Bibelen forandrer folks liv

HVAD fik en tidligere oprørssoldat og tyv til at forandre sin livsførelse? Hvorfor ændrede en kvindelig kampsportsudøver sine mål i livet? Hvordan blev en fars tillid til sin søn belønnet? Læs de følgende beretninger for at finde svarene.

„Trods min mørke fortid er jeg nu lykkelig.“ — GARRY P. AMBROCIO

ALDER: 47

FØDESTED: FILIPPINERNE

FORTID: OPRØRSSOLDAT

MIN BAGGRUND: Jeg er vokset op i den lille by Vintar. Den vidtstrakte dalslette hvor vi boede, var omgivet af grønne bjerge og rene floder, og luften var frisk. Trods disse fredfyldte omgivelser, var livet hårdt. Folk stjal vores husdyr og brød ind i vores hjem.

Da jeg var teenager, drak jeg en del sammen med mine venner, røg cigaretter og stjal for at få råd til mine laster. Jeg stjal endda smykker fra min egen mormor. Militæret mistænkte mig for at tilhøre en oprørsgruppe kaldet New People’s Army (NPA), og som følge deraf blev jeg ofte gennembanket. Det gjorde at jeg tilsluttede mig denne oprørsgruppe. I fem år levede jeg i bjergene sammen med NPA-soldaterne. Livet var hårdt. Vi var altid på farten, på flugt fra militæret. Til sidst blev jeg træt af at leve i skjul i bjergene, så jeg overgav mig til guvernøren i Ilocos Norte-provinsen. Han behandlede mig godt og hjalp mig endog med at finde et ordentligt job. Men jeg havde stadig de samme dårlige vaner; jeg begik indbrud og chikanerede folk.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: På mit arbejde var der en kvinde ved navn Loida som var et af Jehovas Vidner. Gennem hende traf jeg Jovencio, og han begyndte at studere Bibelen med mig. Men jeg havde svært ved at slippe min tidligere levevis. Jeg blev ved med at ryge, bare ikke under studiet med Jovencio, og jeg begik stadig ulovligheder. Til sidst greb politiet mig på fersk gerning, og jeg tilbragte 11 måneder i fængsel. I den periode bad jeg til Jehova og tryglede ham om hjælp. Jeg bad om tilgivelse og om at hans hellige ånd måtte lede og styrke mig.

På et tidspunkt under mit ophold i fængselet blev jeg besøgt af et Jehovas vidne som havde taget en bibel med til mig. Jeg læste i den og lærte at Jehova er barmhjertig og kærlig, og at han tilgiver overtrædelser. Jeg indså at Jehova havde været barmhjertig over for mig og givet mig mulighed for at lære ham at kende. Jeg bad ham om at give mig styrke til at få bugt med min dårlige adfærd. Det jeg læste i Ordsprogene 27:11, gjorde et dybt indtryk  på mig. Det var som om Jehova talte direkte til mig gennem dette vers. Der står: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“

Efter min løsladelse genoptog jeg mit bibelstudium med Jehovas Vidner, og jeg begyndte at overvære deres møder og leve efter Bibelens principper. Med Jehovas hjælp lykkedes det mig efterhånden at aflægge mine dårlige vaner. Jeg indviede så mit liv til Jehova Gud.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Trods min mørke fortid er jeg nu lykkelig. Jeg var slave af urene vaner, men nu er jeg blevet et helt nyt menneske. (Kolossenserne 3:9, 10) I dag har jeg den ære at tilhøre Jehovas rene folk og at hjælpe andre til at lære den almægtige Gud, Jehova, at kende.

„Jeg ønskede at repræsentere Brasilien.“ — JULIANA APARECIDA SANTANA ESCUDEIRO

ALDER: 31

FØDESTED: BRASILIEN

FORTID: KAMPSPORTSUDØVER

MIN BAGGRUND: Jeg voksede op i Londrina. Selvom de fleste i området var fattige, var der rent og fredeligt. Da jeg var ti år, tilskyndede min storebror mig til sammen med ham at gå til en kampsport som kaldes taekwondo, der betyder „fodens og nævens kunst“. Far var ikke begejstret for min nye sport, men inden længe gav han sig.

