Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær nidkær for gode gerninger!

Vær nidkær for gode gerninger!

Vær nidkær for gode gerninger!

„[Jesus] gav sig selv for os, for at han kunne udfri os fra enhver form for lovløshed og rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger.“ — TIT. 2:14.

1. Hvad sker der på tempelområdet da Jesus kommer den 10. nisan år 33 e.v.t.?

DET er den 10. nisan år 33 e.v.t., blot nogle få dage før påskehøjtiden. Skarer af spændte og forventningsfulde tilbedere trænges på tempelområdet i Jerusalem. Hvad vil der ske når Jesus kommer? Tre af evangelisterne — Mattæus, Markus og Lukas — bevidner alle at Jesus for anden gang jager dem ud som sælger og køber i templet. Han vælter pengevekslernes borde og duesælgernes bænke. (Matt. 21:12; Mark. 11:15; Luk. 19:45) Jesus er mindst lige så nidkær nu som da han tre år tidligere gjorde noget lignende. — Joh. 2:13-17.

2, 3. Hvordan ved vi at Jesu nidkærhed ikke kun kom til udtryk ved at han rensede templet?

2 Mattæus’ beretning viser at Jesu nidkærhed ved denne lejlighed ikke kun kom til udtryk ved at han rensede templet. Han helbredte også de blinde og de halte som kom hen til ham. (Matt. 21:14) Lukas’ beretning omtaler desuden nogle andre gerninger Jesus gjorde, for der siges: ’Jesus underviste hver dag i templet.’ (Luk. 19:47; 20:1) Jesu nidkærhed kom således meget tydeligt til udtryk i hans offentlige tjeneste.

3 Senere skrev apostelen Paulus til Titus og forklarede at Jesus „gav sig selv for os, for at han kunne udfri os fra enhver form for lovløshed og rense sig et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Tit. 2:14) På hvilke måder kan vi i dag være ’nidkære for gode gerninger’? Og hvordan kan det de gode konger i Juda gjorde, være et eksempel for os?

Nidkærhed for at forkynde og undervise

4, 5. På hvilke måder viste fire judæiske konger sig at være nidkære for gode gerninger?

4 Asa, Josafat, Ezekias og Josias søgte alle målrettet at udrydde afgudsdyrkelsen i Juda. Asa „fjernede . . . de fremmede altre og offerhøjene og knuste de hellige støtter og omhuggede de hellige pæle“. (2 Krøn. 14:3) Josafat, der brændte af nidkærhed for tilbedelsen af Jehova, „fjernede offerhøjene og de hellige pæle fra Juda“. — 2 Krøn. 17:6; 19:3. *

5 Efter den højtidelige syv dage lange påskehøjtid som Ezekias havde tilrettelagt i Jerusalem, „tog alle de tilstedeværende israelitter ud til Judas byer, hvorpå de knuste de hellige støtter og omhuggede de hellige pæle og nedbrød offerhøjene og altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse indtil de var færdige“. (2 Krøn. 31:1) Den unge Josias blev konge da han blot var otte år gammel. Den historiske beretning siger: „I sit ottende regeringsår, mens han endnu var en dreng, begyndte han at søge sin forfader Davids Gud; og i det tolvte år begyndte han at rense Juda og Jerusalem for offerhøjene og de hellige pæle og billedstøtterne og de støbte billeder.“ (2 Krøn. 34:3) Alle disse fire konger var altså nidkære for gode gerninger.

6. Hvorfor kan vores forkyndelse sammenlignes med den målrettede indsats som trofaste konger i Juda gjorde for at udrydde afgudsdyrkelse?

6 I dag gør vi også en målrettet indsats for at hjælpe folk til at gøre sig fri af usande religiøse læresætninger og afgudsdyrkelse. I vores tjeneste fra hus til hus møder vi alle slags mennesker. (1 Tim. 2:4) En ung asiatisk pige mindes hvordan hendes mor udførte ritualer foran en række gudebilleder og billedstøtter i deres hjem. Pigen tænkte at alle billederne jo ikke kunne repræsentere den sande Gud, og hun bad derfor ofte Gud om hjælp til at finde ud af hvem han virkelig var. En dag bankede det på hendes dør, og to Jehovas Vidner stod udenfor og var parate til at hjælpe hende med at lære den sande Guds navn, Jehova, at kende. Og hun var dybt taknemmelig for at finde ud af hvad sandheden var om afguder. Nu er hun selv en meget nidkær forkynder der hjælper sine medmennesker til at lære Jehova at kende. — Sl. 83:18; 115:4-8; 1 Joh. 5:21.

7. Hvad kan vi gøre for at efterligne de lærere der drog gennem landet i Josafats dage?

7 Hvor grundigt gennemarbejder vi vores tildelte distrikt når vi går fra hus til hus? Det er interessant at Josafat i sit tredje regeringsår sendte bud efter fem fyrster, ni levitter og to præster. Han gav dem påbud om at rejse gennem alle byerne for at undervise folket i Jehovas love. Deres undervisningskampagne var så effektiv at de omboende folkeslag begyndte at frygte Jehova. (Læs Anden Krønikebog 17:9, 10). Ved at besøge folk på forskellige tidspunkter og på forskellige ugedage, vil det måske lykkes os at træffe flere i hver husstand som vi kan tale med.

