Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Livsberetning

„Hemmelighederne“ vi har lært af vores hellige tjeneste

„Hemmelighederne“ vi har lært af vores hellige tjeneste

Fortalt af Olivier Randriamora

„Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte . . . Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:12, 13.

DENNE udtalelse af apostelen Paulus har gennem lang tid været til stor opmuntring for min hustru, Oly, og mig. Ved at stole helt på Jehova i vores tjeneste for ham her på Madagaskar, kan vi, ligesom Paulus, sige at vi har „lært hemmelighederne“.

Da Jehovas Vidner begyndte at studere Bibelen med Olys mor i 1982, var Oly og jeg allerede forlovede. Jeg tog også imod tilbuddet om et bibelstudium, og senere begyndte Oly at være med til studiet. Vi blev gift i 1983, døbt i 1985, og umiddelbart efter meldte vi os som hjælpepionerer. I juli 1986 blev vi almindelige pionerer.

I september 1987 begyndte vi i specialpionertjenesten. Vores første distrikt var en lille by i den nordvestlige del af Madagaskar hvor der ikke var nogen menighed. På Madagaskar er der utallige klaner fordelt på omkring 18 større etniske grupper, og skikkene og traditionerne varierer meget. Det officielle sprog er malagassisk, men der findes også en række ret forskellige dialekter. Vi gik i gang med at lære den dialekt man talte i det distrikt vi havde fået tildelt, og det bevirkede at vi hurtigt blev accepteret i lokalsamfundet.

Til at begynde med holdt jeg et offentligt foredrag hver søndag, hvorefter Oly pligtskyldigst klappede. Der var ikke andre til stede end os. Vi gennemførte også hele programmet for Den Teokratiske Skole. Oly forkyndte for en imaginær ’dør’. Vi blev meget lettede da den kredstilsynsmand der besøgte os, venligt foreslog at vi tilpassede møderne efter behovet.

Postgangen var ikke pålidelig, og derfor fik vi ikke vores månedlige godtgørelse til tiden. Af den grund lærte vi at klare os med lidt. På et tidspunkt havde vi ikke penge nok til den bus vi skulle med for at komme til et kredsstævne der blev holdt cirka 130 kilometer væk. Så kom vi i tanker om et godt råd vi havde fået af en broder. „Fortæl Jehova om jeres problemer. Det er jo ham I arbejder for.“ Vi bad til Jehova og besluttede os for blot at til stævnet. Lige før vi skulle af sted, fik vi uventet besøg af en broder som forærede os nogle penge. Der var lige nok til at betale for busturen!

KREDSTJENESTEN

I februar 1991 blev jeg udnævnt til at virke som kredstilsynsmand. På det tidspunkt var vores lille gruppe vokset til ni forkyndere. Tre af dem var døbt, og i gennemsnit kom der 50 til møderne. Efter at være blevet oplært kom vi i kredstjenesten i hovedstaden, Antananarivo. I 1993 blev vi flyttet til en kreds i den østlige del af landet. Der var forholdene meget anderledes end i byen.

For at nå ud til menighederne og de isolerede grupper måtte vi nogle gange gå op mod 145 kilometer til fods igennem tætte skovområder i bjergene. Vi skar vores bagage ned til et minimum, men når kredstilsynsmandens offentlige foredrag var ledsaget af lysbilleder, som det af og til var dengang, havde vi mere at bære på. Oly bar lysbilledapparatet, mens jeg slæbte på et 12-volts batteri til biler.

Når vi skulle rejse til den næste menighed, tilbagelagde vi ofte omkring 40 kilometer om dagen. Undervejs måtte vi vandre op og ned ad bjergstier, krydse floder og vade gennem mudder. Nogle gange sov vi i vejsiden, men som regel prøvede vi at finde logi for natten i en landsby. Af og til spurgte vi nogle helt fremmede om vi måtte overnatte hos dem. Når vi havde fundet et logi, begyndte vi at forberede madlavningen. Oly lånte en gryde og hentede vand fra den nærmeste sø eller flod. Jeg lånte en økse og huggede brænde til at tænde op med. Det tog tid. En gang imellem købte vi en levende kylling, som vi slagtede og gjorde i stand.

Når vi havde spist, hentede vi mere vand så vi kunne tage bad. Nogle gange sov vi i køkkenet. Når det regnede, kunne vi finde på at læne os op ad en væg mens vi sov. På den måde kunne vi undgå at blive våde hvis taget var utæt.

Vi bestræbte os altid for at forkynde for dem vi boede hos. Når vi nåede frem til vores bestemmelsessted, blev vi mødt med en overvældende gæstfrihed og kærlighed fra brødrenes side. Den store værdsættelse de viste når vi besøgte dem, opvejede rigeligt de strabadser vi havde haft undervejs.

Når vi boede hos trosfæller, var vi glade for at kunne hjælpe med de huslige pligter. Det gav vores værter tid til at følges med os i forkyndelsen. Vi forventede hverken luksus eller madvarer som vores værter ikke havde råd til.

BESØG HOS ISOLEREDE FORKYNDERGRUPPER

Det var en glæde for os at besøge isolerede grupper af forkyndere som tog imod os med et fuldt program for aktivitet under vores besøg. Vi havde knap nok tid til at ’hvile os lidt’. (Mark. 6:31) Et sted havde et ægtepar inviteret alle dem de studerede med — 40 i alt — hjem til sig, så vi kunne være med til at studere med disse elever. Oly var med til omkring 20 studier sammen med søsteren, og hendes mand og jeg tog os af de resterende. Så snart en elev forlod os, gik vi i gang med det næste studium. Senere på dagen tog vi en pause så vi kunne holde menighedens møder, og derefter gik vi i gang med bibelstudierne igen. En sådan maraton-dag sluttede måske først efter klokken otte om aftenen!

