Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fiskeri på Galilæas Sø

Fiskeri på Galilæas Sø

Fiskeri på Galilæas Sø

HVORDAN var det at være fisker på Galilæas Sø i det første århundrede? Svaret kaster lys over mange af evangelieberetningerne, for eksempel dem der blev behandlet i den foregående artikel.

Galilæas Sø er en ferskvandssø som er omkring 21 kilometer lang og 12 kilometer bred. Her er der gennem tiden blevet fanget store mængder fisk. Fiskeporten i Jerusalem lå øjensynlig ved et torv hvor der blev solgt fisk. (Nehemias 3:3) Nogle af disse fisk var fanget i Galilæas Sø.

Apostelen Peter kom fra en by ved Galilæas Sø der hed Betsajda, som kan betyde „fiskerhus“. Et stykke tid efter at Jesus havde gået på vandet, tog han sine disciple med til en anden by ved søen; den hed Magadan, eller Magdala. (Mattæus 15:39) Ifølge en skribent kan byens navn på græsk oversættes med „byen som bearbejder fisk“. Byen var kendt for sine store fiskefabrikker hvor man tørrede og saltede fisk — eller lagde dem i saltlage for at fremstille fiskesovs. Denne sovs blev opbevaret i lerkrukker, amforaer. Fiskeprodukterne blev pakket og sandsynligvis sendt til alle dele af Israel, og nogle af varerne blev måske endog sendt til andre lande.

På Jesu tid var mange i Galilæa involveret i at fange, forarbejde og sælge fisk. Man kunne derfor let forledes til at tro at mange i området var økonomisk godt stillet. Men sådan var det ikke nødvendigvis. En forsker siger at fiskeri „ikke var en indbringende privat virksomhed, sådan som nutidens læsere af Det Nye Testamente måske forestiller sig“. Det var en del af „et statsreguleret foretagende som begunstigede samfundets elite“.

Herodes Antipas var indsat af Rom som landsdelshersker, eller vasalfyrste, og herskede over Galilæa. Derfor kontrollerede han landsdelens veje, havne og naturrigdomme, såsom miner, skove, landbrug og fiskeri. Herodes fik de fleste af sine skatteindtægter fra disse naturrigdomme. Vi har ikke detaljerede oplysninger om opkrævning af skatter i Galilæa i det første århundrede. Men det ser ud til at Herodes stort set brugte de samme metoder som grækerne brugte, eller dem som blev benyttet af romerne i de andre østlige provinser. En stor del af overskuddet fra områdets økonomiske aktiviteter og udnyttelsen af dets naturrigdomme er sikkert endt hos eliten og ikke hos det jævne folk, som gjorde det meste af arbejdet.

Skattebyrden

De bedste stykker jord i Galilæa tilhørte på Jesu tid Herodes Antipas’ hus og var opdelt i store jordbesiddelser som han udstykkede og gav til sine stormænd og andre som han begunstigede. Herodes’ undersåtter skulle finansiere de store omkostninger som var forbundet med hans luksuriøse livsstil, ambitiøse byggeprojekter, komplicerede administration og rundhåndede gaver til venner og byer. De skatte- og afgiftsbyrder som folket var underlagt, siges at have været overordentlig tyngende.

Herodes havde også monopol på udnyttelsen af søer og vandløb. Fiskeriet blev enten kontrolleret af Herodes’ omfattende forretningsvirksomhed eller af de folk som sad på de store jordbesiddelser. I områder som var direkte underlagt Herodes, var der overskatteopkrævere — velstående mænd som ved offentlig licitation havde erhvervet retten til at opkræve skatter — der havde bemyndigelse til at indgå en kontrakt med fiskerne om fiskerettighederne. Nogle kommentatorer hævder at fordi Mattæus’ skattekontor lå i Kapernaum — en vigtig fiskelokalitet ved Galilæas Sø — kan noget tyde på at han har arbejdet for disse overskatteopkrævere som en der lokalt „formidlede kongelige fiskerettigheder“. *

