Områdestævner i Rusland fører til velsignelser

HVER sommer forlader naturelskende russere deres lejligheder i byen og tager ud til deres datjaer, eller sommerhuse, for at slippe væk fra det hektiske byliv. I de senere år har man også om sommeren kunnet se Jehovas Vidner i Rusland i stort tal tage ud på landet — men af en helt anden grund.

Til trods for at der i visse byer i Rusland er lagt restriktioner på Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde, fortsætter de med at mødes åbenlyst og benytter sig dermed af deres grundlovssikrede ret til at udøve deres religion. Men i nogle tilfælde har modstand og pres fra fejlinformerede myndigheder eller lokale russiskortodokse præster gjort det vanskeligt for dem at leje egnede faciliteter til deres årlige sommerstævner. Vidnerne har derfor arrangeret „skovstævner“, eller „markstævner“. Fra 2007 til 2009 har man haft cirka 40 af sådanne åndelige „skovture“ 25 steder rundt omkring i Rusland.

Et Jehovas vidne som har overværet stævner i Rusland i mange år, siger: „Når vi i de senere år har lejet stadioner og bygninger i større byer, har mange retsindige mennesker og lokale myndigheder kunnet danne deres eget indtryk af vores organisation på baggrund af den renhed og orden de så. Nu er vi  nødt til at mødes i skoven, hvor det kun er dyrene der ser på. Det er synd at offentligheden ikke ser disse skønne arrangementer, der overværes af folk fra forskellige kulturer, racer og religioner.“

Sådanne sammenkomster er glædelige begivenheder, men et Jehovas vidne indrømmer: „Det er en glæde at se den selvopofrelse og loyalitet som vores trosfæller der tilpasser sig omstændighederne, lægger for dagen. Men oprigtigt talt, når myndighederne gør det svært for os at holde stævner, kan det være noget af en prøve både fysisk og følelsesmæssigt. Det begrænser også vores frihed til at tilbede den almægtige Gud på en værdig måde.“ Hvordan har Jehovas Vidner i Rusland klaret denne udfordring?

Landsdækkende skovstævner

Annulleringer af lejekontrakter i sidste øjeblik har ofte betydet at stævnearrangørerne på få dage har måttet finde andre steder hvor tusinder af delegerede kunne holde deres stævner. I 2008 måtte Vidnerne i Tjeboksary i Tjuvasjien afholde deres områdestævne på en stor birketræ-omkranset lejrplads som vender ud mod Volgafloden. Den opgave de stod over for, var enorm. Af de forventede 1930 delegerede skulle de 1700 indkvarteres på lejrpladsen. Der skulle sørges for toiletter, elektricitet, brusere og håndvaske med varmt og koldt vand foruden bespisning af alle de delegerede.

Brødrene tog fat på opgaven. Tømrere, elektrikere og vvs-folk kom for at hjælpe. En gruppe på 350 Jehovas Vidner meldte sig frivilligt for at være med i arbejdet; de 14 af dem boede på stedet i ti dage. De savede planker, slæbte halm og opstillede telte, brusekabiner og toiletter. En anden gruppe brødre kørte adskillige gange til byen for at købe forsyninger. Da der ikke var mulighed for at opbevare fødevarer på køl, besluttede brødrene at sørge for at alle de delegerede hver dag kunne få tre varme måltider, der blev tilberedt på stedet. Lejrpladsens ledelse samarbejdede med brødrene ved at ansætte folk der kunne tilberede mad til stævnedeltagerne. Det endte med at 500 delegerede havde deres egne telte med, 150 fandt logi i nærheden af pladsen, 15 var glade for at sove i noget hø i en stald, og resten boede i telte som brødrene havde stillet op.

Da de delegerede kom, så de et hav af farverige plasticstole der stod i snorlige rækker. Foran stolene var der opstillet to enkle platforme dekoreret med blomster. Den ene platform var til det russiske program, den anden til programmet på tjuvasjisk. Alle nød den bibelske undervisning, og de værdsatte det store arbejde de frivillige havde udført. En af dem der var ansat til at tilberede maden, udbrød: „Hvis ikke jeg havde set det med egne øjne, ville jeg aldrig have troet at der fandtes en så effektiv og disciplineret organisation som jeres!“ Nogle sammenlignede stævnet med løvhyttefesten som blev fejret af Israels nation på Bibelens tid.

I andre byer havde Vidnerne ofte kun én dag til at finde et andet sted hvor der kunne holdes stævne. Sådan var det for eksempel i Nizjnij Novgorod, hvor frivillige arbejdede på skift døgnet rundt på et privatejet område. De måtte fælde træer og buske, slå græs og rense  området for skovflåter og myrer. Da de delegerede ankom fredag morgen, havde de frivillige arbejdere opført en platform og opstillet 2000 plasticstole, ti transportable toiletter, håndvaske med indlagt vand, en generator og et højttaleranlæg. En broder fortæller: „Det mest slående er at de brødre der havde knoklet et helt døgn, ikke ville behandles som helte. De fortsatte ydmygt med at betjene andre under hele stævnet. De gav alt hvad de havde i sig, så brødrene og søstrene kunne have det godt og nyde den bibelske undervisning.“

