Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er Gehenna et brændende pinested?

Er Gehenna et brændende pinested?

Læsere spørger . . .

Er Gehenna et brændende pinested?

▪ I evangelieberetningerne advarer Jesus sine disciple om faren for at blive dømt til Gehenna. Jesus mente tydeligvis at den advarsel skulle tages alvorligt. Men var det et brændende helvede med evig pine han sigtede til? — Mattæus 5:22.

Lad os først se på selve ordet. Det græske ord geʹenna svarer til det hebraiske udtryk gē hinnomʹ, som betyder „Hinnoms Dal“, eller mere fuldstændigt: gē vænē-hinnomʹ, „Hinnoms Sønners Dal“. (Josua 15:8; 2 Kongebog 23:10) Dette geografiske sted, som i dag hedder Wadi er-Rababi, er en dyb og snæver dal der ligger syd og sydvest for Jerusalem.

Under de judæiske konger fra det ottende århundrede før vor tidsregning og frem blev området brugt i forbindelse med hedenske ritualer; for eksempel blev børn ofret i ild. (2 Krønikebog 28:1-3; 33:1-6) Profeten Jeremias forudsagde at denne dal ville blive et sted hvor judæere ville dø for babyloniernes hånd som en straf fra Gud på grund af deres ondskab. * — Jeremias 7:30-33; 19:6, 7.

Ifølge den jødiske lærde David Kimhi (ca. 1160-1235 e.v.t.) blev dalen senere brugt som Jerusalems losseplads. Stedet fungerede som en slags forbrændingsanstalt, hvor ilden blev holdt ved lige så affald kunne bortskaffes. Alt hvad der blev kastet i denne dal, blev fuldstændig tilintetgjort og forvandlet til aske.

Mange bibeloversættere har taget sig den frihed at gengive geʹenna med ’Helvede’. (Mattæus 5:22, da. aut.) Hvorfor? Fordi de forbinder den bogstavelige ild der brændte i dalen uden for Jerusalem, med den hedenske forestilling at de onde pines i ild efter døden. Men Jesus forbandt aldrig Gehenna med pine.

Jesus vidste at alene tanken om at brænde mennesker levende er afskyelig for hans himmelske Fader, Jehova. Om den måde hvorpå Hinnoms Dal, eller Gehenna, blev brugt på profeten Jeremias’ tid, sagde Gud: „De har bygget Tofets offerhøje, der er i Hinnoms Søns Dal, for at brænde deres sønner og deres døtre i ilden, noget som jeg ikke har påbudt og som ikke er opkommet i mit hjerte.“ (Jeremias 7:31) Forestillingen om at de døde bliver pint, er også i modstrid med Guds kærlige personlighed og Bibelens klare lære om at de døde ’slet ingenting ved’. — Prædikeren 9:5, 10.

Jesus anvendte udtrykket „Gehenna“ som et symbol på en fuldstændig tilintetgørelse der er en følge af Guds ugunstige dom. „Gehenna“ er således en parallel til „ildsøen“ der omtales i Åbenbaringens Bog. Begge udtryk symboliserer evig tilintetgørelse hvorfra der ikke er mulighed for en opstandelse. — Lukas 12:4, 5; Åbenbaringen 20:14, 15.

[Fodnote]

^ par. 5 New Catholic Encyclopedia siger om denne profeti: „Under ødelæggelsen af Jerusalem ville der blive dræbt så mange af byens indbyggere at deres lig ville blive kastet i dalen og ligge ubegravet hen for derefter at rådne op eller blive brændt.“