Bibelen er levende selv på et dødt sprog

I DE SENESTE århundreder er mindst halvdelen af verdens sprog forsvundet. Et sprog uddør når det ikke længere tales af indfødte. Det er i den betydning latin sædvanligvis bliver kaldt „et dødt sprog“, selvom det studeres af mange og stadig er det officielle sprog i Vatikanstaten.

Nogle af de første og mest betydningsfulde oversættelser af Bibelen var også på latin. Kan sådanne oversættelser til et gammeldags sprog siges at være „levende“ og tale til læsere i dag? Det vil vi få svar på ved at se nærmere på den fascinerende historie bag disse oversættelser.

De ældste latinske oversættelser

Latin var det første sprog der blev talt i Rom. Da apostelen Paulus skrev til de kristne i denne by, skrev han imidlertid på græsk. * Det var ikke noget problem, for de fleste i byen talte begge sprog. Det hed sig at Rom var ved at blive græsk fordi mange af indbyggerne kom fra de græsktalende dele af Lilleasien. I Romerriget var det forskelligt fra region til region hvilket sprog der blev talt, men efterhånden som dette rige voksede, fik latin stadig større betydning. Derfor begyndte man at oversætte De Hellige Skrifter fra græsk til latin. Det lader til at det skete i Nordafrika i det andet århundrede e.v.t.

Disse oversatte tekster kendes under navnet Vetus Latina, eller de gammellatinske oversættelser. I dag findes der ikke noget gammelt manuskript der indeholder en komplet latinsk oversættelse af Bibelen. At Vetus Latina ikke var et enkelt sammenhængende værk, synes at fremgå af de dele der har overlevet, og de dele oldtidens skribenter har citeret fra. Vetus Latina blev åbenbart oversat af adskillige oversættere på forskellige tidspunkter og steder. Derfor er det ikke et enkelt værk, men rettere en samling af oversættelser fra græsk.

Det at enkeltpersoner selv tog initiativ til at oversætte dele af Bibelen til latin, skabte nogen forvirring. I slutningen af det fjerde århundrede e.v.t. havde kirkefaderen Augustin den opfattelse at „hvem som helst der fik fingrene i et græsk manuskript, og som troede at han havde kendskab til begge sprog, uanset hvor begrænset det end var, dristede sig til at oversætte“ til latin. Augustin og flere andre mente at der var alt for mange oversættelser i cirkulation, og de satte spørgsmålstegn ved deres nøjagtighed.

Hieronymus’ udgave

Det var en mand ved navn Hieronymus der forsøgte at sætte en stopper for denne forvirring. I 382 blev han sekretær for Damasus, biskoppen af Rom, og han bestred dette embede i flere perioder. Biskoppen bad ham om at foretage en revision af den latinske oversættelse af evangelierne, en opgave han udførte på blot få år. Derefter påbegyndte han en revision af den latinske oversættelse af andre bibelbøger.

Hieronymus’ oversættelse, som senere blev kaldt Vulgata, var baseret på flere kildeskrifter. Han baserede sin udgave af Salmernes  Bog på Septuaginta, en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter der blev fuldført i det andet århundrede f.v.t. Ud over at han reviderede den latinske evangelietekst, oversatte han også en betragtelig del af De Hebraiske Skrifter fra originalsproget, hebraisk. Den resterende del af Bibelen blev sandsynligvis revideret af andre. Dele af Vetus Latina blev med tiden optaget i Hieronymus’ Vulgata.

Hieronymus’ oversættelse fik til at begynde med en kølig modtagelse og blev tilmed kritiseret af Augustin. Langsomt kom den dog til at danne norm for bibler i ét bind. I det ottende og niende århundrede gik lærde som Alcuin og Theodulf i gang med at rette de afskriverfejl og sproglige fejl der havde sneget sig ind i Hieronymus’ udgave fordi teksten var blevet afskrevet gentagne gange. Andre lærde inddelte teksten i kapitler, og det gjorde det lettere at slå op i Bibelen. Da man havde opfundet en trykkemetode der gjorde brug af løse typer, var Hieronymus’ udgave den første bibel der gik i trykken.

Det var ved Tridentinerkoncilet i 1546 at den katolske kirke for første gang kaldte Hieronymus’ udgave for Vulgata. Koncilet erklærede at denne bibel var „autentisk“ og gjorde den derved til den katolske kirkes officielle bibel. Koncilet opfordrede desuden til at der blev foretaget en revision af Vulgata. Nogle særlige komitéer skulle føre tilsyn med arbejdet,  men pave Sixtus V var utålmodig, og da han desuden havde lidt for meget tillid til sine egne evner, besluttede han selv at færdiggøre arbejdet. Da paven døde i 1590, var man netop begyndt at trykke hans reviderede udgave. Kardinalerne forkastede med det samme dette værk, som de mente var fyldt med fejl, og kaldte det tilbage.

