„At adlyde er bedre end slagtoffer“

SAUL var den første konge i det gamle Israel. Selvom han var udvalgt af den sande Gud, blev han efterhånden ulydig mod ham.

Hvilke fejl begik Saul? Kunne han have undgået dem? Hvad kan vi lære af hans dårlige eksempel?

Jehova bekendtgør hvem han har valgt til konge

Før Saul blev konge, var det profeten Samuel der repræsenterede Gud i Israel. Nu var Samuel blevet gammel, og hans sønner var troløse. Samtidig var folket truet af sine fjender. Da Israels ældste bad Samuel om at indsætte en konge over dem som kunne dømme dem og føre deres krige, befalede Jehova profeten at han skulle salve Saul som folkets leder idet han sagde: „Han skal frelse mit folk fra filistrenes hånd.“ — 1 Sam. 8:4-7, 20; 9:16.

Saul var „ung og smuk“. Men hans udseende var ikke hans eneste fortrin. Han var også ydmyg. For eksempel spurgte han Samuel: „Er jeg ikke en benjaminit, fra en af de mindste af Israels stammer, og min familie den mest uanselige af alle Benjamins stammes familier? Så hvorfor siger du sådan noget til mig?“ Til trods for at Sauls far, Kisj, var „en velstillet mand“, nærede Saul ikke høje tanker om sig selv og sin familie. — 1 Sam. 9:1, 2, 21.

Læg også mærke til Sauls reaktion da Samuel bekendtgjorde hvem Jehova havde valgt til konge over Israel. Da Samuel salvede Saul til konge, var han alene med ham, og Samuel sagde: „Gør hvad din hånd finder muligt, for den sande Gud er med dig.“ Derefter kaldte profeten folket sammen for at bekendtgøre hvem Jehova havde valgt. Men da Saul blev udpeget ved lodkastning, kunne man ikke finde ham. Saul var forlegen og havde gemt sig. Jehova fortalte hvor han var, og Saul blev udråbt til konge. — 1 Sam. 10:7, 20-24.

På slagmarken

De der havde tvivlet på Sauls kvalifikationer, blev snart gjort til skamme. Da ammonitterne truede en israelitisk by, „virkede Guds ånd på ham“. Myndigt sammenkaldte han nationens krigere, mønstrede dem og  førte dem til sejr. Men Saul tilskrev Gud sejren med ordene: „I dag har Jehova udvirket frelse i Israel.“ — 1 Sam. 11:1-13.

Saul havde gode egenskaber og tilmed Guds velsignelse. Han anerkendte også Jehovas magt. Men kongens og israelitternes fortsatte succes afhang af én meget væsentlig faktor. Samuel sagde til folket: „Hvis I frygter Jehova og tjener ham og adlyder hans røst og ikke sætter jer op imod Jehovas befaling, så skal I, både I selv og den konge som regerer over jer, følge Jehova jeres Gud.“ Hvad kunne israelitterne være forvissede om hvis de var tro mod Gud? Samuel sagde: „Jehova vil nemlig for sit store navns skyld ikke svigte sit folk, for Jehova har påtaget sig at gøre jer til sit folk.“ — 1 Sam. 12:14, 22.

Lydighed var forudsætningen for at få Jehovas godkendelse, og det gælder stadig. Når Jehovas tjenere adlyder ham, velsigner han dem. Men hvad nu hvis de ikke adlyder ham?

„Du har handlet tåbeligt“

Derefter traf Saul nogle foranstaltninger som virkede stærkt provokerende på filistrene. En hær af filistre, „så talrige som sandskornene der er ved havets bred“, rejste sig imod Saul. „Israels mænd så at de var hårdt trængt, for folket var under stærkt pres. Folket skjulte sig da i huler og hulninger og mellem klipperne og i grotter og gruber.“ (1 Sam. 13:5, 6) Hvad skulle Saul gøre?

Samuel havde sagt til Saul at de skulle mødes i Gilgal, hvor profeten ville bringe ofre til Jehova. Saul ventede i syv dage, men Samuel kom ikke til den aftalte tid, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. Saul påtog sig derfor selv at bringe ofrene. Så snart han var gået i gang med at ofre, ankom Samuel. Da Samuel hørte hvad Saul havde gjort, sagde han: „Du har handlet tåbeligt. Du har ikke holdt Jehova din Guds bud, det som han påbød dig; ellers ville Jehova nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel for stedse, men nu vil dit kongedømme ikke bestå. Jehova skal søge sig en mand efter sit hjerte, og Jehova vil overdrage ham hvervet som fører for sit folk, for du har ikke overholdt det Jehova har påbudt dig.“ — 1 Sam. 10:8; 13:8, 13, 14.

