Efterlign deres tro

Hun stod op for Guds folk

ESTER prøvede at berolige sit bankende hjerte mens hun nærmede sig forgården til paladset i Susan. Det var ikke let. Alt ved paladset — de farvede relieffer med vingede tyre, bueskytter og løver i glaserede teglsten, de riflede stensøjler og imponerende statuer, og selve paladsets placering på vældige terrasser med de sneklædte Zagrosbjerge som baggrund og med udsigt over Choaspesflodens klare vand — var beregnet på at skulle minde enhver besøgende om den umådelige magt som den mand hun var på vej hen til, besad, den mand som kaldte sig selv „den store konge“. Han var også hendes ægtemand.

Ægtemand! Hvor helt forskellig var Ahasverus ikke fra den ægtemand som enhver trofast jødisk pige så frem til at blive gift med! * Han var ikke en der havde Abraham som forbillede, en mand der ydmygt tog imod råd fra Gud om at høre på det hans hustru, Sara, sagde. (1 Mosebog 21:12) Kongen kendte kun lidt eller slet intet til Esters Gud, Jehova, eller til hans lov. Ahasverus kendte derimod udmærket til den persiske lov, som indeholdt et forbud mod at gøre det som Ester netop stod i begreb med. Hvad var det? Ifølge den lov risikerede enhver der trådte frem for den persiske monark uden at være indbudt af ham, at blive straffet med døden. Ester var ikke blevet indbudt, men hun gik alligevel til kongen. Mens hun nærmede sig den indre forgård, hvorfra hun kunne ses af kongen, som sad på sin trone, følte hun måske at hun gik sin død i møde. — Ester 4:11; 5:1.

Hvorfor løb hun denne risiko? Og hvad kan vi lære af denne bemærkelsesværdige kvindes tro? Lad os først se på hvordan Ester var kommet i den usædvanlige situation at være dronning af Persien.

„Et smukt udseende“

Ester var forældreløs. Vi véd meget lidt om hendes forældre, der gav hende navnet Hadassa, det hebraiske ord for „myrte“, en busk med smukke hvide blomsterklaser. Da Esters forældre døde, fik en af hendes slægtninge, en venlig mand ved navn Mordokaj, medfølelse med pigen og tog hende til sig som sin datter. Han var hendes fætter, men meget ældre end hende. — Ester 2:5-7, 15.

Mordokaj og Ester var landflygtige jøder der boede i den persiske hovedstad, hvor de sikkert mødte en del foragt på grund af deres gudsdyrkelse og den lov som de søgte at overholde. Ester blev uden tvivl knyttet nærmere til sin fætter efterhånden som han lærte hende Jehova at kende, den barmhjertige Gud som havde reddet hans folk ved så mange lejligheder i fortiden — og som ville gøre det igen. (3 Mosebog 26:44, 45) Dette førte naturligt til at Ester og Mordokaj blev knyttet stærkt til hinanden i kærlighed og troskab.

Det ser ud til at Mordokaj beklædte et embede i borgen Susan, for han sad i porten sammen med andre af kongens tjenere. (Ester 2:19, 21; 3:3) Hvordan Ester tilbragte tiden som ung, kan vi kun gisne om, men vi kan nok med  nogenlunde sikkerhed sige at hun tog sig af sin ældre fætter og hans hus, der efter al sandsynlighed lå i det mere jævne kvarter på den anden side af floden, over for paladset. Måske har hun godt kunnet lide at besøge basargaderne i Susan, hvor guld- og sølvsmedene og andre handlende udstillede deres varer. Hun har næppe forestillet sig at sådanne luksusting en dag ville være noget ganske almindeligt for hende. Hun havde overhovedet ingen idé om den fremtid der ventede hende.

En dronning forstødes

En dag var der stor opstandelse i Susan, hvor det svirrede med rygter om at der var postyr i kongens husstand. Ved en overdådig fest, hvor Ahasverus havde beværtet sine højtstående embedsmænd med fin mad og vin, havde kongen besluttet at tilkalde sin smukke dronning, Vasjti, der holdt en særskilt fest for kvinderne. Men Vasjti nægtede at komme! Ydmyget og rasende spurgte kongen sine rådgivere hvordan Vasjti skulle straffes. Resultatet var at hun blev forstødt som dronning. Senere begyndte kongens tjenere at søge efter smukke unge jomfruer i hele landet, og blandt dem ville kongen vælge sig en ny dronning. — Ester 1:1–2:4.

