Uddelegering af opgaver — hvorfor og hvordan?

UDDELEGERING af opgaver går længere tilbage end til Jordens skabelse. Jehova skabte sin enestefødte søn og brugte ham som sin „værkmester“ da han frembragte universet. (Ordsp. 8:22, 23, 30; Joh. 1:3) Efter at Jehova havde skabt det første menneskepar, gav han dem påbud om at ’fylde jorden og underlægge sig den’. (1 Mos. 1:28) Og menneskene fik af Skaberen det hverv at udvide Edens paradis så det fyldte hele jorden. Ja, lige fra begyndelsen har uddelegering af opgaver været noget der kendetegnede Jehovas organisation.

Hvad indebærer det at uddelegere en opgave? Hvorfor bør kristne ældste lære at uddelegere visse opgaver i menigheden, og hvordan skal de gøre det?

Hvad vil det sige at uddelegere en opgave?

„At uddelegere“ vil sige at overlade et arbejde eller et ansvar til andre. Det kræver altså at en eller flere inddrages i opgavens udførelse, og det betyder at man overdrager myndighed til en eller flere.

Det forventes at de der har fået en opgave overdraget i den kristne menighed, udfører det arbejde der er forbundet med den, aflægger rapport om hvordan arbejdet skrider frem,  og som regel rådfører sig med den der har overdraget dem opgaven. Det overordnede ansvar påhviler imidlertid den broder der har uddelegeret opgaven. Han må overvåge arbejdet og give råd når der er behov for det. Nu vil nogle måske spørge: ’Hvorfor uddelegere et arbejde hvis man selv kan gøre det?’

Hvorfor uddelegere?

Tænk på at Jehova skabte sin enestefødte søn og inddrog ham i resten af skabelsesprocessen. Som der siges: „Ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige.“ (Kol. 1:16) Jehova kunne have skabt alting selv, men han besluttede at lade sin søn få del i glæden ved at udføre produktivt arbejde. (Ordsp. 8:31) Det gav Sønnen mulighed for at lære sin Faders egenskaber bedre at kende, og Faderen oplærte på den måde sin enestefødte søn.

Da Jesus Kristus var her på jorden, efterlignede han sin Fader ved at uddelegere ansvar. Han oplærte sine disciple lidt efter lidt. For at bane vej for forkyndelsen sendte han først 12 apostle ud og senere 70 andre disciple, hvorefter han selv fulgte efter. (Luk. 9:1-6; 10:1-7) Når Jesus senere ankom til disse steder, var der lagt en god grundvold som han kunne bygge på. Da han forlod jorden, uddelegerede han et endnu større ansvar til sine disciple, som han selv havde oplært. Dette ansvar bestod blandt andet i at forkyndelsen skulle udbredes til hele verden. — Matt. 24:45-47; Apg. 1:8.

At uddelegere opgaver og oplære andre blev noget der kendetegnede den kristne menighed. Apostelen Paulus sagde til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig . . . det skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2) Ja, de der har erfaring, skal oplære nogle som igen kan oplære andre.

En ældstebroder kan ved at uddelegere noget af det arbejde han har fået tildelt, lade andre få del i glæden ved at undervise og udføre hyrdegerningen. I betragtning af at menneskenes evner er begrænsede, har de ældste endnu større grund til at bede andre om at være med til at tage sig af pligterne i menigheden. Bibelen siger: „Hos de beskedne er der visdom.“ (Ordsp. 11:2) Til beskedenhed hører at man er sig sine begrænsninger bevidst. Hvis man prøver at gøre alting selv, kan man slide sig selv op og berøve familien den tid man ellers kunne have brugt sammen med den. Det vil altså være klogt at dele ansvarsbyrden med andre. For eksempel kan koordinatoren for ældsterådet bede nogle af de andre ældste om at revidere menighedens regnskab. Derved bliver de bekendt med menighedens økonomiske situation.

Samtidig med at andre får mulighed for at opnå erfaring og tilegne sig forskellige færdigheder, giver den også den der uddelegerer opgaven, lejlighed til nærmere at betragte de andres evner. Ved at uddele passende opgaver i menigheden kan de ældste prøve forskellige brødre for at se „om de er egnede“ som menighedstjenere. — 1 Tim. 3:10.

Endelig viser de ældste tillid til andre ved at uddelegere en opgave. Paulus oplærte Timoteus ved at arbejde sammen med ham i missionærtjenesten. Derved knyttedes der et stærkt bånd imellem dem. Paulus kaldte Timoteus „et ægte barn i troen“. (1 Tim. 1:2) På samme måde knyttedes der et stærkt bånd mellem Jehova og Jesus mens de arbejdede sammen om  hele det øvrige skaberværk. Ved at overdrage et arbejde til andre kan de ældste udvikle et nært og varmt forhold til dem.

Hvorfor nogle tøver

Nogle ældste har svært ved at uddelegere et arbejde, selvom de er klar over fordelene ved det. Måske tøver de fordi de mener at de derved afgiver noget af deres myndighed. De synes måske at de altid selv må stå ved roret. Husk dog på at før Jesus steg til himmelen, betroede han sine disciple en meget vanskelig men betydningsfuld opgave, vel vidende at de ville komme til at gøre større gerninger end han! — Matt. 28:19, 20; Joh. 14:12.

