Evigt liv på jorden — et håb givet af Gud
Evigt liv på jorden — et håb givet af Gud
„Skabningen blev . . . underlagt frugtesløshed . . . på grundlag af håb.“ — ROM. 8:20.
1, 2. (a) Hvorfor er håbet om evigt liv af betydning for os? (b) Hvorfor stiller mange sig tvivlende over for tanken om evigt liv på jorden?
MÅSKE husker du den glæde du følte da du første gang hørte om at menneskene snart, ja i den nærmeste fremtid, ikke længere ville blive gamle og dø, men ville komme til at leve evigt på jorden. (Joh. 17:3; Åb. 21:3, 4) Du har sikkert også glædet dig over at fortælle andre om dette bibelske håb. Når alt kommer til alt, er håbet om et evigt liv en væsentlig del af den gode nyhed vi forkynder. Det er med til at forme hele vores syn på livet.
2 I det store og hele taler kristenhedens kirker ikke om noget evigt liv på jorden. Skønt Bibelen siger at sjælen dør, fremholder de fleste kirker den ubibelske lære at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre i en åndeverden efter et menneskes død. (Ez. 18:20) Mange stiller sig af den grund tvivlende over for tanken om evigt liv på jorden. Vi kunne derfor spørge: Støtter Bibelen virkelig dette håb? Hvis det er tilfældet, hvornår åbenbarede Gud da første gang dette håb for menneskene?
’Underlagt frugtesløshed på grundlag af håb’
3. Hvordan gav Gud lige fra begyndelsen af menneskehedens historie klart til kende hvad hans hensigt var med menneskene?
3 Lige fra begyndelsen af menneskehedens historie blev det gjort klart hvad Jehovas hensigt var med menneskene. Han gav tydeligt til kende over for Adam at han ville komme til at leve evigt hvis han forblev lydig. (1 Mos. 2:9, 17; 3:22) Adams første efterkommere fik uden tvivl at vide hvordan menneskene havde mistet deres fuldkommenhed, og dette blev bekræftet af de synlige vidnesbyrd. Indgangen til Edens Have blev spærret, og menneskene blev gamle og døde. (1 Mos. 3:23, 24) Som tiden gik, blev menneskenes levetid kortere. Adam levede i 930 år. Sem, der overlevede Vandfloden, blev kun 600 år, og hans søn Arpaksjad 438 år. Abrahams far, Tara, blev 205 år. Abrahams levetid var på 175 år, hans søn Isaks på 180 år, og Jakobs på 147 år. (1 Mos. 5:5; 11:10-13, 32; 25:7; 35:28; 47:28) Mange må have forstået hvad dette betød — at de havde mistet udsigten til at leve evigt! Havde de noget grundlag for at tro på at de ville få håbet om evigt liv tilbage?
4. Hvilket grundlag havde mænd som Abel og Noa for at tro på at Gud ville genoprette det der var gået tabt for Adam?
4 Der siges i Guds ord: „[Menneske]skabningen blev . . . underlagt frugtesløshed . . . på grundlag af håb.“ (Rom. 8:20) Hvilket håb? Den allerførste profeti i Bibelen pegede frem til et „afkom“ der skulle ’knuse slangens hoved’. (Læs Første Mosebog 3:1-5, 15). For dem der havde tro, gav løftet om dette „afkom“ grundlag for det håb at Gud ikke havde opgivet sin hensigt med menneskene. Det gav mænd som Abel og Noa grund til at tro at Gud ville genoprette det der var gået tabt for Adam. De har måske forstået at profetien om at ’afkommets hæl ville blive knust’, betød at der skulle udgydes blod. — 1 Mos. 4:4; 8:20; Hebr. 11:4.
5. Hvad viser at Abraham troede på en opstandelse?
5 Tænk også på det Abraham gjorde. Da han blev prøvet, „så godt som ofrede [han] Isak . . . sin enestefødte“. (Hebr. 11:17) Hvorfor var han villig til at gøre det? (Læs Hebræerbrevet 11:19). Han troede på en opstandelse! Abraham havde grundlag for denne tro på opstandelsen. Jehova havde jo genoplivet Abrahams forplantningsevne og gjort det muligt for ham og hans hustru, Sara, at få en søn i deres alderdom. (1 Mos. 18:10-14; 21:1-3; Rom. 4:19-21) Abraham havde også Jehovas ord at holde sig til. Jehova havde sagt til ham: „Det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme.“ (1 Mos. 21:12) Derfor havde Abraham gode grunde til at forvente at Gud ville oprejse Isak.
6, 7. (a) Hvilken pagt indgik Jehova med Abraham? (b) Hvilket håb indeholder Jehovas løfte til Abraham for alle mennesker?
