Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Han lærte tilgivelse af Jesus

Han lærte tilgivelse af Jesus

Efterlign deres tro

Han lærte tilgivelse af Jesus

PETER ville aldrig kunne glemme det forfærdelige øjeblik hvor deres øjne mødtes. Så han en antydning af skuffelse eller bebrejdelse i Jesu blik? Det kan vi ikke vide; den inspirerede beretning siger kun at „Herren vendte sig og så på Peter“. (Lukas 22:61) Men dette ene blik fik Peter til at forstå hvor alvorligt han var kommet til kort. Det gik op for ham at han havde gjort præcis det Jesus havde forudsagt, og som han havde bedyret at han aldrig ville gøre — han havde fornægtet sin elskede Herre. Peter var meget, meget langt nede. Det var den værste dag og måske de værste sekunder i hans liv.

Alt var dog ikke tabt. Peter var et menneske med en stærk tro, og derfor var det stadig muligt for ham at komme på fode igen og lære af en af de vigtigste lektioner Jesus gav. Den havde at gøre med tilgivelse. Hver enkelt af os har brug for at lære det samme som Peter, så lad os se hvordan han klarede denne vanskelige proces.

En mand der havde meget at lære

Et halvt års tid forinden havde Peter henvendt sig til Jesus i sin hjemby Kapernaum og spurgt: „Herre, hvor mange gange skal min broder synde imod mig og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?“ Peter syntes sikkert at han var meget storsindet. Ifølge de religiøse ledere på den tid skulle man nemlig kun tilgive tre gange! Jesus svarede: „Ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange.“ — Mattæus 18:21, 22.

Foreslog Jesus at Peter skulle føre nøje regnskab over hvor mange gange andre forsyndede sig mod ham? Nej; ved at ændre Peters 7 gange til 77 gange sagde han derimod at der ikke er nogen øvre grænse for hvor mange gange man skal tilgive. Jesus antydede at Peter var blevet påvirket af en hårdhjertet og uforsonlig indstilling der var almindeligt udbredt dengang, og hvor man havde den holdning at tilgivelse skulle udmåles i bedste bogholderstil. Guds tilgivelse er imidlertid omfattende og storsindet.

Peter gav sig ikke til at argumentere med Jesus. Men nåede Jesu ord virkelig hans hjerte? Som regel lærer man mest om tilgivelse når man erkender hvor desperat et behov man selv har for at blive tilgivet. Lad os nu vende tilbage til de begivenheder der gik lige forud for Jesu død. I disse vanskelige timer gjorde Peter mange ting som krævede hans Herres tilgivelse.

Et stadig større behov for tilgivelse

Det var en betydningsfuld aften — den sidste aften i Jesu jordiske liv. Der var stadig meget Jesus gerne ville lære sine disciple — blandt andet om ydmyghed. Han var et godt eksempel ved ydmygt at vaske deres fødder, hvilket normalt var en opgave som den ringeste tjener tog sig af. Til at begynde med undrede Peter sig over det Jesus gjorde. Dernæst afslog han at få sine fødder vasket. Og til sidst insisterede han på at Jesus ikke blot skulle vaske hans fødder, men også hans hænder og hans hoved! Jesus mistede ikke tålmodigheden, men forklarede stille og roligt vigtigheden og betydningen af det han gjorde. — Johannes 13:1-17.

Kort tid efter begyndte apostlene imidlertid at skændes om hvem af dem der var størst. Uden tvivl spillede Peter en rolle i dette pinlige optrin der udsprang af menneskelig stolthed. Jesus gav dem kun en mild tilrettevisning og roste dem samtidig for det de havde gjort godt — at de trofast havde holdt sig til deres Herre. Han forudsagde dog at de alle ville forlade ham. Peter svarede at han ville blive hos Jesus om det så skulle koste ham livet. Men Jesus sagde at Peter tværtimod ville fornægte sin Herre tre gange den selv samme nat før en hane havde galet to gange. Det fik ikke blot Peter til at modsige Jesus, men også til pralende at sige at han ville vise sig mere trofast end alle de andre apostle. — Mattæus 26:31-35; Markus 14:27-31; Lukas 22:24-28.

Var Jesus tæt på at miste tålmodigheden med Peter? Nej, i disse svære timer blev han ved med at fokusere på de gode egenskaber hos sine ufuldkomne apostle. Selvom han vidste at Peter ville svigte ham, sagde han: „Jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte; og du, når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.“ (Lukas 22:32) Jesus viste altså at han havde tillid til at Peter ville genvinde sin åndelige sundhed og genoptage sin trofaste tjeneste. Et fantastisk eksempel på en venlig og tilgivende indstilling!

