Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skynd dig frem til modenhed — „Jehovas store dag er nær“

Skynd dig frem til modenhed — „Jehovas store dag er nær“

Skynd dig frem til modenhed — „Jehovas store dag er nær“

„Lad os . . . skynde os frem til modenhed.“ — HEBR. 6:1.

1, 2. Hvilken mulighed for at „flygte til bjergene“ fik de kristne i Jerusalem og Judæa i det første århundrede?

JESU disciple kom på et tidspunkt hen til ham og spurgte: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ Den første opfyldelse af den profeti Jesus fremholdt som svar på deres spørgsmål, fandt sted i det første århundrede. Jesus beskrev en usædvanlig begivenhed som ville markere at enden var umiddelbart forestående. Når denne begivenhed indtraf, skulle ’de der var i Judæa, flygte til bjergene’. (Matt. 24:1-3, 15-22) Ville Jesu disciple se tegnet og følge hans anvisninger?

2 Næsten tredive år senere, i år 61, sendte apostelen Paulus et stærkt og alvorligt budskab til de kristne hebræere som boede i og omkring Jerusalem. Hverken Paulus eller hans trosfæller var klar over at det tegn der markerede begyndelsen til ’en stor trængsel’, kun lå omkring fem år ude i fremtiden. (Matt. 24:21) I år 66 foretog den romerske hær under Cestius Gallus et angreb på Jerusalem som var nær ved at lykkes. Men så trak han sig pludselig tilbage, og det gav de belejrede mulighed for at slippe bort og komme i sikkerhed.

3. Hvad opfordrede Paulus de kristne hebræere til, og hvorfor?

3 De kristne havde brug for dømmekraft og åndelig indsigt for at forstå hvad disse begivenheder betød, så de kunne flygte. Men nogle var blevet „sløve til at høre“. De var som åndelige spædbørn der trængte til „mælk“. (Læs Hebræerbrevet 5:11-13). Selv nogle af dem der i årtier havde vandret på sandhedens vej, viste tegn på „frafald fra den levende Gud“. (Hebr. 3:12) Nogle havde ’fået for skik’ at svigte de kristne møder på et tidspunkt hvor denne skæbnesvangre dag ’nærmede sig’. (Hebr. 10:24, 25) Paulus gav dem derfor denne tiltrængte opfordring: „Lad os . . . nu da vi har ladt grundlærdommen om Messias bag os, skynde os frem til modenhed.“ — Hebr. 6:1.

4. Hvorfor er det vigtigt at vi holder os åndeligt vågne, og hvad kan hjælpe os til at gøre det?

4 Vi lever i den periode hvor Jesu profeti får sin endelige opfyldelse. „Jehovas store dag“ — den dag der vil gøre ende på hele Satans ordning — „er nær.“ (Zef. 1:14) Det er derfor vigtigere end nogen sinde at vi holder os åndeligt vågne og giver agt. (1 Pet. 5:8) Gør vi det? Kristen modenhed vil hjælpe os til altid at være opmærksomme på hvor vi befinder os på tidens strøm.

Hvad kristen modenhed er

5, 6. (a) Hvad vil det sige at være åndeligt moden? (b) På hvilke to områder må vi gøre en indsats hvis vi skal skynde os frem til modenhed?

5 Paulus opfordrede ikke blot de kristne hebræere i det første århundrede til at skynde sig frem til modenhed, men han fortalte dem også hvad åndelig modenhed vil sige. (Læs Hebræerbrevet 5:14). „De modne“ nøjes ikke med „mælk“. De vil have ’fast føde’. Derfor kender de både de „elementære ting“ i sandheden og dens „dybder“. (1 Kor. 2:10) De opøver desuden deres opfattelsesevne gennem brugen, nemlig ved at anvende deres kundskab i praksis, og det hjælper dem til at skelne mellem ret og uret. Når de skal træffe en afgørelse, kan de derfor se hvilke bibelske principper der er involveret, og hvordan de skal anvendes.

