Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Træf beslutninger der ærer Gud

Træf beslutninger der ærer Gud

Træf beslutninger der ærer Gud

„Den kloge overvejer sine skridt.“ — ORDSP. 14:15.

1, 2. (a) Hvad bør være vigtigst for os i forbindelse med alle de beslutninger vi træffer? (b) Hvilke spørgsmål vil vi nu se nærmere på?

HVER DAG træffer vi masser af beslutninger. Mange af dem får sikkert ikke særlig langvarige konsekvenser. Andre kan få stor indvirkning på resten af vores liv. Men det vigtigste for os i alle de beslutninger vi træffer, store såvel som små, er at vi ærer Gud. — Læs Første Korintherbrev 10:31.

2 Synes du det er let at tage beslutninger, eller er det noget du har svært ved? Hvis vi gerne vil vokse frem til kristen modenhed, må vi lære at skelne mellem ret og uret og træffe afgørelser der er i overensstemmelse med vores egen overbevisning, ikke andres. (Rom. 12:1, 2; Hebr. 5:14) Hvilke andre væsentlige grunde er der til at vi må lære at træffe gode beslutninger? Hvorfor kan det somme tider være så svært? Og hvilke skridt kan vi tage for at sikre os at de beslutninger vi træffer, er til ære for Gud?

Hvorfor overhovedet træffe beslutninger?

3. Hvad må vi ikke lade os påvirke af når vi skal træffe beslutninger?

3 Hvis vi er ubeslutsomme når det drejer sig om hvilke bibelske normer vi skal følge, kunne vores skolekammerater eller kolleger få den opfattelse at vi ikke er helt overbeviste om at vores tro er rigtig, og at vi derfor er lette at påvirke. Det kan være at de lyver, snyder eller stjæler, og så prøver at overtale os til at „følge mængden“ og gøre som dem, eller i det mindste dække over dem. (2 Mos. 23:2) Men en der ved hvordan man træffer beslutninger som er til ære for Gud, vil ikke lade frygt eller ønsket om at blive accepteret få ham til at opføre sig på en måde der er i modstrid med hans bibeloplærte samvittighed. — Rom. 13:5.

4. Hvorfor vil andre måske gerne træffe beslutninger for os?

4 Hvis andre gerne vil træffe afgørelser for os, mener de det sikkert godt. Velmenende venner vil måske insistere på at vi følger deres råd. Hvis man ikke bor hjemme, vil ens slægtninge sandsynligvis være interesseret i hvordan man har det, og føle at de stadig bør være med til at træffe nogle af de vigtige beslutninger man står over for. Tag for eksempel spørgsmålet om lægebehandling. Bibelen fordømmer klart misbrug af blod. (Apg. 15:28, 29) Der er imidlertid andre spørgsmål i forbindelse med vores helbred hvor svaret ikke er helt så klart, og hvor vi hver især må afgøre om vi vil sige ja eller nej til en bestemt behandling. * Vores nærmeste har måske nogle stærke meninger om disse spørgsmål. I forbindelse med sådanne afgørelser må enhver indviet, døbt kristen ikke desto mindre „bære sin egen ansvarsbyrde“. (Gal. 6:4, 5) Det vigtigste for os er at bevare en god samvittighed over for Gud, ikke over for mennesker. — 1 Tim. 1:5.

5. Hvordan kan vi undgå at lide skibbrud med hensyn til vores tro?

5 Vi kan udsætte os for alvorlig fare ved at være ubeslutsomme. Disciplen Jakob skrev at en ubeslutsom mand er „ustadig på alle sine veje“. (Jak. 1:8) Han vil blive kastet omkring af verdens skiftende meninger og holdninger — som var han ude på et oprørt hav i en båd uden ror. Et sådant menneske vil meget let kunne lide skibbrud med hensyn til sin tro og bagefter give andre skylden for sin sørgelige situation. (1 Tim. 1:19) Hvordan kan vi undgå det? Vi må „befæstes i troen“. (Læs Kolossenserbrevet 2:6, 7). For at blive det må vi lære at træffe beslutninger der viser at vi tror på Guds inspirerede ord. (2 Tim. 3:14-17) Men er der noget som kan hindre os i at træffe gode beslutninger?

