Evigt liv på jorden — et kristent håb?
Evigt liv på jorden — et kristent håb?
„[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.“ — ÅB. 21:4.
1, 2. Hvordan ved vi at mange jøder i det første århundrede nærede håb om at opnå evigt liv på jorden?
EN RIG og fremtrædende ung mand løb hen til Jesus, faldt på knæ for ham og spurgte: „Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ (Mark. 10:17) Den unge mand ville gerne arve evigt liv — men hvor? Som vi har været inde på i den foregående artikel, havde Gud hundreder af år tidligere givet jøderne håbet om en opstandelse og evigt liv på jorden. Dette håb havde mange jøder stadig i det første århundrede.
2 Da Lazarus’ søster Marta mødte Jesus og sagde om sin bror der var død: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag,“ var det uden tvivl opstandelsen til liv på jorden hun tænkte på. (Joh. 11:24) Det er rigtigt at saddukæerne ikke troede på en opstandelse. (Mark. 12:18) Men i bogen Judaism in the First Centuries of the Christian Era [Jødedommen i de første århundreder af den kristne æra] fra 1927 siger forfatteren, George Foot Moore: „Også andre skrifter fra det andet og første århundrede før vor tidsregning vidner om at mange troede at de som var døde i tidligere generationer, ville blive bragt til live igen på jorden ved det imødesete vendepunkt i verdenshistorien.“ Så det den rige unge mand der henvendte sig til Jesus, ønskede at opnå, var evigt liv her på jorden.
3. Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på i denne artikel?
3 I dag er der mange i kristenheden som ikke mener at Jesus og hans disciple forkyndte håbet om evigt liv på jorden. De fleste tror på et liv efter døden i en åndeverden. Derfor har mange den opfattelse at udtrykket ’evigt liv’ i De Kristne Græske Skrifter altid henviser til et liv i himmelen. Men er det rigtigt? Hvad mente Jesus når han talte om evigt liv? Hvad troede hans disciple? Indeholder De Kristne Græske Skrifter håbet om evigt liv på jorden?
Evigt liv „i genskabelsen“
4. Hvad vil finde sted „i genskabelsen“?
4 Bibelen lærer at de salvede kristne vil blive oprejst til liv i himmelen, hvorfra de skal herske over jorden. (Luk. 12:32; Åb. 5:9, 10; 14:1-3) Men når Jesus talte om det evige liv, var det ikke altid kun denne skare han tænkte på. Læg mærke til hvad han sagde til sine disciple efter at den rige unge mand var gået bedrøvet bort da han fik indbydelsen til at forlade alt og blive en Kristi discipel. (Læs Mattæus 19:28, 29). Jesus sagde til sine apostle at de ville være blandt dem der skulle herske som konger og dømme „Israels tolv stammer“, det vil sige resten af menneskeverdenen, dem som skaren i himmelen skulle regere over. (1 Kor. 6:2) Men han talte desuden om en belønning for „enhver“ der følger ham. De vil også „arve evigt liv“. Alt dette vil finde sted „i genskabelsen“.
5. Hvordan vil du forklare hvad „genskabelsen“ er?
5 Hvad mente Jesus med udtrykket „i genskabelsen“? Den danske autoriserede oversættelse af 1948 siger „ved verdensgenfødelsen“, og oversættelsen af 1992 siger „ved verdens genfødelse“. I The Bible — An American Translation er udtrykket oversat med „i den nye verden“. I The Jerusalem Bible hedder det „når alt gøres nyt“, og i The Holy Bible — New International Version er udtrykket oversat med „ved fornyelsen af alle ting“. Eftersom Jesus brugte udtrykket uden at give en nærmere forklaring, havde han uden tvivl den gængse betydning i tanke, nemlig det der havde været jødernes håb i århundreder. Forholdene på jorden ville blive genskabt så de ville blive som de havde været i Edens Have før Adam og Eva syndede. Genskabelsen vil være en opfyldelse af Guds løfte om at ’skabe nye himle og en ny jord’. — Es. 65:17.