6 „Vi [bør] vise det vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed, for at vi ikke skal glide bort,“ skrev Paulus. (Hebr. 2:1) Man kan glide bort fra sandheden uden selv at lægge mærke til det. For at undgå at det sker, er det nødvendigt at vise de åndelige sandheder vi lærer, „mere end almindelig opmærksomhed“. Vi må derfor hver især spørge os selv: ’Beskæftiger jeg mig stadig kun med de elementære ting? Kan det tænkes at jeg i virkeligheden bare kører på rutinen, og at mit hjerte ikke er helt med i det jeg gør? Hvordan kan jeg gøre ægte fremskridt i åndelig henseende?’ Hvis vi skal skynde os frem til modenhed, må vi gøre en indsats på mindst to områder. Vi må blive godt kendt med Guds ord. Og vi må lære lydighed.

Bliv godt kendt med ordet

7. Hvilken gavn kan vi have af at blive bedre kendt med Guds ord?

7 „Enhver som får mælk er ukendt med retfærdsordet, for han er spæd,“ skrev Paulus. (Hebr. 5:13) For at nå frem til modenhed må vi blive godt kendt med Guds ord, hans budskab til os. Eftersom dette budskab findes i hans ord, Bibelen, må vi flittigt studere den og de publikationer der kommer fra „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Når vi på den måde tilegner os Guds tanker, hjælper det os til at opøve vores opfattelsesevne. En kristen søster, Orchid, * siger for eksempel: „Den formaning der har haft den største indvirkning på mit liv, er den der drejer sig om regelmæssig bibellæsning. Det tog mig cirka to år at komme igennem hele Bibelen, men det føltes som om jeg mødte min Skaber for første gang. Jeg lærte om hvad han har gjort, hvad han synes om og ikke synes om, hvor stor magt han har, og hvor vís han er. Daglig bibellæsning har holdt mig oppe gennem nogle af de sværeste perioder i mit liv.“

8. Hvordan kan Guds ord virke på os?

8 Hvis vi regelmæssigt læser i Guds ord, får dets budskab mulighed for at ’virke’ på os. (Læs Hebræerbrevet 4:12). Denne læsning kan forme vort indre menneske og gøre os mere tiltalende i Jehovas øjne. Har du behov for at sætte mere tid til side til at læse i Bibelen og grunde over det du læser?

9, 10. Hvad vil det sige at være godt kendt med Guds ord? Underbyg svaret med et eksempel.

9 At være godt kendt med Bibelen er ikke det samme som blot at vide hvad der står i den. De åndelige spædbørn på Paulus’ tid var sikkert ikke helt ukendte med Guds inspirerede ord. Men de brugte det ikke i deres liv; de afprøvede det ikke i praksis. De var ikke så godt kendt med Guds ord at de lod sig lede af det når de skulle træffe afgørelser.

10 At være godt kendt med Guds ord vil sige at man véd hvad der står i det, og bruger det i praksis. Kyle, en kristen søster, har været ude for noget der viser hvordan dette kan gøres. Hun havde en uoverensstemmelse med en af sine kolleger. Hvad gjorde hun for at få problemet løst? Hun fortæller: „Jeg kom med det samme til at tænke på Romerbrevet 12:18, hvor der står: ’Så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.’ Derfor aftalte jeg med min kollega at vi skulle mødes efter arbejdstid.“ De fik talt om tingene, og det initiativ Kyle havde vist, havde gjort indtryk på kollegaen. „Jeg fandt ud af at hvis man følger Bibelens principper, kan det ikke gå galt,“ siger Kyle.

