Jeg har tjent i en tid med fantastisk vækst

FORTALT AF HARLEY HARRIS

Det var den 2. september 1950 i Kennett, Missouri, i USA. Vi var til kredsstævne og omringet af en pøbel. Borgmesteren havde tilkaldt nationalgarden for at beskytte os mod den oprørte folkemængde. Soldater der var bevæbnet med rifler og bajonetter, stod langs gaden. Under grove tilråb gik vi til vores biler og kørte til Cape Girardeau i Missouri for at få resten af stævneprogrammet. Der blev jeg døbt i en alder af 14. Men lad mig fortælle hvordan jeg begyndte at tjene Jehova i denne urolige tid.

I BEGYNDELSEN af 1930’erne hørte mine bedsteforældre og deres otte børn nogle optagelser af broder Rutherfords foredrag og blev overbevist om at de havde fundet sandheden. Mine forældre, Bay og Mildred Harris, blev døbt i 1935 ved stævnet i Washington, D.C. De var lykkelige for at være en del af den ’store skare’ der blev identificeret ved det stævne. — Åb. 7:9, 14.

Året efter blev jeg født. Og et år senere flyttede mine forældre til et isoleret distrikt i Mississippi. Mens vi boede der, fik vi ikke engang besøg af en rejsende tilsynsmand. Min familie korresponderede med Betel og overværede stævner, og i en periode var det den eneste forbindelse vi havde til brodersamfundet.

Udholdenhed under forfølgelse

Under Anden Verdenskrig blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse på grund af deres neutrale standpunkt. Vi var flyttet til Mountain Home i Arkansas. En dag hvor min far og jeg var på gadearbejde, tog en mand pludselig bladene fra min far, satte ild til dem og brændte dem på stedet. Han kaldte os kujoner fordi vi ikke ville gå i krig. Jeg var kun fem år, så jeg begyndte at græde. Min far så roligt på ham uden at sige et ord indtil manden gik sin vej.

Der var også gode mennesker som var velvilligt indstillet over for os. Ved en lejlighed hvor en pøbel omringede os i vores bil, kom den lokale statsadvokat forbi. „Hvad foregår der her?“ spurgte han. En mand svarede: „Disse Jehovas Vidner vil ikke kæmpe for deres land!“ Så trådte statsadvokaten op på  bilens trinbræt og råbte: „Jeg kæmpede i Første Verdenskrig, og jeg vil også kæmpe i denne! I skal lade disse mennesker gå. De gør ingen noget ondt!“ Pøbelen spredtes lige så stille. Vi værdsatte sådanne gode menneskers venlighed imod os. — Apg. 27:3.

Stævnerne styrkede os

Stævnet i 1941 i Saint Louis, Missouri, var lige hvad vi havde brug for. Ifølge et skøn blev det overværet af flere end 115.000. Et forbløffende antal på 3903 blev døbt. Jeg husker tydeligt broder Rutherfords foredrag med titlen „Kongens Børn“. Han talte direkte til os børn, og vi modtog alle et eksemplar af den smukke blå bog Børn. Dette stævne styrkede mig til at klare det der skete det følgende år, hvor jeg skulle begynde at gå i skole. Mine kusiner og jeg blev bortvist fra skolen fordi vi ikke ville hilse flaget. Vi tog hen til skolen hver dag for at se om skoleledelsen havde ændret indstilling. Mange morgener gik vi gennem skoven til skolen — blot for at blive sendt hjem. Jeg følte imidlertid at vi på denne måde kunne vise vores loyalitet mod Guds rige.

Inden længe afsagde De Forenede Staters højesteret dog en kendelse om at det ikke var obligatorisk at hilse flaget. Endelig kunne vi få lov til at komme i skole. Læreren var meget venlig og lod os indhente det forsømte. Også vores skolekammerater respekterede os.

Jeg kan også huske stævnet i Cleveland, Ohio, i 1942, hvor broder Nathan H. Knorr holdt foredraget Peace — Can It Last? (Freden — kan den vare ved?) Denne gennemgang af Åbenbaringens Bog, kapitel 17, pegede på at der efter Anden Verdenskrig ville komme en periode med relativ fred. Det ville åbne mulighed for yderligere vækst. For at være forberedt på en sådan vækst blev Gileadskolen oprettet i 1943. Jeg havde ingen anelse om at skolen senere ville få indflydelse på mit liv. Og der kom virkelig en periode med fred efter krigen, og forfølgelsen stilnede af. Men da Koreakrigen begyndte i 1950, blussede modstanden mod vores forkyndelse op igen, som beskrevet i indledningen.

