De apokryfe evangelier — skjulte sandheder om Jesus?

„DETTE er stort. Det vil ryste mange.“ „Det ændrer hele vores forståelse af hvordan kristendommen begyndte.“ Disse dramatiske udtalelser kommer fra forskere der glæder sig over udgivelsen af Judasevangeliet, en tekst som har været forsvundet i mere end 1600 år, og som man mente var gået tabt. (Se illustrationen ovenfor).

Dette fund har skabt fornyet interesse for de apokryfe evangelier. Nogle hævder at de afslører betydningsfulde begivenheder i Jesu liv og indeholder elementer af Jesu lære som længe har været skjult. Men hvad er de apokryfe evangelier, og kan de virkelig fortælle os sandheder om Jesus og kristendommen som vi ikke finder i Bibelen?

Kanoniske og apokryfe evangelier

I perioden fra år 41 til 98 nedskrev Mattæus, Markus, Lukas og Johannes hver sin „historiske beretning om Jesus Kristus“. (Mattæus 1:1) Disse beretninger bliver kaldt evangelier, idet „evangelium“ betyder „god nyhed“, og her menes der altså „den gode nyhed“ om Jesus Kristus. — Markus 1:1.

Mens der kan have været mundtlige overleveringer samt andre skrifter om Jesus, var disse fire evangelier de eneste der blev betragtet som inspirerede af Gud og værdige til at blive indlemmet i De Hellige Skrifter. Det var dem der viste „hvor sikre“ de ting var som handlede om Jesu jordiske liv og lære. (Lukas 1:1-4; Apostelgerninger 1:1, 2; 2 Timoteus 3:16, 17) Disse fire evangelier er nævnt i alle de gamle kataloger fra oldtiden over De Kristne Græske Skrifter. Der er intet grundlag for at betvivle at de er kanoniske, at de hører med til Guds inspirerede ord.

Med tiden dukkede der imidlertid andre skrifter op som også fik navn af evangelier. De blev kaldt apokryfe. *

I slutningen af det andet århundrede skrev Irenæus fra Lyon at de der var faldet fra kristendommen, havde „et utal af apokryfe og uægte skrifter“, deriblandt evangelier som ’de selv havde forfalsket, til stor forvirring for tåbelige menneskers tankegang’. Det endte derfor med at de apokryfe evangelier blev betragtet som farlige, ikke blot at læse, men også at eje.

Imidlertid forhindrede munke og afskrivere i middelalderen at disse skrifter gik i glemme. I det 19. århundrede øgedes interessen for dem, og mange tekstsamlinger og tekstkritiske udgaver — deriblandt adskillige apokryfe evangelier — så dagens lys. I dag findes der udgaver af dem på mange af de større nutidssprog.

 De apokryfe evangelier: Utroværdige beretninger om Jesus

Nogle af de apokryfe evangelier drejer sig om personer der kun er lidt eller slet ikke omtalt i de kanoniske evangelier. Andre fortæller om begivenheder som påstås at have fundet sted i Jesu barndom. Her er nogle eksempler.

▪ „Jakobs Forevangelium“, også kaldet „Marias fødsel“, beskriver Marias fødsel og barndom samt hendes ægteskab med Josef. Det er af gode grunde blevet beskrevet som religiøs fiktion og en legende. Det støtter tanken om Maria som evig jomfru og er tydeligvis skrevet for at forherlige hende. — Mattæus 1:24, 25; 13:55, 56.

▪ „Thomas’ Barndomsevangelium“ handler hovedsagelig om Jesus som barn — fra han var 5 til 12 år — og tilskriver ham en række utroværdige mirakler. (Se Johannes 2:11). Jesus fremstilles som et uartigt, vredladent og hævngerrigt barn, der bruger sine mirakuløse evner til at hævne sig på lærere, naboer og andre børn, hvoraf han gør nogle blinde eller til krøblinge — eller ligefrem slår dem ihjel.

▪ Nogle af de apokryfe evangelier, som for eksempel Petersevangeliet, beskæftiger sig med begivenhederne omkring processen mod Jesus og hans død og opstandelse. Andre, som for eksempel Pilatusakterne, der er en del af det apokryfe Nikodemusevangelium, drejer sig især om de personer der optræder i forbindelse med disse begivenheder. Opdigtede begivenheder og personer gør disse tekster ubrugelige som pålideligt kildemateriale. Petersevangeliet søger at fritage Pontius Pilatus for skyld og beskriver Jesu opstandelse meget fantasifuldt.

De apokryfe evangelier og frafaldet fra kristendommen

I december 1945 fandt nogle bønder i nærheden af landsbyen Nag Hammadi i Øvre Egypten ved et tilfælde 13 papyrushåndskrifter som indeholdt 52 tekster. Disse håndskrifter, som stammer fra det 4. århundrede, er blevet tilskrevet gnostikerne, tilhængere af en række religiøse og filosofiske retninger i perioden efter kristendommens fremkomst. Med en blanding af mysticisme, hedenskab, græsk filosofi, jødedom og kristendom påvirkede gnostikerne nogle af dem som bekendte sig til kristendommen. — 1 Timoteus 6:20, 21.

Thomasevangeliet, Filipsevangeliet og Sandhedens Evangelium, som hører til Nag Hammadi-skrifterne, præsenterer flere mystiske gnostiske tanker som kom de fra Jesus. Det nylig fundne Judasevangelium regnes også for hørende til de gnostiske evangelier. Det skildrer Judas positivt som den eneste apostel der virkelig forstod hvem Jesus var. Forfatteren til en bog om Judasevangeliet beskriver Jesus som ’en lærer der åbenbarede visdom og kundskab, ikke som en frelser der døde for verdens synd’. De inspirerede evangelier lærer derimod at Jesus døde som et offer for menneskenes synder. (Mattæus 20:28; 26:28; 1 Johannes 2:1, 2) De gnostiske evangelier tilsigter altså at undergrave troen på Bibelen, i stedet for at styrke den. — Apostelgerninger 20:30.

De kanoniske evangeliers fortrin

Et nærmere studium af de apokryfe evangelier viser hvad de virkelig er. Sammenlignet med de kanoniske evangelier røber de en tydelig mangel på guddommelig inspiration. (2 Timoteus 1:13) Da de er skrevet af mennesker som hverken kendte Jesus eller apostlene, åbenbarer de ingen skjulte sandheder om Jesus og kristendommen. Derimod indeholder de unøjagtige, opdigtede og fantasifulde beretninger der ikke hjælper en til at lære Jesus og hans lære at kende. — 1 Timoteus 4:1, 2.

Til forskel fra dem hørte Mattæus og Johannes til de 12 apostle, og Markus og Lukas var nære venner af henholdsvis apostelen Peter og apostelen Paulus. De skrev deres evangelier under ledelse af Guds hellige ånd. (2 Timoteus 3:14-17) Af den grund indeholder de fire evangelier alt hvad der er nødvendigt for at tro på at Jesus var Kristus, Guds søn. — Johannes 20:31.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 18]

Kenneth Garrett/​National Geographic Stock