Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Deres boligforhold

Deres boligforhold

Livet på de første kristnes tid

Deres boligforhold

’Jeg holdt mig ikke tilbage fra at undervise jer offentligt og fra hus til hus.’ — APOSTELGERNINGER 20:20.

FORESTIL dig at du er kommet gennem en solid port og nu befinder dig i en by i det første århundrede. Som mange andre byer ligger den højt. Den øvre del af byen er bygget på et højdedrag længere fremme. Adskillige luksuriøse hvide villaer, hvoraf mange har muromkransede haver, glinser i solen. Det er her de rige bor. Nede på skråningen kommer flere huse i forskellige størrelser og stilarter til syne. Disse store fleretages stenhuse hvor middelklassens købmænd og jordbesiddere bor, ligger langs de brolagte gader. Længere nede i dalen ligger de fattigere områder. De farveløse, firkantede huse her er små og står tæt op ad hinanden i smalle gyder eller ligger i klynger rundt om små gårdspladser.

Mens du går ad de tæt befærdede gader, vækkes dine sanser af forskellige lyde og lugte. Kvinder laver mad der fylder luften med krydrede dufte. Du hører lyden af husdyr og af børn der leger. Mænd er travlt optaget af deres arbejde på støjende, ildelugtende værksteder.

Disse huse dannede rammen om de kristne familiers tilværelse. Her levede man det daglige liv, tilbad Gud og blev oplært i hans ord.

De mindre huse Som det er tilfældet i dag, var folks boliger forskellige i størrelse og type alt efter beliggenhed og familiens økonomiske forhold. De mindste huse (1) bestod af ét trangt, mørkt rum, hvor der boede en hel familie. Mange små huse var bygget af soltørrede muddersten. Andre var bygget af groft tilhuggede sten. Begge typer huse var som regel opført på et stenfundament.

Væggene var pudsede, og gulvene var belagt med materialer der krævede konstant vedligeholdelse. Der var mindst én lille åbning i taget eller muren hvor røgen fra køkkenet kunne slippe ud. Af inventar var der kun det allermest nødvendige.

Huset havde et jordtag der hvilede på et lag af grene, siv og kviste der lå hen over træbjælker støttet af stolper. Jordtaget blev dækket af ler som blev pudset sådan at overfladen blev nogenlunde vandtæt. Som regel kom man op på taget ad en udvendig stige.

Trods den begrænsede plads var kristne hjem behagelige steder at opholde sig, og her kunne selv en fattig familie trives og have et rigt åndeligt liv.

Middelklassen I middelklassens større toetages stenhuse (2) var der et gæsteværelse. (Markus 14:13-16; Apostelgerninger 1:13, 14) I dette store værelse ovenpå kunne man holde møder, og det blev ofte brugt under højtiderne. (Apostelgerninger 2:1-4) Disse huse og også købmændenes og jordbesiddernes større huse (3) var opført af kalkstensblokke med kalkmørtel imellem. De stenbelagte gulve og vægge var pudsede, mens ydermurene var hvidtede.

Man kom op til de øverste værelser og taget via en trappe. Alle flade tage var omkranset af et rækværk eller en brystning for at forhindre at nogen faldt ned, eller at der skete andre ulykker. (5 Mosebog 22:8) På den varmeste tid af dagen kunne taget være et behageligt sted at opholde sig under en skyggefuld overdækning. Her kunne man studere, meditere, bede eller hvile sig. — Apostelgerninger 10:9.

Disse solide bygninger husede ofte storfamilier og havde store opholdsrum, separate soveværelser og et større køkken- og spiseområde.

De mere luksuriøse huse De huse der var bygget i romersk stil (4), varierede meget i størrelse og udformning. Rummelige værelser lå omkring en stor spisestue (triclinium), som var midtpunkt for familiens aktiviteter. Nogle af husene havde to eller tre etager (5) og kunne have smukke, muromkransede haver.

De mere luksuriøse boliger kan have været indrettet med smukt forarbejdede møbler, nogle med indlagt elfenben og guld. Disse huse havde bekvemmeligheder som rindende vand og badefaciliteter. Gulvene kan have været af træ eller flerfarvet marmor, og væggene var ofte beklædt med cedertræ. Man brugte kulbækkener til opvarmning. Af sikkerhedsgrunde blev der opsat gitre, ofte af træ, i vinduesåbningerne, og gardiner gav et vist mål af privatliv. Under vinduerne kunne der være udhugget siddepladser i de tykke stenmure. — Apostelgerninger 20:9, 10.

De første kristne var gæstfri og rede til at dele det de havde, med andre — uanset størrelsen og udformningen af deres huse. Det var derfor ikke noget problem for rejsende tilsynsmænd at finde en kærlig og gæstfri familie de kunne bo hos under deres ophold og tjeneste i en by eller landsby. — Mattæus 10:11; Apostelgerninger 16:14, 15.

„Simons og Andreas’ hjem“ Jesus blev varmt modtaget i „Simons og Andreas’ hjem“. (Markus 1:29-31) Disse fiskere har måske boet i et hus i en klynge af beskedne boliger (6) der lå omkring en brolagt gårdsplads.

I sådanne huse vendte døre og vinduer ud til gårdspladsen, der ofte var stedet hvor hverdagens aktiviteter foregik, derunder madlavning, bagning, kornmaling, spisning og socialt samvær.

De enetages huse i Kapernaum var bygget af utilhugget basalt (en vulkansk bjergart) fra området. De udvendige trapper førte op til et fladt tag der var lavet af ler eller teglsten som var lagt ud over spær og strå der hvilede på bjælker. (Markus 2:1-5) Gulvene var stenbelagte og ofte dækket af vævede tæpper.

Rækker af huse dannede gader og stræder langs Galilæas Sø. Kapernaum var et ideelt sted at bo for dem der levede af fiskeri.

„Fra hus til hus“ Husene som de kristne i det første århundrede boede i, var altså vidt forskellige — fra enkeltrumshuse opført af soltørrede muddersten til store, luksuriøse stenvillaer.

Disse huse var ikke kun et sted hvor familien havde tag over hovedet. Hjemmet var også det sted hvor man lærte om Gud og i fællesskab tilbad ham. De kristne mødtes i private hjem for at studere Skrifterne og nyde hinandens samvær. Det de lærte her, gjorde de god brug af når de udførte deres allervigtigste arbejde, nemlig at forkynde og undervise „fra hus til hus“ i hele Romerriget. — Apostelgerninger 20:20.