Andre ældste har måske uddelegeret opgaver før i tiden, men der kom ikke noget tilfredsstillende resultat ud af det. De mener måske at de kan gøre arbejdet bedre og hurtigere selv. Men læg her mærke til hvad Paulus erfarede. Han kendte værdien af at uddelegere et arbejde, men forstod også at de der fik en opgave betroet, ikke altid ville leve op til forventningerne. På sin første missionsrejse oplærte Paulus sin unge rejseledsager Markus, men Paulus var dybt skuffet over at Markus opgav arbejdet og rejste hjem. (Apg. 13:13; 15:37, 38) Det afholdt dog ikke Paulus fra at oplære andre. Som allerede nævnt opfordrede han den unge Timoteus til at rejse med ham. Da Timoteus var rede til at påtage sig et større ansvar, efterlod Paulus ham i Efesus og betroede ham at udnævne tilsynsmænd og menighedstjenere. — 1 Tim. 1:3; 3:1-10, 12, 13; 5:22.

Ældste i vor tid bør heller ikke undlade at oplære brødre blot fordi en af dem ikke klarer det så godt. Det er vigtigt og klogt at lære at stole på andre og at oplære dem. Men hvad skal de ældste være opmærksomme på når de uddelegerer en opgave?

Hvordan man uddelegerer

Når man vil uddelegere en opgave, skal man se på brødrenes kvalifikationer. Da der blev brug for nogle til at stå for den daglige uddeling af mad i Jerusalem, udvalgte apostlene ’syv mænd som havde godt vidnesbyrd og var fulde af ånd og visdom’. (Apg. 6:3) Hvis man beder en der er upålidelig, om at gøre et stykke arbejde, er der stor sandsynlighed for at det ikke bliver udført. Derfor skal man først uddelegere små opgaver. Når en broder har vist at han får arbejdet gjort, kan han måske klare et større ansvar.

Men der skal mere til. Der er forskel på menneskers personlighed og evner. Erfaringen varierer også fra menneske til menneske. En broder som har et venligt og behageligt væsen, vil sikkert være god som ordenshavende, mens en der er pertentlig og systematisk, kan gøre større nytte som assistent for menighedens sekretær. En søster som har kreative evner, kan få til opgave at ordne blomsterne til mindehøjtiden.

Når man tildeler nogen en opgave, skal man klart beskrive hvad der forventes. Før Johannes Døber sendte sine disciple med en forespørgsel til Jesus, forklarede han dem hvad han ønskede at vide, og formulerede den nøjagtige ordlyd af sit spørgsmål. (Luk. 7:18-20) Da Jesus gav sine disciple besked om at samle det der var blevet tilovers af den mirakuløst tilvejebragte føde, overlod han derimod til disciplene at bestemme hvordan de ville gøre det.  (Joh. 6:12, 13) Meget afhænger af opgavens art og hjælperens kvalifikationer. Både den der uddelegerer arbejdet, og den der får til opgave at udføre det, skal vide hvad der forventes, og hvor ofte der skal aflægges rapport. Begge bør vide hvor meget der er overladt til hjælperen selv at bestemme med hensyn til hvordan arbejdet udføres. Hvis der skal være en tidsfrist for arbejdets udførelse, vil det virke mere motiverende at man i fællesskab drøfter og bliver enige om en dato, frem for at den blot fastsættes af den der uddelegerer.

Den der får en opgave betroet, bør have de fornødne penge, redskaber og hjælpere til rådighed. Det vil også være godt at gøre andre bekendt med ordningen. Da Jesus betroede Peter „himlenes riges nøgler“, gjorde han det i nærværelse af de andre disciple. (Matt. 16:13-19) På samme måde kan det i nogle tilfælde være godt at lade menigheden vide hvem der har ansvaret for en bestemt opgave.

Her vil et advarende ord være på sin plads. Hvis man stadig prøver at styre det arbejde man har overdraget til en anden, siger man i virkeligheden til vedkommende: „Jeg stoler ikke helt på dig.“ Det er rigtigt at resultatet ikke altid bliver som forventet, men hvis man giver den broder der har fået opgaven betroet, lidt spillerum, vil han med tiden få mere erfaring og sikkerhed. Det betyder naturligvis ikke at man ikke er interesseret i hvordan han klarer opgaven. Da Jehova lod sin søn deltage i skabelsen, var han stadig selv med i arbejdet, for han sagde til sin „værkmester“: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ (1 Mos. 1:26) Støt derfor både i ord og handling det arbejde der skal udføres, og ros den der udfører det. En kort gennemgang af resultatet vil være en hjælp. Hvis arbejdet ikke er udført rigtigt, så tøv ikke med at give yderligere råd eller hjælp. Husk at ansvaret i sidste ende påhviler dig som den der har uddelegeret det. — Luk. 12:48.

Mange har haft gavn af at ældste som har været interesseret i deres unge medarbejdere, har uddelegeret opgaver til dem i menigheden. Ja, alle ældste skulle lære hvorfor og hvordan man uddelegerer en opgave, og på den måde efterligne Jehova.

[Ramme på side 29]

NÅR MAN UDDELEGERER EN OPGAVE

• giver man andre del i glæden ved et arbejde

• udrettes der mere

• viser man tegn på visdom og beskedenhed

• oplærer man andre

• viser man tillid

[Ramme på side 30]

HVORDAN MAN UDDELEGERER

• Udvælg en egnet person til opgaven

• Forklar tydeligt hvad opgaven går ud på

• Beskriv det ønskede resultat

• Stil de nødvendige midler til rådighed

• Vær interesseret i arbejdet, og giv udtryk for din tillid

• Vær villig til at påtage dig det endelige ansvar

[Illustrationer på side 31]

Når man uddelegerer en opgave, tildeler man nogen et arbejde og følger med i hvordan det skrider frem