Vi kan forestille os at Mordokaj fra tid til anden kærligt har betragtet Ester og med en blanding af stolthed og bekymring lagt mærke til at hans lille kusine var blevet voksen og havde udviklet sig til en bemærkelsesværdig skønhed. „Den unge pige havde en dejlig skikkelse og et smukt udseende,“ læser vi. (Ester 2:7) Legemlig skønhed er en fryd for øjet, men det er vigtigt at den er forbundet med visdom og ydmyghed. Ellers kan den føre til forfængelighed, stolthed og andre lidet flatterende egenskaber. (Ordsprogene 11:22) Har du nogen sinde erfaret at det forholder sig sådan? Hvad ville Esters skønhed føre til? Ville den være en fordel eller en ulempe? Det ville tiden vise.

Kongens tjenere lagde mærke til Ester i deres søgen efter smukke jomfruer. De hentede hende hos Mordokaj og førte hende til det store palads på den anden side af floden. (Ester 2:8) Det må have været svært for dem at skilles, for de to var som far og datter. Mordokaj ville ikke have ønsket at hans adoptivdatter giftede sig med en ikkejøde, om han så var konge, men han havde ingen indflydelse på begivenhedernes gang. Vi kan forestille os at Ester har lyttet opmærksomt til Mordokajs formanende ord før hun blev ført bort. På vejen til borgen Susan har hendes sind sikkert vært fyldt med spørgsmål. Hvilket liv ventede der hende?

Ester ’vandt yndest hos alle som så hende’

Ester befandt sig pludselig i en verden der var fuldstændig ny og fremmed for hende. Hun var omgivet af „mange unge piger“ som var samlet  fra hele Perserriget, så der har været store forskelle i deres sprog, skikke og personlighed. En hofmand ved navn Hegaj havde opsyn med dem, og under hans ledelse gennemgik de i et helt år en omfattende skønhedspleje, der blandt andet bestod i massagebehandlinger med duftende olier. (Ester 2:8, 12) Sådanne omgivelser og en sådan livsstil kunne let have ført til kappestrid blandt de unge kvinder, og til at de i forfængelighed gik for højt op i deres udseende. Hvordan berørte det Ester?

Ingen på jorden kunne have bekymret sig mere om Ester end Mordokaj. Vi læser at han dag efter dag kom så nær kvindernes hus som muligt for at forhøre sig om hvordan Ester havde det. (Ester 2:11) Efterhånden som der tilflød ham småbidder af oplysninger — måske gennem samarbejdsvillige tjenere i huset — må han være blevet fyldt af faderlig stolthed. Hvorfor?

Ester gjorde et så godt indtryk på Hegaj at han behandlede hende med stor venlighed. For eksempel gav han hende den bedste plads i kvindernes hus og syv unge kvinder til at opvarte hende. Beretningen siger desuden at ’Ester til stadighed vandt yndest hos alle som så hende’. (Ester 2:9, 15) Ville skønhed alene have gjort et så stærkt indtryk? Nej, Ester besad flere fortrin end blot skønhed.

I Ester 2:10 står der for eksempel: „Ester havde ikke fortalt noget om sit folk og om sine slægtninge, for Mordokaj havde påbudt hende at hun ikke måtte fortælle noget.“ Mordokaj havde givet hende besked på at hun skulle være forsigtig med at fortælle nogen at hun var jøde. Han var uden tvivl klar over at der ved det persiske hof var en del fordom mod hans folk. Det var derfor glædeligt for ham at konstatere at selvom Ester var uden for hans rækkevidde, viste hun sig stadig at være i besiddelse af den samme kloge og lydige indstilling som før.

Unge mennesker i dag kan på samme måde glæde deres forældre og andre som tager sig af deres oplæring. De kan vise at de, selvom de er uden for forældrenes rækkevidde og måske er omgivet af mennesker der er overfladiske, umoralske og ondsindede, kan modstå en dårlig påvirkning og følge de retningslinjer som de véd er rigtige. Gør de det, vil de ligesom Ester glæde deres himmelske Faders hjerte. — Ordsprogene 27:11.

