Hvad kan jeg give Jehova til gengæld?

FORTALT AF RUTH DANNER

Med et glimt i øjet plejede min mor at sige at 1933 var et katastrofernes år: Hitler kom til magten, paven erklærede året for et helligt år, og jeg blev født.

MINE forældre boede i byen Yutz i Lorraine (tysk: Lothringen), et historisk kendt område i Frankrig nær den tyske grænse. Min mor, der var en from katolik, giftede sig i 1921 med min far, der var protestant. Min storesøster, Helen, blev født i 1922, og mine forældre lod hende døbe i den katolske kirke.

En dag i 1925 modtog min far et eksemplar af bogen Guds Harpe på tysk. Han læste bogen og blev straks overbevist om at han havde fundet sandheden. Han skrev til udgiverne, som satte ham i forbindelse med de såkaldte Bibelforscher, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt i Tyskland. Min far begyndte straks at forkynde det han havde lært. Det brød min mor sig ikke om. „Gør hvad du vil,“ plejede hun at sige på charmerende tysk, „men slut dig ikke til disse Bibelforscher!“ Men min far havde besluttet sig, og i 1927 blev han døbt som en af dem.

Som følge heraf begyndte min mormor at presse min mor til at blive skilt. En dag advarede den katolske præst ved messen sine sognebørn mod „den falske profet Danner“. Da min mormor kom hjem fra messen den dag, kastede hun en urtepotte ned på min far fra en af de øverste etager i huset. Dette tunge skyts ramte ham på skulderen, men havde nær ramt ham i hovedet. Det fik min mor til at sige til sig selv: ’En tro der gør folk til mordere, kan ikke være den rigtige.’ Hun begyndte at læse Jehovas Vidners publikationer, og snart var hun overbevist om at hun havde fundet sandheden. Hun blev døbt i 1929.

Mine forældre bestræbte sig for at gøre Jehova virkelig for min søster og mig. De læste de bibelske beretninger for os og spurgte os derefter om hvorfor de bibelske personer handlede som de gjorde. I de år sagde min far nej til at arbejde på aften- eller natholdet, selvom det betød at han gik ned i løn og derfor havde mindre til familien. Han havde brug for tid til at gå til de kristne møder og ud i tjenesten og til at studere med sine børn.

Uvejret trækker op

Mine forældre åbnede gæstfrit deres hjem for rejsende tilsynsmænd og betelmedarbejdere fra Schweiz og Frankrig. De fortalte os  om de vanskeligheder vore trosfæller var udsat for i Tyskland, som lå kun nogle få kilometer fra vores hjem. Nazistyret sendte Jehovas Vidner som fanger til koncentrationslejre og fjernede børnene fra deres forældre.

Helen og jeg var blevet forberedt på de prøver der ventede os. Vore forældre hjalp os til at lære skriftsteder udenad der kunne være en rettesnor for os. De sagde for eksempel: „Hvis I ikke ved hvad I skal gøre, så tænk på Ordsprogene 3:5, 6. Hvis I er bange for at blive udsat for prøvelser i skolen, så husk Første Korintherbrev 10:13. Hvis I bliver skilt fra os, så tænk på Ordsprogene 18:10.“ Jeg lærte Salme 23 og Salme 91 udenad og fik tillid til at Jehova altid ville beskytte mig.

I 1940 annekterede Nazityskland Alsace-Lorraine (tysk: Elsass-Lothringen), og det nye styre forlangte at alle voksne skulle melde sig ind i nazipartiet. Det nægtede min far at gøre, og Gestapo truede med at arrestere ham. Da min mor ikke ville sy soldateruniformer, begyndte Gestapo også at true hende.

Skolen blev et mareridt for mig. Hver dag begyndte klassen med en bøn for Hitler, og vi skulle sige „Heil Hitler“ og synge nationalsangen med højre arm løftet. I stedet for at sige at jeg ikke skulle bruge Hitlerhilsenen, hjalp mine forældre mig til at følge min samvittighed. Så jeg besluttede helt på egen hånd at jeg ikke ville bruge denne hilsen. Lærerne gav mig lussinger og truede med at bortvise mig fra skolen. Da jeg var syv år gammel, måtte jeg engang stå ret foran alle skolens 12 lærere mens de prøvede at få mig til at sige „Heil Hitler“. Men med Jehovas hjælp stod jeg fast.

