Efterlign deres tro

Han holdt ud trods skuffelser

SAMUEL kunne tydeligt fornemme sorgen i Silo. Det var som om byen var fyldt med tårer. Fra mange huse har man sikkert kunnet høre de sørgende kvinders og børns gråd efter at de havde fået nyheden om at deres fædre, ægtemænd, sønner og brødre ikke ville komme hjem. Israelitterne havde lidt et frygteligt nederlag over for filistrene og mistet 30.000 soldater, og kort forinden havde de i en anden kamp mistet 4000 soldater. — 1 Samuel 4:1, 2, 10.

Det var blot nogle af de tragiske begivenheder der udspillede sig. Ypperstepræsten Eli havde to onde sønner, Hofni og Pinehas, der var marcheret ud af Silo sammen med pagtens ark. Denne hellige kiste, der sædvanligvis stod i Det Allerhelligste i teltboligen, var et symbol på Guds nærværelse. Folket tog da pagtens ark med ud på slagmarken i den tåbelige tro at den var som en slags fetich der ville give dem sejr. Men filistrene erobrede arken og dræbte Hofni og Pinehas. — 1 Samuel 4:3-11.

Pagtens ark havde i århundreder stået i teltboligen i Silo. Nu var den væk. Da den 98-årige Eli hørte dette, faldt han baglæns ned af sin stol og døde. Hans gravide svigerdatter, der var blevet enke samme dag, døde da hun fødte. Før hun udåndede, sagde hun: „Herligheden er gået i landflygtighed fra Israel.“ Silo ville aldrig blive den samme by igen. — 1 Samuel 4:12-22.

Hvordan ville Samuel tage disse store skuffelser? Ville hans tro kunne klare den udfordring det var at hjælpe et folk som havde mistet Jehovas beskyttelse og gunst? I dag bliver vi alle undertiden udsat for problemer og skuffelser som kan sætte vores tro på prøve, så lad os se hvad vi kan lære af Samuel.

Han „øvede retfærdighed“

Beretningen drejer nu opmærksomheden bort fra Samuel og hen på pagtens ark. Den fortæller hvordan filistrene fik problemer fordi de havde taget arken, og at de var nødsaget til at aflevere den tilbage. Den næste gang Samuel omtales, er der gået 20 år. (1 Samuel 7:2) Hvad var han optaget af i alle disse år?

Vi får at vide at inden denne periode begyndte, ’kom Samuels ord ud til hele Israel’. (1 Samuel 4:1) Da denne periode var forbi, rejste Samuel hvert år rundt til tre byer i Israel for at behandle uoverensstemmelser og besvare spørgsmål. Derefter vendte han tilbage til sin hjemby Rama. (1 Samuel 7:15-17) Vi ser et mønster som fortæller os at Samuel var i stadig aktivitet. I løbet af de omtalte 20 år havde han uden tvivl også meget at gøre.

Elis sønners umoralske og fordærvede adfærd havde undergravet troen hos folket, og det lader til at mange forfaldt til afgudsdyrkelse. Efter to årtiers slid fremsatte Samuel ikke desto mindre dette budskab til folket: „Hvis det er med hele jeres hjerte at I vender om til Jehova, så fjern de fremmede guder fra jeres midte, også astarterne, og tag i jeres hjerte et fast standpunkt for Jehova og tjen ham alene, så vil han udfri jer af filistrenes hånd.“ — 1 Samuel 7:3.

 „Filistrenes hånd“ havde ligget tungt på folket. Nu da Israels hær var blevet grundigt besejret, følte filistrene at de helt ustraffet kunne undertrykke Guds folk. Men Samuel forsikrede israelitterne om at situationen ville forandre sig hvis blot de vendte om til Jehova. Var de villige til det? Til Samuels store glæde fjernede de deres gudebilleder og „tjente Jehova alene“. Samuel gav besked om at folket skulle samles i Mizpa, en by i bjerglandet nord for Jerusalem. Folket forsamledes, fastede og angrede deres afgudsdyrkelse. — 1 Samuel 7:4-6.

