Jeg ville gerne være som Jeftas datter

Fortalt af Joanna Soans

Allerede som teenager nærede jeg et dybt ønske om at være som Jeftas datter. Lad mig forklare hvorfor jeg havde det sådan, og hvordan det gik til at jeg faktisk kom til at ligne hende.

I 1956 overværede jeg for første gang et af Jehovas Vidners stævner. Det var i Bombay (som nu hedder Mumbai) i Indien, og det forandrede mit liv. Der blev holdt et foredrag om Jeftas datter som bevægede mig dybt.

Som du måske ved fra Bibelen, var Jeftas datter sandsynligvis kun teenager da hun gik ind på aldrig at gifte sig. Dette gjorde det muligt for hendes far at opfylde et løfte han havde aflagt, og resten af sit liv tjente hun som ugift ved teltboligen, Jehovas hus. — Dommerne 11:28-40.

Hvor ville jeg dog gerne ligne hende! Men det stillede mig over for et stort problem: At lade være med at gifte sig var stik imod den kultur som dengang herskede i Indien.

Min familiebaggrund

Jeg var nummer fem af seks børn som Benjamin og Marcelina Soans fik. Vi boede i Udipi, en by på Indiens vestkyst. Vores modersmål er tulu, et sprog der tales af et par millioner mennesker. Men vores skolegang foregik på sproget kannada, og sådan var det for de fleste i Udipi.

Ægteskab og børnefødsler har altid været det vigtigste for folk i det område. Fra hele min opvækst kan jeg ikke erindre at jeg på noget tidspunkt har hørt et udtryk på tulu for „ugift“, „ensomhed“ eller „hjemve“. Det var som om de begreber slet ikke eksisterede. Vores familie, for eksempel, boede sammen med alle mine bedsteforældre foruden onkler, tanter og en halv snes fætre og kusiner!

Ifølge vores tradition blev børnene regnet som hørende til moderens familie. Slægtslinjen fulgte den mødrene side, og døtrene fik den største del af arven. I nogle tulu-samfund blev en kvinde boende hos sin mor når hun blev gift, og ægtemanden kom så og flyttede ind.

Min familie havde imidlertid sluttet sig til en af de såkaldt kristne kirker, så visse ting var anderledes hos os. For eksempel holdt min farfar andagt for hele familien hver aften; han bad en bøn og læste højt fra Bibelen på tulu. Hver gang han åbnede sin slidte bibel for at læse højt, var det som om der blev lukket op for en skatkiste. Hvor var det spændende! Salme 23:1 betog mig meget: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ Det fik mig til at tænke: ’Hvem er denne Jehova, og hvorfor bliver han kaldt en hyrde?’

Der falder „skæl“ fra mine øjne

De økonomiske vanskeligheder efter den anden verdenskrig betød at vi flyttede til Bombay, som lå over 900 kilometer væk. Der fik min far i 1945 besøg af to Jehovas Vidner, som gav ham en bibelsk brochure. Min far sugede indholdet til sig som udtørret jord suger vand, og han begyndte at tale med andre kannada-talende folk om budskabet. I begyndelsen af  1950’erne var en lille studiegruppe vokset til en hel menighed, den første kannada-talende menighed i Bombay.

Min far og mor oplærte os børn til at være ivrige bibellæsere og gode til at undervise andre. Hver dag fandt de tid til at bede og studere sammen med os. (5 Mosebog 6:6, 7; 2 Timoteus 3:14-16) En dag mens jeg læste i Bibelen, var det som om der faldt skæl fra mine øjne. Jeg fandt ud af at Jehova bliver sammenlignet med en hyrde fordi han vejleder dem der tjener ham, sørger for føde til dem og beskytter dem. — Salme 23:1-6; 83:18.

Jehova tog mig i hånden

Kort efter det mindeværdige stævne i Bombay i 1956 blev jeg døbt. Et halvt år senere fulgte jeg min ældste bror Prabhakars eksempel og begyndte som heltidsforkynder. Men selvom jeg var meget ivrig efter at give andre del i Bibelens budskab, blev jeg helt tør i munden hver gang jeg prøvede at tale om min tro. Min stemme rystede, og jeg stammede. Nogle gange tænkte jeg ulykkeligt: ’Dette her kan jeg kun klare med Jehovas hjælp!’

Hjælpen fra Jehova kom i skikkelse af missionærparret Homer og Ruth McKay fra Canada, som havde været på Jehovas Vidners missionærskole i New York i 1947. De tog mig i hånden, så at sige, da jeg skulle tage mine første klodsede skridt i denne tjeneste. Ruth gennemprøvede ofte præsentationerne med mig. Hun vidste præcis hvordan hun skulle berolige mine nerver. Mens hun holdt mig i mine rystende hænder, sagde hun: „Du skal ikke være bange, min ven. Nu prøver vi det næste hus.“ Hendes beroligende tonefald indgød mig mod.

En dag fik jeg at vide at jeg skulle have en makker, en ældre og erfaren forkynder ved navn Elizabeth Chakranarayan. Min første reaktion var: „Hvordan skal jeg klare at bo sammen med denne søster? Hun er så meget ældre end mig!“ Men det viste sig at hun var lige den makker jeg havde brug for.