En lærerinde begyndte at lokke mig med smiger. Hun sagde at jeg jo var en dygtig elev, og at hun vældig godt kunne lide mig og ville være meget ked af det hvis jeg blev bortvist fra skolen. Hun sagde: „Du behøver ikke at strække armen, blot løfte den lidt. Og du behøver heller ikke at sige: ’Heil Hitler!’ Du skal blot bevæge læberne lidt og lade som om du gør det.“

Da jeg fortalte min mor hvad lærerinden havde sagt, mindede hun mig om de tre unge hebræere i Bibelen der stod foran billedstøtten som Babylons konge havde rejst. „Hvad var det de skulle gøre?“ spurgte hun. „Bøje sig,“ svarede jeg. „Ville det være rigtigt af dem hvis de i det øjeblik de skulle bøje sig for billedstøtten, blot bøjede sig ned for at binde deres sandaler? Tænk over det, og gør så hvad du synes er rigtigt.“ Jeg besluttede at være tro mod Jehova ligesom Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. — Dan. 3:1, 13-18.

Lærerne bortviste mig fra skolen adskillige gange og truede med at få mig fjernet fra hjemmet. Jeg var meget nervøs, men mine forældre blev ved med at støtte mig. Før jeg gik i skole, bad min mor en bøn sammen med mig og overgav mig til Jehovas beskyttelse. Jeg vidste at han ville give mig styrke til at stå fast. (2 Kor. 4:7) Min far sagde at hvis presset i skolen blev for stort, skulle jeg ikke være bange for at komme hjem. „Vi elsker dig. Du vil altid være vores datter,“ sagde han. „Det er en sag mellem dig og Jehova.“ Disse ord bestyrkede mig i mit ønske om at bevare min uangribelighed. — Job 27:5.

Gestapo kom ofte til vores hus for at søge efter Jehovas Vidners publikationer og udspørge mine forældre. De tog min mor med til forhør i flere timer og hentede min far og søster på deres arbejdspladser. Jeg vidste aldrig om mor ville være hjemme når jeg kom fra skole. Somme tider sagde en nabokone til mig: „De har hentet din mor.“ Så gemte jeg mig i huset og tænkte: ’Mon de udsætter hende for tortur? Får jeg hende at se igen?’

Deportation

Den 28. januar 1943 blev vi vækket af Gestapo klokken halv fire om morgenen. De  sagde at hvis mine forældre, min søster og jeg meldte os ind i nazipartiet, ville vi ikke blive deporteret. Vi fik tre timer til at gøre os klar i. Mor var allerede forberedt på dette og havde pakket vores rygsække med skiftetøj og en bibel, så vi brugte tiden til at bede og opmuntre hinanden. Far mindede os om at intet kunne „skille os fra Guds kærlighed“. — Rom. 8:35-39.

Gestapo kom tilbage, sådan som de havde sagt. Jeg glemmer aldrig den ældre søster Anglade som med tårer i øjnene vinkede farvel til os. Gestapo kørte os til jernbanestationen i Metz. Efter en tredages togrejse ankom vi til Kochlowice, en mindre lejr i nærheden af Auschwitz i Polen. To måneder senere blev vi overført til Gliwice, et kloster der var blevet omdannet til en arbejdslejr. Nazisterne sagde at hvis vi hver især underskrev en erklæring om at vi afsvor vores tro, ville vi blive givet fri og få vores ejendele tilbage. Min far og mor sagde nej, og så sagde soldaterne: „I kommer aldrig hjem.“

I juni blev vi flyttet til Swietochlowice, hvor jeg begyndte at få hovedpineanfald, som jeg lider af den dag i dag. Jeg fik betændelse i fingrene, og en læge fjernede flere af mine fingernegle uden at jeg blev bedøvet. Mere opmuntrende var det at jeg havde til opgave at løbe ærinder for fangevogterne, og at jeg på disse ture kom til et bageri hvor en dame gav mig noget at spise.

Indtil da havde vi været sammen som en familie, adskilt fra de øvrige fanger. I oktober 1943 blev vi sendt til en lejr i Ząbkowice. Vi sov i køjesenge på et loft sammen med 60 andre — mænd, kvinder og børn. SS’erne sørgede for at den mad vi fik, var dårlig og næsten uspiselig.