Hvorfor det kan være svært at træffe beslutninger

6. Hvordan kan frygt påvirke os?

6 Frygt kan lamme os — frygt for at træffe en forkert afgørelse, for at tingene kan gå galt, eller for at tage sig tåbelig ud i andres øjne. Det er forståeligt hvis man gør sig sådanne tanker. Ingen ønsker at tage en uklog beslutning som kunne skabe problemer eller bevirke at man blev til skamme. Men kærlighed til Gud og hans ord kan mindske vores frygt. Hvordan? Jo, vores kærlighed til Gud vil få os til altid at rådføre os med hans ord og bibelske publikationer inden vi træffer vigtige afgørelser. Det vil føre til at vi begår færre fejl. Bibelen kan nemlig „give de uerfarne klogskab, den unge mand kundskab og evnen til at tænke“. — Ordsp. 1:4.

7. Hvad kan vi lære af kong Davids eksempel?

7 Vil vi altid træffe den rigtige beslutning? Nej, vi begår alle fejl. (Rom. 3:23) For eksempel var kong David en klog og trofast mand. Alligevel traf han undertiden forkerte beslutninger der påførte ham selv og andre mange lidelser. (2 Sam. 12:9-12) Men David tillod ikke at sådanne fejltrin lammede hans evne til at træffe beslutninger der kunne godkendes af Gud. (1 Kong. 15:4, 5) Hvis vi har begået fejl, kan vi alligevel, ligesom David, træffe rigtige beslutninger, idet vi husker at Jehova vil bære over med vores fejl og tilgive vores synder. Han vil fortsat støtte dem der elsker og adlyder ham. — Sl. 51:1-4, 7-10.

8. Hvad lærer vi af Paulus’ udtalelser om ægteskab?

8 Er der noget der kan hjælpe os hvis vi er nervøse for at træffe beslutninger? Ja. Det hjælper os at forstå at der af og til kan være flere rigtige beslutninger at vælge imellem. Læg mærke til hvordan Paulus ræsonnerede da han behandlede emnet ægteskab. Inspireret af Gud skrev han: „Hvis nogen mener at han bærer sig urigtigt ad over for sin jomfruelighed, hvis den er ude over ungdommens vår, og det må ske således, så lad ham gøre hvad han vil; han synder ikke. Lad dem gifte sig. Men hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han ikke føler nogen nødvendighed men har myndighed over sin egen vilje og i sit hjerte har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel.“ (1 Kor. 7:36-38) Paulus sagde at det bedste man kunne gøre, var at forblive ugift, men det var ikke det eneste rigtige valg.

9. Skal vi bekymre os om hvordan andre ser på de beslutninger vi træffer? Forklar.

9 Skal vi bekymre os om hvordan andre ser på de beslutninger vi træffer? Til en vis grad. Bemærk hvad Paulus sagde om det at spise mad der måske havde været ofret til afguder. Han anerkendte at en beslutning der ikke i sig selv var forkert, kunne blive til skade for en der havde en svag samvittighed. Hvad var Paulus selv besluttet på at gøre? „Hvis mad bringer min broder til snublen og fald, vil jeg aldrig nogen sinde mere spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til snublen og fald,“ skrev han. (1 Kor. 8:4-13) Også vi må overveje hvordan vores beslutninger vil berøre andres samvittighed. Mest af alt er vi dog optaget af hvilken indvirkning de valg vi træffer, vil have på vores venskab med Jehova. (Læs Romerbrevet 14:1-4). Hvilke bibelske principper kan hjælpe os til at træffe afgørelser der ærer Gud?

Seks skridt der hjælper os til at træffe gode beslutninger

10, 11. (a) Hvordan kan vi undgå at gøre noget overmodigt i familien? (b) Hvad bør ældste tænke på når de træffer beslutninger der påvirker menigheden?

10 Gør ikke noget overmodigt. Inden vi beslutter hvad vi vil gøre, må vi overveje spørgsmålet om myndighed. Vi kan spørge os selv: ’Er det egentlig mig der skal træffe denne beslutning?’ Kong Salomon skrev: „Kommer der overmod, da kommer der vanære, men hos de beskedne er der visdom.“ — Ordsp. 11:2.