Jeg får en større andel i væksten

I 1954 gik jeg ud af highschool, og en måned senere begyndte jeg som pioner. Efter at have virket i Kennett, Missouri, hvor pøbelen i 1950 havde omringet os, blev jeg i marts 1955 indbudt til at komme på Betel. Den menighed jeg blev tilsluttet, havde som en del af dens distrikt Times Square, der ligger midt i New York City. Hvilken forandring fra livet på landet! Jeg kom i kontakt med de travle newyorkere ved at have bladet slået op på en tankevækkende artikel og så spørge: „Har du nogen sinde tænkt over dette spørgsmål?“ Mange tog imod bladene.

Noget jeg holdt meget af på Betel, var dagstekstdrøftelsen om morgenen, der blev ledet af broder Knorr. Han kunne gøre bibelversene levende og forklare os deres praktiske værdi. Han talte til os enlige unge brødre som en far til sin søn og gav os ofte gode råd om hvordan vi skulle opføre os over for søstre.

I 1960 besluttede jeg at jeg gerne ville giftes. Jeg afleverede derfor min opsigelse med 30 dages varsel, men hørte ikke noget. Da de 30 dage næsten var gået, overvandt jeg min generthed og ringede for at spørge om min opsigelse var blevet modtaget. Broder Robert Wallen besvarede opkaldet og kom hen hvor jeg arbejdede. Han spurgte om jeg kunne tænke mig at blive specialpioner eller at komme i rejsetjenesten. „Men Robert,“ svarede jeg, „jeg er kun 24 år gammel, og jeg har ingen erfaring.“

Videre i kredstjenesten

Da jeg kom hjem den aften, lå der en stor konvolut på mit værelse. I konvolutten var  der en ansøgning om specialpionertjeneste og en ansøgning om rejsetjeneste. Fantastisk! Jeg blev fuldstændig paf. Jeg fik den store forret at betjene mine brødre som rejsende tjener i det sydvestlige Missouri og det østlige Kansas. Før jeg forlod Betel, overværede jeg et møde for rejsende tilsynsmænd. I sine afsluttende bemærkninger sagde broder Knorr: „At I er kreds- eller områdetilsynsmænd, betyder ikke at I ved mere end de lokale brødre gør. Nogle af dem har langt mere erfaring end I har. De har bare ikke mulighed for at have de samme privilegier som jer. I kan lære meget af dem.“

Og hvor var det rigtigt! Broder Fred Molohan og hans kone samt hans bror Charley fra Parsons, Kansas, var gode eksempler på dette. De havde lært sandheden at kende i begyndelsen af 1900-tallet. Det var en stor glæde at høre om de oplevelser de havde haft endog før jeg blev født. Et andet godt eksempel var John Wristen, en rar ældre broder fra Joplin i Missouri som havde været pioner i årtier. Disse kære brødre havde stor respekt for teokratisk ledelse. De fik mig til at føle mig værdsat som deres kredstilsynsmand — trods min unge alder.

I 1962 blev jeg gift med Cloris Knoche, en livlig rødhåret pioner. Jeg fortsatte i kredstjenesten sammen med Cloris. Når vi boede hos brødrene, kom vi til at lære dem godt at kende. Vi fik lejlighed til at tilskynde de unge til at begynde i heltidstjenesten. To teenagere i kredsen — Jay Kosinski og JoAnn Kresyman — tog hurtigt imod opfordringen. Vi arbejdede sammen med dem i forkyndelsen og talte om glæderne ved et selvopofrende liv, og det motiverede dem til at sætte sig nogle mål. JoAnn blev specialpioner, og Jay kom på Betel. Senere giftede de sig, og de har nu været i kredstjenesten i cirka 30 år.

Missionærtjenesten

I 1966 spurgte broder Knorr os om vi var interesserede i at tjene i et andet land. „Vi er glade for at være hvor vi er,“ svarede vi, „men hvis der er behov andre steder, stiller vi os gerne til rådighed.“ En uge senere modtog vi en indbydelse til Gileadskolen. Hvor var det spændende at være på Betel igen mens vi overværede skolen, og at være sammen med mange af dem jeg respekterede og holdt af. Vi blev nære venner med nogle af vores klassekammerater, og disse tjener stadig trofast.

Cloris og jeg blev sendt til Ecuador i Sydamerika sammen med Dennis og Edwina Crist, Ana Rodríguez og Delia Sánchez. Ægteparret Crist tog til hovedstaden, Quito. Sammen med Ana og Delia fik vi tildelt Cuenca, Ecuadors tredjestørste by. Distriktet indbefattede to provinser. Den første menighed i Cuenca holdt møderne i vores stue. Der var os fire og et par stykker til.  Vi spekulerede på hvordan vi nogen sinde skulle få udført forkyndelsesarbejdet.

