Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Jeg føler mig så privilegeret“

„Jeg føler mig så privilegeret“

Et brev fra Haiti

„Jeg føler mig så privilegeret“

EFTER at Haiti den 12. januar 2010 blev ramt af et jordskælv, var det svært for mig blot så meget som at se ødelæggelserne i nyhederne. Den 20. januar ringede min veninde Carmen og foreslog at vi tog til Haiti som frivillige. Jeg havde mødt Carmen nogle år forinden da vi arbejdede som frivillige sygeplejersker ved et rigssalsbyggeri. Siden da har vi været med på andre projekter og er blevet nære venner.

Jeg sagde til Carmen at jeg måske hverken fysisk eller følelsesmæssigt kunne klare opgaven i Haiti. Hun mindede mig om at vi sammen udgjorde et godt team, og at vi kunne støtte hinanden. Opmuntret af vores samtale ringede jeg til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, og talte med den der organiserede nødhjælpsarbejdet fra USA. Jeg bad ham skrive mig på listen over frivillige. Jeg nævnte Carmen og sagde at vi gerne ville arbejde sammen. Han sagde at der ikke var nogen garanti var for at vi ville blive indkaldt, eller at vi ville komme til at arbejde sammen.

Så jeg fortsatte min daglige rutine og regnede ikke med at blive indbudt til at komme med. Fire dage senere, mandag den 25. januar, blev jeg ringet op fra Brooklyn og spurgt om jeg kunne rejse til Haiti — helst den følgende dag hvis det var muligt! Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Jeg sagde at jeg nok skulle gøre hvad jeg kunne. Først sørgede jeg for at få fri fra mit arbejde. Så kontaktede jeg Carmen, kun for at finde ud af at hun ikke var blevet indbudt fordi hun ikke taler fransk. Jeg var både spændt og bange. Det lykkedes mig at få en flybillet, og den 28. januar fløj jeg fra New York til Santo Domingo i Den Dominikanske Republik, som grænser op til Haiti.

Et ungt Jehovas vidne hentede mig i lufthavnen og kørte mig til Jehovas Vidners afdelingskontor i Den Dominikanske Republik. To andre sygeplejersker ankom også fra USA samme dag, og vi delte værelse den nat. Næste morgen blev vi kørt til afdelingskontoret i Port-au-Prince i Haiti, en tur på syv og en halv time.

Efter at vi havde krydset grænsen til Haiti, så vi ødelæggelserne. Det var helt uvirkeligt at se hvad 35 sekunders jordskælv havde gjort ved dette smukke land. Det havde været svært nok at se ødelæggelserne i fjernsynet, men jeg kan slet ikke beskrive hvordan det var at se dem med egne øjne. Mange boliger, også præsidentpaladset, var beskadiget, mens andre var blevet reduceret til dynger af murbrokker. Flere af disse huse repræsenterede mange års opsparing og hårdt arbejde — og det hele forsvandt på sekunder. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det der virkelig betyder noget i livet, ikke er materielle ting.

Da vi ankom til afdelingskontoret, fik receptionisten øje på os da vi gik ind ad døren, og med et varmt smil løb hun os i møde og gav os et stort knus. Hun takkede os fordi vi havde sat alt andet til side for at komme. Efter frokost kørte vi til den nærliggende stævnehal, som var blevet omdannet til et hospital. Der mødte jeg andre Jehovas Vidner som frivilligt havde meldt sig til at komme, deriblandt et ægtepar fra Tyskland som var læger, deres assistent og en jordemoder fra Schweiz.

Jeg begyndte at arbejde samme aften. Der var 18 patienter, både Jehovas Vidner og ikke-Vidner, og de lå på madrasser på gulvet i stævnehallen. Alle patienter fik den samme opmærksomhed og gratis lægebehandling fra personalet som var Jehovas Vidner.

Den nat døde en af patienterne, en firsårig mand. Hans kone var ved hans side sammen med min værelsesmakker og mig. Efter det begyndte en ung kvinde der hed Ketly, at græde af smerte. Hendes højre arm var blevet amputeret på grund af skader hun havde pådraget sig i forbindelse med jordskælvet. Det Jehovas vidne som studerede Bibelen med hende, var hos hende. Hun havde så godt som hver nat sovet ved siden af Ketly i stævnehallen.