„I virkeligheden er vi aldrig alene“

Det første distrikt vi fik tildelt, var den historiske by Aurangabad, som ligger knap 400 kilometer øst for Bombay. Det gik snart op for os at vi var de to eneste Jehovas Vidner i en by med næsten en million mennesker. Oven i købet måtte jeg til at lære marathi, det fremherskende sprog i byen.

Det skete at jeg blev overvældet af ensomhed og græd som et lille barn der savnede sin mor. Men så talte Elizabeth moderligt og opmuntrende til mig. „Vi kan godt en gang imellem føle os alene, men i virkeligheden er vi aldrig alene,“ sagde hun. „Du er langt fra din familie og dine venner, men Jehova er altid hos dig. Gør ham til din ven — så vil ensomheden flyve væk.“ Det er et råd jeg sætter pris på den dag i dag.

Når vi manglede penge til transport, måtte vi gå — op til 20 kilometer om dagen gennem støv og mudder, i varme og kulde. Om sommeren nåede temperaturen ofte op på 40 grader. I monsuntiden lå nogle dele af distriktet hen i pløre i flere måneder. Men befolkningens kultur gav os endnu større udfordringer end vejret.

En kvinde talte ikke offentligt med en mand, medmindre de var i familie med hinanden, og det var meget sjældent at en kvinde underviste en mand. Vi blev hånet og skældt ud. I de første seks måneder var vi de to eneste  tilstedeværende ved vores ugentlige bibelske møder. Men efterhånden sluttede nogle interesserede sig til os. Snart var der en lille gruppe, og nogle gik endda med os ud i forkyndelsen.

„Bliv ved med at skærpe dine færdigheder“

Efter to og et halvt år blev vi bedt om at flytte til Bombay. Elizabeth fortsatte i forkyndelsen, men jeg fik til opgave at hjælpe min far, som var den eneste der oversatte vores bibelske litteratur til sproget kannada. Han var glad for at jeg kom og hjalp ham, for han havde også mange opgaver i menigheden.

I 1966 besluttede mine forældre at flytte tilbage til Udipi, hvor vores familie kom fra. Da de forlod Bombay, sagde min far til mig: „Bliv ved med at skærpe dine færdigheder, min pige. Oversæt klart og enkelt. Vær ikke for selvsikker, men vær altid ydmyg. Sæt din lid til Jehova.“ Det blev hans sidste råd til mig, for han døde kort efter at de var vendt tilbage til Udipi. Jeg har bestræbt mig for at følge hans råd, og jeg følger det stadig i mit oversættelsesarbejde i dag.

„Skal du ikke snart stifte familie?“

Efter traditionen sørger forældre i Indien for at deres børn bliver gift i en ret ung alder, og de tilskynder dem til at stifte familie. Derfor blev jeg tit spurgt: „Skal du ikke snart giftes og have børn? Hvem skal tage sig af dig når du bliver gammel? Føler du dig ikke ensom?“

Den slags gentagne opfordringer kunne til tider give mig en kvælende fornemmelse. Når jeg var sammen med andre, skjulte jeg mine følelser, men når jeg var alene, udøste jeg mit hjerte for Jehova. Det trøstede mig at vide at i hans øjne var der ikke nogen mangler hos mig fordi jeg var ugift. For at forny min beslutning om at tjene ham uden at noget andet skulle distrahere mig, mindede jeg mig selv om Jeftas datter og om Jesus — der begge forblev ugifte og helligede sig dét at gøre Guds vilje. — Johannes 4:34.

En gave fra Jehova

Elizabeth og jeg blev ved at være nære venner i næsten 50 år. Hun døde i 2005 i en alder af 98 år. Da hun i de senere år ikke kunne læse i Bibelen fordi synet svigtede, brugte hun det meste af dagen til at bede inderligt til Gud. Somme tider troede jeg at hun sad og drøftede et skriftsted med en der sad inde på hendes værelse, men så viste det sig at hun talte til Jehova. For hende var han en virkelig person, og hun levede som om han var lige ved siden af hende. Jeg har lært at dette er nøglen til at være lige så udholdende i tjenesten for Gud som Jeftas datter var. Jeg er taknemmelig mod Jehova for at han gav mig denne modne søster som mentor i mine unge dage og gennem alle mine kampe. — Prædikeren 4:9, 10.

Hvor har jeg haft mange velsignelser mens jeg har tjent Jehova ligesom Jeftas datter! Det at jeg er forblevet ugift og har fulgt Bibelens vejledning, har givet mig et rigt liv hvor jeg til stadighed har kunnet ’stå til tjeneste for Herren uden at lade mig distrahere’. — 1 Korinther 7:35.

[Illustration på side 28]

Min far holder et offentligt foredrag i Bombay i 1950’erne

[Illustration på side 28]

Sammen med Elizabeth kort før hendes død

[Illustration på side 29]

Vi indbyder til et bibelsk foredrag i Bombay i 1960

[Illustration på side 29]

Sammen med medarbejdere på oversættelseskontoret