I Cuenca var der mange kirker, og i helligdagene var byen fyldt med religiøse processioner. Alligevel havde folk i Cuenca mange religiøse spørgsmål. Den første gang jeg mødte Mario Polo, en professionel cykelrytter, overraskede han mig for eksempel med spørgsmålet: „Hvem er den skøge der er omtalt i Åbenbaringen?“

En aften kom Mario meget bekymret til vores hjem. En evangelisk præst havde givet ham nogle skrifter som rettede alvorlige anklager mod Jehovas Vidner. Jeg spurgte Mario om ikke han syntes at de anklagede skulle have lov til at forsvare sig. Så den næste dag inviterede Mario præsten og mig hjem så anklagerne kunne gendrives. Jeg foreslog at vi fokuserede på treenighedslæren. Da præsten læste Johannes 1:1, forklarede Mario selv hvordan det på græsk forholder sig med forskellen mellem „Gud“ og „en gud“. Og sådan fortsatte det med hvert vers der blev henvist til. Forståeligt nok gik præsten uden at treenighedslæren var blevet bevist. Det overbeviste Mario og hans kone om at vi havde sandheden, og de blev dygtige forsvarere af bibelske lærepunkter. Det er en stor glæde at se at der nu er 33 menigheder i Cuenca og i alt 63 i hele det område der var vores første distrikt — en fantastisk vækst!

Vidne til væksten fra afdelingskontoret

I 1970 blev jeg bedt om at tjene på afdelingskontoret i Guayaquil sammen med Al Schullo. Vi tog os af en del af arbejdet på kontoret. Joe Sekerak arbejdede på deltid med at pakke litteratur til de 46 menigheder der var i hele landet. I en periode var Cloris missionær i distriktet mens jeg arbejdede på Betel. Hun har hjulpet 55 frem til dåb og har ofte ved stævnerne haft mellem tre og fem der skulle døbes.

En af dem Cloris studerede med, hed Lucresia. Selvom hendes mand var imod sandheden, blev hun med tiden døbt og begyndte som pioner. Hun hjalp også sine børn til at lære Jehova at kende. Hendes to sønner er nu ældste, og den ene er specialpioner; hendes datter er pioner. Hendes barnebarn giftede sig med en god broder, og de er også specialpionerer. Denne familie har hjulpet mange til at lære sandheden at kende.

I 1980 var der omkring 5000 forkyndere i Ecuador, og vores afdelingskontor var blevet for lille. En broder tilbød os mere end 30 hektar jord uden for Guayaquil. Her begyndte vi i 1984 at bygge et nyt afdelingskontor og en stævnehal, som blev indviet i 1987.

Flere bidrager til væksten

Igennem årene har det været skønt at se mange forkyndere og pionerer fra andre lande komme til Ecuador for at hjælpe hvor behovet for forkyndere var stort. En forkynder jeg husker særlig godt, var Andy Kidd, en pensioneret skolelærer fra Canada. Han flyttede til Ecuador i 1985 da han var 70, og tjente trofast indtil han døde i 2008 i en alder af 93. Da jeg mødte ham første gang, var han den eneste tilsynsmand i en ganske lille menighed. Selvom han kæmpede med det spanske sprog, holdt han det offentlige foredrag og ledede vagttårnsstudiet. Han ledede også Den Teokratiske Skole og tog sig af de fleste indlæg på tjenestemødet. I det område er der nu to velfungerende menigheder med næsten 200 forkyndere og mange ældste.

En anden broder, Ernesto Diaz, der flyttede fra USA med sin familie, sagde efter otte måneder i Ecuador: „Vores tre børn har lært sproget og er blevet dygtige til at forkynde på spansk. Som far har jeg nået et mål der syntes umuligt i denne verden — at være i heltidstjenesten sammen med min familie. Tilsammen  leder vi 25 bibelstudier. Alt dette har gjort at vi har fået et bedre familiesammenhold, og at jeg har fået et tættere forhold til Jehova end jeg nogen sinde før har haft.“ Hvor vi dog værdsætter disse kære brødre og søstre!

I 1994 blev afdelingskontoret udvidet til det dobbelte. I 2005 nåede vi op på 50.000 forkyndere, og det blev nødvendigt med yderligere udvidelser. Disse indbefattede en større stævnehal, en ny beboelsesbygning og oversætterkontorer. Faciliteterne blev indviet den 31. oktober 2009.

Da jeg blev bortvist fra skolen i 1942, var der omkring 60.000 Jehovas Vidner i USA. Nu er der over en million. Da vi i 1966 kom her til Ecuador, var der cirka 1400 forkyndere. Nu er der over 68.000. Og der kommer sikkert endnu flere, for der er 120.000 bibelstudier, og over 232.000 overværede i 2009 højtiden til minde om Kristi død. Jehova har i sandhed velsignet sit folk på en måde vi aldrig havde forestillet os. Hvor er det spændende at leve i en tid og på et sted hvor der er så stor en vækst! *

[Fodnote]

[Illustrationer på side 5]

Friluftsstævne (1981) og stævnehallen (2009) på samme grund i Guayaquil