11 Forældre giver måske deres børn lov til at træffe visse beslutninger, men børn må ikke på forhånd gå ud fra at de har en sådan myndighed. (Kol. 3:20) Hustruer og mødre har en vis myndighed i familien, men det vil være klogt af dem at anerkende at deres mand er familiens overhoved. (Ordsp. 1:8; 31:10-18; Ef. 5:23) Ægtemænd må ligeledes anerkende at deres myndighed er begrænset, og at de må underordne sig Kristus. (1 Kor. 11:3) Også ældste har en vis myndighed. De træffer afgørelser der påvirker menigheden, men de må sikre sig at de ’ikke går ud over det der står skrevet’ i Guds ord. (1 Kor. 4:6) Desuden følger de nøje den vejledning de får fra den trofaste træl. (Matt. 24:45-47) Vi kan spare os selv og andre for mange sorger og bekymringer hvis vi er beskedne og kun træffer beslutninger når vi har fået myndighed til det.

12. (a) Hvorfor bør man indhente oplysninger? (b) Forklar hvordan man kan gøre det.

12 Indhent oplysninger. „Den flittiges planer får et gunstigt udfald, så sikkert som enhver der har hastværk styrer mod armod,“ skrev Salomon. (Ordsp. 21:5) Overvejer du for eksempel at indgå en forretningsaftale? Da må du ikke lade dig lede af følelser. Indhent alle relevante oplysninger, søg råd hos nogle der har erfaring på området, og find ud af hvilke bibelske principper der spiller ind. (Ordsp. 20:18) For at få styr på det du efterhånden finder frem til, kan du opstille to kolonner — en med fordele og en anden med ulemper. Så kan du ’beregne omkostningerne’ inden du træffer en beslutning. (Luk. 14:28) Tænk ikke alene på hvordan din beslutning eventuelt vil påvirke din økonomiske situation, men også på hvordan den vil berøre din åndelighed. Det kræver tid og kræfter at indsamle oplysninger. Men ved at gøre det undgår man at træffe overilede beslutninger, der kan føre til unødig bekymring.

13. (a) Hvad forsikres vi om i Jakob 1:5? (b) Hvordan kan det være en hjælp at bede Gud om visdom?

13 Bed Gud om visdom. Hvis vi beder Gud om hjælp når vi skal træffe beslutninger, vil de være til ære for ham. Disciplen Jakob skrev: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ (Jak. 1:5) Der er ikke noget pinligt i at erkende at vi har brug for Guds visdom når vi skal træffe afgørelser. (Ordsp. 3:5, 6) Hvis vi udelukkende stolede på vores egen forstand, kunne vi jo let komme på vildspor. Når vi beder Gud om visdom og finder frem til principperne i hans ord, vil den hellige ånd kunne hjælpe os til at forstå hvilket motiv der ligger bag vores ønske om at gøre noget bestemt. — Hebr. 4:12; Læs Jakob 1:22-25.

14. Hvorfor bør vi undgå at udskyde tingene?

14 Træf beslutningen. Vær ikke for hurtig til at gøre dette — tag de foregående skridt først: Indhent oplysninger, og bed om visdom. Den der er klog, „overvejer sine skridt“. (Ordsp. 14:15) Men træk det heller ikke i langdrag. En der er tilbøjelig til at udskyde tingene, kan finde på de mærkeligste undskyldninger for ikke at træffe en beslutning. (Ordsp. 22:13) Indirekte gør han det dog alligevel — han beslutter at lade andre styre sit liv.

15, 16. Hvad indebærer det at føre en beslutning ud i livet?

15 Før beslutningen ud i livet. De anstrengelser vi gør os for at tage en god beslutning, kan være spildt hvis vi ikke er målbevidste og gennemfører det vi har sat os for. Salomon skrev: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har.“ (Præd. 9:10) For at det kan lykkes, må vi være villige til at bruge den nødvendige mængde tid og kræfter. Som eksempel kunne vi tage en forkynder i menigheden der beslutter at blive pioner. Vil det lykkes for ham? Det vil det sikkert — hvis han ikke lader for meget verdsligt arbejde og for mange adspredelser tage hans kræfter og berøve ham den tid han skal bruge for at passe sin tjeneste.

