Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

I unge — lad jeres fremgang være tydelig

I unge — lad jeres fremgang være tydelig

I unge — lad jeres fremgang være tydelig

„Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ — 1 TIM. 4:15.

1. Hvad ønsker Gud for de unge?

„GLÆD dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.“ (Præd. 11:9, da. aut.) Sådan skrev den vise kong Salomon i oldtidens Israel. Der er ingen tvivl om at den der står bag dette budskab, Jehova Gud, ønsker at I unge skal være glade. Han ønsker endda at jeres glæde skal vare ved når I ikke længere er unge. Men i ungdommen kan man komme til at begå tåbelige fejl som lægger en dæmper på den fremtidige glæde. Selv den trofaste Job var ked af at tænke på „følgen af [sin] ungdoms misgerninger“. (Job 13:26) Mange kristne må træffe en række vigtige beslutninger i ungdommen og de første år derefter. Dårlig dømmekraft kan efterlade dybe følelsesmæssige ar og skabe problemer der kan komme til at præge resten af deres liv. — Præd. 11:10.

2. Hvilket bibelsk råd kan beskytte de unge mod at begå alvorlige fejl?

2 Unge er nødt til at vise god dømmekraft. Læg mærke til det råd apostelen Paulus gav korintherne. Han skrev: „Vær ikke børn i forstandighed . . . vær derimod fuldvoksne i forstandighed.“ (1 Kor. 14:20) Hvis de unge følger rådet om at lære at tænke og ræsonnere som en voksen, vil det beskytte dem mod at begå alvorlige fejl.

3. Hvad kan du gøre for at blive moden?

3 Hvis du er ung, må du huske at det kræver en indsats at blive moden. Paulus skrev til Timoteus: „Lad ingen se ned på din ungdom. Bliv derimod et eksempel for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro, i renhed. Bliv ved med . . . flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning. . . . Grund over disse ting, fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ (1 Tim. 4:12-15) Unge kristne må altså vokse åndeligt så andre tydeligt kan se deres fremgang.

Hvad er fremgang?

4. Hvad indebærer åndelig fremgang?

4 Fremgang er „at gøre fremskridt, at forandre sig til det bedre“. Paulus tilskyndede Timoteus til at arbejde flittigt på at gøre fremskridt i tale, adfærd, kærlighed, tro og renhed, og at fuldføre sin tjeneste. Han skulle stræbe efter at leve et eksemplarisk liv. Timoteus måtte derfor stadig gøre åndelige fremskridt.

5, 6. (a) Hvornår begyndte andre at lægge mærke til Timoteus’ fremgang? (b) Hvordan kan unge i dag efterligne Timoteus med hensyn til at gøre fremskridt?

5 Paulus skrev denne vejledning på et tidspunkt mellem år 61 og år 64, og da var Timoteus allerede en erfaren ældste. Han var ikke lige begyndt at vokse åndeligt. I år 49 eller 50, da Timoteus sandsynligvis var sidst i teenageårene eller først i tyverne, havde han „et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“, der havde lagt mærke til hans åndelige fremgang. (Apg. 16:1-5) Det var på det tidspunkt Paulus tog Timoteus med på sin missionsrejse. Efter at have iagttaget Timoteus’ fremgang gennem nogle måneder sendte Paulus ham til Thessalonika for at styrke og trøste de kristne der. (Læs Første Thessalonikerbrev 3:1-3, 6). Allerede som ung begyndte Timoteus altså at lade sin fremgang være tydelig for andre.

6 I unge i menighederne, arbejd på at opdyrke de nødvendige åndelige egenskaber nu, så det tydeligt kan ses at I gør fremskridt med hensyn til at leve som kristne og at undervise i Bibelens sandheder. Fra Jesus var 12 år, „gjorde [han] stadig fremskridt i visdom“. (Luk. 2:52) Lad os derfor se på hvordan I kan gøre tydelige fremskridt på tre områder: (1) når I møder modgang, (2) når I tænker på at gifte jer, og (3) når I stræber efter at blive „en god Kristi Jesu tjener“. — 1 Tim. 4:6.

Mød modgang med „et sundt sind“

7. Hvordan kan modgang virke på unge?

7 En 17-årig kristen pige ved navn Carol siger: „Somme tider har jeg været så følelsesmæssigt, fysisk og mentalt udmattet at jeg ikke havde lyst til at vågne om morgenen.“ * Hvorfor havde hun det så dårligt? Da Carol var ti år, blev hendes forældre skilt, og hun kom til at bo hos sin mor, der ikke fulgte Bibelens moralnormer. Du står måske ligesom Carol i en vanskelig situation der ikke ser ud til at blive bedre.

