Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et fund af skjulte skatte

Et fund af skjulte skatte

Et fund af skjulte skatte

HAR du nogen sinde fundet en skjult skat på et meget usædvanligt sted? Det var netop hvad Ivo Laud, et Jehovas vidne i Estland, oplevede den 27. marts 2005. Han var ved at hjælpe Alma Vardja, en ældre trosfælle, med at rive et gammelt skur ned. Da de rev ydervæggen ned, lagde de mærke til at der var sat en træplade på den ene side af en stolpe. De fjernede pladen og fandt et hulrum der var omkring 10 centimeter bredt, 1,2 meter højt og 10 centimeter dybt og var dækket med et stykke træ af samme type som stolpen. (1) Et hemmeligt rum med en skjult skat! Hvad bestod skatten af? Og hvem havde gemt den der?

I det hemmelige rum fandt man flere pakker der omhyggeligt var pakket ind i kraftigt papir. (2) Pakkerne indeholdt Jehovas Vidners litteratur, for det meste studieartikler fra Vagttårnet, blandt andet nogle helt tilbage fra 1947. (3) De var omhyggeligt skrevet i hånden på estisk. Ud fra indholdet i nogle af pakkerne kunne man finde ud af hvem der havde gemt tingene. Der var nemlig fortegnelser over de gange Almas mand, Villem Vardja, var blevet forhørt. De fandt også informationer angående de år han havde været i fængsel. Hvorfor var han blevet fængslet?

Villem Vardja var en ansvarsfuld tjener blandt Vidnerne i menigheden i Tartu og senere i Otepää i Estland, en tidligere sovjetrepublik. Han havde åbenbart lært Bibelens sandheder at kende på et tidspunkt før den anden verdenskrig. Nogle år senere, den 24. december 1948, blev broder Vardja arresteret af det kommunistiske styre på grund af sine religiøse aktiviteter. Han blev afhørt og mishandlet af det hemmelige politi i et forsøg på at tvinge ham til at opgive navnene på hans trosfæller. Efter at være blevet nægtet retten til at forsvare sig blev han dømt til at skulle tilbringe ti år i russiske fangelejre.

Villem Vardja var trofast over for Jehova indtil sin død den 6. marts 1990. Hans kone havde ingen anelse om at han havde gemt litteratur. Han har uden tvivl ønsket at beskytte hende i tilfælde af at hun blev forhørt. Hvorfor var han nødt til at gemme litteraturen? Fordi Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste, KGB, ofte kom på uventet besøg i Jehovas Vidners hjem for at lede efter religiøse bøger og blade. Broder Vardja har højst sandsynligt gemt litteraturen for at sikre sig at hans trosfæller havde en forsyning af åndelig føde i tilfælde af at alt andet blev taget med af KGB. I sommeren 1990 blev der fundet andre gemmesteder med litteratur. Et af dem var i Tartu i det sydlige Estland. Også dér var det Villem Vardja der havde skjult litteraturen.

Hvorfor omtale disse papirer som skatte? Fordi de nøje håndskrevne og omhyggeligt skjulte kopier tydeligt viser hvor meget Vidnerne værdsatte den åndelige føde der var tilgængelig på det tidspunkt. (Matt. 24:45) Værdsætter du også de åndelige gaver du kan få i dag? Blandt disse gaver er Vagttårnet, som udkommer på estisk og mere end 170 andre sprog.