16 De bedste beslutninger er sjældent de letteste at føre ud i livet. Det skyldes at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Joh. 5:19) Vi må kæmpe imod „verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef. 6:12) Bibelskribenterne Paulus og Judas understregede begge at de der ønsker at ære Gud, må kæmpe en hård kamp. — 1 Tim. 6:12; Jud. 3.

17. Hvad forventer Jehova af os i forbindelse med de beslutninger vi træffer?

17 Bedøm resultatet af beslutningen, og se om det er nødvendigt med justeringer. Ikke alle beslutninger fører til lige nøjagtig det resultat man forventede. „Tid og tilfælde“ berører os alle. (Præd. 9:11) Alligevel forventer Jehova at vi holder fast ved visse beslutninger selvom der kommer vanskeligheder. Hvis man har indviet sit liv til Jehova eller aflagt et ægteskabsløfte, er det en beslutning der ikke kan ændres. Gud forventer at vi lever op til en sådan beslutning. (Læs Salme 15:1, 2, 4). De fleste beslutninger er dog af mindre betydning. En person der er fornuftig, vil fra tid til anden tage de beslutninger han har truffet, op til fornyet overvejelse. Han vil hverken lade stolthed eller stædighed hindre ham i at justere eller helt ændre en beslutning. (Ordsp. 16:18) Det vigtigste for ham er at sikre sig at han fortsat ærer Gud med sit liv.

Lær andre at træffe beslutninger der ærer Gud

18. Hvordan kan forældre lære deres børn at træffe gode beslutninger?

18 Forældre kan gøre meget for at lære deres børn at træffe beslutninger der ærer Gud. Det siges at eksemplet er den bedste læremester. (Luk. 6:40) Forældre kan forklare deres børn hvilke skridt de selv tog for at træffe en bestemt beslutning. De kan også lade børnene selv træffe nogle beslutninger og derefter rose dem når det har ført til et godt resultat. Men hvad nu hvis ens barn træffer en dårlig beslutning? Forældrenes første indskydelse kunne være at beskytte ham eller hende mod konsekvenserne, men det vil ikke altid tjene barnets eller den unges interesser bedst. Lad os forestille os at forældrene støtter deres søn eller datter i at få et kørekort, og at han eller hun så overtræder færdselsloven og får en bøde. Nu kunne forældrene betale bøden, men hvis de i stedet kræver at den unge betaler bøden med penge som han eller hun selv har tjent, er der større sandsynlighed for at den unge lærer at tage ansvar for sine handlinger. — Rom. 13:4.

19. Hvad bør vi lære dem vi studerer med, og hvordan kan vi gøre det?

19 Jesus gav sine disciple til opgave at undervise andre. (Matt. 28:20) Noget af det vigtigste vi kan lære dem vi studerer Bibelen med, er hvordan de kan træffe gode beslutninger. Det lærer vi dem bedst hvis vi modstår trangen til at fortælle dem hvad de skal gøre. Det er meget bedre at lære dem hvordan de kan ræsonnere ud fra Bibelens principper og selv nå frem til en afgørelse. Når alt kommer til alt, „skal hver enkelt af os . . . aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. (Rom. 14:12) Vi har derfor al mulig grund til at træffe beslutninger der ærer Gud.

[Fodnote]

^ par. 4 Dette emne behandles nærmere i artiklen „Hvordan betragter jeg blodderivater og behandlingsmetoder der omfatter brugen af mit eget blod?“, som blev bragt i Rigets Tjeneste for november 2006, side 3-6.

Hvad vil du svare?

• Hvorfor er det vigtigt at lære hvordan man træffer beslutninger?

• Hvordan kan frygt påvirke os, og hvordan kan vi overvinde den?

• Hvilke seks skridt kan vi tage for at træffe beslutninger der ærer Gud?

[Studiespørgsmål]

[Ramme/illustration på side 16]

Gode beslutninger — seks skridt

1. Gør ikke noget overmodigt

2. Indhent oplysninger

3. Bed Gud om visdom

4. Træf beslutningen

5. Før beslutningen ud i livet

6. Bedøm resultatet, og justér

[Illustration på side 15]

Den ubeslutsomme er som en mand i en båd uden ror på et oprørt hav