Da de senere befandt sig i Getsemane Have, måtte Jesus irettesætte Peter mere end én gang. Jesus havde bedt både ham og Jakob og Johannes om at holde sig vågne mens han bad. Jesus var i dødsangst og havde brug for støtte, men Peter og de andre faldt i søvn den ene gang efter den anden. Alligevel kom Jesus med denne medfølende udtalelse som afspejlede hans tilgivelse: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ — Markus 14:32-38.

Inden længe dukkede en pøbelskare op, bevæbnet med sværd og køller. Nu var der brug for dømmekraft og forsigtighed. Men Peter trak impulsivt sit sværd mod en af mændene, ypperstepræstens træl Malkus, og huggede hans ene øre af. Stille og roligt irettesatte Jesus Peter, helbredte manden og fremsatte et princip om ikke at gribe til vold, et princip som hans disciple lader sig lede af den dag i dag. (Mattæus 26:47-55; Lukas 22:47-51; Johannes 18:10, 11) Peter havde allerede gjort meget som hans Herre måtte tilgive ham. Hans situation minder os om at ’vi alle fejler mange gange’. (Jakob 3:2) Hvem af os har ikke hver eneste dag brug for at Gud tilgiver os? For Peter var natten dog langtfra forbi. Det værste lå stadig forude.

Peters alvorligste svigt

Jesus sagde til pøbelen at hvis det var ham de søgte, skulle de lade apostlene gå. Hjælpeløst så Peter til mens Jesus blev bundet, og derefter flygtede både han og de andre apostle.

Peter og Johannes standsede op, måske i nærheden af den tidligere ypperstepræst Annas’ hus, hvor Jesus første gang blev forhørt. Da Jesus blev ført væk derfra, fulgte Peter og Johannes efter, men „i god afstand“. (Mattæus 26:58; Johannes 18:12, 13) Peter var ikke nogen kujon. Bare det at følge efter krævede en god portion mod. Pøbelen var jo bevæbnet, og Peter havde allerede såret en mand. Men alligevel afspejlede Peters handlemåde her ikke den loyale kærlighed han havde erklæret ved at sige at han var villig til at dø sammen med sin Herre hvis det blev nødvendigt. — Markus 14:31.

Ligesom Peter prøver mange i dag at følge Kristus „i god afstand“ — på en sådan måde at ingen lægger mærke til det. Men som Peter selv skrev på et senere tidspunkt, kan man i realiteten kun følge Kristus ved at holde sig så nær til ham som muligt og efterligne hans eksempel i alt uanset konsekvenserne. — 1 Peter 2:21.

Da Peter forsigtigt fulgte efter Jesus, kom han til sidst op til porten der førte ind til et af Jerusalems mest imponerende palæer. Her boede den rige og magtfulde ypperstepræst, Kajfas. Boliger som hans var sædvanligvis bygget omkring en gårdsplads med en indgangsport. Peter nåede hen til porten, men blev nægtet adgang. Johannes, der allerede var inde i gården, kom og fik dørvogtersken til at lukke Peter ind. Åbenbart holdt Peter sig ikke tæt til Johannes, og han prøvede heller ikke at komme ind i huset for at støtte sin Herre. Han blev på gårdspladsen, hvor nogle trælle og tjenere tilbragte de kølige nattetimer foran en klar ild, mens de betragtede de falske vidner mod Jesus der gik ind og ud under retssagen inde i huset. — Markus 14:54-57; Johannes 18:15, 16, 18.

I lysskæret fra ilden kunne pigen der havde lukket Peter ind gennem porten, bedre se hans ansigt. Hun genkendte ham og sagde anklagende: „Du var også sammen med Jesus Galilæeren!“ Peter, der blev helt overrumplet, benægtede at han kendte Jesus, og lod som om han slet ikke vidste hvad pigen snakkede om. Han gik hen i nærheden af porten for at undgå opmærksomhed, men en anden pige lagde mærke til ham og sagde også: „Den mand dér var sammen med Jesus Nazaræeren.“ Peter svor: „Jeg kender ikke det menneske!“ (Mattæus 26:69-72) Måske var det efter at Peter her anden gang havde fornægtet Jesus, at han hørte en hane gale, men han var helt ude af sig selv og huskede derfor ikke på den profeti Jesus havde udtalt blot nogle timer forinden.