Jeg trænede hårdt og vandt mange kampe i delstaten Paraná. Senere vandt jeg landsmesterskaber, og i 1993 blev jeg brasiliansk mester i taekwondo. Jeg ville gerne deltage i internationale mesterskaber, men min familie var fattig og havde ikke råd til at betale for rejser til udlandet.

Jeg havde håbet at taekwondo engang ville blive en disciplin ved De Olympiske Lege, og det skete også. Jeg ønskede at repræsentere Brasilien ved De Olympiske Lege, så jeg trænede meget og blev også sponsoreret så jeg kunne deltage i kampe i Frankrig, Vietnam, Sydkorea og Japan, foruden i De Sydamerikanske Lege. Mit næste mål var at deltage i De Panamerikanske Lege, og jeg klarede mig så godt at jeg blev udtaget som en af de tre der skulle deltage i disse lege i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik i 2003.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: I 2001 mødte min kæreste og jeg nogle Jehovas Vidner, og de begyndte at studere Bibelen med os. I begyndelsen var jeg ærligt talt ikke særlig ivrig. Jeg var altid for træt til at koncentrere mig, og jeg døsede ofte hen under studiet. Men det jeg lærte, nåede ned i hjertet — hvilket tydeligt fremgik af noget der skete ved den næste store kamp.

Eftersom jeg var blevet udtaget til at være med på holdet der skulle deltage i De Panamerikanske Lege, fik mine taekwondo-trænere mig til at være med i en indledende runde. Da det blev min tur til at kæmpe, stod jeg helt ubevægelig på måtten — jeg havde  mistet al motivation. Lige pludselig gik det op for mig at det er forkert af en kristen at kæmpe mod andre — også selvom det er inden for sport! Jeg tænkte på Bibelens befaling om at ’elske sin næste som sig selv’. (Mattæus 19:19) Jeg drejede om på hælen og gik uden betænkeligheder. Folk stirrede vantro efter mig.

Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned og tænkte over hvad jeg ville med mit liv. Jeg gav mig til at læse i en af Jehovas Vidners brochurer som handler om hvad Gud kræver af os. Der så jeg en henvisning til Salme 11:5, som siger om Jehova: „Den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ Disse ord af salmisten gik rent ind, og jeg besluttede at droppe taekwondo.

Det var mine taekwondo-trænere ikke glade for. De prøvede at få mig til at skifte mening ved at sige at jeg var den bedste i landet, og at jeg var tæt på at kunne deltage i De Olympiske Lege. Men jeg havde bestemt mig.

På det tidspunkt var min kæreste og jeg blevet gift. Han deltog allerede i Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Han kom altid glad hjem fra forkyndelsen og fortalte mig om alle de samtaler han havde haft med folk. Jeg vidste at hvis jeg ville have den samme forret, måtte jeg gøre nogle forandringer i mit liv. Jeg meldte mig ud af mit trossamfund og kvalificerede mig til at blive døbt som et af Jehovas Vidner.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Min mand og jeg har et meget lykkeligt og harmonisk ægteskab fordi vi bestræber os for at leve efter Bibelens principper. Jeg glæder mig over at kunne støtte ham i forbindelse med de pligter han har i den menighed vi er tilsluttet. Jeg kunne have kæmpet for at vinde en guldmedalje og blive berømt. Men intet som denne uretfærdige verden kan tilbyde, kan måle sig med den forret det er at tjene Jehova Gud.

„Min far opgav mig aldrig.“ — INGO ZIMMERMANN

ALDER: 44

FØDESTED: TYSKLAND

FORTID: DØRMAND

MIN BAGGRUND: Jeg blev født i en religiøst delt husstand i kulminebyen Gelsenkirchen. Min far var et Jehovas vidne. Men min mor modsatte sig hans bestræbelser på at opdrage mig, min bror og mine to søstre i overensstemmelse med hans tro. Han arbejdede ti timer eller mere hver dag som lastbilchauffør. Hans arbejdsdag begyndte ofte klokken to eller tre om morgenen. Alligevel sørgede han altid for vores åndelige oplæring. Jeg værdsatte dog ikke hans anstrengelser.

Da jeg var 15, begyndte de religiøse møder han tog mig med til, at kede mig, og jeg satte mig op imod ham. Et år efter meldte jeg mig ind i en bokseklub. I de følgende to år opførte jeg mig på en måde der gav min far grå hår i hovedet. Jeg flyttede hjemmefra da jeg blev 18.