8. Hvordan kunne vi måske få flere mennesker i tale?

8 Mange af Guds tjenere i vor tid har været villige til at flytte til et sted hvor der er et større behov for nidkære forkyndere. Vil du også kunne gøre det? Nogle der ikke har mulighed for at flytte, kan måske forkynde for udlændinge i deres distrikt. Ron møder folk af mange forskellige nationaliteter i sit distrikt, og i en alder af 81 år har han derfor lært at sige en hilsen på 32 sprog! For nylig mødte han et afrikansk ægtepar på gaden og sagde goddag til dem på deres modersmål, yoruba. De spurgte Ron om han nogen sinde havde været i Afrika. Da han svarede nej, spurgte de hvordan det så kunne være at han talte yoruba. Det resulterede i at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Ægteparret tog med glæde imod nogle blade og gav Ron deres adresse, som han gav videre til den lokale menighed så de kunne få et bibelstudium.

9. Hvorfor er det vigtigt at læse op fra Bibelen i vores tjeneste? Giv et eksempel.

9 De lærere der drog gennem landet på Josafats befaling, havde „bogen med Jehovas lov“ med sig. Verden over bestræber vi os for at undervise folk ud fra Bibelen, da den er Guds ord. I forkyndelsen lægger vi vægt på at slå op i Bibelen og vise folk hvad der virkelig står. En kvinde som blev besøgt af en forkynder ved navn Linda, sagde at hendes mand havde haft et slagtilfælde og ikke kunne være alene. Hun sukkede: „Jeg ved ikke hvad jeg har gjort siden Gud har ladet dette ske.“ Linda svarede: „Må jeg have lov at vise dig noget opmuntrende?“ Derpå læste hun Jakob 1:13 og tilføjede: „De lidelser som vi og vore kære kommer ud for, er altså ikke en straf fra Gud.“ Det fik kvinden til at give Linda et stort knus. Linda siger: „Det lykkedes mig at trøste hende ved at bruge Bibelen. Nogle gange har den besøgte aldrig før hørt de skriftsteder vi læser op for dem.“ Samtalen førte til at kvinden fik et regelmæssigt bibelstudium.

Unge der tjener nidkært

10. Hvordan var Josias et godt eksempel for kristne unge i dag?

10 Hvis vi vender tilbage til Josias’ eksempel, ser vi at han søgte Jehova fra han var helt ung, og at han var omkring 20 år da han indledte sin omfattende kampagne mod afgudsdyrkelse. (Læs Anden Krønikebog 34:1-3). Utallige unge i dag viser en lignende nidkærhed i tjenesten for Riget.

11-13. Hvad kan vi lære af unge som tjener Jehova nidkært i dag?

11 Hannah, der bor i England, var 13 år gammel og lærte fransk i skolen da hun hørte at der var blevet oprettet en fransktalende gruppe i en nærliggende by. Hendes far indvilligede i at køre hende til de franske møder. Nu hvor Hannah er 18, er hun en nidkær pioner i det franske distrikt. Kunne du også lære et fremmed sprog og hjælpe andre til at lære Jehova at kende?

12 Rachel var meget glad for at se filmen Sæt dig mål som ærer Gud. Hun fortæller hvordan hun plejede at tænke da hun i 1995 begyndte at tjene Jehova: „Jeg mente at jeg var godt med i sandheden.“ Men så tilføjer hun: „Efter at have set filmen er det gået op for mig at jeg i mange år simpelt hen bare er fulgt med. Jeg forstår nu at jeg virkelig må kæmpe for sandheden, tænke dybt over tingene og lægge kræfter i tjenesten og i mit personlige studium.“ Nu føler Rachel at hun tjener Jehova med større nidkærhed. Hvad har hun fået ud af det? „Mit forhold til Jehova er blevet mere inderligt. Mine bønner er mere indholdsrige, mit studium er mere dybtgående og tilfredsstillende, og Bibelens beretninger er blevet mere levende for mig. Nu elsker jeg forkyndelsen og føler stor tilfredshed ved at se hvordan Jehovas ord kan trøste andre.“

13 En ung mand ved navn Luke blev ansporet af en anden film, nemlig Unge spørger: Hvad vil jeg med mit liv? Efter at have set filmen skrev Luke: „Jeg føler mig tilskyndet til at tage min situation op til fornyet overvejelse.“ Han indrømmer: „Tidligere følte jeg mig presset til at søge økonomisk tryghed ved at tage en højere uddannelse og først derefter stile efter åndelige mål. Et sådant pres bidrager ikke til ens åndelige fremgang, men hindrer den derimod.“ Unge brødre og søstre, hvorfor ikke overveje om I ved hjælp af det I har lært i skolen, kan gøre mere i tjenesten, ligesom Hannah gjorde? Og hvorfor ikke tage ved lære af Rachel ved nidkært at stræbe efter mål der virkelig ærer Gud? Følg Lukes eksempel ved at styre uden om de snarer som mange unge er blevet fanget i.

