TO AF Ruslands højeste domstole erklærede i december 2009 og januar 2010 at trossamfundet Jehovas Vidner er „ekstremistisk“. Det var som om historien gentog sig selv. Dengang Rusland hørte til Sovjetunionen, blev tusinder af Jehovas Vidner med urette anklaget for at være fjender af staten. De blev forvist fra deres hjem, fængslet og sendt i arbejdslejre. Da Sovjetunionen brød sammen, fik Jehovas Vidner oprejsning af det nye styre. Fra officiel side blev de renset for alle anklager. * Men nu synes der igen at være personer som er besluttede på at ødelægge deres gode omdømme.

I begyndelsen af 2009 iværksatte myndighederne et omfattende angreb mod Jehovas Vidners frihed til at udøve deres tro. Alene i februar satte offentlige anklagere over 500 undersøgelser i gang rundt omkring i Rusland. Hvad var formålet med denne kampagne? At finde beviser for nogle lovovertrædelser som man påstod at Vidnerne havde begået. I de følgende måneder trængte politifolk ind i rigssale samt private hjem og afbrød fredelige religiøse møder. De konfiskerede også litteratur såvel som private ejendele. Myndighederne udviste udenlandske advokater  som var med til at forsvare Jehovas Vidner, og forhindrede dem i at kunne vende tilbage.

Den 5. oktober 2009 blev en sending bibelsk litteratur konfiskeret af toldere ved grænsen nær Sankt Petersborg. Tryksagerne var fremstillet i Tyskland og var tiltænkt et stort antal menigheder i Rusland. Sendingen blev undersøgt af en specialenhed af russiske toldere som normalt tager sig af farlige smuglervarer. Hvorfor? I et officielt dokument stod der at forsendelsen kunne indeholde „materiale der har til hensigt at vække religiøs splid“.

Denne bølge af chikane nåede snart et kritisk punkt. Højesteret i Den Russiske Føderation og i Republikken Altaj (der er en del af Rusland) erklærede et større antal publikationer udgivet af Jehovas Vidner, deriblandt dette blad, for at være ekstremistiske. Vidnerne appellerede, og det internationale samfund udtrykte bekymring — men til ingen nytte. Afgørelserne står stadig ved magt, og det er altså imod loven at indføre eller uddele de pågældende bibelske tryksager i Rusland.

Hvordan ville Jehovas Vidner reagere på disse forsøg på at smudse dem til og begrænse deres frihed? Og hvilke konsekvenser kan domstolenes afgørelser få for alle russiske borgere og deres religionsfrihed?

Fredag den 26. februar 2010 påbegyndte 160.000 Jehovas Vidner i byer over hele Rusland en særlig kampagne. Tilsammen uddelte de 12 millioner eksemplarer af en særlig traktat med titlen Kunne det ske igen? Et spørgsmål til borgerne i Rusland. I byen Usolje-Sibirskoje, for eksempel, samledes flere hundrede Vidner på gaden klokken halv seks om morgenen. Blandt dem var der nogle som selv havde været forvist til Sibirien i 1951 på grund af deres tro. De trodsede 40 graders frost for at uddele de 20.000 traktater de havde fået tildelt.

Som indledning til kampagnen, der varede tre dage, holdt Jehovas Vidner en pressekonference i Moskva. Blandt de indbudte talere var Lev Levinson, et velkendt medlem af Instituttet for Menneskerettigheder. Han gav et kort tilbageblik over den meningsløse chikane og forfølgelse Jehovas Vidner blev udsat for i det nazistiske Tyskland og i Sovjetunionen, og nævnte at Vidnerne efterfølgende var blevet renset for alle anklager. Han sagde også: „Alle de trossamfund der blev forfulgt i Sovjettiden, blev  rehabiliteret i kraft af præsident Jeltsins dekret. Og alt det man havde taget fra dem, skulle gives tilbage til dem. Jehovas Vidner i Sovjetunionen ejede ikke noget særligt, men de fik deres gode navn tilbage.“

Dette gode navn eller omdømme er nu igen truet. „I det selv samme land som gav disse mennesker en undskyldning,“ sagde Lev Levinson, „er de igen udsat for en fuldstændig ubegrundet forfølgelse.“

Blev målet med traktatkampagnen nået? Lev Levinson sagde: „På vej hen til denne [presse]konference så jeg folk sidde i metroen og kigge i en pamflet som Jehovas Vidner uddeler i hele Rusland i dag. . . . Folk sidder og læser den, og den bliver læst med stor opmærksomhed.“ * Her er nogle glimt af hvad der skete:

En ældre dame i en overvejende muslimsk del af det centrale Rusland tog imod en traktat og spurgte hvad den drejede sig om. Da hun fik at vide at traktaten handlede om frihed og menneskerettigheder i Rusland, udbrød hun: „Endelig er der nogen der gør opmærksom på de ting! Hvad det angår, er Rusland ved at vende tilbage til Sovjettiden. I skal ha’ mange tak. Hvor er det godt, det I gør!“

En kvinde i Tjeljabinsk som fik tilbudt en traktat, sagde: „Den har jeg allerede fået, og jeg har læst den. Jeg er helt på jeres side. Jeg kender ingen andre trossamfund der ville forsvare deres tro på sådan en velorganiseret måde. Jeg kan godt lide jeres påklædning, og I er altid så taktfulde. Man kan tydeligt se hvor overbeviste I er i jeres tro. For mig at se er Gud med jer.“

 I Sankt Petersborg sagde en mand ligeledes at han havde fået traktaten. Da han blev spurgt om han syntes om det han havde læst, svarede han: „Ja, og jeg fik gåsehud da jeg læste den. Jeg begyndte ligefrem at græde. Min bedstemor blev forfulgt [i Sovjettiden], og hun har fortalt mig meget om dem hun sad i fængsel sammen med. Der var mange forbrydere, men der var også uskyldige mennesker som var i fængsel på grund af deres tro. Jeg mener at alle skal have at vide hvad der er foregået — så det I gør, er det helt rigtige.“

Jehovas Vidner værdsætter den grad af frihed de har nydt i Rusland i de sidste 20 år. Men de ved kun alt for godt hvor let deres frihed kan tages bort. Er den igangværende bølge af bagtalelse et tegn på at Rusland er på vej tilbage til undertrykkelsens mørke tid? Det vil fremtiden vise.

Imidlertid er Jehovas Vidner fast besluttede på at blive ved med at forkynde Bibelens budskab om håb og fred, hvad der end måtte ske. I den særlige traktat siges det med disse ord: „Undertrykkelsen vil aldrig sejre. Vi vil ikke holde op med taktfuldt og respektfuldt at tale om Jehova Gud og hans ord, Bibelen. (1 Peter 3:15) Vi holdt ikke op da vi blev udsat for rædslerne i Nazityskland; vi holdt ikke op i den mørkeste tid under vort lands undertrykkelse; og vi vil heller ikke holde op nu! — Apostelgerninger 4:18-20.“