Under et besøg hos en anden gruppe tog vi alle sammen af sted til en nabolandsby omkring klokken otte om morgenen. Vi havde alle noget gammelt tøj på. Efter en lang tur gennem skoven nåede vi frem til distriktet ved tolvtiden. Vi tog rent tøj på og begyndte med det samme at forkynde fra dør til dør. Vi var mange forkyndere, og der var ikke så mange huse, så hele distriktet blev gennemgået på en halv times tid. Derefter tog vi videre til den næste landsby. Da vi havde forkyndt dér, havde vi en lang hjemtur foran os. I begyndelsen gjorde dette forkyndelsesmønster os lidt mismodige. Til trods for at vi havde brugt masser af tid og kræfter, havde vi kun forkyndt cirka en time fra hus til hus. Men de lokale brødre og søstre klagede ikke. De bevarede begejstringen.

I byen Taviranambo, som ligger i nærheden af en bjergtop, var der en isoleret gruppe forkyndere. Vi besøgte en af familierne, som boede i et hus med kun ét rum. En anden lille bygning i nærheden fungerede som mødested. Pludselig begyndte vores vært at råbe med høj røst: „Brødre!“ Der kom svar fra den nærmeste bjergtop: „Ja!“ Så råbte værten igen: „Kredstilsynsmanden er kommet!“ Svaret lød: „Aha!“ Og budskabet blev åbenbart sendt videre til andre der boede endnu længere væk. Snart begyndte folk at strømme til, og da mødet begyndte, var der over 100 til stede.

TRANSPORTVANSKELIGHEDER

I 1996 blev vi tildelt en kreds i det centrale højland, tættere på Antananarivo. Denne kreds havde også sine udfordringer. Der fandtes ingen faste transportforbindelser til de afsidesliggende områder. Vi skulle besøge en gruppe i byen Beankàna (Besakay), cirka 240 kilometer fra Antananarivo. Efter at have forhandlet med chaufføren steg vi på en lille lastbil som skulle i den retning. Der var omkring 30 andre passagerer inden i og uden på lastbilen. Nogle lå på taget, andre holdt fast i bagsmækken.

Som det så ofte sker, brød køretøjet sammen, og vi fortsatte til fods. Efter at vi havde travet af sted i nogle timer, kom en stor lastbil forbi. Den var allerede fyldt op med varer og passagerer, men chaufføren standsede alligevel. Vi steg på og tog til takke med at der kun var ståpladser. Senere kom vi til en flod, men broen over floden var under reparation. Endnu en gang måtte vi fortsætte til fods, og til sidst kom vi til en lille landsby hvor der boede nogle specialpionerer. Vi havde ikke planlagt noget besøg dér, men vi benyttede alligevel tiden til at forkynde sammen med dem, mens vi ventede på at broen blev repareret og på at en ny transportmulighed skulle vise sig.

Der gik en uge før der kom et køretøj forbi så vi kunne fortsætte vores rejse. Vejen var fuld af store huller. Vi måtte tit hjælpe til når bilen skulle skubbes gennem vand der gik os til knæene, og det skete ofte at vi snublede og faldt. I de tidlige morgentimer ankom vi til en lille landsby hvor vi stod af. Nu forlod vi vejen og fortsatte til fods mod vores bestemmelsessted — igennem rismarker og mudret vand der gik os til taljen.

Eftersom det var første gang vi besøgte dette område, besluttede vi os for at forkynde for nogle af dem der arbejdede i rismarkerne, og spørge om de kunne fortælle os hvor de lokale Jehovas Vidner boede. Hvor blev vi glade da vi opdagede at disse arbejdere var vores åndelige brødre!

VI TILSKYNDER ANDRE TIL AT TAGE HELTIDSTJENESTEN OP

I årenes løb har det glædet os meget at se de resultater det har givet at opfordre andre til at tage heltidstjenesten op. Under et besøg i en menighed med ni almindelige pionerer tilskyndede vi hver enkelt af disse ni til at sætte sig som mål at hjælpe en anden forkynder til at blive pioner. Da vi besøgte menigheden seks måneder senere, var antallet af pionerer steget til 22. To pionersøstre havde opfordret deres fædre, som begge var ældste, til at blive almindelige pionerer. Disse to brødre havde motiveret en tredje ældste til at slutte sig til dem. Kort efter blev denne tredje ældste udnævnt som specialpioner, og han og hans kone er senere begyndt i kredstjenesten. Hvad med de to andre? Den ene er nu kredstilsynsmand, og den anden er med til at bygge rigssale på frivillig basis.

Vi er godt klar over at vi ikke kan udrette noget i egen kraft, og vi takker hver dag Jehova for den hjælp han giver os. Selvfølgelig sker det at vi føler os trætte eller bliver syge, men vi glæder os når vi tænker på alt det vi har været med til at udrette. Jehova sørger for fremgang i arbejdet. Vi er nu i specialpionertjenesten og er glade for at vi har haft en lille andel i hans værk. Ja, ved under alle forhold at stole på Jehova, som ’giver os kraft’, har vi lært „hemmelighederne“.

[Illustration på side 6]

Ved at stole på Jehova under alle forhold har vi lært „hemmelighederne“

[Kort/​illustrationer på side 4]

Madagaskar, også kaldet ’den store røde ø’, er verdens fjerdestørste ø. Dens jord er rød, og der lever flere unikke dyrearter på øen

[Illustrationer på side 5]

Vi nyder at være med til bibelstudier

[Illustration på side 5]

En af de største udfordringer vi mødte, var transportvanskelighederne