 Da tiden kom til at Ester skulle føres ind til kongen, fik hun lov til at tage dét med sig som hun mente hun ville få brug for, måske noget som ville fremhæve hendes skønhed yderligere. Men efter Hegajs råd bad hun ikke om andet end det han foreslog. (Ester 2:15) Hun forstod åbenbart at skønhed alene ikke ville vinde kongens hjerte. En beskeden og ydmyg indstilling ville være en langt sjældnere egenskab ved dette hof. Var det rigtigt?

Beretningen svarer: „Kongen kom til at elske Ester højere end alle de andre kvinder, og hun vandt hans yndest og loyale hengivenhed frem for alle de andre jomfruer; han satte derfor det kongelige diadem på hendes hoved og gjorde hende til dronning i stedet for Vasjti.“ (Ester 2:17) Det må have været svært for denne ydmyge jødiske pige at tilpasse sig forandringen i sit liv — hun var nu den nye dronning, gift med den mægtigste monark på jorden dengang! Steg den nye stilling hende til hovedet? Gjorde den hende stolt?

Absolut ikke! Ester forblev lydig mod sin adoptivfar, Mordokaj, og hun hemmeligholdt sin forbindelse med det jødiske folk. Da Mordokaj derefter afslørede en plan om at snigmyrde Ahasverus, lod Ester lydigt hans advarsel gå videre til kongen, og de sammensvornes plan blev forpurret. (Ester 2:20-23) Hun troede stadig på Gud og gav udtryk for det ved at vise en ydmyg og lydig indstilling. Lydighed betragtes sjældent som en dyd i dag; ulydighed og oprørskhed er normen. Men de som ejer sand tro, sætter lydighed højt — ligesom Ester.

Esters tro bliver sat på prøve

En mand ved navn Haman havde fået en fremtrædende stilling ved Ahasverus’ hof. Kongen havde udnævnt ham til førsteminister og gjort ham til sin øverste rådgiver og den næsthøjeste i riget. Han havde oven i købet givet påbud om at alle der så ham, skulle bøje sig for ham. (Ester 3:1-4) For Mordokaj var dette et problem. Han var indstillet på at adlyde kongen, men ikke på bekostning af sin respekt for Gud. Haman var nemlig agagit, øjensynlig en efterkommer af Agag, den amalekitiske konge som blev slået ihjel af Guds profet Samuel. (1 Samuel 15:33) Amalekitterne var så onde at de havde gjort sig selv til fjender af Jehova og Israel. Som folk betragtet var amalekitterne dømt til undergang af Gud. * (5 Mosebog 25:19) Hvordan kunne en trofast jøde bøje sig for en amalekit af kongelig afstamning? Mordokaj kunne i hvert fald ikke! Han stod fast. Indtil den dag i dag har troende mænd og kvinder sat livet på spil for at overholde princippet: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Haman var rasende. Men det var ikke nok for ham at skaffe Mordokaj af vejen. Han ville udslette hele Mordokajs folk. Han talte med kongen og tegnede et meget dystert billede af jøderne. Uden at nævne dem ved navn lod han forstå at det var et folk som var uden betydning, og som levede „spredt og adskilt mellem folkeslagene“. Ja, værre endnu. Han sagde at de ikke holdt kongens love og altså var farlige oprørere. Han ville skænke en umådelig sum penge til kongens skatkammer til dækning af udgifterne i forbindelse med at udrydde alle jøder i riget. * Ahasverus gav derefter Haman sin signetring, hvormed han kunne sætte kongens segl under enhver ordre han havde i tanke. — Ester 3:5-10.

Snart ilede sendebud på hesteryg ud til alle hjørner af det udstrakte rige og overbragte breve der indeholdt en dødsdom over alle jøder. Forestil dig hvilken virkning dette budskab må have haft da det nåede det fjerne Jerusalem, hvor en rest af jøder der var vendt hjem efter  landflygtigheden i Babylon, kæmpede for at genopbygge en by som stadig var uden mur der kunne beskytte den. Måske Mordokaj har tænkt såvel på dem som på sine egne venner og slægtninge i Susan da han hørte det frygtelige budskab. Fortvivlet sønderrev han sine klæder, klædte sig i sæk og aske og udstødte høje råb midt i byen. Haman, derimod, satte sig til at drikke sammen med kongen, upåvirket af den sorg han havde forvoldt de mange jøder og deres venner i Susan. — Ester 3:12–4:1.

