Livet på de første kristnes tid

Missionærernes rejser til jordens fjerneste egne

„Den næste dag tog han sammen med Barnabas af sted til Derbe. Og efter at have forkyndt den gode nyhed i den by og gjort adskillige til disciple, vendte de tilbage til Lystra og til Ikonium og til Antiochia.“ — APOSTELGERNINGER 14:20, 21.

DEN kølige morgenluft fylder den rejsendes lunger. Han stikker sine trætte fødder ned i et par slidte sandaler. Endnu en hel dags vandring venter forude.

Med den tidlige morgensol i ryggen følger han den støvede vej forbi vinmarken, gennem en olivenlund og videre op ad den stejle bakkeskråning. På vejen møder han andre mennesker — landmænd på vej til deres marker, købmænd med dyr der er belæsset med varer, og pilgrimme med kurs mod Jerusalem. Den rejsende og de der er med ham, taler med alle de møder. Hvad er deres mål? At opfylde Jesu befaling om at være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.

Denne rejsende kunne være apostelen Paulus eller Barnabas eller en hvilken som helst anden af de hårdføre missionærer i det første århundrede. (Apostelgerninger 14:19-26; 15:22) De var ukuelige og målbevidste. Dengang var det besværligt at  rejse. Om sine strabadser på havet skrev Paulus: „Tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt i dybet.“ At rejse over land var ikke spor lettere. Paulus sagde at han ofte havde været „i farer fra floder“ og „i farer fra røvere“. — 2 Korinther 11:25-27.

Hvordan har det været at rejse med disse missionærer? Hvor lang en strækning kunne man tilbagelægge på en dag? Hvad skulle man have med, og hvor kunne man overnatte på vejen?

Rejse over land I det første århundrede havde romerne bygget et omfattende vejnet som forbandt de vigtigste handelscentre i Romerriget. Der lå et omhyggeligt planlægningsarbejde bag disse velkonstruerede veje. Mange af dem var 4,5 meter brede, belagt med brosten, forsynet med kantsten og markeret med milesten. På en sådan vej kunne en missionær som Paulus tilbagelægge cirka 30 kilometer om dagen.

I Palæstina var de fleste veje imidlertid farlige stier der lå frit ud til marker og slugter. Man kunne støde på vilde dyr og røvere. Ja, vejen kunne endda være blokeret så man ikke kunne komme videre.

Hvad ville en rejsende tage med sig? Noget af det vigtigste var en stav til at beskytte sig med (1), et liggeunderlag (2), en pung (3), et ekstra par sandaler (4), en madpose (5), skiftetøj (6), en sammenfoldelig læderspand til at trække brøndvand op med (7), en vandbeholder (8) og en stor lædertaske til personlige ting (9).

Missionærerne kunne være sikre på at møde rejsende købmænd på vej med varer til forskellige lokale markeder. Disse købmænd var afhængige af det hårdføre æsel som lastdyr. Intet andet dyr var så dygtigt som æselet til at færdes på stejle og stenede veje. Det berettes at et stærkt æsel, selv med et fuldt læs, kunne gå op til 80 kilometer om dagen. Hvis man brugte oksetrukne kærrer eller vogne, gik det langsommere, for så kunne man kun tilbagelægge 8-20 kilometer. Okser kunne dog trække tungere byrder og var  velegnede til korte rejser. En rejsende kunne møde en kamel- eller æselkaravane — snesevis af dyr belæsset med varer fra hele verden. Det kunne også ske at en kurér på hesteryg red hurtigt forbi, medbringende breve og kejserlige budskaber til en forpost i riget.

Når natten faldt på, slog nogle af de rejsende blot lejr ved vejsiden. Andre overnattede måske på et karavanserai, et anlæg med umøblerede rum som lå rundt om en gårdsplads. Disse snavsede, ubehagelige steder ydede kun lidt beskyttelse mod vejret og mod tyve. Når det var muligt, boede de rejsende missionærer sandsynligvis hos familie eller trosfæller. — Apostelgerninger 17:7; Romerne 12:13.

Rejser på havet Små både sejlede med varer og passagerer i kystfarvandene og på Galilæas Sø. (Johannes 6:1, 2, 16, 17, 22-24) Mange større skibe krydsede Middelhavet med gods til og fra fjerne havne. Disse skibe fragtede fødevarer til Rom og transporterede regeringsembedsmænd og rapporter fra havn til havn.

Sømænd navigerede efter det de kunne se — om dagen landmærker, om natten stjerner. Det var derfor kun fra maj til midten af september hvor vejret som regel var mere roligt, at skibsfart var forholdsvis sikkert. Skibbrud var almindeligt forekommende. — Apostelgerninger 27:39-44; 2 Korinther 11:25.

Folk valgte ikke at rejse med skib fordi det var mere behageligt end at rejse over land. Komforten på et fragtskib, det mest almindelige transportmiddel på sørejser, havde lav prioritet. Passagererne opholdt sig på dækket både dag og nat, og det var i al slags vejr. Det tørre lastrum under dækket var fyldt op med kostbare varer. De rejsende spiste den proviant de havde med hjemmefra. Det eneste de kunne få på skibet, var drikkevand. Til tider var vejret ekstremt ustabilt. Vedholdende storme og høj bølgegang forårsagede søsyge, og sådanne storme kunne vare i dagevis.

Trods strabadserne ved at rejse over land og hav forkyndte missionærer som Paulus den „gode nyhed om riget“ vidt og bredt i den dakendte verden. (Mattæus 24:14) Blot 30 år efter at Jesus havde sagt til sine disciple at de skulle vidne om ham, kunne Paulus skrive at den gode nyhed var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.