Lær lydighed

11. Hvad viser at det kan være en udfordring at være lydig når man møder vanskeligheder?

11 Det kan være en udfordring at følge det man har lært ud fra Bibelen, især når man møder vanskeligheder. Det ses for eksempel af det der skete kort tid efter at Jehova havde udfriet israelitterne fra trældommen i Ægypten. De „yppede kiv med Moses“ og blev ved med „at sætte Jehova på prøve“. Hvorfor gjorde de det? Fordi de manglede vand. (2 Mos. 17:1-4) Mindre end to måneder efter at de havde indgået en pagt med Jehova og indvilliget i at gøre ’alt hvad Jehova havde sagt’, overtrådte de hans lov om afgudsdyrkelse. (2 Mos. 24:3, 12-18; 32:1, 2, 7-9) Hvad lå der bag? Var de blevet bange fordi Moses havde været borte så længe mens han modtog direktiver på Horebs Bjerg? Troede de måske at amalekitterne ville angribe dem igen, og at de ville være lette ofre uden Moses, hvis løftede hænder havde givet dem sejren tidligere? (2 Mos. 17:8-16) Det er muligt, men hvad årsagen end er, „ville [israelitterne] ikke være lydige“. (Apg. 7:39-41) Paulus tilskyndede de kristne til at ’gøre deres yderste’ for ikke at følge „samme eksempel på ulydighed“ som israelitterne dengang de var bange for at drage ind i det forjættede land. — Hebr. 4:3, 11.

12. Hvordan lærte Jesus lydighed, og hvad førte det til?

12 Hvis vi skal skynde os frem til modenhed, må vi gøre vort yderste for at adlyde Jehova. Som Jesu Kristi eksempel viser, lærer man ofte lydighed af det man må lide. (Læs Hebræerbrevet 5:8, 9). Før Jesus kom til jorden, var han lydig mod sin Fader, men da han skulle gøre sin Faders vilje på jorden, medførte det fysiske og mentale lidelser for ham. Under de største trængsler blev han „gjort fuldkommen“ gennem lydighed med henblik på den nye stilling Gud havde tiltænkt ham, nemlig stillingen som Konge og Ypperstepræst.

13. Hvad viser om vi har lært lydighed?

13 Hvordan forholder det sig med os? Er vi besluttede på at adlyde Jehova, selv når vi står over for store problemer? (Læs Første Petersbrev 1:6, 7). Gud har givet en klar og utvetydig vejledning om moral, ærlighed, den rette brug af tungen, personlig bibellæsning, studium af Bibelen, mødedeltagelse og deltagelse i forkyndelsen. (Jos. 1:8; Matt. 28:19, 20; Ef. 4:25, 28, 29; 5:3-5; Hebr. 10:24, 25) Adlyder vi Jehova på disse områder, også når vi møder modstand? Vores lydighed er et vidnesbyrd om at vi er vokset til større modenhed.

Hvorfor kristen modenhed er gavnlig

14. Forklar med et eksempel hvordan det kan være en beskyttelse at vokse til modenhed.

14 I en verden der „har mistet al moralsk sans“, er det en stor beskyttelse for kristne at have en opfattelsesevne der er oplært til at skelne mellem ret og uret. (Ef. 4:19) En broder ved navn James, der regelmæssigt læste de bibelske publikationer og værdsatte dem meget, fik et job hvor alle hans kolleger var kvinder. „Mange af dem manglede tydeligvis moralsk sans, men der var en der virkede fornuftig og viste interesse for sandheden,“ fortæller James. „Da vi en dag var alene i et lokale, begyndte hun at lægge an på mig. Jeg regnede med at hun gjorde det for sjov, men jeg havde meget svært ved at bremse hende. Så kom jeg pludselig i tanker om en erfaring fra Vagttårnet om en broder der var blevet udsat for en lignende fristelse på sit arbejde. Artiklen henviste til beretningen om Josef og Potifars hustru. * Jeg skubbede omgående pigen fra mig, og hun løb ud af lokalet.“ (1 Mos. 39:7-12) James var glad for at der ikke var sket mere, og at han havde bevaret en god samvittighed. — 1 Tim. 1:5.

