Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Undervis dine børn

Et rige der vil ændre hele verden

Et rige der vil ændre hele verden

KAN du gætte hvad det er for et rige der er tale om? — * Det er det rige Jesus lærte os at bede om. Han lærte os at bede til Gud med ordene: „Lad dit rige komme.“ (Mattæus 6:9, 10) I næsten 2000 år har Jesu disciple bedt til Gud om at hans rige måtte komme. Har du også bedt om det? —

For at forstå hvad et rige er, må du først forstå hvad en konge er. En konge er en som hersker. Det land han hersker over, kaldes et rige. Det område Gud hersker over, indbefatter hele jorden. Når Guds rige kommer, vil enhver på jorden kunne glæde sig over alt det gode hans styre vil betyde for menneskene.

Guds rige er et styre i himmelen. I Esajas 9:6 taler Bibelen om regenten i dette rige. Læg mærke til hvad der siges om ham: „Et barn er født os, . . . og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være . . . Fredsfyrste.“

Ved du hvad en fyrste er? — Det er en fornem person, en mand af kongelig familie. Når vi taler om en kongelig familie, hvem er så den øverste Konge i himmelen? — Hvis du svarer Jehova, har du ret. Bibelen kalder ham „den Højeste over hele jorden“. (Salme 83:18) Hvem er så det ’barn som er født os’? Det er Jesus Kristus. I Bibelen kaldes han ofte for „Guds søn“, blandt andet fordi det var Jehova der gav ham livet. Jehova er altså Fader til Jesus. Jehova har også givet ham en meget fornem stilling. — Lukas 1:34, 35; Johannes 1:34, 49; 3:17; 11:27; 20:31; Apostelgerninger 9:20.

Guds rige, som Jesus lærte os at bede om, er et særligt rige eller styre. Det er et ’fyrsteligt herredømme’, for Jehova har gjort sin søn, Jesus, til hersker, eller konge, i dette rige. Men vidste du at andre vil blive udvalgt til at herske som konger med Jesus i hans Faders rige? — Lad os tale om dem.

Lige før Jesus døde, fortalte han sine trofaste apostle at han ville gå til ’sin Faders hus’ i himmelen. „Jeg går hen for at berede jer en plads,“ sagde han, „for at I også kan være hvor jeg er.“ (Johannes 14:1-3) Ved du hvad apostlene og de andre udvalgte skal foretage sig i himmelen sammen med Jesus? — De „skal herske som konger sammen med ham“. Bibelen fortæller endda hvor mange der skal herske som konger sammen med Jesus. Det skal 144.000. — Åbenbaringen 14:1, 3; 20:6.

Hvordan tror du det vil være at leve på jorden når Fredsfyrsten og hans udvalgte 144.000 regerer? — Det bliver dejligt! Der vil ikke være krig. Dyrene vil leve fredeligt sammen med hinanden og med os. Ingen vil blive syge eller dø. De blindes øjne vil se, de døves ører vil høre, og de halte vil løbe og springe som hjorten. Der vil være dejlig mad til alle på jorden. Og alle mennesker vil elske hinanden som Jesus lærte sine disciple at de skulle. (Johannes 13:34, 35) Lad os slå de vers op i Esajas’ Bog der er henvist til her, og læse om de skønne ting der vil ske på jorden. — Esajas 2:4; 11:6-11; 25:8; 33:24; 35:5, 6; 65:21-24.

Lige siden Jesus lærte folk at bede „lad dit rige komme“, har millioner lært hvad dette rige er. Det de har lært, har ændret deres liv. Inden længe, når Riget kommer og erstatter alle regeringer på jorden, vil enhver der tjener Jehova Gud og hans udvalgte regent, Jesus Kristus, kunne glæde sig over fred, et godt helbred og et lykkeligt liv. — Johannes 17:3.

^ par. 3 Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, så læg mærke til at en tankestreg efter et spørgsmål skal minde dig om at holde en pause så barnet kan svare.