Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen forandrer folks liv

Bibelen forandrer folks liv

Bibelen forandrer folks liv

HVAD hjalp en mand der både var tyv og afhængig af at spille på heste, til at bryde sine vaner og ændre sit liv? Læs hans beretning.

„Jeg var vild med hestevæddeløb.“ — RICHARD STEWART

FØDT: 1965

FØDESTED: JAMAICA

FORTID: HASARDSPILLER OG KRIMINEL

MIN BAGGRUND: Jeg voksede op i et fattigt, tætbefolket kvarter i Kingston, hovedstaden i Jamaica. Der var stor arbejdsløshed og udbredt kriminalitet. Bander i byen spredte frygt blandt folk, og så godt som hver dag hørte jeg skyderier.

Min hårdtarbejdende mor ofrede sig helt for mig og min lillebror og lillesøster. Hun sørgede for at vi kunne få en god skoleundervisning. Skolen interesserede mig ikke ret meget, men jeg var vild med hestevæddeløb. Jeg pjækkede fra skole for at tage på væddeløbsbanen, og jeg kom endda til at ride på nogle af hestene.

Snart blev jeg helt opslugt af at spille på heste. Jeg førte et meget umoralsk liv, røg marihuana og begik røverier for at kunne leve det liv jeg gerne ville. Jeg havde mange skydevåben, og i dag er jeg taknemmelig for at ingen blev dræbt under de mange røverier jeg var med til.

Omsider blev jeg fanget af politiet og sat i fængsel for mine forbrydelser. Da jeg blev løsladt, fortsatte jeg bare hvor jeg slap. Faktisk blev jeg endnu værre end før. Jeg så meget uskyldig ud, men havde en stærk vilje, var irritabel og ondskabsfuld. Jeg tænkte ikke på andre end mig selv.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Mens jeg var i denne svære periode af mit liv, begyndte min mor at studere Bibelen, og hun blev et af Jehovas Vidner. Jeg kunne se mange positive forandringer hos hende, og det gjorde mig nysgerrig. Derfor besluttede jeg at finde ud af hvad det var der fik hende til at forandre sig, og jeg begyndte at drøfte Bibelen med Vidnerne.

Jeg fandt ud af at det Jehovas Vidner lærte, var helt anderledes end det andre trossamfund lærte, og at Vidnerne kunne begrunde alt hvad de sagde, ud fra Bibelen. Jeg kendte ingen andre trossamfund der forkyndte fra hus til hus ligesom de første kristne. (Mattæus 28:19; Apostelgerninger 20:20) Da jeg så den oprigtige kærlighed de viste over for hinanden, blev jeg overbevist om at jeg havde fundet den sande tro. — Johannes 13:35.

Ved at studere Bibelen forstod jeg at jeg måtte gøre nogle meget store forandringer i mit liv. Jeg fandt ud af at Jehova Gud hader utugt, og at jeg, hvis jeg gerne ville have hans godkendelse, måtte holde op med at gøre noget der besmittede mit legeme. (2 Korinther 7:1; Hebræerne 13:4) Det var bevægende for mig at lære at Jehova har følelser, og at det jeg gjorde, enten kunne såre ham eller gøre ham glad. (Ordsprogene 27:11) Så jeg besluttede at holde op med at ryge marihuana, skaffe mig af med mine skydevåben og tage fat på at ændre min personlighed til det bedre. Noget af det sværeste var at opgive mit umoralske liv og holde op med at spille hasard.

Til at begynde med ville jeg ikke have at mine kammerater vidste at jeg studerede Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Men der kom et vendepunkt da jeg læste Mattæus 10:33, hvor Jesus siger: „Enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Fader som er i himlene.“ De ord fik mig til at fortælle mine venner at jeg studerede med Jehovas Vidner. Det chokerede dem. De kunne simpelt hen ikke tro at sådan en som mig gerne ville være kristen. Men jeg sagde til dem at jeg havde gjort helt op med den måde jeg før havde levet på.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Min mor blev ude af sig selv af begejstring da hun så mig begynde at leve efter Bibelens principper. Hun er ikke længere bange for hvad jeg roder mig ind i. Vi taler om det fælles bånd vi har, vores kærlighed til Jehova. Somme tider tænker jeg tilbage på hvordan jeg var, og jeg kan næsten ikke fatte de store forandringer som jeg med Guds hjælp har foretaget. Nu længes jeg ikke længere efter det umoralske og materialistiske liv jeg levede før.

Hvis jeg ikke havde lyttet til Bibelens budskab, ville jeg i dag have været enten død eller i fængsel. Men nu har jeg en skøn, lykkelig familie. Det er en stor glæde for mig at tjene Jehova Gud sammen med min kone og min datter, som begge støtter mig. Jeg værdsætter at Jehova har givet mig lov til at være med i et kærligt, kristent brodersamfund. Og jeg er meget taknemmelig for at nogen har gjort den indsats at lære mig hvad Bibelen siger. Jeg sætter også pris på de muligheder jeg har for at hjælpe andre med at lære Bibelen at kende. Især takker jeg Jehova Gud for den kærlige godhed han har vist ved at drage mig til sig.

[Tekstcitat på side 11]

’Jeg lærte at Jehova har følelser, og at det jeg gjorde, enten kunne såre ham eller gøre ham glad’

[Illustration på side 11]

Jeg så mange positive forandringer hos min mor

[Illustration på side 11]

Sammen med min kone og min datter