Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Var Eden menneskenes oprindelige hjem?

Var Eden menneskenes oprindelige hjem?

Var Eden menneskenes oprindelige hjem?

FORESTIL dig at du befinder dig i en have. Der er ingen forstyrrelser, der høres ingen larm fra kaotisk byliv udenfor. Haven er vidtstrakt, og alt ånder fred. Men endnu bedre er det at dit sind er fri for bekymringer, og at du ikke er plaget af sygdom, allergi eller smerte. Du sanser dine omgivelser fuldt ud.

Dit blik vandrer fra blomsternes klare farver til et funklende vandløb og videre til løvhangets og græssets myriader af grønne nuancer i sol og skygge. En mild brise kærtegner din hud, og du nyder de skønne dufte den fører med sig. Du hører lyden af raslende blade, vand der plasker hen over sten, sang og fløjtetoner fra fugle og en summen af travle insekter. Med alt dette for dit indre blik længes du da ikke efter at være et sted som dette?

Mange verden over tror på at menneskeheden tog sin begyndelse et sådant sted. I århundreder har tilhængere af jødedommen, kristendommen og islam lært om Edens Have, som Gud gav Adam og Eva som hjem. Bibelen fortæller at de havde en fredfyldt og lykkelig tilværelse. De levede i fred med hinanden, med dyrene og med Gud, som kærligt gav dem et håb om at leve evigt i disse skønne omgivelser. — 1 Mosebog 2:15-24.

Hinduerne har også deres særegne opfattelser af et paradis i fortiden. Buddhisterne tror at store åndelige ledere, eller buddhaer, fremstår i sådanne gyldne tidsaldre hvor verden er som et paradis. Og talrige trossamfund i Afrika fremholder beretninger som har en slående lighed med den om Adam og Eva.

Tanken om et oprindeligt paradis afspejler sig faktisk i mange religioner og skikke. En historiker skriver: „Mange civilisationer troede på et urparadis hvori der rådede fuldkommenhed, frihed, fred, glæde og overflod, og hvor der ikke fandtes undertrykkelse, uenighed eller konflikter. . . . Denne forestilling affødte i den fælles bevidsthed en dyb længsel efter det tabte men ikke glemte paradis og et stærkt ønske om at genvinde det.“

Stammer alle disse beretninger og skikke fra én kilde? Er det muligt at menneskehedens „fælles bevidsthed“ er blevet påvirket af noget der virkelig har været til? Har Edens Have og Adam og Eva virkelig eksisteret i en svunden fortid?

Skeptikere afviser hånligt denne forestilling. I vores videnskabelige tidsalder betragter mange mennesker blot sådanne beretninger som legender og myter. Overraskende nok findes disse skeptikere ikke kun blandt ikkereligiøse. Mange religiøse ledere fremholder åbenlyst den tanke at Edens Have aldrig har eksisteret. De siger at beretningen blot er en metafor, en myte, en fabel eller en lignelse.

Bibelen indeholder ganske vist lignelser og metaforer. Jesus har selv fortalt de mest berømte af dem. Bibelen fremholder dog ikke beretningen om Eden som en lignelse, men som en historisk kendsgerning.

Hvis det der skete i Edens Have, aldrig har fundet sted, hvordan kan man så tro på hvad resten af Bibelen siger? Lad os undersøge hvorfor nogle stiller sig tvivlende over for beretningen om Edens Have, og se om deres grunde er fornuftige. Derefter vil vi se på hvorfor denne beretning har relevans for os alle.