Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Du kan „finde kundskab om Gud“

Du kan „finde kundskab om Gud“

Kom nær til Gud

Du kan „finde kundskab om Gud“

DER findes en helt uvurderlig skat. Jehova har gjort det muligt for os at finde den, og han ønsker inderligt at vi gør det. Denne skat vil ikke gøre dig materielt rig, men den kan give dig noget som ikke kan købes for penge, nemlig tilfredshed, fred i sindet og et meningsfyldt liv. Hvad er det for en skat? Den vise kong Salomons ord i Ordsprogene 2:1-6 fortæller os det.

Salomon identificerer denne skat som ’kundskaben om Gud’ — det vil sige sandheden om Gud og hans hensigter, sådan som disse åbenbares i Bibelen. (Vers 5) Der er flere aspekter ved denne skat.

Sandfærdige svar. Bibelen giver svar på store spørgsmål som: Hvad er Guds navn? (Salme 83:18) Hvad sker der når vi dør? (Salme 146:3, 4) Hvorfor er vi til? (1 Mosebog 1:26-28; Salme 115:16) Synes du at svarene på disse vigtige spørgsmål kan gøres op i penge?

God vejledning. Bibelen anviser os den bedste måde at leve på. Hvordan får man sit ægteskab til at holde? (Efeserne 5:28, 29, 33) Hvordan opdrager man børn til at blive ansvarsbevidste? (5 Mosebog 6:5-7; Efeserne 6:4) Hvordan finder man lykke i livet? (Mattæus 5:3; Lukas 11:28) Vi spørger igen: Hvor stor værdi mener du at vejledning på disse områder har?

Indblik i Guds natur og personlighed. Det er først og fremmest gennem Bibelen vi får nøjagtige oplysninger om Gud. Hvordan er han? (Johannes 1:18; 4:24) Interesserer han sig for os? (1 Peter 5:6, 7) Hvilke værdifulde egenskaber har han? (2 Mosebog 34:6, 7; 1 Johannes 4:8) Hvor meget mener du at sande oplysninger om Skaberen er værd?

Ja, „kundskab om Gud“ er virkelig en åndelig skat. Hvordan finder man den? Vi får et fingerpeg i vers 4 i Ordsprogenes Bog, kapitel 2, hvor Salomon sammenligner denne kundskab med „skjulte skatte“. En skjult skat springer ikke af sig selv frem fra sit skjulested for at lægge sig i skødet hos en passiv person. Nej, man må gøre en indsats for at finde den. Sådan er det også med kundskaben om Gud. Denne skat er, så at sige, begravet i Bibelen. For at finde den må vi gøre en indsats.

Salomon forklarer hvad det er vi skal gøre for at „finde kundskab om Gud“. Udtrykkene „tager imod mine ord“ og „bøjer dit hjerte“ viser at vi må have et modtageligt hjerte. (Vers 1, 2) Ordene „kalder på“, „søger“ og „leder efter“ peger på at vi må vise initiativ, anstrenge os og gøre en ærlig indsats. (Vers 3, 4) For at finde denne skat må vi altså studere Bibelen flittigt og med en oprigtig indstilling. — Lukas 8:15.

Hvis vi tager et sådant initiativ, vil Jehova gøre resten. „Det er Jehova der giver visdom,“ står der i vers 6. Kun med Guds hjælp kan vi fuldt ud fatte de sandheder vi finder i Bibelen. (Johannes 6:44; Apostelgerninger 16:14) Du kan være sikker på at hvis du oprigtigt søger i Guds ord, vil du finde „kundskab om Gud“ — en skat som vil berige dit liv mere end du kan forestille dig. — Ordsprogene 2:10-21. *

Forslag til Bibellæsning i oktober:

Ordsprogene 1-21

[Fodnote]

^ par. 8 I hele verden tilbyder Jehovas Vidner gratis bibelundervisning til alle der gerne vil lære at forstå Bibelen. Du er velkommen til at kontakte de lokale Jehovas Vidner eller skrive til en af adresserne på side 4.