Vidste du det?

Hvorfor var jøderne så interesseret i deres slægtsregistre?

▪ Slægtsregistrene havde betydning for at jøderne kunne bevise hvilken stamme og slægt de hørte til. De var også vigtige i forbindelse med udmålingen af jord og arvelodder. Den slægtslinje der førte frem til den lovede Messias, havde særlig betydning. Jøderne vidste at Messias skulle komme gennem Davids slægt i Judas stamme. — Johannes 7:42.

Kommentatoren Joachim Jeremias nævner endnu en omstændighed: „Eftersom præsterne og levitterne skulle arve deres embeder, . . . var det af største betydning at slægtslinjen var ægte og ren.“ Når en israelitisk kvinde giftede sig ind i en præstelig slægt, skulle hun fremvise sin families slægtsregister, så præsteembedet stadig kunne være „rent og ubesmittet“. På Nehemias’ tid var der hele slægter blandt levitterne der blev udelukket fra præsteembedet fordi de „søgte efter hvor deres slægt var indskrevet, så de kunne lade sig indregistrere, men det blev ikke fundet“. — Nehemias 7:61-65.

Desuden foreskrev Moseloven at „ingen uægte søn“ og „ingen ammonit eller moabit må komme ind i Jehovas menighed“. (5 Mosebog 23:2, 3) Joachim Jeremias tilføjer derfor: „For at kunne nyde sine borgerrettigheder måtte en mand kunne bevise sin ægte afstamning, og dette bekræfter os i den konklusion at . . . selv en jævn israelit vidste hvem hans nærmeste forfædre var, og kunne pege på hvilken af de tolv stammer han hørte til.“

Hvordan samlede og bevarede jøderne deres slægtsregistre?

▪ Både i Mattæus’ og Lukas’ evangelium er der en detaljeret fortegnelse over Jesu forfædre. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-38) Også andre slægtsregistre er blevet bevaret. For eksempel hedder det i en jødisk midrasj, eller kommentar, angående rabbineren Hillel, der levede på Jesu tid: „I Jerusalem blev der fundet en slægtsrulle hvori det stod skrevet at Hillel var efterkommer af David.“ Den jødiske historiker Flavius Josefus hævdede i sit værk Liv at hans forfædre var præster, og at han på sin mors side var „af kongeligt blod“. Han erklærede at han havde fundet dette „optegnet i de offentlige registre“.

Med hensyn til opbevaringen af præsteslægternes stamtavler nævnte Josefus i sit værk Mod Apion at hans nation gav denne opgave til „mænd af ypperste karakter“. The Jewish Encyclopedia oplyser: „Det ser ud til at disse optegnelser var betroet til en særlig embedsmand, og det nævnes at der blev oprettet en undersøgelsesdomstol i Jerusalem.“ De ikkepræstelige jøder lod sig indskrive i deres fædres by. (Lukas 2:1-5) Som følge af dette opstod der offentlige arkiver, og evangelieskribenterne har åbenbart rådført sig med disse. Der var tilsyneladende også private registre som blev opbevaret i de enkelte familier.