En god nyhed alle har brug for

’Den gode nyhed er en Guds kraft til frelse.’ — ROM. 1:16.

1, 2. Hvorfor forkynder du den „gode nyhed om riget“, og hvilke aspekter af den fremhæver du?

’DET er en stor glæde for mig at fortælle andre om den gode nyhed.’ Sådan har du nok også tænkt eller sagt. Som et helhjertet vidne for Jehova ved du hvor vigtigt det er at forkynde „denne gode nyhed om riget“. Du kender Jesu profeti om denne forkyndelse og kan sikkert citere hans ord udenad. — Matt. 24:14.

² Ved at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“ er du med i det arbejde som Jesus påbegyndte. (Læs Lukas 4:43). Et af de emner du uden tvivl fremhæver, er at Gud snart vil gribe ind i forholdene her på jorden. I den ’store trængsel’ vil han fjerne falsk religion og rense jorden for ondskab. (Matt. 24:21) Du fremhæver sikkert også at Guds rige vil genoprette Paradiset på jorden så der kan råde fred og lykke. Faktisk er den „gode nyhed om riget“ en del af den „gode nyhed“ der blev forkyndt for Abraham: „Ved dig skal alle nationerne velsignes.“ — Gal. 3:8.

3. Hvoraf fremgår det at apostelen Paulus i Romerbrevet lagde vægt på den gode nyhed?

³ Der er dog en vigtig side af den gode nyhed som vi måske lægger for lidt vægt på. I det brev apostelen Paulus skrev til romerne, omtalte han „Guds rige“ blot én gang, mens han brugte det græske udtryk for den „gode nyhed“ 12 gange. (Læs Romerbrevet 14:17). Hvilket aspekt af den gode nyhed var det Paulus henviste så ofte til i sit brev? Hvorfor er dette aspekt af vital betydning? Og hvorfor skal vi have det i tanke når vi forkynder „Guds gode nyhed“ for folk i vores distrikt? — Mark. 1:14; Rom. 15:16; 1 Thess. 2:2.

Hvad de kristne i Rom havde brug for

4. Hvilke emner talte Paulus om under sit første fangenskab i Rom?

⁴ Det er lærerigt at se hvilke emner Paulus talte om da han sad fængslet i Rom første gang. Vi læser at han, da han fik besøg af nogle jøder, ’aflagde et grundigt vidnesbyrd om (1) Guds rige og søgte at overbevise dem om (2) Jesus’. Hvad resulterede det i? „Nogle begyndte at tro på det der blev sagt; andre troede ikke.“ Videre i beretningen fortælles det at Paulus ’tog venligt imod alle som kom  til ham, idet han forkyndte (1) Guds rige for dem og underviste i det der vedrører (2) Herren Jesus Kristus’. (Apg. 28:17, 23-31) Paulus rettede tydeligvis opmærksomheden mod Guds rige. Men han fremhævede også noget andet, noget der er centralt i forbindelse med Riget, nemlig Jesu plads i Guds hensigt.

5. Hvilket behov understregede Paulus i Romerbrevet?

⁵ Alle har brug for at få kundskab om Jesus og at tro på ham. Det understregede Paulus i sit brev til romerne. I begyndelsen af brevet skrev han at han ydede Gud hellig tjeneste „i forbindelse med den gode nyhed om hans søn“. Han tilføjede: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror.“ Videre i brevet omtalte han „den dag Gud gennem Kristus Jesus dømmer det skjulte hos menneskene, ifølge den gode nyhed jeg forkynder“. Han skrev også: „Fra Jerusalem og i en kreds helt til Illyrien [har jeg] fuldt ud . . . forkyndt den gode nyhed om Messias.“ * (Rom. 1:9, 16; 2:16; 15:19) Hvorfor henledte Paulus de kristne romeres opmærksomhed på Jesus Kristus?

6, 7. Hvad kan vi sige om oprettelsen af menigheden i Rom, og hvem bestod den af?

⁶ Vi ved ikke hvordan menigheden i Rom opstod. Vendte nogle af de jøder eller proselytter der overværede pinsen i år 33, tilbage til Rom som kristne? (Apg. 2:10) Eller var det kristne købmænd og rejsende der bragte sandhedens budskab til denne by? Uanset hvordan det forholdt sig, var menigheden veletableret da Paulus skrev Romerbrevet omkring år 56. (Rom. 1:8) Hvem bestod menigheden af?

⁷ Nogle i denne menighed havde en jødisk baggrund. Paulus sendte hilsener til Andronikus og Junias og kaldte dem „mine slægtninge“, hvilket sandsynligvis sigtede til slægtninge der var jøder. Teltmageren Akvila og hans kone, Priskilla, var også jøder. (Rom. 4:1; 9:3, 4; 16:3, 7; Apg. 18:2) Men mange af de brødre og søstre som Paulus sendte hilsener til, var sandsynligvis ikkejøder. Nogle har måske hørt til „kejserens husstand“, hvilket kan sigte til trælle og underordnede embedsmænd der stod i kejserens tjeneste. — Fil. 4:22; Rom. 1:5, 6; 11:13.

