Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Læsere spørger . . .

Hvorfor bad Gud Abraham om at ofre sin søn?

Hvorfor bad Gud Abraham om at ofre sin søn?

▪ Ifølge Første Mosebog i Bibelen bad Jehova Gud Abraham om at bringe sin søn Isak som et offer. (1 Mosebog 22:2) Nogle bibellæsere har svært ved at forstå dette. „Da jeg som barn hørte beretningen første gang, blev jeg vred,“ siger Carol, som er professor. „Hvad var det dog for en Gud som ville bede om sådan noget?“ Hendes reaktion er forståelig; der er dog flere ting man bør have i tanke.

For det første må man huske hvad Jehova ikke gjorde. Han tillod ikke at Abraham gennemførte ofringen, selvom Abraham var parat til det. Gud har heller ikke siden anmodet nogen om at gøre noget lignende. Jehova ønsker at alle der tilbeder ham, både forældre og børn, skal få et langt og tilfredsstillende liv.

For det andet fremgår det af Bibelen at Jehova havde en ganske særlig grund til at bede Abraham om at ofre Isak. Jehova vidste at han selv, mange hundrede år senere, ville tillade at hans egen søn, * Jesus, gav sit liv for vores skyld. (Mattæus 20:28) Han ønskede at vi skulle forstå hvor stort og dyrebart dette offer ville være for ham. Det som han bad Abraham om at gøre, blev til en magtfuld forudskildring af Jesu offer. Hvordan det?

Bemærk hvad Jehova sagde til Abraham: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, . . . og bring ham dér som et brændoffer.“ (1 Mosebog 22:2) Læg mærke til at Jehova kaldte Isak for ’din søn, som du elsker’. Jehova vidste hvor dyrebar Isak var for Abraham. Han vidste også hvilke følelser han selv nærede for sin søn, Jesus. Jehova elskede Jesus så højt at han to gange talte fra himmelen og direkte omtalte ham som „min søn, den elskede“. — Markus 1:11; 9:7.

Man kan også hæfte sig ved at Jehova indledte sin henvendelse til Abraham med udtrykket „jeg beder dig“. En bibelforsker siger at Gud med dette udtryk måske vil vise at „Herren forstår hvor kostbart det han forlanger, er“. Guds anmodning må have gjort Abraham dybt fortvivlet. Tilsvarende kan vi næppe forestille os hvor meget det smertede Jehova at se sin elskede søn lide og dø. Det var uden tvivl den største smerte Jehova nogen sinde havde følt eller vil komme til at føle.

Måske viger vi tilbage fra tanken om det Jehova bad Abraham om at gøre, men vi må huske at Jehova ikke tillod den trofaste patriark at ofre sin søn. Han skånede Abraham for at lide det største tab en forælder kan komme ud for; han tillod ikke at Isak døde. Og dog ’skånede Jehova ikke sin egen søn men overgav ham for os alle’. (Romerne 8:32) Hvorfor udsatte Jehova sig selv for så stor en lidelse? Det gjorde han „for at vi kunne vinde livet“. (1 Johannes 4:9) Hvilket stærkt udtryk for Guds kærlighed til os! Det tilskynder os til at vise ham vores kærlighed til gengæld. *

[Fodnoter]

^ par. 5 Bibelen siger ikke at Gud i bogstavelig forstand var far til Jesus. Han skabte den åndeskabning der senere blev sendt til jorden og blev født af den unge jomfru Maria. Fordi Gud har skabt Jesus, kan han med rette siges at være hans far.

^ par. 8 Flere oplysninger om hvorfor det var nødvendigt at Jesus døde, og hvordan vi kan vise vores værdsættelse af det, findes i kapitel 5 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?