En anden broder skriver: „Der var virkelig tale om teamarbejde. Selvom det var første gang brødrene skulle organisere et udendørs stævne, og de kun havde kort tid til det, havde de taget højde for så meget som muligt for at minimere forstyrrende faktorer under programmet. Vi var ikke trætte bagefter. Det var som om Jehova havde givet os vinger!“

Guds ånd i virksomhed

Arbejdet med at løse de problemer der var i forbindelse med stævnerne, var på mange måder med til at knytte de lokale Jehovas Vidner tættere sammen og vidnede om Guds ånd i virksomhed. I Smolensk blev mange af reservationerne på logi annulleret aftenen før stævnet. En ældste beretter: „Da adskillige busser med delegerede ankom klokken et om natten, havde de ingen steder at overnatte. Jeg begyndte at græde fordi jeg ikke kunne hjælpe dem. Jeg vendte mig til Jehova i bøn og tryglede ham om at løse problemet. Hvor blev jeg glad da vi en time senere havde fundet logi til alle. Det var bare fantastisk! Det viste at Jehova ikke lader de retfærdige i stikken.“ I forbindelse med et andet skovstævne henvendte brødrene sig til indbyggerne i en nærliggende landsby for at spørge om de kunne have nogle af stævnedeltagerne boende. På grund af de lokale Jehovas Vidners gode omdømme åbnede landsbyboerne deres hjem for 2000 delegerede under stævnet.

„At det overhovedet kunne lade sig gøre at holde stævnet, var et stærkt bevis på hvor vigtigt det er at stole på Jehova under alle forhold,“ siger et Jehovas vidne. Det var især tilfældet da ubudne „gæster“ dukkede op for at afbryde stævnet. I Novoshakhtinsk kom der nogle russiskortodokse præster og demonstranter som sang salmer og messede i mikrofoner i et forsøg på at overdøve taleren. Politiet forhindrede dem dog i at afbryde programmet. Da en af demonstranterne, en russiskortodoks kvinde, besvimede på grund af varmen, tog brødrene hende hen til stævnets førstehjælpsafdeling. Den omsorg hun blev vist, kom fuldstændig bag på hende.

Forbløffede over det de så

På grund af den øgede frygt for terrorhandlinger tiltrækker store forsamlinger i Rusland ofte politiets og nysgerrige indbyggeres opmærksomhed.  For eksempel blev et skovstævne i Volsjskij holdt under observation af repræsentanter fra en anti-ekstremistisk politipatrulje. Under programmet tabte en af dem sin mobiltelefon, og brødrene hjalp ham med at finde den i afdelingen for tabt og fundet. Kort efter blev han ringet op af sin overordnede, som gerne ville vide om der havde været opfordringer til vold eller ekstremisme ved stævnet. Betjenten svarede: „Alt er som det skal være; der er 5000 mennesker, og ingen begår lovovertrædelser. Om der er ekstremisme? Det her giver stof til eftertanke. Jeg tabte min telefon, men de fandt den og afleverede den til mig.“

En af vagterne var imponeret over hvor rent der var på området, og han var overrasket over at han til trods for at der var mange børn til stede, ikke kunne finde et eneste stykke slikpapir. Ejeren af en lejrplads hvor et andet stævne blev holdt, fik besøg af politiet, som havde modtaget rapporter om en stor religiøs forsamling. Han tog politichefen op til en balkon på tredje etage i en bygning hvorfra der var udsigt over lejrpladsen, og sagde: „Kig på dem! Der kan du med egne øjne se hvor velorganiserede de er.“ Ejeren var forbløffet over at Vidnerne hverken drak eller røg, og at de forlod stedet uden at efterlade sig det mindste spor; de tog endda deres affald med sig. Han udbrød: „Det var som et paradis!“

Enheden er tydelig blandt Guds folk

Efter et skovstævne udtalte lederen af en nærliggende landsby følgende: „Jeg forstår at I er beskedne mennesker, men I er alligevel i stand til at udrette meget. Mens vi hver især holder os for os selv, formår I at forene mennesker.“ Fra Kaliningrad til Kamtjatka gør den enhed der ses ved Jehovas Vidners store sammenkomster, fortsat et gunstigt indtryk på indbyggerne i dette vidtstrakte land. Uanset hvor hurtigt og uventet de må ændre deres planer, er der én ting der ikke ændrer sig — deres respektfulde indstilling til øvrigheden og deres næste.

Uanset deres situation bliver Jehovas Vidner i Rusland ved med at mødes for at modtage åndelig vejledning. De beder „for konger og alle dem som er i høje stillinger, så [de selv] fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Timoteus 2:2.

[Tekstcitat på side 27]

Et af de frivillige Jehovas Vidner der hjalp med at opbygge et udendørsstævne

[Tekstcitat på side 29]

Jehovas Vidner i Rusland fører fortsat „et roligt og stille liv med al gudhengivenhed“

[Illustrationer på side 28]

Frivillige arbejdede sammen om at rengøre pladsen hvor stævnet skulle holdes, og at sørge for mad til tusinder af stævnedeltagere

[Illustrationer på side 29]

Alle nød den bibelske undervisning, og de værdsatte det store arbejde de frivillige havde udført