Da filistrene fik nys om at israelitterne var forsamlede, øjnede de imidlertid en mulighed for at knuse disse tilbedere af Jehova og sendte derfor deres hær til Mizpa. Israelitterne opdagede at filistrene var på vej. Rædselsslagent anmodede de Samuel om at bede til Jehova om hjælp. Det gjorde Samuel, og han bragte også et offer. Under denne hellige ceremoni rykkede filistrenes hær nærmere til kamp. Jehova besvarede da Samuels bøn. Han lod et brøl af harme lyde. Bibelen fortæller at ’Jehova på den dag tordnede med høj røst mod filistrene’. — 1 Samuel 7:7-10.

Kan vi forestille os at filistrene var ligesom små børn der frygtsomt gemmer sig bag deres mor hver gang de hører et tordenskrald? Nej, de var garvede, kampvante soldater. Alligevel blev filistrene rystet i deres inderste. Denne torden må altså have været meget anderledes end det de var vant til at høre. Var det selve lydstyrken af den ’høje røst’? Kom lyden fra en klar himmel? Blev den kastet tilbage fra bjergsiderne så den skabte forvirring? Hvordan det end forholdt sig, gik filistrene i lutter forvirring hurtigt fra at være tyranner til at blive et let bytte. Israels mænd rykkede ud fra Mizpa, besejrede dem og forfulgte dem så langt som til sydvest for Jerusalem. — 1 Samuel 7:11.

Denne kamp var et vendepunkt. Filistrene trak sig mere og mere tilbage under resten af Samuels dage som dommer. By efter by kom tilbage på Guds folks hænder. — 1 Samuel 7:13, 14.

Mange århundreder senere nævnte apostelen Paulus Samuel blandt de trofaste dommere og profeter som „øvede retfærdighed“. (Hebræerne 11:32, 33) Samuel var afgjort med til at fremme det der var godt og ret i Guds øjne. Det der hjalp ham til at blive ved med at øve retfærdighed, var at han tålmodigt ventede på Jehova og trofast udførte sin opgave trods skuffelser. Han viste også taknemmelighed. Efter sejren i Mizpa rejste han en sten til minde om den måde Jehova havde hjulpet sit folk på. — 1 Samuel 7:12.

Ønsker du også at ’øve retfærdighed’? I så fald kan du lære meget af Samuels tålmodighed og hans beskedne, taknemmelige indstilling. Hvem af os har ikke brug for at opøve sådanne egenskaber? Det var godt at Samuel tilegnede sig og udviste sådanne egenskaber i en relativ ung alder, for  han kom ud for større skuffelser i sin alderdom.

„Dine sønner vandrer ikke i dit spor“

Næste gang vi møder Samuel, er han „blevet gammel“. På det tidspunkt har han to voksne sønner, Joel og Abija, og han giver dem nu det ansvar at hjælpe ham med at dømme folket. Sørgeligt nok viste de sig ikke værdige til Samuels tillid. Samuel var ærlig og retfærdig, men hans sønner brugte deres stilling til selviske formål, idet de bøjede retten og tog imod bestikkelse. — 1 Samuel 8:1-3.

En dag gik Israels ældste hen til den aldrende profet for at beklage sig. „Dine sønner vandrer ikke i dit spor,“ sagde de. (1 Samuel 8:4, 5) Havde Samuel været opmærksom på problemet? Det oplyser beretningen ikke. Men i modsætning til Eli var Samuel ikke en efterladende far. Jehova havde irettesat og straffet Eli fordi han ikke havde grebet ind over for sine sønners ondskab, og fordi han havde æret sine sønner mere end han havde æret Gud. (1 Samuel 2:27-29) Jehova havde aldrig fundet Samuel skyldig i noget sådant.