I 1592 under pave Clemens VIII udkom en ny udgave der med tiden blev kendt under navnet Vulgata Clementina. Den var i lang tid den katolske kirkes officielle udgave. Vulgata Clementina dannede også grundlag for katolske oversættelser til forskellige sprog, som Antonio Martinis italienske oversættelse, der blev fuldført i 1781.

En moderne bibel på latin

Tekstkritiske studier i det 20. århundrede gjorde det klart at Vulgata, ligesom andre udgaver, havde brug for at blive revideret. Med dette for øje nedsatte den katolske kirke i 1965 et udvalg som fik til opgave at revidere den latinske tekst ud fra den viden man nu havde. Den nye tekst, Nova Vulgata, skulle benyttes til katolske gudstjenester på latin.

Første del af den nye oversættelse blev offentliggjort i 1969, og i 1979 godkendte pave Johannes Paul II Nova Vulgata. I denne førsteudgave findes Guds navn, Iahveh, i adskillige bibelvers, deriblandt Anden Mosebog 3:15 og 6:3. Den anden officielle udgave, der udkom i 1986, „angrede“, som et medlem af udvalget har udtrykt det. „Dominus [’Herre’] blev genindført i teksten i stedet for Iahveh.“

Ligesom der for flere hundrede år siden blev rettet kritik mod Vulgata, er der også blevet rettet kritik mod Nova Vulgata, endda fra katolske bibelforskeres side. I begyndelsen blev den præsenteret som en oversættelse med økumenisk  anstrøg, men mange betragtede den som en hindring for en religiøs dialog, især fordi den katolske kirke pålagde oversætterne at holde sig til denne udgave når de oversatte til andre sprog. I Tyskland var Nova Vulgata midtpunktet i en strid mellem protestanter og katolikker i forbindelse med revisionen af en fælleskirkelig oversættelse. Protestanterne anklagede katolikkerne for at insistere på at den nye oversættelse skulle rette sig efter Nova Vulgata.

Selvom det ikke længere er almindeligt at tale latin, har Bibelen på latin haft både direkte og indirekte indflydelse på millioner af læsere. Den har formet den religiøse terminologi på mange sprog. Men uanset hvilket sprog Bibelen er blevet oversat til, er Guds ord fortsat virkende og ændrer millioner af menneskers liv, mennesker som lydigt stræber efter at følge dens værdifulde lære. — Hebræerne 4:12.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 23]

Pave Johannes Paul II godkendte Nova Vulgata. I førsteudgaven findes Guds navn, Iahveh

[Ramme på side 21]

GENGIVELSER DER ER GÅET OVER I HISTORIEN

Vetus Latina, der blev oversat fra græsk, indeholdt mange gengivelser der er gået over i historien. En af disse var oversættelsen af det græske ord diathēʹkē, „pagt“, til testamentum, eller „testamente“. (2 Korinther 3:14) Som et resultat af denne gengivelse foretrækker mange i dag at omtale De Hebraiske og De Græske Skrifter som henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente.

[Ramme på side 23]

ET OMDISKUTERET DIREKTIV

I 2001 udgav Vatikanets Kongregation for Gudstjenester og Sakramenter efter fire års arbejde direktivet Liturgiam authenticam (autentisk liturgi). Dette direktiv er blevet udsat for hård kritik af mange katolske forskere.

Eftersom Nova Vulgata er den katolske kirkes officielle bibeludgave, påbyder dette direktiv at den skal anvendes som model for alle andre oversættelser, også i de tilfælde hvor dens gengivelser afviger fra teksten i de gamle manuskripter. En bibeloversættelse skal være i overensstemmelse med dette direktiv for at blive godkendt af det katolske hierarki. Direktivet siger at „Gud den Almægtiges navn, skrevet med det hebraiske tetragram (JHWH)“, i katolske bibeludgaver bør gengives „med et ord der på et hvilket som helst sprog der oversættes til, i betydning svarer til“ Dominus, eller „Herre“, som man har gjort i den anden udgave af Nova Vulgata — også selvom førsteudgaven brugte „Iahveh“. *

[Fodnote]

[Illustration på side 22]

Alcuins udgave af den latinske bibel, 800 e.v.t.

[Kildeangivelse]

Fra Paléographìe latine, af F. Steffens (www.archivi.beniculturali.it)

[Illustrationer på side 22]

Vulgata Clementina, 1592

[Illustrationer på side 23]

Anden Mosebog 3:15, Nova Vulgata, 1979

[Kildeangivelse]

© 2008 Libreria Editrice Vaticana