Et brev fra Grenada

En dag på stranden

HVIS du nogen sinde fik tildelt et missionærdistrikt i et fremmed land, ville du nok opleve at spændingen næsten ikke var til at bære. Som et lille nysgerrigt barn der gør store øjne, ville du spekulere over hvilke mennesker, omgivelser og oplevelser der ventede dig i distriktet.

Da min kone og jeg blev sendt til øen Grenada, der har en fantastisk kyststrækning med omkring 45 strande, kunne vi ikke lade være med at tænke på hvordan disse strande ville være. Snart skulle vi opleve en skøn dag på en af dem, men vores glæde havde mere med mennesker at gøre end med sol og bølger.

Stranden, Grand Anse Beach, ligger kun en kort køretur fra vores hjem i Grenada, men det er en meget smuk tur. Vejen bugter sig og giver os mulighed for at betragte nogle af de skønneste landskaber man kan forestille sig. Bakkeskråningerne er grønne og frodige. I næsten hvert eneste sving bliver vi mødt af et imponerende syn af bjerge, regnskove, vandfald og glitrende hav. Det er ikke så mærkeligt at turister fra hele verden kommer hertil. Udsigten er så smuk at en der kører bil, må passe på ikke at blive distraheret. Vejene snor sig, og til tider er der så lidt plads at man spekulerer over hvordan man kan undgå at støde ind i et modgående køretøj.

Vi ankom til et kongrescenter der ligger langs vejen ved Grand Anse Beach. Snart var vi en gruppe på næsten 600 Jehovas Vidner. Vi var kommet for at lytte til et dejligt program med bibelundervisning. For Lesley og Daphne, et ægtepar i 70’erne, var det en særlig dag. Lesley skulle nemlig døbes. Daphne havde i lang tid set frem til denne dag, for hun var selv blevet døbt som et af Jehovas Vidner tilbage i 1958.

For Jehovas Vidner har dåben, som foregår ved fuldstændig nedsænkning i vand, stor betydning. Det er et skridt man tager når man har fået nøjagtig kundskab om Bibelen og er begyndt at anvende det man har lært, i sit liv. Ved denne højtidelige handling gør man det offentligt kendt at man har indviet sig til Jehova Gud.

Jeg var blevet bedt om at holde et foredrag og forklare hvad Bibelen siger om dåb. Ved slutningen af foredraget rejste Lesley sig op sammen med to andre som også skulle  døbes. Han havde en flot hvid nystrøget skjorte og slips på, og han var ét stort smil. Jeg stillede spørgsmålet: „Har du, på grundlag af Jesu Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?“ Da Lesley og de andre svarede „Ja!“, kunne man mærke deres oprigtighed og hengivenhed.

Det var et bevægende øjeblik, for jeg kendte Lesleys baggrund. I årtier havde han holdt sig tilbage fra at få et bibelstudium. Så besøgte han og hans kone en anden ø. Mens de var der, besluttede de at de hver for sig ville tage til deres eget religiøse møde. „Du går i din kirke, og jeg går i min,“ sagde Lesley til Daphne.

Lesley satte Daphne af ved rigssalen og kørte selv videre til den anglikanske kirke, der lå i samme område. Da gudstjenesten var forbi, kørte Lesley tilbage til rigssalen for at hente sin kone. I rigssalen blev han mødt af venlige mennesker der tog varmt imod ham skønt de aldrig havde mødt ham før. Det rørte ham dybt. Der var ikke en eneste i kirken der havde sagt noget til ham. „Jeg tager aldrig tilbage til den kirke igen,“ sagde Lesley til Daphne. „Ikke én bemærkede at jeg var der, ikke engang præsten. Hverken da jeg kom, eller da jeg gik, var der nogen der hilste på mig.“ Det var sidste gang Lesley satte sine ben der.

Efter den oplevelse begyndte Lesley at studere Bibelen. Og nu var han parat til at blive døbt. Dåbskandidaterne gik ned til stranden, og vi fulgte lige efter. Da vi var så tæt på havet, var der ingen grund til at stille et dåbsbassin op som man gør ved de fleste af Jehovas Vidners stævner. Her gik vi bare over vejen.

Grand Anse Beach er en godt og vel tre kilometer lang strækning med hvidt sand og blåt vand der er varmt året rundt. Turisterne så undrende til da vores gruppe kom ned på stranden — mændene med skjorte og slips, og kvinderne i kjole eller nederdel. Lesley havde skiftet til T-shirt og korte bukser. Forestil dig hvordan Daphne må have følt det da hendes mand blev døbt, cirka 50 år efter at hun selv var blevet det. Middagssolen strålede, og det gjorde hendes ansigt også. Selv turisterne blev smittet af den glade stemning og klappede med efter at hver enkelt var blevet døbt.

Med sin blå himmel, sit hvide sand og sine blide bølger er denne strand i forvejen til ære for Gud. Og nu da de tre døbte kom op af vandet, var den det i endnu højere grad. Synet af dem varmede os mere end solen. Ja, det var en helt særlig dag. Og for Lesley og Daphne var denne dag på stranden den bedste de nogen sinde havde haft.