15. Hvordan kan det styrke vores symbolske hjerte at vi vokser til modenhed?

15 Modenhed er også gavnlig, for modenhed styrker vores symbolske hjerte og forhindrer at vi bliver ’ført bort af forskellige og fremmede lærdomme’. (Læs Hebræerbrevet 13:9). Når vi arbejder på at vokse åndeligt, vil vi koncentrere os om „de mere vigtige ting“. (Fil. 1:9, 10) Derved vokser vores taknemmelighed mod Gud for alt det han har gjort til gavn for os. (Rom. 3:24) Kristne der er „fuldvoksne i forstandighed“, vil blive fyldt af en sådan taknemmelighed og vil kunne glæde sig over at få et nært forhold til Jehova. — 1 Kor. 14:20.

16. Hvad hjalp en søster til at styrke sit hjerte?

16 Louise fortæller at der var en periode efter hendes dåb hvor hun mest gik op i hvilket indtryk hun gjorde på andre. „Det var ikke fordi jeg gjorde noget forkert,“ siger hun, „men mit hjerte strømmede ikke ligefrem over af lyst til at tjene Jehova. Det gik op for mig at der var nogle ting jeg måtte lave om på hvis jeg skulle føle at jeg gav Jehova alt hvad jeg kunne. Den største forandring var at jeg måtte tilbede ham af hele mit hjerte.“ Ved at gøre dette styrkede Louise sit hjerte, og det viste sig at være altafgørende da hun blev ramt af en alvorlig sygdom. (Jak. 5:8) Louise siger: „Jeg kæmpede en hård kamp, men jeg fik også et meget nært forhold til Jehova.“

Vær ’lydig af hjertet’

17. Hvorfor var det særlig vigtigt at vise lydighed i det første århundrede?

17 Paulus’ råd til de kristne i Jerusalem og Judæa i det første århundrede om at ’skynde sig frem til modenhed’ viste sig at være livsvigtigt for dem. De der fulgte det, havde den åndelige skelneevne der skulle til for at se det tegn Jesus havde givet, og som betød at de skulle „flygte til bjergene“. Da de så „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse . . . [stå] på et helligt sted“ — det vil sige romerne der havde omringet og var trængt ind i Jerusalem — vidste de at tiden var inde til at flygte. (Matt. 24:15, 16) De kristne fulgte Jesu profetiske advarsel og flygtede fra byen Jerusalem før den blev ødelagt, og ifølge kirkehistorikeren Eusebios tog de ophold i byen Pella i Gileads bjergland. Derved undgik de den værste katastrofe der har ramt Jerusalem i historisk tid.

18, 19. (a) Hvorfor er det vigtigt at være lydig i vor tid? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

18 En lydighed der udspringer af at man skynder sig frem til modenhed, vil også vise sig at være af livsvigtig betydning når den større opfyldelse af Jesu profeti om ’en stor trængsel’ uden sidestykke indtræffer. (Matt. 24:21) Vil vi adlyde enhver anvisning af betydning som vi måtte få fra „den trofaste husholder“? (Luk. 12:42) Det har stor betydning at vi lærer at være ’lydige af hjertet’! — Rom. 6:17.

19 At opnå modenhed kræver at man opøver sin opfattelsesevne. Det gør man ved at bestræbe sig for at blive bedre kendt med Guds ord og ved at lære lydighed. For de unge er det imidlertid en særlig udfordring. I den næste artikel vil vi se på hvordan de klarer denne udfordring.

[Fodnoter]

^ par. 7 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 14 Se artiklen „Styrket til at modstå fristelser“ i Vagttårnet for 1. oktober 1999.

Hvad har du lært?

• Hvad er åndelig modenhed, og hvordan kan man opnå den?

• Hvilken forbindelse er der mellem at blive kendt med Guds ord og at skynde sig frem til modenhed?

• Hvordan lærer man lydighed?

• Hvordan er det til gavn for os at opnå modenhed?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 10]

At følge Bibelens vejledning hjælper os til at løse problemer på en måde der afspejler modenhed

[Illustration på side 12, 13]

For de første kristne betød det livet at følge Jesu anvisninger