Mordokaj vidste at han måtte gribe til handling. Men hvad kunne han gøre? Ester hørte om hans fortvivlelse og sendte noget tøj ud til ham, men Mordokaj lod sig ikke trøste. Måske havde han længe spekuleret på hvorfor hans Gud, Jehova, havde tilladt at hans kære Ester blev taget fra ham og gjort til en hedensk herskers dronning. Nu lod det til at grunden var ved at tone frem. Mordokaj sendte en besked ind til Ester med en anmodning om at hun skulle gå i forbøn hos kongen og på den måde stå op „for sit folk“. — Ester 4:4-8.

Esters hjerte må være sunket i livet på hende da hun fik dette budskab. Hun stod nu over for sin største trosprøve. Hun var bange, sådan som det fremgik af hendes svar til Mordokaj. Hun mindede ham om kongens lov. At træde frem for kongen uindbudt ville normalt betyde døden. Kun hvis han rakte sit gyldne scepter frem mod den formastelige, ville vedkommende blive skånet. Og Ester havde ingen grund til at forvente en sådan barmhjertighed, især ikke i betragtning af den skæbne Vasjti havde lidt fordi hun nægtede at komme på kongens bud. Ester lod Mordokaj vide at hun ikke havde været indbudt til kongen i 30 dage! En sådan tilsidesættelse gav hende rigelig  grund til at tænke at hun var faldet i unåde hos den lunefulde monark. * — Ester 4:9-11.

Mordokaj svarede Ester meget bestemt for at stive hendes tro af. Han forsikrede hende om at hvis hun ikke gjorde noget, ville redningen for jøderne komme andetstedsfra. Hvordan kunne hun forvente at blive skånet når først forfølgelsen var i gang? Her viste Mordokaj sin stærke tro på Jehova, som aldrig ville tillade at hans folk blev udslettet og hans løfter ikke blev opfyldt. (Josua 23:14) Derpå spurgte Mordokaj Ester: „Hvem véd om det er med henblik på et tidspunkt som dette at du har opnået kongelig værdighed?“ (Ester 4:12-14) Mordokaj stolede helt og fuldt på sin Gud, Jehova. Gør vi det? — Ordsprogene 3:5, 6.

En tro som er stærkere end frygten for døden

Det afgørende øjeblik var nu kommet for Ester. Hun bad Mordokaj om at få hendes landsmænd til at holde faste i tre dage sammen med hende, hvorefter hun sluttede sit budskab med en erklæring der har givet genlyd helt frem til vor tid ved sit enkle udtryk for tro og mod: „Hvis jeg skal gå til grunde, må jeg gå til grunde.“ (Ester 4:15-17) Hun må have bedt mere inderligt i de tre dage end nogen sinde før i sit liv. Så oprandt øjeblikket! Hun iførte sig sine fineste kongelige klæder, idet hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at kongen skulle tage imod hende. Så gik hun.

Som beskrevet i begyndelsen af artiklen styrede Ester sine skridt mod kongens tronsal. Vi kan kun forestille os den ængstelse og de inderlige bønner der fyldte hendes sind og hjerte. Hun kom ind i forgården, hvorfra hun kunne se Ahasverus sidde på sin trone. Måske prøvede hun at læse udtrykket i hans ansigt — det ansigt der var indrammet af de omhyggeligt friserede og symmetriske krøller i hans hår og skæg, som var klippet lige af forneden. Hvis hun har måttet vente, må det have forekommet hende som en evighed. Men så, pludselig, fik hendes mand øje på hende. Han var overrasket, men så mildnedes hans ansigtsudtryk. Han rakte sit gyldne scepter frem mod hende! — Ester 5:1, 2.

Ester havde fundet et lyttende øre. Hun havde vist sin tro og taget standpunkt for sin Gud og sit folk og er dermed blevet et smukt eksempel for alle Guds tjenere i tiden derefter. Men det var kun begyndelsen. Hvordan kunne hun overbevise kongen om at hans foretrukne rådgiver, Haman, var ondsindet og rænkefuld? Hvordan kunne hun frelse sit folk? Disse spørgsmål vil blive besvaret i en senere artikel.

[Fodnoter]

[Illustration på side 19]

Mordokaj havde god grund til at være stolt af sin adoptivdatter

[Illustration på side 20]

Ester vidste at ydmyghed og visdom var af langt større betydning end hvordan man så ud

[Illustration på side 22, 23]

Ester satte livet på spil for at beskytte Guds folk