8. Hvilke problemer havde Timoteus at kæmpe med?

8 Timoteus havde også problemer at kæmpe med mens han gjorde åndelige fremskridt. For eksempel led han af „hyppige svagheder“ på grund af en mavelidelse. (1 Tim. 5:23) Da Paulus sendte ham til Korinth for at han skulle tage sig af nogle problemer der var skabt af nogle som havde rejst tvivl om apostelens myndighed, tilskyndede Paulus menigheden til at samarbejde med ham så Timoteus kunne være „fri for frygt“ iblandt dem. (1 Kor. 4:17; 16:10, 11) Det tyder på at Timoteus var genert eller frygtsom.

9. Hvad vil det sige at have et sundt sind, og hvordan adskiller det sig fra at være fej?

9 For at hjælpe Timoteus mindede Paulus ham senere om at Gud ikke har „givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd“. (2 Tim. 1:7) Hvis man har ’et sundt sind’, kan man tænke og ræsonnere fornuftigt. Man er også i stand til at se realistisk på en situation — i stedet for blot at drømme om at alt var anderledes. Nogle umodne unge viser fejhed og prøver mentalt at slippe ud af en vanskelig situation ved at se fjernsyn eller sove hele tiden, at ty til alkohol eller stoffer, at feste konstant eller leve umoralsk. Men kristne tilskyndes til at „sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning“. — Tit. 2:12.

10, 11. Hvordan kan et sundt sind hjælpe os til at få åndelig styrke?

10 Bibelen råder „yngre mænd“ til at være „sunde i sindet“. (Tit. 2:6) At følge dette råd betyder at man under bøn må overveje de problemer man står over for, og stole på at man får styrke fra Gud. (Læs Første Petersbrev 4:7). På den måde vil man opdyrke en urokkelig tillid til „den styrke Gud skænker“. — 1 Pet. 4:11.

11 Bøn og et sundt sind hjalp Carol. „At skulle tage afstand fra min mors umoralske livsstil er noget af det sværeste jeg nogen sinde har været udsat for,“ siger hun. „Men det hjalp virkelig at bede. Jeg ved at Jehova er med mig, så jeg er ikke bange mere.“ Husk at modgang kan styrke dig og gøre dig til et bedre menneske. (Sl. 105:17-19; Klages. 3:27) Uanset hvad du kommer ud for, vil Jehova aldrig svigte dig. Han vil hjælpe dig. — Es. 41:10.

Hvordan man forbereder sig til et godt ægteskab

12. Hvorfor gør unge der overvejer at gifte sig, klogt i at følge princippet i Ordsprogene 20:25?

12 Nogle unge har kastet sig ud i et ægteskab fordi de følte sig ulykkelige og ensomme, kedede sig eller havde problemer derhjemme. Men at aflægge et ægteskabsløfte er en alvorlig sag. På Bibelens tid var der nogle som overilet aflagde et helligt løfte uden at gøre sig tanker om hvad det indebar. (Læs Ordsprogene 20:25). Unge glemmer somme tider at tænke alvorligt over hvad et ægteskab vil kræve af dem. Senere går det så op for dem at det kræver meget mere end de havde forestillet sig.

13. Hvilke spørgsmål bør de der tænker på at komme sammen med en, overveje, og hvor kan de få gode råd?

13 Før du begynder at komme sammen med en af det modsatte køn, skulle du derfor spørge dig selv: ’Hvorfor vil jeg gerne giftes? Hvilke forventninger har jeg til ægteskabet? Er han eller hun den rigtige for mig? Hvad kan jeg bidrage med i et ægteskab?’ Som en hjælp til at overveje disse spørgsmål har „den trofaste og kloge træl“ udgivet bøger og artikler der behandler netop disse emner. * (Matt. 24:45-47) Betragt dem som gode råd fra Jehova til dig. Læg nøje mærke til hvad der siges, og følg det. Bliv aldrig „som en hest eller et muldyr uden forstand“. (Sl. 32:8, 9) Bliv ’fuldvoksen’ i forståelse af de krav ægteskabet stiller. Og hvis du føler at du er parat til at indlede et nærmere bekendtskab med en, så husk at du altid skal være „et eksempel . . . i renhed“. — 1 Tim. 4:12.

14. Hvordan kan åndelig modenhed hjælpe dig i dit ægteskab?

14 Åndelig modenhed fører også til gode resultater efter brylluppet. En moden kristen stræber efter at opnå „det mål af vækst som hører Messias’ fylde til“. (Ef. 4:11-14) Han eller hun vil gøre en ihærdig indsats for at iføre sig en kristuslignende personlighed. Vores forbillede, Kristus, ’var ikke sig selv til behag’. (Rom. 15:3) Hvis hver af ægtefællerne, i stedet for at søge sit eget, søger den andens bedste, vil hjemmet blive en fredfyldt oase. (1 Kor. 10:24) Manden vil vise en selvopofrende kærlighed, og hustruen vil være besluttet på at underordne sig sin mand ligesom Jesus underordner sig sit Hoved. — 1 Kor. 11:3; Ef. 5:25.

„Fuldfør din tjeneste“

15, 16. Hvordan kan du gøre din fremgang tydelig i forkyndelsen?