Af mangel på tro formastede Saul sig til at gå imod Guds befaling om at vente på at Samuel skulle komme og bringe ofrene. Man må sige at Saul handlede helt anderledes end Gideon, en tidligere hærfører i Israel! Jehova havde befalet Gideon at reducere sin hær fra 32.000 mand til 300, og Gideon adlød. Hvorfor? Fordi han havde tro på Jehova. Med Guds hjælp nedkæmpede han 135.000 fjender der var trængt ind i landet. (Dom. 7:1-7, 17-22; 8:10) Jehova ville også have hjulpet Saul. Men på grund af Sauls ulydighed plyndrede filistrene Israel. — 1 Sam. 13:17, 18.

Hvilke afgørelser træffer vi når vi befinder os i vanskelige situationer? Hvis man ikke har tro, kunne det forekomme mest praktisk at tilsidesætte Guds principper. Eftersom Samuel ikke kom, har Saul måske ment at han handlede klogt. Men for dem der ønsker at opnå Guds godkendelse, vil det eneste rigtige være at følge de bibelske principper der gælder i det pågældende tilfælde.

Jehova forkaster Saul

Under et felttog mod amalekitterne gjorde Saul sig skyldig i en anden alvorlig synd. Gud havde fordømt amalekitterne fordi de havde foretaget et uprovokeret angreb på israelitterne efter folkets udgang af Egypten. (2 Mos. 17:8; 5 Mos. 25:17, 18) Desuden deltog amalekitterne sammen med andre folkeslag i flere angreb på Guds udvalgte  folk i dommertiden. (Dom. 3:12, 13; 6:1-3, 33) Derfor krævede Jehova amalekitterne til regnskab og befalede Saul at eksekvere dommen over dem. — 1 Sam. 15:1-3.

I stedet for at adlyde Jehovas befaling om at udrydde de fjendtligsindede amalekitter og udslette alle deres besiddelser, tog Saul deres konge til fange og beholdt de bedste af deres dyr. Hvad skete der da Samuel foreholdt Saul at han havde været ulydig? Saul prøvede at skyde ansvaret fra sig med ordene: „Folkene skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til Jehova.“ Uanset om Saul virkelig havde haft i sinde at ofre dyrene til Jehova eller ej, havde han været ulydig. Saul var ikke længere så ’ubetydelig i sine egne øjne’. Som følge af dette påpegede Guds profet at Saul ikke havde adlydt Jehova. Samuel sagde: „Mon Jehova har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i at man adlyder Jehovas røst? Se, at adlyde er bedre end slagtoffer . . . fordi du har forkastet Jehovas ord, har han forkastet dig som konge.“ — 1 Sam. 15:15, 17, 22, 23.

Da Jehova tog sin hellige ånd og sin velsignelse fra Saul, Israels første konge, begyndte „en ond ånd“ at plage ham. Saul blev skinsyg og fyldt af mistillid over for David, som Jehova senere ville overdrage kongemagten. Mere end én gang prøvede Saul at slå David ihjel. Da Saul så „at Jehova var med David“, blev Saul fjendtligt indstillet over for David. Saul forfulgte ham og gav ordre til at 85 præster og andre skulle lide døden. Intet under at Jehova forkastede Saul! — 1 Sam. 16:14; 18:11, 25, 28, 29; 19:10, 11; 20:32, 33; 22:16-19.

Da filistrene igen angreb Israel, gjorde Saul i desperation brug af spiritisme i et forgæves forsøg på at få hjælp. Den følgende dag blev han hårdt såret i kamp og begik selvmord. (1 Sam. 28:4-8; 31:3, 4) Om Israels første konge og hans ulydighed siger Bibelen: „Således døde Saul for den troløshed som han havde vist mod Jehova ved at han ikke overholdt Jehovas ord og også fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne; og han rådspurgte ikke Jehova.“ — 1 Krøn. 10:13, 14.

Sauls dårlige eksempel viser med al tydelighed at lydighed mod Jehova er bedre end at bringe ham et hvilket som helst offer. Apostelen Johannes skrev: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ (1 Joh. 5:3) Lad os aldrig glemme denne fundamentale sandhed: Et varigt venskab med Gud afhænger af om vi er lydige mod ham.

[Illustration på side 21]

Saul var til at begynde med en ydmyg leder

[Illustration på side 23]

Hvorfor sagde Samuel til Saul: „At adlyde er bedre end slagtoffer“?