Guds navn og Alfonso de Zamoras indsats for at gøre bibelteksten nøjagtig

I ÅRET 1492 udstedte kong Ferdinand og dronning Isabella af Spanien dette dekret: „Vi befaler herved at alle jøder og jødinder . . . inden udgangen af juli dette år skal forlade alle vore riger og lande sammen med deres sønner og døtre, tjenere og tjenestepiger og alle jødiske medlemmer af deres husstand, både store og små, uanset deres alder, og at de ikke skal vove at vende tilbage.“

Denne forvisningsordre indebar at alle jødiske familier i Spanien fik valget mellem enten at gå i landflygtighed eller at afsværge deres tro. Rabbineren Juan de Zamora følte sikkert at det var bedst at gå over til katolicismen og blive boende i Spanien, hvor hans forfædre havde boet i mange slægtled. I Zamora lå der en berømt skole hvor man kunne studere hebraisk, og i betragtning af Juans jødiske herkomst er det tænkeligt at han sendte sin søn Alfonso til denne skole. I hvert fald blev Alfonso velbevandret i latin, græsk og aramaisk. Da han var færdig med sin uddannelse, begyndte han at undervise i hebraisk ved universitetet i Salamanca. Snart efter blev hans sproglige færdigheder til stor gavn for bibelforskere i hele Europa.

I 1512 blev Alfonso de Zamora udvalgt af det nylig oprettede universitet i byen Alcalá de Henares (latin: Complutum) til at stå for universitetets uddannelse i hebraisk. Og da Zamora var en af tidens førende lærde, fik universitetets stifter, kardinal Jiménez de Cisneros, ham til at deltage i udarbejdelsen af det imponerende værk Complutenserpolyglotten. Denne bibeludgave i seks bind indeholder Bibelens tekst på hebraisk, græsk og latin samt dele af den på aramaisk. *

Om dette projekt skriver bibelforskeren Mariano Revilla Rico: „Den berømteste af de tre konverterede jøder der deltog i kardinal Cisneros’ arbejde, var Alfonso de Zamora, som var grammatiker, filosof og talmud-ekspert, foruden at han var velkendt med latin, græsk, hebraisk og aramaisk.“ Zamoras studier førte ham til den slutning at et omfattende kendskab til de gamle originalsprog var en forudsætning for en korrekt oversættelse af Bibelen. Han blev en af hovedkræfterne bag den renæssance som bibelforskningen begyndte at få i begyndelsen af det 16. århundrede.

 Imidlertid levede Zamora i en tid hvor det var vanskeligt at fremme bibelforskningen, og i et land hvor det var farligt at gøre det. Den spanske inkvisition var på sit højeste, og den katolske kirke holdt den latinske Vulgata højt i ære som den eneste „autoriserede“ oversættelse af Bibelen. Men lige siden middelalderen havde katolske lærde været opmærksomme på at den latinske tekst i Vulgata langtfra var fuldkommen. I begyndelsen af det 16. århundrede gik Alfonso de Zamora og andre i gang med at rette op på dette.

’Oversættelse er en forudsætning for frelsen’

Det betydeligste af Zamoras arbejder er uden tvivl den hebraiske tekstudgave af det såkaldte Gamle Testamente og den tilhørende oversættelse til latin. Det var sikkert Zamoras hensigt at dette materiale skulle bruges i vid udstrækning i forbindelse med den planlagte Complutenserpolyglot. Et af hans håndskrifter kan ses i Escorial-biblioteket ved Madrid. Det er katalogiseret som G-I-4, og det indeholder hele Første Mosebog på hebraisk sammen med en interlinear oversættelse (ord for ord-oversættelse) til latin.

I forordet står denne betragtning: „Folkeslagenes frelse forudsætter at De Hellige Skrifter oversættes til andre sprog. . . . Vi har anset det for at være . . . absolut nødvendigt at de troende har en ord for ord-oversættelse af Bibelen som er udarbejdet på den måde at der for hvert ord på hebraisk er anført det ord på latin som svarer dertil.“ Alfonso de Zamora, der var en anerkendt hebraiskkyndig, havde kvalifikationerne til at udarbejde en sådan oversættelse til latin.

’Jeg finder ingen hvile for min ånd’

I én henseende havde det 16. århundredes Spanien dog ideelle arbejdsbetingelser for en forsker som Zamora. I løbet af middelalderen var Spanien blevet et center for jødisk kultur. The Encyclopædia Britannica oplyser: „Med sin store muslimske og jødiske befolkning var middelalderens Spanien det eneste land i Vesteuropa hvor mange racer og religioner mødtes, og den udvikling i spansk kultur der i den sene middelalder fandt sted inden for religion, litteratur, kunst og arkitektur, skyldtes for en stor del denne omstændighed.“

Fordi der var en stor jødisk befolkning i Spanien, var der en rigdom af hebraiske bibelhåndskrifter til rådighed. I mange dele af Spanien havde jødiske skrivere møjsommeligt afskrevet disse dokumenter til brug i synagogerne, hvor der blev læst højt fra Skrifterne. Lazarus Goldschmidt bemærker i sin bog The Earliest Editions of the Hebrew Bible (De tidligste udgaver af den hebraiske bibel) at „ikke alene den trykte spanske og portugisiske udgave af Mosebøgerne, men også de håndskrifter der var brugt som grundlag for disse tryk og for de kyndigt udarbejdede polyglotter, nød den højeste anseelse blandt jødiske lærde på grund af deres nøjagtighed“.

Skønt Spanien altså frembød visse fordele, var enhver der ville oversætte Bibelen, alligevel truet af modstand. I 1492 blev maurernes sidste enklave i Spanien erobret af kong Ferdinand og dronning Isabellas katolske hær. Som allerede nævnt udstedte kongeparret i samme år en befaling om at alle som holdt fast ved den jødiske tro, skulle fordrives fra Spanien. Ti år senere blev alle muslimer ramt af et lignende dekret. Fra da af var katolicismen Spaniens statsreligion, og ingen anden religion blev længere tilladt.

