Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Læsere spørger . . .

Tog de kristne i det første århundrede del i politik?

Tog de kristne i det første århundrede del i politik?

▪ Før Jesus steg op til himmelen, gav han sine disciple en klar vejledning om hvordan de skulle udføre deres kristne tjeneste, men han gav dem ingen politiske råd. (Mattæus 28:18-20) De der fulgte Jesus, fortsatte med at leve efter det princip han tidligere havde formuleret: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Markus 12:17.

Hvordan hjalp dette princip Jesu disciple til at undgå at være en del af den verden de levede i? Hvordan trak de grænsen mellem det der tilkom kejseren (eller staten), og det der tilkom Gud?

Apostelen Paulus anså deltagelse i politik for at være det samme som at gå over denne grænse. „Paulus benyttede sig gerne af sine rettigheder som romersk borger for at gøre krav på den retslige beskyttelse der tilkom ham, men han deltog ikke i nogen form for lobbyisme i forbindelse med datidens politiske stridsspørgsmål,“ hedder det i bogen Beyond Good Intentions — A Biblical View of Politics (Mere end gode hensigter — Et bibelsk syn på politik).

Hvilken vejledning gav han sine medkristne? I den samme bog står der: „Hans breve til de troende i store byer som Korinth og Efesus, ja, endda i Rom, afslører ikke den mindste interesse i verdslige politiske kævlerier.“ Bogen peger også på at Paulus „befalede at man skulle underlægge sig øvrigheden; men ikke i et eneste af sine mange breve nævnte han bare én politisk sag hvori den lokale kirke skulle påvirke de offentlige instanser“. — Romerne 12:18; 13:1, 5-7.

Flere årtier efter at Paulus var død, holdt de kristne fast ved det samme klare skel mellem det de skyldte Gud, og det de skyldte staten. De blev ved med at vise respekt for de politiske myndigheder, men afholdt sig fra politisk aktivitet. Bogen Beyond Good Intentions siger om disse troende: „De første kristne havde den overbevisning at de skulle vise den styrende myndighed ære, men de troede ikke på at de selv skulle deltage i politik.“

Omkring 300 år efter Jesu død forandrede tingene sig imidlertid. Teologen Charles Villa-Vicencio siger: „Da de politiske strukturer ændrede sig under Konstantin, ser det ud til at de kristne flokkedes om at deltage i samfundets anliggender og i hæren og om at tage imod politiske embeder.“ (Between Christ and Caesar) Hvad førte det til? Ved slutningen af det fjerde århundrede var denne blanding af religion og politik blevet Romerrigets statsreligion.

I dag opfordrer mange trossamfund der kalder sig kristne, deres medlemmer til at deltage i politik. Dermed efterligner de ikke Jesus, og de følger heller ikke det eksempel som de kristne i det første århundrede viste.