Stol på Jehova — Han vil helt sikkert hjælpe dig

FORTALT AF EDMUND SCHMIDT

Lige før jeg skulle stilles for en domstol i New York i oktober 1943, kom jeg i tanker om ovenstående råd. Da jeg fyldte 25, havde jeg allerede tilbragt næsten fire år i fængsel på grund af min kristne neutralitet. Jeg var, ligesom Jesu første disciple, fast besluttet på at ’adlyde Gud som hersker mere end mennesker’. (Apostelgerninger 5:29) Men før jeg fortæller om det, lad mig da forklare hvordan jeg fik en så urokkelig tro på Gud.

JEG er født den 23. april 1922 i Cleveland, Ohio, USA, i en lejlighed der lå oven over min fars bageri. Fire måneder senere overværede min far, Edmund, et stævne som blev afholdt af Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) i Cedar Point, i nærheden af Sandusky, omkring 160 kilometer fra vores hjem.

Ved det stævne fik deltagerne følgende opfordring: „Forkynd, forkynd, forkynd [Guds Konge] og hans Rige.“ Den følgende søndag begyndte far at tage del i dette arbejde. Og det fortsatte han med de næste 66 år, indtil han døde den 4. juli 1988. Min mor, Mary, var død som en trofast tjener for Gud i 1981.

Sammen med mine forældre i tilbedelsen af Gud

Vores familie kom i den polsktalende menighed i Cleveland. Lørdag eftermiddag fulgtes mange af os børn med voksne fra hus til hus for at forkynde den gode nyhed. Om søndagen var vi til møde. Vores forældre lyttede til et bibelsk foredrag i en stor sal, og i et lokale tæt ved ledte en erfaren bibellærer et studium med omkring 30 af os børn ud fra bibelstudiebogen Guds Harpe. * Snart ledte jeg selv bibelstudier, og det med gode resultater.

I juli 1931 overværede vores familie, der nu indbefattede min bror Frank, endnu et af Bibelstudenternes stævner. Denne gang i byen Columbus, omkring 160 kilometer mod syd. Ved den lejlighed deltog jeg i den offentlige forkyndelse, hvor jeg inviterede til et foredrag af J.F. Rutherford, som dengang ledte Jehovas Vidners arbejde. Det var ved det stævne Bibelstudenterne helhjertet antog det bibelske navn Jehovas Vidner. (Esajas 43:10-12) I de mere end 79 år der er gået siden, har mit liv  drejet sig om at tjene Jehova Gud sammen med hans folk.

Svære tider og en udbytterig tjeneste

I 1933 kunne man mærke den store depression i hele verden. I USA stod over 15 millioner mennesker, eller cirka en fjerdedel af den samlede arbejdstyrke, uden arbejde. Byer gik bankerot, og der var intet socialt sikkerhedsnet for de fattige. Men vores kristne brødre og søstre hjalp hinanden. Om søndagen tog vores familie brød og kage med fra bageriet for at dele det med dem der var til møde. Alt hvad min far havde tilovers sidst på måneden når alle udgifter var betalt, sendte han til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Han vidste at pengene ville blive brugt til at finansiere trykningen af bibelsk læsestof.

I disse år havde Jehovas Vidners radioudsendelser stor betydning for forkyndelsesarbejdet. Over 400 stationer transmitterede bibelske foredrag fra vores stævner. I 1930’erne producerede Jehovas Vidner også grammofoner og plader på trykkeriet i Brooklyn. Vi brugte dem i forkyndelsen og rapporterede hvor mange gange vi afspillede bibelske foredrag for nogle der ikke var Jehovas Vidner, og hvor mange der lyttede med.

I 1933 kom Adolf Hitler og nazistpartiet til magten i Tyskland. Dér blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse på grund af deres kristne neutralitet. (Johannes 15:19; 17:14) En stor procentdel af dem blev fængslet eller sendt i koncentrationslejre fordi de nægtede at tage del i politiske aktiviteter og sige ’Heil Hitler!’ Mange blev henrettet; andre blev tvunget til at arbejde så hårdt at de døde af det. På grund af den brutale behandling de havde fået, døde mange kort efter deres frigivelse. Noget der måske ikke er så velkendt, er den mishandling Jehovas Vidner i andre lande blev udsat for, deriblandt i USA.