Vær nidkær og giv agt på advarsler

14. Hvilken form for tilbedelse godkender Jehova, og hvorfor er det en stor udfordring at leve op til Jehovas krav i dag?

14 Jehovas tjenere er nødt til at være rene hvis deres tilbedelse skal være antagelig. Esajas advarer: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende [Babylon], bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Es. 52:11) Mange år før Esajas skrev disse ord, havde den gode kong Asa indledt en storstilet kampagne for at udrydde umoralitet af Juda. (Læs Første Kongebog 15:11-13). Og flere hundrede år senere skrev apostelen Paulus til Titus at Jesus havde givet sig selv for at rense sine disciple og gøre dem til „et folk der var helt hans eget, nidkært for gode gerninger“. (Tit. 2:14) I vore dages moralsk fordærvede samfund er det ikke let — og slet ikke for unge — at bevare den moralske renhed. For eksempel må alle Guds tjenere, unge såvel som ældre, kæmpe for ikke at lade deres sind besmitte af erotiske og pornografiske billeder der vises på reklametavler, på tv, i film og især på internettet.

15. Hvad kan hjælpe os til at opdyrke had til det onde?

15 Hvis vi nidkært retter os efter Guds advarsler, kan det hjælpe os til at opdyrke had til det onde. (Sl. 97:10; Rom. 12:9) Man må afsky pornografi for at kunne „løsrive sig fra dens stærke greb“, som en kristen mand udtrykker det. Hvis man skal vriste magnetiske metaldele fra hinanden, har man brug for en kraft der er stærkere end den tiltrækningskraft der holder dem sammen. Det kræver ligeledes en ihærdig indsats at modstå pornografiens tillokkelser. Men hvis vi forstår hvor stor skade pornografi kan volde os, vil det hjælpe os til at føle væmmelse ved den. En broder gjorde sig store anstrengelser for at aflægge den vane han havde med at besøge pornografiske steder på internettet. Han flyttede sin computer til et sted i huset hvor den var synlig for alle i familien. Samtidig arbejdede han målbevidst på at holde sig moralsk ren og blive mere nidkær for gode gerninger. Han tog endda endnu et skridt fordi han var nødt til at bruge internettet i forretningsøjemed. Han besluttede at han kun ville gå på nettet når hans kone var til stede.

Værdien af en god adfærd

16, 17. Hvilken virkning kan vores gode adfærd have på dem der betragter os? Giv et eksempel.

16 Den gode indstilling der kendetegner unge mænd og kvinder der tjener Jehova, gør et stort indtryk på andre! (Læs Første Petersbrev 2:12). En besøgende på Betel i London ændrede fuldstændig syn på Jehovas Vidner efter at have tilbragt en dag med at servicere en trykkemaskine. Hans kone, som studerede Bibelen med et af de lokale Jehovas Vidner, lagde mærke til sin mands ændrede holdning. Tidligere ville han ikke have at Jehovas Vidner kom i hans hjem. Men efter sin arbejdsdag på Betel var han fuld af lovord på grund af den venlighed han havde mødt. Han kommenterede at ingen havde et dårligt sprog. Alle var tålmodige, og der var en fredfyldt atmosfære. Han var især imponeret over at de unge brødre og søstre nidkært og ulønnet brugte deres tid og energi på at udbrede den gode nyhed.

17 Brødre og søstre der har et verdsligt arbejde for at kunne sørge for deres familie, lægger på samme måde hele deres sjæl i det. (Kol. 3:23, 24) Det giver dem ofte større jobsikkerhed fordi arbejdsgiverne sætter pris på deres samvittighedsfulde indstilling og ikke ønsker at miste dem.

18. Hvordan kan vi være ’nidkære for gode gerninger’?

18 Vores tillid til Jehova, vores lydighed mod hans anvisninger og den omsorg vi har for vores mødesteder, vidner alt sammen om nidkærhed for Jehovas hus. Derudover ønsker vi at have så stor en andel som muligt i arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. Uanset om vi er unge eller gamle, vil vi høste mange velsignelser ved nidkært at værne om de rene normer der er forbundet med vores tilbedelse af Gud. Så vil vi blive ved med at være kendt som et folk der er „nidkært for gode gerninger“. — Tit. 2:14.

[Fodnote]

^ par. 4 Måske fjernede Asa kun de offerhøje der havde med tilbedelsen af de falske guder at gøre, og ikke dem hvor folket tilbad Jehova. Det er også muligt at offerhøjene dukkede op igen i den sidste del af Asas regeringstid, og at disse blev fjernet af hans søn Josafat. — 1 Kong. 15:14; 2 Krøn. 15:17.

Hvad har du ud fra bibelske og nutidige eksempler lært om

• hvordan man kan vise nidkærhed ved at forkynde og undervise?

• hvordan man som ung kan være ’nidkær for gode gerninger’?

• hvordan man kan få bugt med ødelæggende vaner?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Bruger du regelmæssigt Bibelen i forkyndelsen?

[Illustration på side 15]

Hvis du lærer et fremmed sprog mens du går i skole, kan det hjælpe dig til at gøre mere i tjenesten