15 Paulus gjorde Timoteus opmærksom på den betydningsfulde opgave han havde fået, da han skrev: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, . . . forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.“ (2 Tim. 4:1, 2, 5) Og han tilføjede: „Gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste.“ (2 Tim. 4:1, 2, 5) For at gennemføre denne opgave måtte Timoteus ’næres af troens ord’. — Læs Første Timoteusbrev 4:6.

16 Hvordan kan du blive ’næret af troens ord’? Paulus skrev: „Bliv ved med . . . flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning. Grund over disse ting, fordyb dig i dem.“ (1 Tim. 4:13, 15) Fremskridt kræver flittigt personligt studium. Udtrykket „fordyb dig“ indeholder tanken om at være helt opslugt af noget. Hvordan er dine studievaner? Er du helt opslugt af „Guds dybder“? (1 Kor. 2:10) Eller gør du kun en minimal indsats? Hvis du grunder over det du studerer, vil det virke tilskyndende på dit hjerte. — Læs Ordsprogene 2:1-5.

17, 18. (a) Hvilke færdigheder bør I unge arbejde på at tilegne jer? (b) Hvordan kan det hjælpe jer unge i forkyndelsen at I har den samme indstilling som Timoteus?

17 En ung pionersøster ved navn Michelle siger: „For at være effektiv i forkyndelsen har jeg en god plan for personligt studium, og jeg kommer til alle møderne. Det betyder at jeg hele tiden vokser åndeligt.“ At være pioner vil hjælpe dig til at blive bedre til at bruge Bibelen i forkyndelsen og gøre åndelige fremskridt. Arbejd på at blive god til at læse op og give gode kommentarer ved de kristne møder. Åndeligt modne unge vil også udarbejde lærerige elevopgaver på Den Teokratiske Skole og holde sig til det tildelte stof.

18 At ’gøre en evangelieforkynders gerning’ vil sige at være effektiv i forkyndelsen og hjælpe andre til at opnå frelse. Det betyder at man må lære at undervise. (2 Tim. 4:2) Hvis du træffer aftaler med erfarne forkyndere, kan du lære af deres undervisningsmetoder ligesom Timoteus lærte af at samarbejde med Paulus. (1 Kor. 4:17) Paulus sagde om dem han havde hjulpet, at han ikke blot gav dem del i Guds gode nyhed, men også lagde hele sin „sjæl“, hele sit liv, i arbejdet med at hjælpe dem fordi han holdt af dem. (1 Thess. 2:8) Hvis du skal følge Paulus’ eksempel i forkyndelsen, må du have samme indstilling som Timoteus, der viste ægte omsorg for andre og ’trællede . . . for at fremme den gode nyhed’. (Læs Filipperbrevet 2:19-23). Viser du den samme selvopofrende indstilling i din forkyndelse?

Fremgang giver sand glæde

19, 20. Hvorfor fører det til sand glæde at gøre åndelige fremskridt?

19 Det kræver en indsats at gøre åndelige fremskridt. Men hvis du tålmodigt opøver din evne til at undervise, vil du med tiden få den forret at ’gøre mange rige’ i åndelig forstand, og de vil blive ’din glæde eller din jubels krone’. (2 Kor. 6:10; 1 Thess. 2:19) „Jeg bruger mere tid end nogen sinde før på at hjælpe andre,“ fortæller Fred, der er i heltidstjenesten. „Det er virkelig sandt at der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“

20 En ung pionersøster ved navn Daphne fortæller om den glæde og tilfredshed hun har fundet ved at vokse åndeligt: „Jeg fik et meget nærmere forhold til Jehova da jeg lærte ham at kende som person. Når man gør alt hvad man kan, for at behage Jehova, får man det godt — man bliver virkelig tilfreds!“ Mennesker lægger måske ikke altid mærke til de åndelige fremskridt man gør, men Jehova vil altid se dem og værdsætte dem. (Hebr. 4:13) Det er hævet over enhver tvivl at I unge kan prise og ære vor himmelske Fader. Bliv ved med at glæde hans hjerte mens I lader jeres fremgang være tydelig. — Ordsp. 27:11.

[Fodnoter]

^ par. 7 Nogle af navnene er ændret.

^ par. 13 „Er det den rigtige for mig?“ i bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2; „Søg Guds vejledning når du vælger ægtefælle“ i Vagttårnet for 15. maj 2001, og „Hvor klogt er det at gifte sig som teenager?“ i Vågn op! for 8. februar 1984.

Hvad har du lært?

• Hvad indbefatter det at gøre åndelige fremskridt?

• Hvordan kan din fremgang være tydelig . . .

når du møder modgang?

når du overvejer at gifte dig?

i forkyndelsen?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 15]

Bønnen kan hjælpe dig til at klare modgang

[Illustration på side 16]

Hvordan kan unge forkyndere lære at undervise på en måde der giver resultater?