Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen forandrer folks liv

Bibelen forandrer folks liv

Bibelen forandrer folks liv

HVAD fik en rastafarianer til at klippe sine dreadlocks af og overvinde sin fordom mod de hvide? Og hvordan blev det muligt for en voldelig ung mand der opkrævede penge for narkohandlere, at ændre sin livsstil? Læg mærke til hvad de selv fortæller.

„Jeg overvandt endog min fordom.“ — HAFENI NGHAMA

ALDER: 34

FØDESTED: ZAMBIA

FORTID: RASTAFARIANER

MIN BAGGRUND: Jeg er født i en flygtningelejr i Zambia. Min mor var flygtet fra Namibia mens der var krig, og havde sluttet sig til uafhængighedsbevægelsen SWAPO (South West Africa People’s Organization). Denne bevægelse kæmpede mod det sydafrikanske styre der dengang havde magten i Namibia.

Jeg boede i forskellige flygtningelejre de første 15 år af mit liv. Unge i SWAPO-lejrene blev trænet som pionerer inden for uafhængighedsbevægelsen. Vi blev udsat for politisk indoktrinering og lærte at hade de hvide.

Da jeg var 11 år, ville jeg gerne konfirmeres som kristen i en kirke i lejren hvor katolikker, lutheranere, anglikanere og andre holdt gudstjenester sammen. Men da jeg havde talt med en præst, ombestemte jeg mig. Fra da af begyndte jeg at hælde til ateismen. I en alder af 15 fik min kærlighed til reggaemusikken og mit ønske om at rette op på nogle af de uretfærdigheder de sorte led under, mig imidlertid til at gå ind i rastafaribevægelsen. Jeg lod håret vokse og fik dreadlocks, røg marihuana, holdt op med at spise kød og kæmpede for de sortes frihed. Jeg ændrede dog ikke min umoralske livsstil eller holdt op med at se voldelige film. Og jeg blev ved med at have et vulgært sprog.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: I 1995, da jeg var omkring 20, begyndte jeg at tænke alvorligt over hvad jeg ville med mit liv. Jeg studerede alle de rastafari-bøger jeg kunne få fat i. Nogle af dem henviste til Bibelen, men forklaringerne gav ingen mening for mig. Jeg besluttede derfor at læse Bibelen selv.

Senere gav en af mine rastafari-venner mig en bibelstudiebog udgivet af Jehovas Vidner. På egen hånd gik jeg i gang med at studere Bibelen ved hjælp af denne bog.

Det lykkedes mig med stort besvær at holde op med at ryge og drikke. (2 Korinther 7:1) Jeg gjorde noget ved min soignering, klippede mine dreadlocks af, holdt op med at se pornografiske og voldelige film og at bruge et vulgært sprog. (Efeserne 5:3, 4) Med tiden overvandt jeg endog min fordom mod de hvide. (Apostelgerninger 10:34, 35) Disse ændringer betød at jeg måtte skille mig af med racistisk musik og holde op med at omgås mine tidligere venner, der søgte at få mig til at vende tilbage til min gamle livsform.

Efter at have gjort disse forandringer fandt jeg frem til en af Jehovas Vidners rigssale og sagde at jeg gerne ville være et Jehovas vidne. Der blev oprettet et bibelstudium med mig. Da jeg besluttede at lade mig døbe, blev min familie ikke særlig begejstret. Min mor sagde at det var i orden at jeg valgte en hvilken som helst „kristen“ religion, bare ikke Jehovas Vidner. Og en af mine slægtninge, der var et fremtrædende medlem af regeringen, blev ved med at kritisere mig for at komme sammen med Jehovas Vidner.

Noget der hjalp mig til at klare modstand og latterliggørelse, var at lære hvordan Jesus var over for mennesker, og hvordan jeg kunne anvende hans råd og vejledning. Da jeg sammenlignede det Jehovas Vidner lærer, med det Bibelen siger, blev jeg overbevist om at jeg havde fundet den sande tro. For eksempel følger de Bibelens påbud om at forkynde for andre. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 15:14) Og de blander sig ikke i politik. — Salme 146:3, 4; Johannes 15:17, 18.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Da jeg lærte at leve efter Bibelens normer, hjalp det mig på flere måder. For eksempel sparede jeg flere tusind kroner hver måned ved at holde op med at ryge marihuana. Jeg har heller ikke længere hallucinationer, og jeg har fået det bedre mentalt og fysisk.