I 1940 var vi til stævne i Detroit i staten Michigan. Dér blev jeg den 28. juli døbt som et symbol på min indvielse til Jehova Gud. En måned før stævnet havde USA’s Højesteret afgjort at det at nægte at hilse flaget i skolen var en ulovlig handling som skulle straffes med bortvisning. Hvordan reagerede Jehovas Vidner på denne afgørelse? Mange drev deres egne skoler for at kunne undervise deres børn. Disse skoler blev kaldt Kingdom Schools (rigsskoler).

Den anden verdenskrig var begyndt i september 1939 i Europa, og krigshysteriet bredte sig i USA. Unge Jehovas Vidner blev chikaneret og slået af børn og voksne der ikke forstod deres standpunkt. Fra 1940 til 1944 blev der i USA rapporteret om mere end 2500 voldelige pøbeloverfald på Jehovas Vidner. Da japanerne angreb Pearl Harbor den 7. december 1941, tog forfølgelsen til i styrke. Nogle få uger forinden var jeg begyndt som pioner, som  Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Jeg sparede penge sammen så jeg kunne købe en 7 meter lang husvogn, og flere af os flyttede til Louisiana for at tjene som pionerer der.

Forfølgelse i det sydlige USA

Nogle af de lokale gav os lov til at stille husvognen op i en pekannøddeplantage i nærheden af byen Jeanerette. En lørdag besluttede vi at forkynde på gaden, men politichefen indkaldte sine folk, som arresterede os og tog os med på rådhuset. Udenfor havde der samlet sig en flok mennesker på omkring 200, og politiet lukkede os ud til dem uden at tilbyde os nogen form for beskyttelse. Til vores store lettelse spredte hoben sig og lod os gå. Den næste dag tog vi til Baton Rouge, en stor by der lå i nærheden, for at fortælle vores trosfæller dér hvad der var sket.

Da vi kom tilbage til Jeanerette, fandt vi en besked på husvognens dør hvor der stod: „Mød mig i lejren ved olieboringen.“ Den var underskrevet „E.M. Vaughn“. Vi fandt ham, og han indbød os til et måltid mad sammen med sin kone. Han fortalte at han og hans mænd havde været blandt de 200 der havde samlet sig om lørdagen, og hvis det var blevet nødvendigt, ville de have forsvaret os mod hoben. Vi var glade for hans opmuntring og støtte.

Den følgende dag blev vi arresteret af nogle bevæbnede vicesheriffer som konfiskerede vores bøger og blade. De tog nøglerne til min husvogn og satte mig i enecelle i 17 dage og gav mig så godt som ingenting at spise. Hr. Vaughn prøvede at hjælpe os, men uden held. Mens vi var fængslet, plyndrede hoben husvognen og satte ild til alle vores ejendele, deriblandt selve husvognen. På det tidspunkt forstod jeg ikke at Jehova forberedte mig på noget jeg snart skulle komme ud for.

Fængslet igen

En måned efter at jeg var kommet tilbage til den nordlige del af USA, blev jeg sammen med andre Jehovas Vidner udnævnt som specialpioner i Olean i staten New York. Mens jeg var der, krævede myndighederne at jeg meldte mig til militærtjeneste, og jeg fik status som samvittighedsnægter. Efter en lægeundersøgelse hvor både min fysiske og mentale tilstand blev bedømt, stemplede man mine papirer „Kandidat til officersuddannelsen“.

Det var muligt for mig at fortsætte som pioner i et års tid. Men fordi jeg nægtede at ophøre i pionertjenesten og møde op til militærtræning, blev jeg i 1943 arresteret af FBI, som gav mig besked på at møde op ved forbundsdomstolen i Syracuse, New York, den følgende uge så jeg kunne blive stillet for en dommer. Der blev rejst tiltale mod mig, og min sag skulle for retten to dage senere.