6 På grund af Abrahams bemærkelsesværdige tro indgik Jehova en pagt med ham om hans „afkom“. (Læs Første Mosebog 22:18). Den primære del af dette afkom viste sig at være Jesus Kristus. (Gal. 3:16) Jehova havde sagt til Abraham at hans „afkom“ ville blive talrigt „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“ — et tal som Abraham ikke kendte. (1 Mos. 22:17) Senere blev det dog åbenbaret hvad Abrahams afkom omfatter. Det er Jesus Kristus og de 144.000, som skal regere med ham i hans rige, der udgør dette „afkom“. (Gal. 3:29; Åb. 7:4; 14:1) Det messianske rige er det middel ved hvilket „alle jordens nationer [skal] velsigne sig“.
7 Abraham kan umuligt have forstået den fulde betydning af den pagt Jehova indgik med ham. Men alligevel „ventede [han] på byen som havde faste grundvolde“, siger Bibelen. (Hebr. 11:10) Denne by er Guds rige. For at erfare velsignelserne under dette rige må Abraham have liv igen. Det vil være muligt for ham at få evigt liv på jorden ved en opstandelse. Evigt liv vil også være muligt for andre der bliver oprejst fra de døde, og for dem der overlever Harmagedon. — Åb. 7:9, 14; 20:12-14.
„Ånden i mit indre tvinger mig“
8, 9. Hvorfor er Jobs Bog ikke blot en beretning om et enkelt menneskes prøvelser?
8 I tiden mellem Abrahams oldesøn Josef og profeten Moses levede der en mand ved navn Job. Jobs Bog i Bibelen, der efter alt at dømme er skrevet af Moses, fortæller hvorfor Jehova tillod Jobs lidelser, og hvordan det gik ham til sidst. Imidlertid er Jobs Bog ikke blot en beretning om et enkelt menneskes prøvelser; den drejer sig om spørgsmål af universel betydning. Bogen giver os indblik i hvordan Jehova udøver sit suveræne herredømme med retfærdighed, og den åbenbarer at alle Guds jordiske tjeneres uangribelighed og deres udsigt til at opnå liv er inddraget i det stridsspørgsmål der blev rejst i Edens Have. Selvom Job ikke forstod dette stridsspørgsmål, gav han ikke på noget tidspunkt sine tre venner ret i deres anklager, men fastholdt at han havde bevaret sin uangribelighed. (Job 27:5) Det skulle underbygge vores tro og hjælpe os til at forstå at vi også kan bevare vores uangribelighed og støtte Jehovas suverænitet.
9 Efter at Jobs tre såkaldte trøstere var færdige med at tale, tog „Elihu, buzitten Barak’els søn“, til orde. Hvad fik ham til det? „Jeg er fuld af ord,“ sagde han, „ånden i mit indre tvinger mig.“ (Job 32:5, 6, 18) Selvom de ord Elihu udtalte under inspiration, blev opfyldt da Jobs lidelser blev bragt til ophør, har de også betydning for andre. De indeholder et håb for alle der bevarer deres uangribelighed.
10. Vis med et eksempel at et budskab fra Gud til et enkelt menneske undertiden har en større rækkevidde og gælder hele menneskeheden.
10 Jehova giver undertiden et budskab der gælder ikke blot den person det i første række er henvendt til, men hele menneskeheden. Det ses for eksempel i tilfældet med den profeti hvormed profeten Daniel tydede kong Nebukadnezar af Babylons drøm om det store træ der blev fældet. (Dan. 4:10-27) Selvom drømmen fik en opfyldelse på Nebukadnezar selv, pegede den frem til noget langt større. Den viste at Guds suveræne herredømme over jorden igen ville blive udøvet af en konge i Davids slægt efter en periode på 2520 år regnet fra år 607 f.v.t. * Dette herredømme over vor klode begyndte på ny at blive udøvet da Jesus Kristus blev indsat som konge på tronen i himmelen i 1914. Snart vil Guds rige altså gøre alle lydige menneskers forhåbninger til virkelighed!
„Fri ham fra at stige ned i gravens dyb!“
11. Hvad viser Elihus ord at Gud er villig til?
11 I sit svar til Job taler Elihu om „et sendebud“, „en talsmand, én ud af tusind, som kan fortælle mennesket om dets retskaffenhed“. Hvad sker der hvis dette sendebud ’bønfalder Gud om at vise mennesket velvilje’? Elihu siger: „Da viser [Gud] ham sin gunst og siger: ’Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.’“ (Job 33:23-26) Disse ord viser at Gud er villig til at tage imod „en løsesum“ for dem der angrer og vender om. — Job 33:24.