6. Hvad fortæller lignelsen om fårene og gederne os om håbet om evigt liv?
6 Jesus talte igen om evigt liv i sit svar på disciplenes spørgsmål om afslutningen på tingenes ordning. (Matt. 24:1-3) „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham,“ sagde han, „da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne.“ De der får en ugunstig dom, skal „gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv“. „De retfærdige“ som får evigt liv, er dem der loyalt støtter Kristi salvede „brødre“. (Matt. 25:31-34, 40, 41, 45, 46) Da de salvede er udvalgt til at skulle regere i det himmelske rige, må „de retfærdige“ være Rigets jordiske undersåtter. Om Jehovas konge siges der: „Han råder fra hav til hav og fra Floden til jordens ender.“ (Sl. 72:8) Han „råder“ over dem der får evigt liv på jorden.
Hvad viser Johannesevangeliet?
7, 8. Hvilke to former for håb må Jesus have haft i tanke da han talte med Nikodemus?
7 Som vi har set i Mattæus-, Markus- og Lukasevangelierne brugte Jesus udtrykket „evigt liv“ ved nogle få lejligheder. I Johannesevangeliet citeres Jesu ord om „evigt liv“ og at „leve evigt“ 17 gange. Lad os undersøge nogle af disse steder for at se hvad Jesus sagde om håbet om evigt liv på jorden.
8 Det første tilfælde hvor Johannes refererer at Jesus talte om evigt liv, er i samtalen med en farisæer ved navn Nikodemus. Han sagde til ham: „Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige.“ De som kommer med i himlenes rige, må „fødes igen“. (Joh. 3:3-5) Men Jesus standsede ikke her. Han talte derefter om det håb som står åbent for hele verden. (Læs Johannes 3:16). Jesus viste hermed at håbet om evigt liv gjaldt både hans salvede disciple som skulle genfødes til liv i himmelen, og mange andre som ville få liv på jorden.
9. Hvilket håb nævnte Jesus over for en samaritansk kvinde?
9 Efter at have talt med Nikodemus i Jerusalem rejste Jesus nordpå, til Galilæa. På vejen traf han en kvinde ved Jakobsbrønden nær Sykar i Samaria. Han sagde til hende: „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ (Joh. 4:5, 6, 14) Dette vand er i overført betydning alle Guds foranstaltninger til at give menneskene evigt liv, også til dem der kommer til at leve på jorden. I Åbenbaringens Bog fortælles det at Gud selv siger: „Enhver der tørster vil jeg frit give af kilden med livets vand.“ (Åb. 21:5, 6; 22:17) Jesus talte altså til den samaritanske kvinde om evigt liv ikke blot for de salvede arvinger til himlenes rige, men også for mennesker som havde et jordisk håb.
10. Hvad sagde Jesus til sine religiøse modstandere om evigt liv efter at have helbredt en mand ved Betzatadammen?
10 Det følgende år var Jesus igen i Jerusalem. Her helbredte han en mand ved Betzatadammen. Der var nogle som kritiserede Jesus for det han gjorde, og dem forklarede han: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ Efter at have fortalt dem at Faderen „har overgivet al dom til Sønnen“, sagde Jesus videre: „Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv.“ Og han sagde også: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Menneskesønnens] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Joh. 5:1-9, 19, 22, 24-29) Jesus fortalte her sine jødiske modstandere at han var den der af Gud var udnævnt til at opfylde jødernes håb om evigt liv på jorden, og at han ville gøre det ved at oprejse de døde.
11. Hvordan ved vi at håbet om evigt liv på jorden er indbefattet i det Jesus talte om, som berettet i Johannes 6:48-51?
11 I Galilæa var der tusinder som begyndte at følge Jesus fordi de ønskede at få brød som han tilvejebragte mirakuløst. Jesus talte til dem om en anden slags brød, „livets brød“. (Læs Johannes 6:40, 48-51). „Det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden,“ sagde han. Jesus gav sit liv ikke blot for dem der skulle herske med ham i det himmelske rige, men også „for verden“, den menneskeverden der kan genløses. „Hvis nogen spiser af dette brød“, det vil sige tror på Jesu offers genløsende kraft, har vedkommende håb om evigt liv. Ja, når Jesus talte om at „leve evigt“, indbefattede det håbet om evigt liv på jorden under Messias’ styre, et håb som jøderne længe havde næret.
12. Hvilket håb havde Jesus i tanke da han sagde til sine modstandere at han ville ’give sine får evigt liv’?
12 Senere, ved indvielseshøjtiden i Jerusalem, sagde Jesus til sine modstandere: „I tror ikke, for I hører ikke til mine får. Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ (Joh. 10:26-28) Talte Jesus kun om liv i himmelen, eller tænkte han også på det evige liv i et paradis på jorden? Jesus havde kort tid forinden trøstet sine disciple med ordene: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:32) Her ved indvielseshøjtiden havde Jesus imidlertid også sagt: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre.“ (Joh. 10:16) Da Jesus ved denne lejlighed talte til sine modstandere, indbefattede hans ord derfor både håbet om himmelsk liv for den „lille hjord“ og håbet om evigt liv på jorden for millioner af „andre får“.