Jeg førte selv min sag. Ved vores kristne møder var vi unge Jehovas Vidner blevet oplært i hvordan vi skulle forsvare vores forfatningsmæssige rettigheder for en domstol og opføre os korrekt. Jeg huskede tydeligt det råd der er nævnt i begyndelsen af artiklen. Nogle af de offentlige anklagere beklagede endda at Jehovas Vidner vidste mere om loven end de gjorde. Ikke desto mindre fandt juryen mig skyldig. Da dommeren spurgte mig om jeg havde noget yderligere at tilføje, svarede jeg blot: „I dag stilles denne nation for Guds domstol for sin behandling af dem der tjener ham.“

Jeg fik en dom på fire år i statsfængselet i Chillicothe, Ohio. Der fik jeg til opgave at arbejde som sekretær for en embedsmand i fængselet. Efter nogle få uger dukkede en betjent med særlige beføjelser fra Washington, D.C., op på kontoret. Han fortalte at man var ved at undersøge forholdene omkring Hayden Covington, som var forsvarsadvokat for Jehovas Vidner og nød stor anerkendelse som en af USA’s bedste advokater med forfatningsret som speciale.

Betjenten sagde at han gerne ville have papirerne på to af de indsatte, nemlig på  Danny Hurtado og Edmund Schmidt. „Det er da noget af et sammentræf,“ sagde min overordnede, „for ham her er Edmund Schmidt.“ Betjenten var kommet i et hemmeligt ærinde, men pludselig gik det op for ham at vi nu vidste det hele. Inden længe blev jeg forflyttet til køkkenet.

Pionertjeneste, beteltjeneste og ægteskab

Den 26. september 1946 blev jeg prøveløsladt, og jeg genoptog min pionertjeneste. Denne gang sammen med Highland Park-menigheden i Californien. Senere, i september 1948, fik jeg et længe næret ønske opfyldt. Jeg blev indbudt til at arbejde som bager på hovedkontoret (Betel) i Brooklyn, hvor bibelske bøger og blade bliver produceret til brug i vores verdensomspændende forkyndelse. Jeg sagde øjeblikkelig mit arbejde som konditorchef op ved en restaurant i Glendale og flyttede til Betel.

Syv år senere, i 1955, skulle der afholdes flere internationale stævner i Europa. Min familie finansierede rejsen så jeg kunne overvære nogle af dem. Jeg nød at være til stede ved stævnerne i London, Paris og Rom, og især det der blev holdt i Nürnberg, hvor mere end 107.000 var til stede på det store stadion hvor Hitler engang med stolthed havde inspiceret sine tropper. Blandt de tilstedeværende var nogle af de Jehovas Vidner som Hitler havde svoret at udrydde. Hvilken fantastisk oplevelse at være sammen med dem!

Ved stævnet i Nürnberg mødte jeg et ungt tysk Jehovas Vidne, Brigitte Gerwien, som jeg forelskede mig i. Inden der var gået et år, var vi blevet gift og vendte tilbage til Glendale for at bo i nærheden af mine forældre. I 1957 blev vores første søn, Tom, født; i 1958 blev vores anden søn, Don, født; og i 1960 fik vi vores datter, Sabena.

Et indholdsrigt og tilfredsstillende liv

Nogle har spurgt mig om jeg ikke en gang imellem har været ked af at jeg har været udsat for pøbeloverfald og fængsling i min tjeneste for Gud. Nej, på ingen måde. Jeg takker Jehova for at jeg har haft det privilegium at tjene ham sammen med så mange af hans trofaste tjenere. Og jeg håber at mine oplevelser kan opmuntre andre til at nærme sig Gud og aldrig forlade ham.

Mange af Guds tjenere har udholdt store lidelser. Men har vi ikke fået af vide at det skulle være sådan? Jo, Bibelen siger: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) Ordene i Salme 34:19 har dog vist sig at være sande: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“

[Fodnote]

[Illustration på side 27]

Vi forkynder i Louisiana i begyndelsen af 1940’erne

[Illustration på side 29]

Jeg arbejder som bager på hovedkontoret

[Illustration på side 29]

Med min kone, Brigitte