12. Hvilket håb indeholder Elihus ord for menneskene i almindelighed?
12 Ligesom profeterne ikke til fulde forstod alt hvad de skrev, forstod Elihu sikkert heller ikke til fulde det han sagde om løsesummen. (Dan. 12:8; 1 Pet. 1:10-12) Dog genspejlede Elihus ord håbet om at Gud en dag ville tage imod en løsesum og befri menneskene for alderdommens virkninger og for døden. Hans ord indeholdt det storslåede håb om evigt liv. Jobs Bog viser også at der vil ske en opstandelse. — Job 14:14, 15.
13. Hvilken betydning har Elihus ord for kristne i dag?
13 I dag er Elihus ord stadig fulde af mening for millioner af kristne der nærer håb om at overleve afslutningen på den nuværende tingenes ordning. De der er kommet op i årene, ser frem til at få deres ungdomskraft tilbage. (Åb. 7:9, 10, 14-17) Udsigten til at se de opstandne komme frem med ’friske legemer’ er desuden til stadig glæde for de trofaste. Og naturligvis afhænger både udødelighed i himmelen for de salvede og evigt liv på jorden for Jesu „andre får“ af at de har tro på Kristi genløsningsoffer. — Joh. 10:16; Rom. 6:23.
Døden opsluges for bestandig
14. Hvad viser at der skulle noget mere til end Moseloven for at israelitterne kunne få håb om evigt liv?
14 Abrahams afkom blev til en uafhængig nation da israelitterne trådte ind i et pagtsforhold til Gud. Da de fik Loven, sagde Jehova: „I skal overholde mine forskrifter og mine lovbud, for det menneske der handler efter dem, skal leve ved dem.“ (3 Mos. 18:5) Men da de ikke kunne leve op til Lovens fuldkomne norm, blev de fordømt af Loven og måtte løskøbes fra dens fordømmelse. — Gal. 3:13.
15. Hvilken fremtidig velsignelse blev David inspireret til at skrive om?
15 Efter Moses inspirerede Jehova andre bibelskribenter til at nævne håbet om evigt liv. (Sl. 21:4; 37:29) For eksempel sluttede salmisten David en salme om de sande tilbederes enhed på Zions bjerge med ordene: „For Jehova har påbudt at dér skal velsignelsen være, ja, liv til fjerne tider [el.: til evig tid].“ — Sl. 133:3.
16. Hvad har Jehova gennem Esajas lovet vedrørende ’hele jordens’ fremtid?
16 Jehova inspirerede Esajas til at profetere om evigt liv på jorden. (Læs Esajas 25:7, 8). Som et ’vævet stykke’ — et tæppe — har synden og døden hvilet som en tung og kvælende byrde på menneskene. Jehova forsikrer sit folk om at synden og døden vil blive opslugt, fjernet, for bestandig „fra hele jorden“.
17. Hvilket profetisk billede viser at Messias ville åbne vejen til evigt liv?
17 Vi kan også henvise til det der ifølge Moseloven skulle ske med bukken for Azazel. Én gang om året, nemlig på forsoningsdagen, skulle ypperstepræsten „lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle Israels sønners misgerninger . . . Og bukken [skulle] på sig bære alle deres misgerninger til et øde land“. (3 Mos. 16:7-10, 21, 22) På samme måde ville Messias ifølge profeten Esajas komme og tage vore „sygdomme“ og „lidelser“ på sig og bære „manges synd“ og således åbne vejen til evigt liv. — Læs Esajas 53:4-6, 12.
18, 19. Hvilket håb understreges i Esajas 26:19 og Daniel 12:13?
18 Gennem Esajas sagde Jehova til sit folk, Israel: „Dine døde skal leve. Mine døde legemer skal opstå. Vågn op og råb af glæde, I støvets beboere! For din dug er som duggen på katostplanterne, og jorden vil bringe de livløse tilbage til verden.“ (Es. 26:19) De Hebraiske Skrifter indeholder et tydeligt håb om en opstandelse til liv på jorden. Da profeten Daniel var næsten 100 år gammel, forsikrede Jehova ham således: „Du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende.“ — Dan. 12:13.
19 På grund af dette håb om en opstandelse kunne Marta sige til Jesus om sin døde bror: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Joh. 11:24) Ændrede Jesu lære og hans disciples inspirerede skrifter noget ved dette håb? Er evigt liv på jorden stadig det håb Jehova tilbyder menneskene? Vi vil få svar på disse spørgsmål i den næste artikel.
[Fodnote]
Kan du forklare?
• På grundlag af hvilket håb blev menneskeskabningen „underlagt frugtesløshed“?
• Hvad viser at Abraham troede på en opstandelse?
• Hvilket håb for menneskene indeholder Elihus ord?
• Hvordan fremgår det af De Hebraiske Skrifter at der er håb om en opstandelse og om evigt liv på jorden?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 5]
Elihus ord til Job giver håb om at menneskene vil blive befriet for at ældes og dø
[Illustration på side 6]
Daniel blev forsikret om at han ville ’stå op til sin lod ved dagenes ende’