8. Hvilken situation befandt de kristne i Rom sig i?

⁸ Hver enkelt kristen i Rom befandt sig i en ulykkelig situation, og det gør vi også. Paulus beskrev det på denne måde: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Rom. 3:23) Alle som Paulus skrev til, måtte tydeligvis erkende at de var syndere, og de måtte tro på det middel Gud benytter til at redde dem ud af deres vanskelige situation.

Alle må erkende at de er syndere

9. Hvad sagde Paulus at den gode nyhed kunne føre til?

⁹ I indledningen af sit brev til romerne pegede Paulus på det vidunderlige resultat som den gode nyhed han ofte omtalte, kunne føre til. Han skrev: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker.“ Ja, det var muligt at opnå frelse. Men med et citat fra Habakkuk 2:4 understregede Paulus den dybe sandhed at man må have tro. Han sagde: „Den retfærdige skal leve som følge af tro.“ (Rom. 1:16, 17; Gal. 3:11; Hebr. 10:38) Hvilken forbindelse er der mellem den gode nyhed som  kan føre til frelse, og den sandhed at „alle har syndet“?

10, 11. Hvorfor er tanken i Romerbrevet 3:23 velkendt for nogle, men fremmed for andre?

¹⁰ For at kunne opdyrke en tro der fører til frelse, må man først erkende at man er en synder. Tanken om at vi er syndere, er som regel ikke fremmed for folk der tror på Gud og har et vist kendskab til Bibelen. (Læs Prædikeren 7:20). Uanset om de er enige eller ej i det Bibelen siger om synd, har de i det mindste en idé om hvad Paulus mente da han sagde: „Alle har syndet.“ (Rom. 3:23) Men i vores forkyndelse kan vi undertiden støde på folk der ikke forstår denne udtalelse.

¹¹ I nogle lande er tanken om at man er født som synder, eller har arvet synd, ukendt for mange. De erkender nok at de begår fejl, har uønskede karaktertræk og måske har handlet ondt. Men med den baggrund de har, forstår de ikke hvorfor de selv og andre er som de er. Når man på visse sprog siger at en person er en synder, kan det endda blive forstået sådan at vedkommende er en forbryder eller i det mindste en lovovertræder. En der er vokset op med en sådan baggrund, vil måske ikke uden videre betragte sig selv som en synder i den betydning Paulus anvendte ordet.

12. Hvorfor afviser mange tanken om at alle mennesker er syndere?

¹² Endog i såkaldt kristne lande har mange svært ved at acceptere tanken om at vi er syndere. Hvorfor? Selv blandt kirkegængere betragter nogle Bibelens beretning om Adam og Eva som en myte, en opdigtet historie. Andre er vokset op i et irreligiøst miljø. Eftersom de tvivler på at Gud eksisterer, forstår de ikke tanken om at et højere væsen har fastsat normer for mennesker, og at en overtrædelse af disse normer er en synd. I en vis forstand er de ligesom dem i det første århundrede der ifølge Paulus’ beskrivelse „intet håb“ havde og var „uden Gud i verden“. — Ef. 2:12.

13, 14. (a) Hvad er en af grundene til at de der ikke tror på Gud og ikke erkender at alle er syndere, er uden undskyldning? (b) Hvad har denne mangel på tro fået mange til at gøre?

¹³ I sit brev til romerne nævnte Paulus to grunde til at man ikke kan bruge sin baggrund som en undskyldning for ikke at tro på Gud og erkende at man er en synder. Den ene grund er at selve skaberværket er et vidnesbyrd om at der findes en Skaber. (Læs Romerbrevet 1:19, 20). Det stemmer med det Paulus skrev til hebræerne da han var i Rom: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ (Hebr. 3:4) Ifølge dette ræsonnement er der en Skaber som har bygget, eller frembragt, hele universet.

¹⁴ Det var derfor velbegrundet at Paulus skrev til de kristne i Rom at enhver — også blandt israelitterne i fortiden — som tilbad livløse gudebilleder, var „uden undskyldning“. Det samme kan siges om de mænd og kvinder der begik umoralske seksuelle handlinger der stred mod den naturlige brug af deres legeme. (Rom. 1:22-27) Paulus konkluderede meget rigtigt at alle mennesker, „såvel jøder som grækere“, var „under synd“. — Rom. 3:9.

 Samvittigheden — en indre dommer

15. Hvem er udrustet med en samvittighed, og hvad har det resulteret i?

¹⁵ I det andet kapitel i Romerbrevet nævnes den anden grund til at mennesker bør erkende at de er syndere og har brug for at blive reddet ud af den ulykkelige situation de befinder sig i. Om den samling love Gud gav israelitterne i fortiden, skrev Paulus: „Alle som har syndet under loven, vil blive dømt ved loven.“ (Rom. 2:12) Paulus fortsatte sit ræsonnement ved at pege på at folk fra nationer eller etniske grupper der ikke kender Guds lov, ofte „af natur gør det loven siger“. Hvad er grunden til at sådanne mennesker almindeligvis forbyder incest, mord og tyveri? Paulus pegede på grunden: De har en samvittighed. — Læs Romerbrevet 2:14, 15.