Kort tid efter, da Peter stadig desperat forsøgte at undgå opmærksomhed, kom nogle mennesker hen imod ham. En af dem var i familie med trællen Malkus, som Peter havde såret med sit sværd. Han sagde til Peter: „Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?“ Peter følte sig trængt op i en krog og ville gøre alt for at overbevise folkene om at de tog fejl. Han svor derfor på at han talte sandt, åbenbart ved at sige at der skulle komme en forbandelse over ham hvis han løj. Ordene var knap nok kommet ud af Peters mund før han hørte en hane gale — for anden gang den nat. — Johannes 18:26, 27; Markus 14:71, 72.

Jesus var lige kommet ud på en balkon der vendte ud mod gården. I dette øjeblik så han ned på Peter, og deres øjne mødtes, som beskrevet i indledningen. Pludselig stod det lyslevende for Peter hvor alvorligt han havde svigtet sin Herre. Helt knust af skyldfølelse forlod han gårdspladsen. Han gik ud i byens gader, og hans skridt blev oplyst af fuldmånen der var på vej ned. Hans syn sløredes da tårerne vældede frem. Han brød sammen og græd bitterligt. — Markus 14:72; Lukas 22:61, 62.

Efter et sådant fejltrin er det meget let at få følelsen af at ens synd er alt for alvorlig til at kunne blive tilgivet. Sådanne tanker har sikkert også plaget Peter. Kunne han tilgives?

Var det muligt for Peter at blive tilgivet?

Det er svært helt at sætte sig ind i den smerte Peter må have følt da morgenen gryede og dagens begivenheder efterhånden tog fart. Hvor må han have haft mange selvbebrejdelser da Jesus døde samme eftermiddag efter at have lidt i timevis! Peter må have gyst ved tanken om at han havde bidraget til Jesu lidelser på den dag der viste sig at blive den sidste dag i hans liv som menneske. Trods dyb sorg lod Peter sig ikke helt overvælde af fortvivlelse. Det ved vi fordi vi snart igen finder ham sammen med sine brødre. (Lukas 24:33) Der er ingen tvivl om at alle apostlene fortrød deres reaktion denne dystre nat, og de trøstede hinanden så godt de kunne.

Faktisk viser denne beretning os en meget stærk side hos Peter. Når en tjener for Gud snubler og falder, er det der betyder mest, ikke hvor dybt han er faldet, men hvor besluttet han er på at rejse sig igen og få rettet op på situationen. (Ordsprogene 24:16) Peter viste ægte tro ved at mødes med sine brødre trods sin nedtrykthed. Når man er dybt bedrøvet eller tynget af anger, er det fristende at holde sig for sig selv, men det er farligt. (Ordsprogene 18:1) Det klogeste er at holde sig tæt til sine trosfæller og genvinde sin åndelige styrke. — Hebræerne 10:24, 25.

Fordi Peter var sammen med sine åndelige brødre, hørte han den chokerende melding om at Jesu legeme ikke lå i graven. Peter og Johannes løb hen til den grav hvor Jesus var blevet lagt og indgangen forseglet. Johannes, der sikkert var den yngste, kom først. Da han så at indgangen til graven var åben, tøvede han. Men det gjorde Peter ikke. Selvom han var forpustet, gik han straks ind. Graven var tom! — Johannes 20:3-9.

Troede Peter at Jesus var blevet oprejst? Ikke lige med det samme, selvom nogle trofaste kvinder fortalte dem at engle havde vist sig for dem og meddelt at Jesus var blevet oprejst fra de døde. (Lukas 23:55–24:11) Men sidst på dagen var alle spor af sorg og tvivl i Peters hjerte væk. Jesus var i live, nu som en mægtig åndeskabning! Han viste sig for alle sine apostle. Men han gjorde noget andet inden da, noget der foregik under fire øjne. Apostlene sagde samme dag: „Herren er virkelig blevet oprejst og har vist sig for Simon!“ (Lukas 24:34) Og apostelen Paulus skrev senere om denne bemærkelsesværdige dag at Jesus „viste sig for Kefas, så for de tolv“. (1 Korinther 15:5) Kefas og Simon er andre navne for Peter. Altså viste Jesus sig for Peter denne dag — sandsynligvis på et tidspunkt da han var alene.

