Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sandheden kan forandre dit liv

Sandheden kan forandre dit liv

Sandheden kan forandre dit liv

DU HAR måske selv indtil nu troet på noget af det vi i denne artikelserie har afsløret som løgn. Hvis det er tilfældet, kan det være at du tøver med at ændre opfattelse, især hvis det er noget du har troet på i lang tid.

Det er meget forståeligt. Nogle kirker fraråder ligefrem at man sammenligner deres lære med det Bibelen siger. Andre søger at forsvare deres forkerte lære ved at sige at Bibelen er en vanskelig bog, og at det ikke er meningen at alle og enhver skal kunne forstå den. Men de fleste af Jesu disciple var ganske almindelige mennesker uden højere uddannelse, og de forstod udmærket hvad han lærte dem. — Apostelgerninger 4:13.

Måske føler du at det virker som om du mangler tro hvis du giver dig til at efterprøve dine egne opfattelser. Men kan man forestille sig at Gud vil være utilfreds med dig fordi du gerne vil vide hvad han forventer af dig, og derfor undersøger Bibelen, som er hans budskab til os mennesker? Nej. I Bibelen opfordres vi til personligt at undersøge hvad den siger: ’Forvis jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.’ — Romerne 12:2.

At lære sandheden om Gud er ikke bare at tilegne sig en viden; det kan udvirke en stor, positiv forandring i ens liv. (Johannes 8:32) Deanne, som blev nævnt i den indledende artikel, har nu bygget sin tro på Guds ord. Hun fortæller: „Jeg havde aldrig vidst at Bibelen var så klar og tydelig før jeg selv begyndte at studere den. Nu ved jeg at Jehova ikke er en fjern og upersonlig Gud; han er min kærlige himmelske Far. Jeg har fundet en mening med livet.“

Måske har du før læst i Bibelen uden at føle det gav dig noget. Men giv ikke op. Når man har lært noget om Gud som er forkert, vil dét at prøve at forstå Bibelen være ligesom at samle et puslespil med et forkert billede som forlæg. Det kan godt være at man får et par brikker til at passe sammen, men de passer ikke med det billede man sidder og kigger på, og så opgiver man det hele. Men hvis man begynder med det rigtige billede som forlæg, vil man opdage at alle brikkerne efterhånden falder på plads.

Kunne du tænke dig at lære sandheden om Gud? Så vil vi opfordre dig til at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller skrive til en af adresserne på side 4 i dette blad og få gratis, personlig bibelundervisning.

[Tekstcitat på side 9]

’Forvis jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.’ — ROMERNE 12:2