Trods strabadserne opgav vi aldrig håbet. Vi havde læst i Vagttårnet om det store forkyndelsesarbejde der skulle udføres efter krigen. Derfor vidste vi hvorfor vi gennemgik alt dette, og at vores prøvelser snart ville være forbi.

Rygter om at de allieredes hære nærmede sig, fortalte os at nazisterne var ved at tabe krigen. I begyndelsen af 1945 besluttede SS’erne at forlade lejren. Den 19. februar blev vi tvunget ud på en næsten 240 kilometer lang march. Efter fire ugers forløb kom vi til Steinfels i Tyskland, hvor fangevogterne  gennede fangerne ind i en mine. Mange troede vi ville blive skudt. Men den dag ankom de allierede, SS’erne flygtede, og vores prøvelser var forbi.

Jeg når mine mål

Den 5. maj 1945, efter næsten to og et halvt års forløb, ankom vi til vores hjem i Yutz, snavsede og fulde af lus. Vi havde ikke skiftet tøj siden februar, så vi besluttede at brænde alt vores gamle kluns. Jeg husker at min mor sagde: „Dette er den skønneste dag i vores liv. Vi ejer intet. Selv det tøj vi har på, er ikke vores eget. Men vi er alle kommet tilbage i god behold, og vi er ikke gået på kompromis!“

Efter tre måneders rekreation i Schweiz vendte jeg tilbage til skolen og behøvede ikke længere at være bange for at blive bortvist. Vi kunne nu mødes med vore åndelige brødre og søstre og forkynde frit. Den 28. august 1947, da jeg var 13, symboliserede jeg offentligt den indvielse jeg havde foretaget til Jehova mange år før. Det var min far der døbte mig, og det skete i floden Mosel. Jeg ville straks være pioner, men min far insisterede på at jeg skulle lære et fag. Jeg blev derfor uddannet til syerske. I 1951, i en alder af 17 år, blev jeg udnævnt som pioner og skulle tjene i den nærliggende by Thionville.

I det år overværede jeg et stævne i Paris og ansøgte om missionærtjeneste. Jeg var ikke gammel nok, men broder Knorr sagde at han ville gemme min ansøgning „til senere“. I juni 1952 modtog jeg så en indbydelse til den 21. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing, New York, i USA.

Gilead og tiden derefter

Sikken en oplevelse! Jeg har ofte haft svært ved at sige noget offentligt i en forsamling på mit eget sprog. Nu skulle jeg tale engelsk. Men lærerne hjalp mig kærligt. En broder gav mig navnet Kingdom Smile på grund af mit generte smil.

Afslutningshøjtideligheden fandt sted den 19. juli 1953 på Yankee Stadium i New York, og jeg fik tildelt distrikt i Paris sammen med Ida Candusso (senere Seignobos). Jeg var ikke begejstret for at skulle forkynde for velhavende parisere, men jeg fik mange bibelstudier med retsindige mennesker. Ida blev gift og rejste til Afrika i 1956, men jeg blev i Paris.

I 1960 blev jeg gift med en broder fra Betel, og vi tjente som specialpionerer i Chaumont og Vichy. Fem år senere fik jeg tuberkulose og måtte holde op som pioner. Jeg var ulykkelig, for siden jeg var barn, havde mit mål været heltidstjenesten og at forblive i den. Nogen tid senere forlod min mand mig til fordel for en anden kvinde. Med mine åndelige brødres og søstres hjælp kom jeg imidlertid igennem disse mørke år. Og Jehova har fortsat hjulpet mig med at bære min byrde. — Sl. 68:19.

Nu bor jeg i Louviers i Normandiet i nærheden af det franske afdelingskontor. Trods helbredsproblemer er jeg lykkelig for at jeg har set Jehovas hånd i mit liv. Den opdragelse jeg har fået, hjælper mig til at bevare den rette indstilling. Mine forældre lærte mig at Jehova er en virkelig person som jeg kan elske og tale med, og som besvarer mine bønner. Ja, „hvad skal jeg give Jehova til gengæld for alle hans velgerninger mod mig?“ — Sl. 116:12.

[Tekstcitat på side 6]

’Jeg er lykkelig for at jeg har set Jehovas hånd i mit liv’

[Illustration på side 5]

Med min gasmaske da jeg var seks

[Illustration på side 5]

Sammen med missionærer og pionerer i Luxembourg ved en særlig kampagne da jeg var 16

[Illustration på side 5]

Sammen med min far og mor ved et stævne i 1953