Spørgsmål fra læserne

I Første Mosebog 6:3 læser vi: „Min ånd skal ikke virke for stedse på mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage være et hundrede og tyve år.“ Vil det sige at Jehova dermed begrænsede menneskenes levetid til 120 år, og forkyndte Noa om den kommende vandflod i så lang tid?

Svarene på begge disse spørgsmål er nej.

Før Vandfloden levede mange mennesker i flere hundrede år. Noa var 600 år gammel da Vandfloden kom, og han blev 950 år. (1 Mos. 7:6; 9:29) Nogle der blev født efter Vandfloden, levede også langt mere end 120 år. Arpaksjad døde i en alder af 438 år og Sjela i en alder af 433 år. (1 Mos. 11:10-15) På Moses’ tid var den normale levetid dog nede på 70 eller 80 år. (Sl. 90:10) Ordene i Første Mosebog 6:3 sigter altså ikke til at Gud fastsatte menneskenes normale levealder til højst at være 120 år.

Men betyder dette vers så at Noa skulle advare andre om den ødelæggelse der ville komme 120 år senere? Nej. Det er rigtigt at Gud ved flere lejligheder talte til Noa. Ti vers senere læser vi i beretningen: „Så sagde Gud til Noa: ’Alt køds endeligt står mig klart, for jorden er fuld af vold.’“ I de følgende år arbejdede Noa med den enorme opgave at bygge arken, og da han var færdig „sagde Jehova til Noa: ’Gå ind i arken, du og hele din husstand’“. (1 Mos. 6:13; 7:1) Også ved andre lejligheder gav Jehova Noa forskellige oplysninger. — 1 Mos. 8:15; 9:1, 8, 17.

 Men formuleringen i Første Mosebog 6:3 er anderledes: Noa nævnes ikke i skriftstedet, og der siges heller ikke noget om at det er ham Gud talte til. Ordene kan forstås på den måde at Gud ganske enkelt giver udtryk for sin hensigt og beslutning. (Jævnfør Første Mosebog 8:21). Det er værd at lægge mærke til at vi i den historiske beretning om begivenheder der fandt sted før Adams tid, finder udtryk som: „Gud sagde videre.“ (1 Mos. 1:6, 9, 14, 20, 24) Her talte Jehova tydeligvis ikke til et menneske på jorden, for mennesket var endnu ikke blevet skabt.

Det er derfor logisk at drage den slutning at Gud i Første Mosebog 6:3 udtrykker sin beslutning om at gøre ende på den fordærvede tingenes ordning på jorden. Jehova afsagde en retskendelse om at han ville gøre det om 120 år, skønt det var noget Noa endnu ikke var klar over. Men hvorfor sætte en tidsfrist? Hvorfor vente?

Apostelen Peter giver disse grunde: „Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget; i den blev nogle få, det vil sige otte sjæle, bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Pet. 3:20) Ja, da Gud traf sin beslutning angående de 120 år, var der stadig nogle ting der skulle ske. Omkring 20 år senere begyndte Noa og hans kone at få børn. (1 Mos. 5:32; 7:6) Deres tre sønner voksede op og giftede sig. Familien kom derved til at bestå af „otte sjæle“. Så skulle de bygge arken, og i betragtning af dens størrelse og størrelsen på Noas familie, var det et meget tidskrævende projekt. Ja, Guds tålmodighed gennem 120 år muliggjorde alt dette og beredte vejen for bevarelsen af liv, idet otte trofaste mennesker blev „bragt sikkert igennem vandet“.

Det nævnes ikke i Bibelen præcist hvilket år Jehova oplyste Noa om at der ville komme en vandflod. Men eftersom hans sønner var blevet født, var vokset op og blevet gift, er det sandsynligt at der var 40 eller 50 år tilbage indtil Vandfloden. Da sagde Jehova til Noa: „Alt køds endeligt står mig klart.“ Han tilføjede at Noa skulle bygge en vældig ark og gå ind i den sammen med sin familie. (1 Mos. 6:13-18) I løbet af de følgende årtier var Noa ikke blot et eksempel i retfærdighed gennem sin levevis. Han var også „en forkynder af retfærdighed“ der overbragte et meget direkte advarselsbudskab — at Gud havde besluttet at tilintetgøre den tids ugudelige mennesker. Noa vidste ikke lang tid i forvejen i hvilket år dette ville ske, men han vidste at Vandfloden helt bestemt ville komme. Og det ved vi at den gjorde. — 2 Pet. 2:5.