Hvordan ville det nye religiøse klima berøre arbejdet med at oversætte Bibelen? Alfonso de Zamoras eksempel viser dette med al tydelighed. Skønt denne lærde jøde var gået over til katolicismen, nægtede det spanske hierarki at se bort fra hans baggrund. Visse modstandere kritiserede kardinal Cisneros for at gøre brug af konverterede jøder under udarbejdelsen af hans polyglotbibel. Disse angreb tog hårdt på Zamora. I en kommentar i et håndskrift som findes på universitetet i Madrid, siger Zamora beklagende: „Jeg, . . . der er forladt og afskyet af  alle mine venner — som nu er blevet mine fjender — finder intet hvilested for min ånd eller mine fodsåler.“

En af hans hovedfjender var Toledos ærkebiskop, Juan Tavera, der senere fik stillingen som øverste inkvisitor. Zamora blev så nedslået over Taveras angreb at han endda appellerede til paven. I hans klagebrev hedder det i uddrag: „Vi anmoder og beder Deres Hellighed om at hjælpe os . . . og beskytte os mod vor fjende, Toledos biskop, Don Juan Tavera. Dag efter dag uden ophør volder han os utallige ubehagelige lidelser. . . . Vi befinder os sandelig i stor kval, da vi i hans øjne blot er som kvæg der skal føres til slagtning. . . . Hvis Deres Hellighed lytter til dette bønskrift, som vi har stilet til Dem, da vil ’Jahve lade Dem vandre trygt og beskytte Deres fod mod at fanges’. (Ordsp. 3:23)“ *

Arven fra Alfonso de Zamora

Til trods for angrebene fortsatte og udvidede Zamora sit arbejde til gavn for mange bibelforskere. Ganske vist oversatte han aldrig Bibelen til et af samtidens sprog, men han udførte et arbejde som var uvurderligt for andre oversættere. For at forstå værdien af det må man huske at bibeloversættelse afhænger af to typer af sprogkyndige: For det første skal der være sprogfolk som studerer de afskrifter der findes af den hellige tekst på originalsprogene (hebraisk, aramaisk og græsk), med henblik på at sammensætte en nøjagtig og gennemarbejdet tekst på disse sprog. Og for det andet skal der være oversættere som benytter en sådan tekstudgave som udgangspunkt for deres oversættelse til et af samtidens sprog.

Alfonso de Zamora var den der frem for nogen redigerede og finpudsede den hebraiske tekst der endte med at blive udgivet i Complutenserpolyglotten i 1522. (Hans hebraisk-latinske ordliste og hebraiske grammatik, der blev udgivet i samme værk, var også med til at hjælpe andre oversættere). Erasmus, der var samtidig med Zamora, udførte et lignende arbejde i forbindelse med De Kristne Græske Skrifter, det såkaldte Nye Testamente. Da de gennemarbejdede tekstudgaver på hebraisk og græsk var blevet tilgængelige, kunne andre give sig i kast med den vigtige opgave at oversætte Bibelen til folkets sprog. Da William Tyndale oversatte Bibelen til engelsk, var han en af de første oversættere der benyttede sig af den hebraiske tekst i Complutenserpolyglotten.

Den store udbredelse Bibelen har i dag, skyldes ikke mindst det arbejde der er gjort af mænd som Zamora, der viede hele deres liv til at øge vores kendskab til Bibelen. Som Zamora erkendte, afhænger frelsen af at man forstår Guds ord og lever efter det. (Johannes 17:3) Hvis dét skal være muligt, må Bibelen oversættes til de sprog som folk forstår. Kun da vil dens budskab kunne nå ud til millioner af læsere og tale til deres hjerte.

[Fodnoter]

 [Ramme/⁠illustrationer på side 19]

Gengivelsen af Guds navn

Alfonso de Zamora var en lærd, hebraiskkyndig jøde. Derfor er det særlig interessant at se hvordan han gengav Guds navn. Som det fremgår af fotografiet her på siden, står det skrevet som „jehovah“ i en marginalnote i hans hebraisk-latinske interlineare oversættelse af Første Mosebog.

Det ser ud til at Zamora anerkendte denne gengivelse af Guds navn i den latinske tekst. I løbet af det 16. århundrede, hvor Bibelen blev oversat til europæiske hovedsprog, brugte mange bibeloversættere denne eller en lignende form af Guds navn. Blandt dem var William Tyndale (på engelsk i 1530), Sebastian Münster (på latin i 1534), Pierre-Robert Olivétan (på fransk i 1535) og Casiodoro de Reina (på spansk i 1569).

Således blev Zamora en af de første blandt mange bibelforskere i det 16. århundrede som medvirkede til at kaste lys over Guds navn. Den uvidenhed der eksisterede med hensyn til navnet, skyldtes hovedsagelig den jødiske overtro at det ikke måtte udtales. Under påvirkning af denne jødiske tradition har bibeloversættere inden for kristenheden — for eksempel Hieronymus, der oversatte den latinske Vulgata — erstattet Guds navn med betegnelser som „Herren“ eller „Gud“.

[Illustration]

Nærbillede af det hebraiske tetragram, der af Zamora blev gengivet med Jehovah

[Illustration på side 18]

Dekret fra Spaniens konge og dronning, 1492

[Kildeangivelse]

Dekret: Med tilladelse af Archivo Histórico Provincial, Ávila, Spanien

[Illustration på side 18]

Universitetet i Alcalá de Henares

[Illustration på side 21]

Titelblad i Zamoras interlineare oversættelse