerninger, ville de fortsætte med at tjene ham og bestræbe sig for at følge hans bud. Men hvad gjorde de?

Glemsomhed afføder utaknemmelighed

Moses sagde: „Klippen som avlede dig, glemte du, og Gud . . . lod du gå i glemme.“ (5 Mos. 32:18) Jehovas gerninger ved Det Røde Hav, hans foranstaltninger for at holde folket i live i ørkenen og alle de andre gode ting som Jehova havde gjort, blev hurtigt tilsidesat eller glemt. Israelitterne blev oprørske.

På et tidspunkt bebrejdede israelitterne Moses at de tilsyneladende ikke havde vand. (4 Mos. 20:2-5) Om mannaen som holdt dem i live, sagde de klagende: „Vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“ (4 Mos. 21:5) De tvivlede på Guds dømmekraft og vragede Moses som leder ved at sige: „Blot vi dog var døde i Ægyptens land, eller blot vi dog var døde i denne ørken! . . . Lad os udpege en anfører og vende tilbage til Ægypten!“ — 4 Mos. 14:2-4.

Hvordan berørte israelitternes ulydighed Jehova? En salmist der så tilbage på det der fandt sted dengang, skrev: „Hvor ofte satte de sig ikke op imod ham i ørkenen, sårede ham i ødemarken! Og gang på gang satte de Gud på prøve, ja, Israels Hellige bedrøvede de. De huskede ikke hans hånd, dagen hvor han løskøbte dem fra modstanderen, hvordan han gjorde sine tegn i Ægypten.“ (Sl. 78:40-43) Ja, israelitternes glemsomhed sårede Jehova dybt.

To der ikke glemte

Der var dog nogle israelitter som ikke glemte Jehova. To af dem var Josua og Kaleb. De var blandt de 12 der blev sendt ud fra Kadesj-Barnea for at udspejde det forjættede land. Ti kom tilbage med en negativ rapport,  men Josua og Kaleb sagde til folket: „Det land som vi gik igennem for at udspejde det, er et meget, meget godt land. Hvis Jehova har fundet behag i os, så vil han føre os til dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør blot ikke oprør mod Jehova.“ Da folket hørte disse ord, talte de om at stene Josua og Kaleb. Men de to mænd stolede helt på Jehova, og de stod fast. — 4 Mos. 14:6-10.

Flere år senere sagde Kaleb til Josua: „Jehovas tjener Moses sendte mig ud fra Kadesj-Barnea for at udspionere landet, og jeg bragte ham bud tilbage i overensstemmelse med hvad der var i mit hjerte. Og mine brødre som drog op sammen med mig, fik folkets hjerter til at smelte, men jeg fulgte Jehova min Gud helt og fuldt.“ (Jos. 14:6-8) Ved at stole på Jehova udholdt Kaleb og Josua mange trængsler. De var fast besluttede på at huske Jehova alle deres levedage.

Josua og Kaleb viste også deres taknemmelighed mod Jehova fordi han havde opfyldt sit løfte om at give sit folk et frugtbart land. Ja, israelitterne skyldte Jehova deres liv. Josua skrev: „Jehova [gav] Israel hele det land som han havde svoret at ville give deres forfædre . . . Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Jos. 21:43, 45) Hvordan kan vi i dag vise taknemmelighed ligesom Josua og Kaleb?

Vis værdsættelse

En gudfrygtig mand spurgte engang: „Hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ (Sl. 116:12) Vores gæld til Gud for alt hvad han har givet os af materielle gaver, åndelig vejledning samt foranstaltningen til at vi kan blive frelst, er så stor at vi aldrig i evighed vil kunne betale ham tilbage. Det er umuligt at gengælde ham alt det han har gjort for os. Men vi kan alle vise værdsættelse.

Har Jehovas vejledning medvirket til at du har kunnet undgå problemer? Har hans tilgivelse hjulpet dig til at få en ren samvittighed? De positive virkninger ved på sådanne måder at mærke Guds omsorg kan vare længe, og det bør vores værdsættelse af det også gøre. En 14-årig pige ved navn Sandra stod over for nogle alvorlige problemer, men med Jehovas hjælp overvandt hun dem. Hun siger: „Jeg bad til  Jehova om hjælp, og jeg er meget overvældet over den måde han har sørget for at alt er blevet ordnet på. Nu ved jeg hvorfor min far ofte talte til mig om det der står i Ordsprogene 3:5, 6: ’Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.’ Jeg er overbevist om at Jehova altid vil hjælpe mig, sådan som han har gjort det indtil nu.“

Vis ved din udholdenhed at du husker Jehova

Bibelen fremhæver en anden egenskab som er forbundet med det at huske Jehova: „Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.“ (Jak. 1:4) Hvad vil det sige at være „fuldendte og hele i enhver henseende“? Det indebærer at vi må opelske de egenskaber som kan hjælpe os til at imødese trængsler i fuld tillid til Jehova, fast besluttede på at udholde dem uden at give op. En sådan udholdenhed vil føre til stor tilfredshed når trosprøverne er til ende. Og de vil altid få en ende. — 1 Kor. 10:13.

En broder som har tjent Jehova i mange år, og som har haft mange alvorlige helbredsproblemer, forklarer hvad der har hjulpet ham til at holde ud: „Jeg bestræber mig for at tænke på hvad Jehova udretter, og ikke på hvad jeg selv kunne tænke mig at gøre. Jeg holder fast ved min integritet ved at holde blikket rettet mod Guds hensigt, ikke mine egne ønsker. Når jeg har problemer, siger jeg ikke: ’Hvorfor skulle det overgå mig, Jehova?’ Jeg fortsætter ganske enkelt med at tjene Jehova og holde mig nær til ham, også selv om jeg skulle komme ud for nogle uventede vanskeligheder.“

Den kristne menighed tilbeder i dag Jehova „i ånd og sandhed“. (Joh. 4:23, 24) Som gruppe betragtet vil sande kristne aldrig glemme Gud sådan som israelitterne gjorde det. Men det at man tilhører den kristne menighed, er ikke i sig selv en garanti for at man vil forblive trofast. Ligesom Kaleb og Josua må vi alle hver især vise taknemmelighed og udholdenhed i tjenesten for Jehova. Og det har vi mange gode grunde til, for Jehova er ikke holdt op med at vejlede og tage sig af os som enkeltpersoner i denne vanskelige endens tid.

Beretningerne om Guds frelsesgerninger er, ligesom de sten Josua rejste, en garanti for at Jehova aldrig vil svigte sit folk. Lad os derfor have samme indstilling som salmisten der skrev: „Jeg husker Jahs handlinger; ja, jeg husker din underfulde gerning i gammel tid. Og jeg grunder over hele dit værk, ja, dine gerninger grubler jeg over.“ — Sl. 77:11, 12.

[Illustration på side 7]

Hele folket vandrede på „tørstig jord“

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 8]

Mens israelitterne lå lejret ved Kadesj-Barnea, blev der sendt spejdere ind i det forjættede land

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 9]

Efter mange år i ørkenen kunne israelitterne være taknemmelige for det frugtbare forjættede land

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Illustration på side 10]

Når vi holder blikket rettet mod Jehovas hensigt, kan vi udholde enhver vanskelighed