Jeg gik meget op i sport og trænede op til seks gange om ugen — først boksning og så vægtløftning. I weekenden gik mine venner  og jeg ofte på diskotek. Engang kom jeg op at slås med en barsk fyr som jeg ordnede med lethed. Diskoteksindehaveren så det og tilbød mig straks et job som dørmand. Lønnen var god, så jeg sagde ja tak.

Hver weekend stod jeg ved indgangen til diskoteket og bestemte hvem der måtte komme ind, og hvem der ikke måtte. Der kunne være op til 1000 mennesker i diskoteket, så jeg havde temmelig travlt. Ofte var der slåskampe, og jeg blev truet med skydevåben og knuste flasker. Nogle af dem jeg havde nægtet adgang eller smidt ud, ventede uden for diskoteket for at tage hævn. Jeg var 20 år og troede at jeg var uovervindelig. Men i virkeligheden havde jeg slet ikke styr på mig selv — jeg var aggressiv, hoven, ambitiøs og stædig.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Min far opgav mig aldrig. Han sørgede altid for at jeg fik tilsendt Vagttårnet og Vågn op! * uanset hvor jeg boede. De hobede sig op på mit værelse uden at jeg læste i dem. Men så en dag besluttede jeg at bladre nogle af dem igennem. Nogle af artiklerne handlede om hvordan det nuværende politiske, økonomiske og religiøse system vil blive fjernet, og det jeg læste, fik mig til at ringe til min søster. Hun og hendes mand var Jehovas Vidner. De tilbød at studere Bibelen sammen med mig, og det sagde jeg ja til.

Princippet i Galaterbrevet 6:7 motiverede mig til at foretage nogle forandringer i mit liv. Jeg vidste af erfaring at det jeg gør, siger eller beslutter i dag, vil få indflydelse på mit liv i morgen. Jeg blev også meget opmuntret af den indbydelse der står i Esajas 1:18: „’Kom nu her, og lad os få afgjort sagerne imellem os,’ siger Jehova. ’Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne.’“ Dette skriftsted hjalp mig lige fra begyndelsen af mit studium til ikke at føle mig værdiløs eller mene at jeg ikke kunne vende tilbage til Jehova.

I løbet af seks måneder gjorde jeg store forandringer i mit liv, men det var ikke uden kamp. Jeg indså at jeg måtte vende det korrupte miljø og min barske omgangskreds ryggen. Så jeg sagde til mine venner at jeg studerede Bibelen, og fortalte dem om det jeg havde lært. De begyndte at undgå mig og kaldte mig ’præsten’. Med min søsters hjælp fandt jeg et andet og mere passende job.

Jeg begyndte også at overvære møderne i den rigssal som min søster og hendes mand kom i, selvom den lå 30 kilometer væk. Der var en rigssal tættere på, men jeg var bange for at møde folk som havde kendt mig siden jeg var barn. Jeg var også bange for at forkynde fra hus til hus i det område hvor jeg boede. Sæt nu jeg mødte nogen som jeg havde smidt ud af diskoteket, eller som jeg havde forsynet med stoffer. Men her fik jeg gavn af noget jeg havde lært gennem min sportstræning — de øvelser der er sværest at lave, er dem der er mest nødvendige. Så da jeg endelig havde kvalificeret mig til at forkynde, gjorde jeg det så meget som muligt.

Der var også noget andet jeg måtte kæmpe med — jeg brød mig ikke om at læse og studere. Men jeg vidste at hvis jeg ville have en stærk tro, måtte jeg vise selvdisciplin for at fordybe mig i sandheden fra Bibelen. Jeg opdagede at det er som med vægtløftning — det kræver anstrengelse hvis man vil øge sin styrke.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Jeg er i live! Jeg skal stadig holde mine svagheder under kontrol så de ikke får overtaget. Men nu lever jeg et lykkeligt liv sammen med min kone, som har en smuk kristen personlighed. Og blandt Jehovas Vidner har jeg sande venner som jeg kan have fuld tillid til. Min far døde for fem år siden, men inden da oplevede han den glæde at få sin søn tilbage.

[Fodnote]