Jeg gik hen til Ketly, for jeg ville så gerne lindre hendes smerter, men det var ikke kun fysiske smerter hun havde. Hun fortalte mig at hun havde været hjemme hos en veninde da jordskælvet ramte. De havde ikke været helt klar over hvad der skete. De var begyndt at løbe mod altanen arm i arm da en mur faldt ned over dem og holdt dem fastklemt under brokkerne. Hun havde råbt på sin veninde, men ikke fået noget svar. Hun fortalte at hun med det samme var klar over at hendes veninde var død. Veninden havde ligget delvis hen over Ketly indtil redningsfolkene kom fire timer senere. Ketly mistede sin højre arm helt op til skulderleddet.

Den første nat jeg var der, genoplevede Ketly det hun havde været ude for, hver gang hun prøvede at falde i søvn. Hulkende sagde hun til mig: „Jeg ved hvad Bibelen siger om de sidste dage og jordskælv. Jeg ved at vi har et dejligt håb for fremtiden. Jeg ved også at jeg skal være taknemmelig for at jeg er i live. Men prøv bare i et minut at sætte dig i mit sted. Det ene øjeblik går alting godt, det næste øjeblik er alting forandret.“ Fuldstændig magtesløs holdt jeg blot om hende og begyndte også selv at græde. Vi græd begge lige til hun faldt i søvn.

Hver dag blev en læge og to sygeplejersker sendt ud for at hjælpe dem der havde behov for lægebehandling. Jeg blev sendt til Petit Goave, omkring to timers kørsel fra Port-au-Prince. Jeg var sammen med to andre frivillige — en sygeplejerske fra Florida og en læge fra Frankrig. Vi ankom klokken halv ti, læssede vores forsyninger af og bar dem ind i rigssalen. Folk havde fået at vide at vi ville komme, så de sad og ventede på os.

Vi begyndte straks at arbejde. Det var varmt, og køen af folk der havde brug for hjælp, blev længere og længere. Først omkring klokken tre om eftermiddagen kunne vi holde en pause. Den dag udførte vi tre i alt 114 vaccinationer og 105 konsultationer. Jeg var udmattet, men meget glad for at vi kunne hjælpe nogle af dem der var i nød.

Jeg var med i hjælpearbejdet i Haiti i lidt over to uger. Næsten hver nat havde jeg en tolv-timers vagt i stævnehallen. Det var et stort ansvar som jeg ikke havde haft før. Alligevel følte jeg mig privilegeret og velsignet ved at have været med. Jeg er lykkelig for at jeg kunne give trøst og lindring til folk i Haiti som har lidt så forfærdeligt.

Vi kan lære meget af dem. En af de patienter jeg tog mig af, var Eliser på 15, som havde fået sit ben amputeret. Jeg bemærkede at han lagde sin mad til side for at kunne dele den med Jimmy, der havde været hos ham hele natten. Han forklarede mig at Jimmy ikke altid havde fået noget at spise inden han kom om aftenen. Elisers eksempel har fået mig til at forstå at man ikke behøver at være rig, eller for den sags skyld rask, for at dele hvad man har, med andre.

Den villighed til at give var også tydelig hos de frivillige der var i mit team. En af dem var ikke selv rask; en anden led af rygsmerter. Alligevel satte de patienternes behov før deres egen bekvemmelighed. Det gav mig den opmuntring jeg behøvede for at kunne fortsætte. Indimellem var vi alle følelsesmæssigt, mentalt og fysisk udmattede, men vi støttede hinanden og blev ved. Det var en uforglemmelig oplevelse. Jeg er taknemmelig over at tilhøre en organisation af kristne der er venlige, kærlige og selvopofrende.

Før jeg forlod Haiti, formåede to af patienterne som havde fået deres højre arm amputeret, at skrive takkebreve til mig som de insisterede på at jeg først læste om bord på flyet. Og det gjorde jeg. Brevene gik lige til hjertet, og jeg kunne ikke holde op med at græde.

Siden jeg kom hjem, har jeg haft forbindelse med nogle af de nye venner jeg fik i Haiti. Under strabadser og i svære tider bliver der ofte knyttet stærke venskaber som bliver sat på prøve. Jeg tror at vores venskabsbånd i fremtiden vil kunne klare alle former for strabadser. Jeg føler mig så privilegeret.