Et håb som ikke krævede nogen forklaring
13. Hvad mente Jesus da han sagde: „Du skal være med mig i Paradiset“?
13 Under sine svære lidelser på marterpælen gav Jesus et uigendriveligt bevis på hvad menneskehedens håb er. En forbryder som var pælfæstet ved siden af ham, sagde: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Jesus gav ham da løftet: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Luk. 23:42, 43) Da manden sandsynligvis var jøde, behøvede han ingen forklaring på hvad „Paradiset“ var. Han kendte til håbet om evigt liv på jorden i en kommende verden.
14. (a) Hvad viser at det var svært for apostlene at forstå hvad det himmelske håb var? (b) Hvornår fik Jesu disciple en klar forståelse af det himmelske håb?
14 Det der krævede en forklaring, var imidlertid det himmelske håb Jesus talte om. Da han talte til disciplene om at han ville gå til Faderen og berede dem en plads, forstod de ikke hvad han mente. (Læs Johannes 14:2-5). „Jeg har meget endnu at sige jer,“ sagde han senere til dem, „men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket. Men når han kommer, sandhedens ånd, vil han lede jer til hele sandheden.“ (Joh. 16:12, 13) Først efter pinsedagen i år 33, da de blev salvet med Guds ånd til at være fremtidige konger, forstod disciplene at de skulle have en trone i himmelen. (1 Kor. 15:49; Kol. 1:5; 1 Pet. 1:3, 4) Håbet om en himmelsk arv var noget nyt for dem, og det blev dét de inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter drejede sig om. Men bekræfter disse breve også menneskehedens håb om evigt liv på jorden?
Hvad siger de inspirerede breve?
15, 16. Hvordan peger Hebræerbrevet og apostelen Peters ord frem til håbet om evigt liv på jorden?
15 I Hebræerbrevet henvender apostelen Paulus sig til sine trosfæller og kalder dem „hellige brødre, som har andel i den himmelske kaldelse“. Han taler imidlertid også om at Gud har underlagt Jesus „den kommende beboede jord“. (Hebr. 2:3, 5; 3:1) I De Kristne Græske Skrifter sigter grundtekstens ord for „den beboede jord“ altid til jorden befolket af mennesker. „Den kommende beboede jord“ må derfor være den fremtidige tingenes ordning på jorden under Jesu Kristi herredømme. Jesus vil da opfylde dette løfte givet af Gud: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Sl. 37:29.
16 Apostelen Peter blev også inspireret til at skrive om menneskehedens fremtid. Han skrev: „De himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ (2 Pet. 3:7) Hvad vil erstatte de nuværende regeringshimle og det onde menneskesamfund som nu eksisterer? (Læs Andet Petersbrev 3:13). De vil blive erstattet af „nye himle“ — Guds messianske rige — og „en ny jord“ — et retfærdigt menneskesamfund af sande tilbedere af Gud.
17. Hvordan beskrives menneskehedens håb i Åbenbaringen 21:1-4?
17 Den sidste bog i Bibelen indeholder det opmuntrende syn af menneskene som er blevet ført frem til fuldkommenhed. (Læs Åbenbaringen 21:1-4). Dette har været troende menneskers håb lige siden Adam og Eva mistede deres fuldkommenhed i Edens Have. Retsindige mennesker vil komme til at leve evigt i et paradis på jorden uden at ældes. Dette håb hviler solidt på både De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter, og det har været til opmuntring og styrke for trofaste Guds tjenere frem til i dag. — Åb. 22:1, 2.
Kan du forklare?
• Hvad mente Jesus med udtrykket „genskabelsen“?
• Hvad talte Jesus med Nikodemus om?
• Hvilket løfte gav Jesus forbryderen der blev pælfæstet i nærheden af ham?
• Hvordan bekræfter Hebræerbrevet og apostelen Peters ord håbet om et evigt liv på jorden?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 8]
Retsindige mennesker vil få evigt liv på jorden
[Illustrationer på side 10]
Hvad mente Jesus når han talte om evigt liv?