16. Er dét at have en samvittighed ensbetydende med at man ikke synder?

¹⁶ Ikke desto mindre er det velkendt at selvom mennesker har en samvittighed der fungerer som en indre dommer, er det ikke altid ensbetydende med at de retter sig efter den. Det var for eksempel tilfældet med israelitterne. Til trods for at Jehova havde udrustet dem med en samvittighed og desuden givet dem specifikke love mod tyveri og ægteskabsbrud, handlede de ofte i strid både med deres samvittighed og med hans lov. (Rom. 2:21-23) De var strafskyldige i dobbelt forstand og derfor afgjort syndere — de levede ikke i overensstemmelse med Guds normer og vilje. Det skadede i høj grad deres forhold til Skaberen. — 3 Mos. 19:11; 20:10; Rom. 3:20.

17. Hvilken opmuntring finder vi i Romerbrevet?

¹⁷ Det vi her har set på ud fra Romerbrevet, synes måske at tegne et dystert billede af den situation vi mennesker befinder os i, nemlig at vi står som syndere over for den Almægtige. Men Paulus lod det ikke blive ved det. Idet han citerede Davids ord i Salme 32:1, 2, skrev han: „Lykkelige er de hvis lovløse gerninger er tilgivet og hvis synder er dækket; lykkelig er den mand som Jehova slet ikke tilregner synd.“ (Rom. 4:7, 8) Ja, uden at overtræde sine egne retfærdige normer har Gud gjort det muligt for mennesker at få tilgivelse for deres synder.

Den gode nyhed der drejer sig om Jesus

18, 19. (a) Hvilket aspekt af den gode nyhed fremhævede Paulus i Romerbrevet? (b) Hvad må vi erkende for at opnå velsignelserne under Guds rige?

¹⁸ ’Det er virkelig en god nyhed!’ tænker du måske. Og det er det bestemt. Dette fører os tilbage til det aspekt af den gode nyhed som Paulus fremhævede i Romerbrevet. Som allerede nævnt skrev han: „Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse.“ — Rom. 1:15, 16.

¹⁹ Den gode nyhed Paulus taler om her, drejer sig om Jesu plads i gennemførelsen af Guds hensigt. Paulus så frem til „den dag Gud gennem Kristus Jesus dømmer det skjulte hos menneskene, ifølge den gode nyhed“. (Rom. 2:16) Hermed bagatelliserede han ikke „Messias’ og Guds rige“ eller det som Gud vil gøre ved hjælp af Riget. (Ef. 5:5) Han viste at vi for at leve og opnå velsignelserne under Guds rige må erkende (1) at vi i Guds øjne er syndere, og (2) at vi må tro på Jesus Kristus for at få tilgivelse for vores synder. Når mennesker begynder at forstå og acceptere dette og finder ud af hvilken fremtid Gud vil lade dem få del i, vil de helt sikkert få lyst til at sige: ’Det er virkelig en god nyhed!’

20, 21. Hvorfor bør vi have det aspekt af den gode nyhed der fremhæves i Romerbrevet, i tanke når vi forkynder, og hvad kan det resultere i?

 ²⁰ Det er vigtigt at vi har dette aspekt af den gode nyhed i tanke når vi udfører vores kristne forkyndelse. Med henblik på Jesus sagde Paulus med et citat fra Esajas’ Bog: „Ingen som tror på ham vil blive skuffet.“ (Rom. 10:11; Es. 28:16) Det grundlæggende budskab om Jesus er måske ikke så fremmed for folk som har et vist kendskab til det Bibelen fortæller om synd. Men for andre kan budskabet måske virke nyt og ukendt. Efterhånden som de får tro på Gud og tillid til Bibelen, må vi fortælle dem om den vigtige plads Jesus indtager i Guds hensigt. I den næste artikel vil vi se hvordan den side af den gode nyhed uddybes i Romerbrevet, kapitel 5. Det du lærer af et sådant studium, vil uden tvivl være en hjælp for dig i din forkyndelse.

²¹ Det er til stor glæde for os at kunne hjælpe oprigtige mennesker til at forstå den gode nyhed der nævnes gentagne gange i Romerbrevet, den gode nyhed som er „en Guds kraft til frelse for enhver som tror“. (Rom. 1:16) Ja, det er dejligt at høre andre sige det som Paulus gav udtryk for da han citerede fra Esajas 52:7: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ — Rom. 10:15.

[Fodnote]

Husker du?

• Hvilket aspekt af den gode nyhed fremhæves i Romerbrevet?

• Hvad må vi hjælpe dem vi forkynder for, til at erkende?

• Hvordan kan „den gode nyhed om Messias“ blive til gavn både for os og andre?

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 8]

Den gode nyhed der omtales i Romerbrevet, indbefattede Jesu vigtige plads i Guds hensigt

[Illustration på side 9]

Vi er alle født med en dødbringende skavank — synden!