Har du på et tidspunkt tjent Jehova? Har du overvejet at begynde at tjene ham igen, men spekuleret på om han mon vil tage imod dig? Så vil vi gerne tilskynde dig til omhyggeligt at læse denne og den følgende artikel. De er blevet udarbejdet specielt med dig i tanke.

„JEG bad Jehova om at lade mig komme hjem og at tilgive mig for at have såret ham.“ Sådan sagde en kvinde der var holdt op med at leve efter de kristne normer hun var opvokset med. Føler du med hende? Tænker du: ’Hvordan ser Gud på dem der tidligere har tjent ham? Husker han dem? Ønsker han at de skal „komme hjem“?’ For at finde svarene vil vi gennemgå nogle vers fra Jeremias’ Bog. Svarene vil uden tvivl virke opmuntrende på dig. — Læs Jeremias 31:18-20.

Lad os se på baggrunden for Jeremias’ ord. I 740 f.v.t., mange år før Jeremias levede, tillod Jehova at tistammeriget Israel blev ført i fangenskab af assyrerne. * Han gjorde det for at tugte sit folk fordi det var begyndt at begå alvorlige synder og havde ignoreret profeternes gentagne advarsler. (2 Kongebog 17:5-18) Ændrede israelitterne indstilling på grund af de trængsler de kom ud for under landflygtigheden mens de var adskilt fra deres Gud og langt borte fra deres hjemland? Havde Jehova glemt alt om dem? Ville han nogen sinde lade dem komme hjem igen?

’Jeg fortrød’

Mens folket var i landflygtighed, kom det til fornuft og angrede oprigtigt. Det undgik ikke Jehovas opmærksomhed. Læg mærke til hvordan Jehova beskriver indstillingen og følelserne hos de landflygtige israelitter, her omtalt som Efraim.

„Jeg har visselig hørt Efraim klage,“ siger Jehova. (Vers 18) Han hørte israelitterne klage da de mærkede konsekvenserne af deres syndige handlinger. Det ord der her er gengivet med ’at klage’, kan også betyde „en rystende eller rokkende bevægelse“, siger en bibelforsker. De var som en egensindig søn der ryster bedrøvet på hovedet mens han tænker på de lidelser han har påført sig selv, og længes efter det liv han havde derhjemme. (Lukas 15:11-17) Hvad sagde folket?

„Du har tugtet mig . . . som en kalv der ikke er tæmmet.“ (Vers 18) Folket erkendte at tugten var velfortjent. De havde jo været som en utæmmet kalv. Denne sammenligning kan betyde at de havde været som en tyrekalv der aldrig ville have „fået pigkæppen at mærke hvis den ikke havde gjort oprør mod åget“, siger et opslagsværk.

„Omvend mig, og jeg vil vende om, for du er Jehova, min Gud.“ (Vers 18) Med ydmyge hjerter kaldte folket på Jehova. De var faret vild på syndens  vej, men nu bad de indtrængende om hjælp til at finde tilbage til ham. En bibeloversættelse gengiver verset på denne måde: „Du er vores Gud — vil du ikke nok lade os komme hjem!“ — Contemporary English Version.

„[Jeg] fortrød . . . Jeg blev skamfuld og følte mig også ydmyget.“ (Vers 19) Israelitterne var bedrøvede over at de havde syndet. De vidste at skylden var deres egen, og indrømmede deres fejl. De følte sig skamfulde og nedtrykte. — Lukas 15:18, 19, 21.

Israelitterne angrede oprigtigt. De var dybt bedrøvede, bekendte deres synder over for Gud og vendte om fra deres onde handlinger. Ville deres anger formilde Guds hjerte? Ville han lade dem komme hjem?

„Jeg vil helt sikkert forbarme mig over ham“

Jehova havde et særligt forhold til israelitterne. Han sagde: „Jeg er blevet en fader for Israel; og Efraim er min førstefødte.“ (Jeremias 31:9) Hvordan skulle en kærlig far kunne nægte at tage sin søn tilbage hvis sønnen virkelig angrede af hele sit hjerte? Læg mærke til hvordan Jehova udtrykker sine faderlige følelser over for sit folk.

„Er Efraim en dyrebar søn for mig, eller et barn jeg holder af? For i samme grad som jeg har talt imod ham, vil jeg visselig også huske ham herefter.“ (Vers 20) Er det ikke nogle kærlige ord? Som en bestemt men kærlig far har Gud følt sig nødsaget til at tale „imod“ sine børn ved gentagne gange at advare dem mod deres urette adfærd. Da de stædigt nægtede at lytte, lod han dem komme i landflygtighed — og dermed forlade deres hjem. Men selvom han var nødt til at straffe dem, glemte han dem ikke. Det kunne han aldrig gøre. En kærlig far glemmer ikke sine børn. Men hvad følte Jehova da han så at hans børn angrede oprigtigt?

„Jeg [røres] i mit indre over ham. Jeg vil helt sikkert forbarme mig over ham.“ (Vers 20) Jehova følte en stærk længsel efter sine børn. Deres oprigtige anger rørte hans hjerte, og han havde et dybtfølt ønske om at de skulle vende tilbage til ham. Som faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn fik Jehova „inderligt ondt“ af sine børn og var ivrig efter at byde dem velkommen hjem. — Lukas 15:20.

„Jehova lod mig vende hjem!“

Ordene i Jeremias 31:18-20 giver os indblik i Jehovas store medfølelse og barmhjertighed. Gud glemmer ikke dem der engang har tjent ham. Hvis de gerne vil vende tilbage til ham, er han „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Dem der nærmer sig ham i oprigtig anger, vil han aldrig vende ryggen. (Salme 51:17) Han er tværtimod lykkelig over at kunne byde dem velkommen hjem. — Lukas 15:22-24.

Den kvinde der blev nævnt i indledningen, tog initiativet til at vende tilbage til Jehova og tog hen til den lokale menighed af Jehovas Vidner. Men hun måtte først overvinde sine egne negative følelser. „Jeg følte mig så uværdig,“ fortæller hun. Men de ældste i menigheden opmuntrede hende og hjalp hende til at genvinde sin åndelige styrke. Med stor taknemmelighed siger hun: „Jeg er så glad for at Jehova lod mig vende hjem!“

Hvis du engang har tjent Jehova og overvejer at begynde at tjene ham igen, vil vi gerne tilskynde dig til at opsøge den lokale menighed af Jehovas Vidner. Husk at Jehova viser medfølelse og barmhjertighed når de der angrer, indtrængende beder ham: „Vil du ikke nok lade os komme hjem!“

Forslag til bibellæsning i april:

▪ Jeremias 17-31

[Fodnote]