Beretningen fortæller ikke noget om den skam, bekymring eller skuffelse Samuel sikkert har følt da han hørte om sine sønners onde adfærd. Mange forældre kan dog sagtens sætte sig ind i hvordan han må have haft det. I disse dystre tider er det i hele verden et problem at børn og unge gør oprør mod deres forældres myndighed og den opdragelse de giver dem. (2 Timoteus 3:1-5) Forældre i en sådan smertefuld situation kan måske finde et vist mål af trøst og hjælp i Samuels eksempel. Hans sønners troløshed fik ham ikke på nogen måde til at ændre sin egen adfærd. Det er vigtigt at huske at selvom forældrenes ord og opdragelse måske ikke når ind til deres børns hjerte, kan det være at deres eksempel gør det. Og forældre har altid selv mulighed for at glæde deres Fader, Jehova Gud, sådan som Samuel gjorde.

’Indsæt en konge over os’

Samuels sønner har nok slet ikke forestillet sig hvilke store konsekvenser deres begærlighed og selviskhed ville få. Israels ældste sagde videre til Samuel: „Indsæt nu en konge over  os til at dømme os, sådan som alle nationerne har.“ Opfattede Samuel deres anmodning som en kritik rettet mod ham? Han havde jo trods alt været dommer over folket for Jehova i årtier. Nu ville de have en konge som dommer over sig, ikke kun en profet som Samuel. De omliggende nationer havde konger, og israelitterne ville også have en! Hvordan reagerede Samuel? Bibelen siger at „forslaget var dårligt“ i hans øjne. — 1 Samuel 8:5, 6.

Læg mærke til hvad Jehova sagde da Samuel lagde sagen frem for ham i bøn: „Adlyd folkets røst i alt hvad de siger til dig, for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ Hvor trøstende for Samuel, men sikken en hån mod den Almægtige Gud! Jehova sagde til sin profet at han skulle advare israelitterne om at de ville komme til at betale en høj pris for at få en konge. Da Samuel gjorde det, sagde de: „Det er lige meget; der skal være en konge over os.“ Samuel, som altid adlød sin Gud, salvede da den konge Jehova havde udvalgt. — 1 Samuel 8:7-19.

Men hvordan adlød Samuel? På en tvær og uengageret måde? Lod han skuffelse forgifte sit hjerte så han blev bitter? Mange ville nok reagere sådan i en lignende situation, men det gjorde Samuel ikke. Han salvede Saul og anerkendte at han var den Jehova havde valgt. Han kyssede Saul, hvilket viste at han bød ham velkommen som konge og underordnede sig ham. Og så sagde han til folket: „Har I set ham som Jehova har udvalgt, at der er ingen som han i hele folket.“ — 1 Samuel 10:1, 24.

Samuel fokuserede på de gode sider af den mand Jehova havde udvalgt, og ikke på de dårlige. Hvad angik ham selv, koncentrerede han sig om at forblive loyal over for Gud frem for at tækkes et lunefuldt folk. (1 Samuel 12:1-4) Han udførte også trofast sin opgave med at rådgive Guds folk om de åndelige farer de mødte, og tilskynde dem til at forblive loyale over for Jehova. Hans vejledning nåede deres hjerte, og de anmodede Samuel om at bede for dem. Han gav dem dette hjertevarmende svar: „Det kunne . . . aldrig falde mig ind at synde mod Jehova ved at holde op med at bede for jer, og jeg vil lære jer den gode og rette vej.“ — 1 Samuel 12:21-24.

Har du nogen sinde følt dig skuffet over at en anden fik tildelt en bestemt opgave eller forret som du selv ønskede dig? Samuels eksempel er en magtfuld påmindelse om at vi aldrig må lade jalousi eller bitterhed slå rod i vores hjerte. Gud har meningsfyldt og tilfredsstillende arbejde til alle sine trofaste tjenere.

„Hvor længe vil du sørge over Saul?“

Det var klogt af Samuel at se det gode i Saul; han var virkelig en usædvanlig mand. Ud over at han var høj og imponerende at se på, var han modig og opfindsom og til at begynde med også beskeden. (1 Samuel 10:22, 23, 27) Han havde også en anden gave — en fri vilje. Han kunne leve sit liv som han ville, og træffe sine egne afgørelser. (5 Mosebog 30:19) Gjorde han god brug af denne gave?