Vidnesbyrd fra det første og andet århundrede f.v.t. viser at skatterne i Palæstina for det meste blev betalt i naturalier og ikke i penge. Fiskeretten kostede for nogle erhvervsfiskere mellem 25 og 40 procent af deres fangst. Gamle dokumenter antyder at fiskeriet, i det mindste i nogle af de områder som var under romersk herredømme, blev ved med at være et statsmonopol som inspektører førte tilsyn med. I Pisidien var der en slags fiskeripoliti som kontrollerede at ingen fiskede uden autorisation, og at fiskerne kun solgte deres fangst til autoriserede mellemmænd, eller grossister, som igen blev kontrolleret af staten og beskattet af deres indkomst.

Alle disse kontrolinstanser og skatter betød i sidste ende, ifølge en analytiker, at „kongen eller jordbesidderen fik en stor fortjeneste, mens fiskerne næsten ikke tjente noget“. De der arbejdede i andre erhverv, blev også hårdt beskattet af deres indtægt. Det har aldrig været populært at betale skat. Men den almindelige modvilje mod skatteopkræverne som man kan læse om i evangelierne, blev uden tvivl forstærket af at de uærlige og grådige skatteopkrævere berigede sig selv ved at opkræve for meget i skat. — Lukas 3:13; 19:2, 8.

Fiskerne i evangelierne

Ifølge evangelieberetningerne havde Simon Peter partnere i sin fiskerivirksomhed. De der kom for at hjælpe Peter med at få trukket den mirakuløse fangst om bord, var hans „partnere i den anden båd“. (Lukas 5:3-7) Forskere forklarer at „fiskerne kunne oprette ’kooperativer’ så de kunne give tilbud på fiskekontrakter eller fiskerettigheder“. Måske har det været på den måde at Zebedæus’ sønner samt Peter, Andreas og deres partnere fik autorisation til at drive fiskerivirksomhed.

Bibelen fortæller ikke om disse galilæiske fiskere selv ejede deres både og fiskeudstyr. Nogle mener at de gjorde. For eksempel siges der at Jesus gik om bord i en båd, „nemlig Simons“. (Lukas 5:3) En faglig artikel om emnet siger imidlertid at „det i det mindste er muligt at det rent faktisk var skatteopkræverne der ejede de både som kooperativet brugte“. Hvad enten dette er tilfældet eller ej, taler Bibelen om at Jakob og Johannes reparerede deres net. Fiskerne skulle sandsynligvis også forhandle om prisen når deres fangst skulle sælges, og fra tid til anden måtte de hyre daglejere.

At være fisker i Galilæa i det første århundrede indebar langt mere end man måske umiddelbart forestiller sig. Fiskerierhvervet var en del af et kompliceret økonomisk system. Når man med den baggrundsviden læser evangelierne og Jesu ord om fiskeri og fiskere, får man en dybere forståelse af beretningerne. Desuden hjælper disse oplysninger os til bedre at forstå hvor stor en tro Peter, Andreas, Jakob og Johannes har haft. Fiskeri var deres næringsvej. Uanset hvordan deres økonomiske forhold var da Jesus kaldte dem til at være apostle, så forlod de straks det erhverv som de kendte — og som gav dem en sikker indkomst — for at blive „menneskefiskere“. — Mattæus 4:19.

[Fodnote]

^ par. 9 Apostelen Peter flyttede åbenbart fra Betsajda til Kapernaum, hvor han drev fiskerivirksomhed sammen med sin bror, Andreas, og Zebedæus’ sønner. Jesus boede også et stykke tid i Kapernaum. — Mattæus 4:13-16.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hulesøen

Betsajda

Kapernaum

Magadan

Galilæas Sø

Jerusalem

Det Døde Hav

[Kildeangivelse]

Todd Bolen/​Bible Places.com

[Kildeangivelse på side 26]

Todd Bolen/​Bible Places.com