Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Undervis dine børn

En hemmelighed du godt må fortælle andre

En hemmelighed du godt må fortælle andre

HAR du nogen sinde fået fortalt en hemmelighed? — * Jeg kender en hemmelighed som jeg gerne vil fortælle dig. I Bibelen kaldes den for „den hellige hemmelighed som har været fortiet i lange tider“. (Romerne 16:25) Til at begynde med var det kun Gud der kendte „den hellige hemmelighed“. Men lad os se hvordan Gud sørgede for at mange kom til at kende denne hemmelighed.

Ved du hvad ordet „hellig“ betyder? — Det betyder at noget er rent eller meget særligt. Hemmeligheden kaldes for den hellige hemmelighed fordi den kommer fra Gud, som er hellig. Hvem tror du der gerne ville vide noget om denne særlige hemmelighed? — Det ville englene. Bibelen siger: „Netop dette nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ Ja, de ville gerne forstå denne hellige hemmelighed. — 1 Peter 1:12.

Da Jesus kom til jorden, talte han om den hellige hemmelighed og forklarede noget om den. Han sagde til sine disciple: „Jer er Guds riges hellige hemmelighed blevet givet.“ (Markus 4:11) Lagde du mærke til hvad den hellige hemmelighed handler om? — Den handler om Guds rige, det rige Jesus lærte os at bede om! — Mattæus 6:9, 10.

Lad os nu se på hvordan det gik til at Guds rige var en hemmelighed „i lange tider“, indtil Jesus kom til jorden og forklarede den. Efter at Adam og Eva havde været ulydige mod Gud og var blevet vist ud af Edens Have, fortalte Gud dem der tjente ham, at han stadig ville gøre hele jorden til et paradis. (1 Mosebog 1:26-29; 2:8, 9; Esajas 45:18) Disse tjenere for Gud skrev om hvor lykkelige menneskene på jorden vil blive når Guds rige styrer. — Salme 37:11, 29; Esajas 11:6-9; 25:8; 33:24; 65:21-24.

Men hvem skulle så herske i Guds rige? Ved du hvem Gud valgte til det? — Han valgte sin søn, Jesus Kristus, der kaldes ’Fredsfyrsten’. I Bibelen står der at „det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder“. (Esajas 9:6, 7) Du og jeg må få „nøjagtig kundskab om Guds hellige hemmelighed, nemlig Kristus“. (Kolossenserne 2:2) Vi må forstå at Gud tog det liv han havde givet den første engel (eller åndesøn) han havde skabt, og lagde dette liv i Maria. Denne søn, som havde været en mægtig engel, var den Gud sendte til jorden som et offer for at vi kan få evigt liv. — Mattæus 20:28; Johannes 3:16; 17:3.

Men vi må vide mere om den hellige hemmelighed end at Jesus blev valgt til at herske i Guds rige. Det er også en del af denne hemmelighed at andre, både mænd og kvinder, skal være sammen med den opstandne Jesus i himmelen. De skal herske sammen med Jesus. — Efeserne 1:8-12.

Lad os lære navnene på nogle af dem der skal herske sammen med Jesus i himmelen. Jesus sagde til sine trofaste apostle at han ville tage til himmelen og gøre en plads klar til dem dér. (Johannes 14:2, 3) Hvis du læser de følgende skriftsteder, vil du finde navnene på nogle af de mænd og kvinder som skal herske sammen med Jesus i hans Faders rige. — Mattæus 10:2-4; Markus 15:39-41; Johannes 19:25.

I lang tid vidste man ikke hvor mange mennesker der skulle regere sammen med Jesus i himmelen. Men det ved vi i dag. Ved du det også? — Bibelen siger at det er 144.000. Det er også en del af den hellige hemmelighed. — Åbenbaringen 14:1, 4.

Synes du ikke at „Guds riges hellige hemmelighed“ er den mest vidunderlige hemmelighed man kan kende? — Lad os derfor prøve at lære alt hvad vi kan, om denne hemmelighed, så vi kan fortælle så mange som muligt om den.

^ par. 3 Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, så læg mærke til at en tankestreg efter et spørgsmål skal minde dig om at holde en pause så barnet kan svare.