Når et menneske soler sig i sin nyligt erhvervede magt, er beskedenhed ofte den første egenskab der går fløjten. Inden længe begyndte Saul at blive hovmodig. Han adlød ikke de befalinger fra Jehova som Samuel havde overbragt ham. Engang blev Saul utålmodig og bragte et offer som kun Samuel havde lov til at bringe. Samuel måtte give ham en skarp irettesættelse, og han forudsagde at kongedømmet ikke ville forblive i Sauls slægt. I stedet for at tage ved lære af irettesættelsen begik Saul endnu værre synder i ulydighed mod Gud. — 1 Samuel 13:8, 9, 13, 14.

Gennem Samuel sagde Jehova til Saul at han skulle føre krig mod amalekitterne og sørge for at deres onde konge, Agag, blev  dræbt. Men Saul skånede Agag og det bedste af byttet, som ellers skulle have været udslettet. Da Samuel gik i rette med ham, var det tydeligt at se hvor meget Saul havde forandret sig. Frem for ydmygt at tage imod tilrettevisningen prøvede han at bortforklare sin synd, at komme med undskyldninger, at retfærdiggøre sig, at gå uden om emnet og at give folket skylden for det han havde gjort. Da Saul forsøgte at bagatellisere tilrettevisningen ved at hævde at byttet skulle bringes som offer til Jehova, udtalte Samuel de berømte ord: „Se, at adlyde er bedre end slagtoffer.“ Samuel gav da modigt kongen en skarp irettesættelse og meddelte ham hvad Jehova havde besluttet: Kongedømmet ville blive taget fra Saul og givet til en anden og bedre mand. — 1 Samuel 15:1-33.

Samuel var dybt skuffet over Saul. Han havde råbt til Jehova en hel nat om sagen. Han sørgede endda over Saul. Samuel havde set et stort potentiale i Saul, at der var så meget godt i ham, og nu var hans forhåbninger blevet knust. Den mand han engang kendte, havde forandret sig — hans gode egenskaber var væk, og han havde vendt sig mod Jehova. Samuel nægtede at se Saul igen. Men på et tidspunkt gav Jehova Samuel denne milde vejledning: „Hvor længe vil du sørge over Saul, når jeg har forkastet ham som konge over Israel? Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en konge blandt hans sønner.“ — 1 Samuel 15:34, 35; 16:1.

Jehovas hensigt afhænger ikke af ufuldkomne menneskers vaklende loyalitet. Hvis en viser sig troløs, vil Jehova finde en anden som kan gøre hans vilje. Så den aldrende Samuel holdt op med at sørge over Saul. På Jehovas anvisning tog Samuel hen til Isajs hus i Betlehem, hvor han mødte de fleste af Isajs flotte sønner. Men allerede da Samuel så den første af sønnerne, sagde Jehova til ham: „Se ikke på hans udseende og hans høje vækst . . . For Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Til sidst mødte Samuel den yngste søn, David, som viste sig at være den Jehova havde valgt.

I sine sidste leveår forstod Samuel endnu tydeligere Jehovas beslutning om at erstatte Saul med David. Saul sank ned i morderisk jalousi og frafald. David, derimod, udviste nogle smukke egenskaber — mod, uangribelighed, tro og loyalitet. Ved afslutningen af Samuels liv blev hans tro stærkere og stærkere. Han forstod at ingen skuffelser er for store til at Jehova kan råde bod på dem eller vende dem til noget positivt. Til sidst døde Samuel efter et begivenhedsrigt liv der strakte sig over næsten hundrede år. Man kan godt forstå at hele Israel sørgede over tabet af denne trofaste mand. Den dag i dag bør de der tjener Jehova, spørge sig selv: ’Efterligner jeg Samuels tro?’

[Illustration på side 25]

Hvordan kunne Samuel hjælpe sit folk til at klare skuffelser og det frygtelige tab af deres kære?

[Illustration på side 26]

Hvordan klarede Samuel sin skuffelse over at hans sønner begik alvorlige synder?