Mit liv har nu den mening og hensigt som jeg havde længtes efter siden jeg var helt ung. Og som det vigtigste føler jeg at det er lykkedes mig at komme nær til Gud. — Jakob 4:8.

„Jeg har lært at styre min vrede.“ — MARTINO PEDRETTI

ALDER: 43

FØDESTED: AUSTRALIEN

FORTID: NARKOHANDLER

MIN BAGGRUND: Min familie flyttede meget omkring under min opvækst. Jeg boede i forskellige småbyer, en storby og i en periode også på en aboriginsk missionsstation inde i landet. Jeg har nogle gode minder fra denne tid sammen med mine fætre og kusiner og morbrødre; vi fiskede, gik på jagt, lavede boomeranger og andet træskærerarbejde.

Min far var bokser, og fra jeg var helt lille, lærte han mig at slås. Vold blev derfor en livsstil for mig. I mine teenageår brugte jeg meget tid på at sidde og drikke på barer. Mine venner og jeg var hele tiden ude på at komme i slagsmål. Udstyret med knive og baseballkøller kunne vi gå til angreb på 20 eller flere ad gangen.

Jeg tjente penge ved at sælge stoffer samt varer der var stjålet af havnearbejdere. Jeg opkrævede også penge for narkohandlere og truede om nødvendigt folk med et haglgevær eller en pistol. Mit mål var at blive lejemorder. Og mit valgsprog var: Dræb, eller bliv dræbt.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Under min opvækst havde jeg hørt om Jehovas Vidner. Da jeg var først i tyverne, spurgte jeg min mor om hun vidste hvor jeg kunne finde dem. To dage senere bankede et Jehovas vidne ved navn Dixon på min dør. Efter at vi havde talt sammen et stykke tid, inviterede han mig til et af Jehovas Vidners møder. Jeg tog med til dette møde og har nu overværet møderne i over 20 år. Alle de spørgsmål jeg havde, kunne Vidnerne besvare ud fra Bibelen.

Jeg glædede mig over at lære at Jehova interesserer sig for enkeltpersoner, selv for de gudløse. (2 Peter 3:9) Det gik op for mig at han er en kærlig Fader der vil tage sig af mig, selv når ingen andre vil. Jeg var også lettet over at finde ud af at han ville tilgive mine synder hvis jeg ændrede kurs. Ordene i Efeserbrevet 4:22-24 havde en stor indvirkning på mig. Disse vers opmuntrede mig til at ’aflægge den gamle personlighed og iføre mig den nye som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje’.

Det tog mig nogen tid at ændre min måde at leve på. Jeg rørte ikke stoffer hele ugen, men i weekenderne, når jeg var sammen med mine venner, faldt jeg i. Jeg erkendte at jeg blev nødt til at komme væk fra min omgangskreds hvis jeg ville rette op på mit liv, og besluttede derfor at flytte til en anden stat. Nogle af mine venner tilbød at gøre mig selskab på turen, og det gik jeg med til. Undervejs begyndte de at ryge marihuana og tilbød også mig noget. Jeg sagde til dem at jeg var ved at lægge mine gamle vaner bag mig, og vore veje skiltes da vi kom til grænsen. Senere fandt jeg ud af at mine venner kort efter røvede en bank med et oversavet haglgevær.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Da jeg først havde afbrudt kontakten med disse kammerater, var det meget lettere for mig at foretage de nødvendige forandringer i mit liv. I 1989 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Senere begyndte min søster, min mor og min far alle at tjene Jehova sammen med mig.

Jeg har nu været gift i 17 år og har tre dejlige børn. Jeg har lært at styre min vrede, selv når jeg bliver provokeret, og jeg har lært at elske mennesker af alle stammer, racer og tungemål. (Åbenbaringen 7:9) Jeg føler at Jesu ord har vist sig at være sande i mit tilfælde: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:31, 32.

[Tekstcitat på side 19]

Disse ændringer betød at jeg måtte skille mig af med racistisk musik

[Tekstcitat på side 20]

Mine venner og jeg var hele tiden ude på at komme i slagsmål. Udstyret med knive og baseballkøller kunne vi gå til angreb på 20 eller flere ad gangen