Vidste du det?

Hvad sigtede apostelen Paulus til da han sagde at han på sit legeme bar „brændemærker som hører en træl af Jesus til“? — Galaterne 6:17.

▪ Folk i det første århundrede kan have opfattet Paulus’ ord på forskellige måder. Nogle kan have tænkt på en praksis man havde dengang, nemlig at bruge glødende jern til at brændemærke krigsfanger, tempelrøvere og bortløbne trælle. En sådan brændemærkning blev betragtet som vanærende.

Brændemærker blev dog ikke altid betragtet som noget negativt. Mange folkeslag i oldtiden brugte dem til at vise at de tilhørte en bestemt stamme eller religion. Værket Theological Dictionary of the New Testament oplyser for eksempel: „Blandt syrerne var brændemærker på håndled og hals et tegn på at man havde viet sig til guderne Hadad og Atargatis . . . Tilhængerne af Dionysos blev brændemærket med gudens mærke, et efeublad.“

Mange af vor tids bibelkommentatorer mener at Paulus hentydede til de sår og mærker han havde fået på grund af den fysiske overlast han havde lidt i forbindelse med sin kristne tjeneste som missionær. (2 Korinther 11:23-27) Paulus kan dog have ment at hans livsførelse — ikke nogle bogstavelige mærker — identificerede ham som kristen.

Blev tilflugtsbyerne i fortidens Israel brugt som fristeder for forbrydere?

▪ I oldtidens hedenske samfund blev mange templer brugt som tilflugtssteder for flygtninge eller forbrydere. I kristenheden i middelalderen tjente klostre og kirker undertiden samme formål. Men de regler der gjaldt for tilflugtsbyerne i fortidens Israel, sikrede at disse byer ikke blev fristeder for forbrydere.

Ifølge Moseloven var det kun den uforsætlige manddraber der kunne søge beskyttelse i disse byer. (5 Mosebog 19:4, 5) Han kunne flygte til den nærmeste tilflugtsby og dermed være uden for rækkevidde af den dræbtes nærmeste mandlige slægtning, der ellers kunne hævne det blod der var blevet udgydt. Efter at flygtningen havde fremført sin sag for byens ældste, blev han stillet for retten i den by der havde jurisdiktion over det område hvor drabet havde fundet sted. Der havde han mulighed for at bevise sin uskyld. De ældste undersøgte forholdet mellem flygtningen og offeret og prøvede at finde ud af om der havde været had mellem dem. — 4 Mosebog 35:20-24; 5 Mosebog 19:6, 7; Josua 20:4, 5.

Hvis flygtningen blev fundet uskyldig, vendte vedkommende tilbage til tilflugtsbyen og måtte blive i dens umiddelbare nærhed. Disse byer var ikke fængsler. Flygtningen udførte arbejde og var et nyttigt medlem af samfundet. Når ypperstepræsten døde, kunne alle flygtninge trygt forlade tilflugtsbyerne. — 4 Mosebog 35:6, 25-28.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TILFLUGTSBYER

1 KEDESJ

2 GOLAN

3 RAMOT-GILEAD

4 SIKEM

5 BEZER

6 HEBRON

Jordan