Måske forblev detaljerne fra dette rørende møde mellem Jesus og Peter; i hvert fald nævner Bibelen ikke mere om det. Vi kan kun tænke os til hvor bevæget Peter må have været over at se sin elskede Herre i live igen og få mulighed for at give udtryk for sin bedrøvelse og anger. Det han ønskede mest af alt, var at blive tilgivet. Der er nok ingen tvivl om at Jesus tilgav Peter, og det i overmål. Kristne i dag der begår et fejltrin, må huske på beretningen om Peter. Vi må aldrig tro at Gud ikke vil kunne tilgive os. Jesus afspejlede til fuldkommenhed sin Fader, der „vil tilgive i rigt mål“. — Esajas 55:7.

Flere vidnesbyrd om at Peter blev tilgivet

Jesus gav sine apostle besked på at tage til Galilæa, hvor de ville møde ham igen. Da de kom dertil, bestemte Peter sig for at tage ud på Galilæasøen og fiske. Flere af de andre tog med ham. Nu befandt Peter sig igen på den sø hvor han tidligere havde tilbragt meget af sin tid. Bådens knirkende lyde, bølgeskvulpene og de groftvævede net mellem hænderne må alt sammen have føltes trygt og velkendt. Mon han i løbet af denne nat gjorde sig tanker om hvilken retning hans liv skulle tage nu hvor Jesu jordiske tjeneste var slut? Virkede det enkle liv som fisker tillokkende på ham? Uanset hvad fangede de ingen fisk den nat. — Mattæus 26:32; Johannes 21:1-3.

Ved daggry var der imidlertid en skikkelse inde på bredden der kaldte på dem og rådede dem til at kaste deres net ud på den anden side af båden. De fulgte rådet og fik en stor fangst på 153 fisk! Nu vidste Peter hvem personen på bredden var, og han sprang straks i vandet og svømmede i land. På stranden havde Jesus tilberedt nogle fisk til dem over en trækulsild. Han rettede sin opmærksomhed mod Peter.

Jesus spurgte Peter om han elskede sin Herre „mere end disse“ — idet han sikkert pegede på den store fiskefangst. Ville Peters hjerte være splittet mellem kærlighed til fiskeriet og kærlighed til Jesus? Ligesom Peter tre gange havde fornægtet sin Herre, gav Jesus ham nu mulighed for tre gange at bekræfte sin kærlighed til ham mens hans venner hørte det. For hver gang Peter gjorde det, fortalte Jesus ham hvordan han skulle vise denne kærlighed: ved at give Kristi får, eller trofaste disciple, føde og være hyrde for dem og på denne måde sætte tjenesten for Gud over alt andet. — Johannes 21:4-17.

Jesus bekræftede hermed at Peter stadig kunne bruges af både ham og hans Fader. Peter skulle udfylde en vigtig plads i menigheden under Kristi ledelse. Det må siges at være et stærkt vidnesbyrd om at Jesus havde tilgivet ham helt og fuldt! Jesu barmhjertighed har ikke kunnet undgå at røre Peter, og det var noget der kom til at præge ham fremover.

I mange år udførte Peter trofast den opgave han havde fået betroet. Han styrkede sine brødre, som Jesus havde givet ham påbud om den aften han døde. Venligt og tålmodigt virkede Peter som hyrde for Kristi disciple og gav dem føde. Manden Simon kom til at leve op til det navn Jesus gav ham — Peter, eller Klippestykke — ved at blive en stabil, stærk og pålidelig støtte i menigheden. Det fremgår blandt andet af de to varme, personlige breve Peter skrev, og som blev en skattet del af Bibelen. Disse breve viser desuden at Peter aldrig glemte den lektion i tilgivelse han fik af Jesus. — 1 Peter 3:8, 9; 4:8.

Vi kan også lære noget af den lektion Peter fik. Beder vi hver dag Gud om tilgivelse for de mange fejl vi begår? Er vi så også villige til at tage imod hans tilgivelse, og tror vi på at det er muligt at blive renset for synd? Og er vi selv tilgivende over for andre? Hvis det er tilfældet, efterligner vi Peters tro — og hans Herres barmhjertighed.

[Tekstcitat på side 22]

Peter gjorde meget som hans Herre måtte tilgive ham, men hvem af os har ikke hver eneste dag brug for tilgivelse?

[Illustration på side 23]

„Herren vendte sig og så på Peter“

[Illustration på side 24]

’Herren viste sig for Simon!’